I december 2005 skrev jeg første gang om begrebet 'The Washington Consensus'. Det blev til nedenstående oversigt over de problemer jeg så i tilknytning til fænomenet.
Nu - otte år senere - er begrebet aktualiseret på grund af frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA. Jeg genoptrykker derfor det gamle oplæg:
The Washington Consensus
Sådan kaldes den politiske linie som USA tegner for
udvikling på den globale scene. Det betegner den politik som den amerikanske
regering understøtter og linien realiseres i høj grad på den internationale
scene via verdensinstitutioner som: Valutafonden (IMF), Verdensbanken og
Verdenshandelsorganisationen (WTO). Hvordan denne politiske aktivitet foregår
beskriver Susan George i bogen ”En anden verden er mulig, hvis …”[1]
Jeg har læst bøger og artikler af Susan George siden jeg i
slutningen af 1980erne skrev mit Ph.d. projekt.[2]
Projektet handlede om udvikling af didaktisk tænkning til brug for planlægning
af miljøundervisning. Jeg var dengang – og er stadig – overbevist om, at
miljøproblemer har meget høj sammenhæng med den globale fordeling af klodens
ressourcer, hvilket min læsning af netop Susan George kun bekræftede. Nu nærmer
jeg mig afslutningen på min erhvervsaktive livsperiode og bliver i den
forbindelse opmærksom på, at beskrivelsen af de amerikanske aktiviteter på den
internationale politiske scene også i uhyggelig høj grad forklarer de
forandringer, som jeg har set i uddannelsesverdenen i løbet af mine mere end
fyrre år i og omkring lærerarbejdet. Jeg startede i folkeskolen i 1952 og har
med undtagelse af et enkelt års afstikker til en elevplads i toldvæsnet, haft
beskæftigelse som elev, lærer eller som læreruddanner lige siden. Det er der
meget at fortælle om. Her vil jeg pege på de politiske initiativer, som Susan
George beskriver i bogen ”En anden verden er mulig, hvis …”. Derefter vil jeg
vise, hvad det betyder af ændringer og nedskæringer i det lærerarbejde, som jeg
har troet jeg kunne være med til at udvikle i nu snart 40 år.
De amerikanske politiske prioriteter som Susan George
refererer til er:
- at opmuntre til konkurrence
- at holde inflationen nede
- at fokusere på eksport og forøge handel
- at tillade kapitalen at flyde frit over grænser
- at sænke skatter
- at fastholde og evt. forøge begunstigedes skattefordele
- at privatisere
- at øge arbejdsmarkedets fleksibilitet og arbejdskraftens mobilitet
- at indføre brugerbetaling og gebyrer
Disse punkter kan opsamles under betegnelsen
neo-liberalisme. Der er dog tale om et fornyet og kompliceret samspil mellem
gamle kendinge som social-darwinisme og nyere problemstillinger samlet under betegnelser
som etnicitet, religiøsitet og fundamentalisme indfiltrede i slagkraftige
økonomiske betragtninger. De sidste gerne i form af kortsigtede cost-benefit
beregninger, der angiveligt godtgør, at vi ikke lige nu har råd til at
tilgodese hverken samfundets svage eller miljøet. Da jeg har brugt år af mit
liv på at beskrive, hvordan miljøundervisning nødvendigvis må ses i sammenhæng
med fordelingsproblemerne i denne verden, kan jeg næppe hemmeligholde, at mit
synspunkt snarere er, at det kan koste os meget dyrt at vente med investeringer
i forhold til klodens svageste. Det er mit ærinde at beskrive, hvad ovenstående
politik allerede har betydet for undervisningssektoren – og hvad det
formodentlig vil betyde i de kommende år. Med afsæt i de 9 formulerede prioriteter
beskriver jeg virkningerne i uddannelserne sådan, som jeg allerede har oplevet
det eller må grue for, at det vil blive.
