Jeg må tage afstand fra Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske Tidende

Jeg læste et af min Facebook-vens Børge Andersens tidligere opslag. Det var en kronik skrevet af Sørine Gotfredsen. Den indeholdt så mange påstande og generaliseringer, at jeg skulle opdrage en del på mig selv for at læse teksten færdig. Hun skriver fx: "Historien fortæller nemlig, at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen, og rækker man tilbage i den danske debat, har en del af advarslen mod det multikulturelle samfund helt fra begyndelsen i 80erne rummet netop påmindelsen om, hvad der er gået forud." Hermed tager hun en historiefortolkning til indtægt for sine synspunkter. En tolkning kan ellers ikke bevise noget som helst. Men skal vi endelig opholde os ved historien, så vil jeg minde om to ting: Det første er, at der eksisterede et ca 800 årigt fredeligt sameksisterende samfund mellem islam, kristendom og jødedom omkring Cordoba. Borgruinen Al Hambra er et eksempel på, hvor rigt et samfund der er tale om. Det andet er, at man nok må forholde sig til det faktum, at kristne har været den aggressive part i mange konflikter mellem religiøse mennesker - og mellem diverse samfund. Jeg føler den dybeste trang til at tage afstand fra SGs skriveri. Hendes brug af historien - faget - er manipulerende.

Jeg er uenig med SG om definitionen af snart sagt hvad som helst. Fx ville jeg bruge ordene kultur, identitet og nationalitet med større varsomhed, for det er begreber konstrueret af mennesker - og dermed kan de dække mange mange forståelser. SG har ikke patent på disse begreber, og det viser i mine øjne netop hvor kulturelt fattig hun er, når hun ikke er i stand til at forstå, at mennesker, der ikke deler hendes definitioner og tolkninger, er medmennesker. Hun frakender tvært imod alle, der ikke deler hendes verdensforståelse 'kultur'.

Jeg har skrevet om disse ting før. Se især  bogen "At gøre kultur i skolen" fra Akademisk Forlag, 2010

Vi er udfordret til at mødes på tværs af kulturelle forskelligheder

http://www.chicagotribune.com/news/opinion/ct-oped-0728-religion-20110728,0,6245458.story

Jeg læste ovenstående og fik lyst til at skrive dette indlæg:

Vi lever allerede i et flerkulturelt samfund. Det er den realitet, som moderniteten tvinger os til at leve med. I et homogent og lukket samfund kan man udforme moralske leveregler som regulerer den enkeltes adfærd på en konkret måde. Det er ikke muligt, når vi skal leve sammen i flerkulturelle fællesskaber, hvor levereglerne har forskelligt udspring i historie og religion med mere. I et sådant flerkulturelt samfund må levereglerne nødvendigvis abstraheres og udformes mere universelt. Menneskelige fællesskaber er vigtige for udvikling og udfoldelse af Mennesket (både de enkelte individer og for vores begreb om Mennesket). Den store udfordring i et flerkulturelt samfund – og for den samlede Menneskehed – er, om menneskene formår at opbygge de menneskelige fællesskaber, som er nødvendige for at blive de sociale væsner, som mennesker er, uden at formulere fællesskaberne ved at ekskludere nogle andre mennesker. Kan vi formulere fællesskaber, som ikke er ekskluderende?

Kunne det måske hjælpe os, at tænke at fler-kulturalitet ikke er noget endemål, men et handlemål? Ville det hjælpe os at tænke, at vi i vore handlinger må søge at medtænke Den Andens perspektiver på tilværelsen?

I mine øjne er det vigtigt, at vi mennesker indser, at vi ikke er eller har kultur – men at vi gør kultur. Vi kan gøre vor kultur på mere eller mindre imødekommende og medmenneskelige måder. Vi kan forbinde os med overleverede konkrete leveregler fx hentet i religiøse og nationalistiske rammer eller vi kan vælge at forbinde os med mere universelle (og ofte mere abstrakte) leveregler som fx FNs Menneskeretigheder.

Under alle omstændigheder er vi moderne mennesker udfordret på at mødes. Vi er nødt til at gennemtænke hvorledes vi ønsker at vore kulturmøder skal finde sted. Skal det være civilisationernes sammenstød? Eller kan vi overkomme forskellighederne ved at forstå os selv (identitet) og vores historie (kultur) som noget vi selv har skabt, og som vi derfor også har mulighed for at ændre på under en ny tids udfordringer?

Nanna og jeg skrev vores bog ”At gøre kultur i skolen” for at vække til eftertanke på disse spørgsmål. Som undervisere mente vi, at skolen spiller en væsentlig rolle for, hvordan vi griber kulturmøder an. Men i bund og grund er alle mennesker ansvarlige for, hvordan vi møder hinanden på tværs af kulturelle forskelligheder.