Konventionerne om menneskerettigheder indeholder nogle paradokser. De første konventioner slår til lyd for individers frihedsrettigheder, mens senere konventioner handler om minoriteters (gruppers) rettigheder. Det medfører dilemmaer, for hvad stiller man op, når individer vil frigøre sig fra de minoriteter, der påberåber sig beskyttelse? Hvilke rettigheder har individer i forhold til grupper? Hvordan skal vi overhovedet forstå begreberne ’individ’ og ’gruppe’?
Jeg tænker, at respekt for menneskers rettigheder kræver, at
vi rent faktisk opfatter alle individer som mennesker først og fremmest. Det
vil de fleste jo nok mene, at de prøver på … men sproget spiller os et puds,
når vi grupperer mennesker som fx syge, arbejdsløse, handicappede, sorte, børn,
muslimer, akademikere … Vi bør tænke, at vi taler om mennesker med en sygdom,
mennesker der søger arbejde, mennesker med et handicap, mennesker med hudfarve,
menneske med alder, mennesker med tro, mennesker med uddannelse osv.
De ’hårdtarbejdende arbejdere’, som fx Mattias Tesfaye og
Hans Schou Christensen fra 3F og Harald Børsting fra LO taler om, er mennesker
med arbejde grupperet i en fagforening. Den gruppe må i sagens natur bestå af
skiftende individer. I nogen perioder er fagforeningsmedlemmer mennesker med
arbejde og nogen gange er de mennesker uden arbejde. Jeg forstår ikke, at
fagforeningsbosserne skelner mellem ’deres’ mennesker på den måde, at gruppen
med arbejde skal have skattelettelse på bekostning af gruppen uden arbejde. Er
der ikke noget, som de ikke forstår?
Jeg vil fremover bruge sproget i den lange version, hvor jeg
gør det tydeligt, at vi alle er mennesker. Jeg vil ikke mere tale om ’arbejdsløse’,
for det får nogen til at tænke, at der er en modsætning imellem gruppen mennesker
og gruppen arbejdsløse …
Vi er alle mennesker først og fremmest, så min opfordring
er: Lad os tale om, hvordan det danske samfund skal beskytte mennesker med
diverse problemstillinger. Jeg er bekymret for, at den igangværende individualiserende
opløsning af de universelle forståelser, ødelægger velfærdsmodellens
menneskelighed.