1. Konkurrence som det organiserende princip
I 60’erne hed det sig, at uddannelsessystemet skulle
indfange ’restgrupperne’. Det var anset for nødvendigt, fordi der manglede
arbejdskraft. Som datter af en kedelpasser hørte jeg til restgruppen og det
lykkedes mig da også at erhverve en lærereksamen i 1968. Jeg blev ansat i en
skole, hvor idealet i høj grad handlede om at bringe alle elever igennem et
9-årigt udelt skoleforløb. I praksis betød det, at vi arbejdede ihærdigt på at
ophæve de sidste delinger i skolen. Vi var optagede af at også børn fra hjem
uden telefon skulle opleve sig beriget i skolen. Vi knoklede med at give piger
og drenge en ligeværdig uddannelse osv. Der blev lagt vægt på, at alle skulle
deltage ligeværdigt på tværs af forskelligheder.
I dag tales der i stigende grad om ’det naturlige’ i at dele
eleverne på grundlag af deres skolepræstationer. Der argumenteres for, at
holddeling skulle være til fordel for alle såvel de dygtige som de på alle
måder mindre bemidlede. Hvem der hører til de første og hvem der tilhører de
sidste – det må jo afgøres gennem konkurrerende virksomhed.
Den konkurrerende virksomhed må samtidig ledes stærkt, så
management bliver et nyt nøgleord i uddannelsessektoren. I skolen får det endda
en særlig konkret udformning med begrebet ’classroom management’. Læreren
bliver ’manager’ mere end opdrager, underviser og danner – som ellers er de gode
danske ord, for det som har været ledetrådene for læreren.
Konkurrence bliver det organiserende princip og det
understøttes gennem offentliggørelse af ’resultat- og scorelister’.
2. Uddannelse som privat investering og offentlig udgift
Jeg lærte i uddannelsesøkonomi, at skole og militær havde
det til fælles, at investeringer i disse sektorer ikke nødvendigvis ville føre
til øget inflation. De skattekroner, der anbringes i skolens og militærets
isenkram, vil ikke i sig selv øge nogens købekraft. Man kan altså, ved at skabe
job i den sektor der producerer isenkrammet til de to områder, skabe job - uden
det straks sætter skub i inflation. Det ser dog ud til, at isenkrammet i højere
grad er tilgået militæret end skolen indenfor de sidste år. Det er muligt, at
det er sandt når militæret mener de ikke er blevet tilgodeset. Skolen er det i
hvert fald ikke. Inflationen er ikke holdt nede ved hjælp af en kanaliseret
investering i skolens materiel.
Tvært imod siger ideologien omkring skolen, at den er en
offentlig udgift, der må arbejdes på at begrænse. Der bliver talt om, at
universiteter og skoler må øge ’produktiviteten’ år for år, så derfor kan
taxameter- og bloktilskud selvfølgeligt løbende skæres ned.
Internationale organer som OECD – der ikke er ubekendt med
”The Washington Consensus” – kommer igennem med at betegne den danske
folkeskole som ’verdens dyreste’ uden det er til at gennemskue
beregningsgrundlaget. Til udgifterne i den danske skole regnes lærerlønninger
men også lønninger til rengøring, sundhedspleje, skolebibliotek, talepædagogik,
specialpædagogik, støttepædagogik, ledelse og administration. Gad vist om det
er sammenligneligt med andre skolevæseners lønningsgrundlag og om der er taget
højde for dansk lønniveau? Det er i hvert fald ikke udgift alene forbundet med
undervisning, der er sammenlignet. Det kan man se netop med det blotte øje, når
man besøger andre landes skolevæsner. Det er ikke ekstravagancen i den danske
folkeskole, der skinner i øjnene.
Det er sandsynligt, at enkelte forældrefinansierede private
skoler kan fremvise flere bærbare computere og mere informationsteknologisk
udformet undervisning. Det er så netop udtryk for, at der sker en polarisering
i disse år. De velsitueredes børn anbringes i private skoler med isenkrammet og
bogmaterialet i orden. De marginaliserede indvandrerbørn anbringes i andre
private skoler baseret på diverse trosforhold og kun de sidste efterlades i
folkeskolen.
Den udvikling er særdeles bekymrende. Jeg har opfattet
folkeskolen som en af demokratiets væsentligste institutioner, måske den
sidste. I min lærertid opfattede jeg det som en meget væsentlig del af mit kald
at medvirke til at skabe sammenhængskraft i det danske samfund. Den
væsentligste forudsætning for, at folkeskolelærere kan bidrage til sammenhængskraft
forsvinder med privatisering af grunduddannelsesområdet.
Uddannelse er blevet en ’vare’ og de bedste varer købes af
de begunstigede.
3. Internationalisering af de danske uddannelser
Det hedder sig, at vi skal satse på at klare os i den
internationale konkurrence. Der tales derimod meget lidt om, hvilket ansvar vi
har overfor udformningen af ’globaliseringen’. Vi er enige om, at vi har et
ansvar i kraft af det høje uddannelsesniveau, som forholdsvis mange allerede
har i Danmark, men vi er ikke enige om, hvad ansvaret indebærer. Der tales
meget lidt om, hvad vi kunne berige Verden med i form af omfordeling af
goderne. Det har vi ellers høstet erfaring med igennem det sidste par
århundreders danske socialpolitik. Det er ikke det globale velfærdssamfund, der
er på dagsordenen.
I stedet forfølges den dagsorden neo-liberalisterne sætter.
Den går ud på at konkurrere og kapitalisere. Med den dagsorden bliver det meget
vanskeligt at bevare et dansk uddannelsesvæsen endsige overhovedet et dansk
sprog. Hvem ude i verden skulle være interesseret i at deltage i uddannelser,
der er kreeret til en dansk mentalitet og på et sprog, som kun meget få
udlændinge kan lære? Vi må så at sige konkurrere på udebane og derved bidrage
til marginalisering af vort eget skolesystem. (Og den højt besungne ’danske
mentalitet’ bliver mere og mere hul i og med udhulingen af det velfærdssamfund,
som var dens basis.)
Man kan spørge, hvad er det for et indhold i vore
uddannelser, der tænkes at have international bevågenhed? Er det et sådant
indhold vi er interesseret i at lægge i vore udannelser?
Vi mærker tendenserne. De mange OECD-undersøgelser giver
grund til at tro, at fremtidens skole bliver en færdigheds- og
kompetenceorienteret skole. En skole hvor færdigheder bliver parret med en
velafgrænset konsensusformuleret paratviden. Vi ser allerede kanons udformet på
folkeskolens område.
Kvalifikationer som en langtidsholdbar dannelse gør sig ikke
på ’markedet’. Festforestillinger om, at der må være sammenhæng mellem
demokratiudvikling og talen om menneskerettigheder er dømt yt! Frihed defineres
som handelsfrihed.
4. Mobilitet, evaluering og akkreditering - tre sider af samme sag
I Danmark har vi en lang tradition for, at kvalitet er
fastlagt via love og cirkulærer. Det har sikret en høj uddannelsesstandard
igennem det sidste århundrede, men det er naturligvis en omkostning for staten.
I stedet forventes de danske uddannelser at indgå i konkurrencen på det
internationale uddannelsesmarked. Indenfor de næste fem år forventes f.eks. læreruddannelsen
af skulle akkreditere sig i lighed med amerikanske colleges. Akkreditering kan
ses som en slags evaluering blot er den ikke gennemført af statens
evalueringsinstitut, den er foretaget af internationale paneler og får
betydning for den pris vi kan forlange af udenlandske studerende, der evt. vil
lade sig indskrive ved vore institutioner. Hvis vi da overhovedet overlever
akkrediteringen, altså!
Uddannelsesplanlægning bliver en saga blot til fordel for
loven om ’udbud og efterspørgsel’.
Teknokrater afgør ikke alene hvad skolen skal handle om, men
også hvordan den skal handle om det. Undervisningsministeriet har for længe
siden skåret på den faglige ekspertise indenfor de enkelte skolefag, som
fagkonsulenterne udgjorde igennem 70’erne og 80’erne. Folkeskolelærerne kan
ikke længere hente inspiration gennem ministerielle konsulenter og de kommunale
konsulenter bliver i og med skattestoppet også en saga blot. I stedet har
lærerne fået bindende fagmål og trinmål – og nu sidst også kanoniseret stof.
Svaret på det problem, som den øgede mobilitet i
befolkningen rejser for skolen, bliver mere ensartethed frem for at opfinde
måder at gøre mangfoldigheden frugtbar på. Uddannelse bliver teknisk mere end
dannet.
5. Skattestop – afgrænsning af fællesskab og demokrati
I den danske udgave af neo-liberalisme bliver resterne af
velfærdsstatens institutioner udsultet. Som nævnt er der sparet kraftigt på
ministeriernes ansatte. Ministre har ikke længere brug for hverken gode eller
kritiske råd – kun økonomisk spare-rådgivning tæller. Skattestop er blevet
mantraet. Kommunernes økonomiske råderum begrænser de lokale muligheder for at
udfolde alternative skoletænkninger.
Jeg har, som mangeårig skolekonsulent i et større skolevæsen
været med til at udvikle tiltag, der byggede på lokale ideer om fællesskab og
solidaritet. Det var fx vores overbevisning, at alle elever ville
profitere af enhedsskole og samlæsning. I særdeleshed hvis vi udviklede indhold
og metoder, der havde livsnære og demokratibekræftende budskaber til alle. Den
tænkning lider naturligvis skibbrud, hvis målet er, at alt og alle skal måles
på paratviden med færdighedstest.
Med den tilgang får vi ikke gjort det, som vi danskere har
tillært os i de sidste hundrede år, frugtbart på den internationale scene. Hvis
vi fx er særligt gode til at behandle mennesker ligeværdigt og til at håndtere
konflikter, så vil disse fortrin snart blive opfattet hule, når de underlægges
markedsmekanismer. Det vil vise sig, at man ikke kan være både med-menneskeligt
orienteret og samtidig understøtte marginaliseringen af grupper, der
udkonkurreres.
Omsorgen for de udkonkurrerede var netop det vi varetog med
opbygningen af velfærden i Danmark. I en neo-liberalistisk konkurrenceøkonomi
er den gruppe aldeles uinteressant. Det er kommet så vidt, at man d. 23.
november sidste år kunne høre pr-maskineriet i partiet Venstre fremføre et
standpunkt i morgenradioen, der betød, at jeg, der har betalt millionbeløb i
skat igennem mine fyrre arbejdsår, angiveligt skulle fratages min stemmeret,
når jeg nu om lidt går på pension!
6. Elite-skolerne giver nye fordele for få – og marginaliserer flere
Det hedder sig, at ”Uddannelse og forskning er nøglen til
fremgang. Informationsteknologi er et værktøj til at nå målene.”[3] Det
bliver den kommercielle udnyttelse af de menneskelige og materielle ressourcer
mere end menneske selv, der er i centrum for opmærksomheden. I kampen om at
opnå handelsfordele skal Danmark satse på elever, der kan indgå i den nye
internationale elite. Danmark skal indrette sit skolevæsen sådan, at det giver
adgang til transnationale uddannelser. Det betyder, at dagsordenen sættes af
det internationale marked.
Forskning på baggrund af værdibaseringer betegnes
’smagsdommeri’ – endskønt det netop er hvad neo-liberalister bedriver
understøttet af ”The Washington
Consensus”. Men det lykkes tilsyneladende at få den neo-liberalistiske
dagsorden sidestillet med neutralitet og alle andre dagsordener kategoriseret
under ’smagsdommeri’. Ved at dæmonisere alle andre dagsordener opnår neo-liberalisterne
at få verden delt op i lejre. Der er ’de rigtige’ og ’de forkerte’ – da de
sidste er forkerte behøver man ikke at tage hensyn til deres opfattelser af
verden.
Flere føler sig afmægtige, for de kan end ikke få deres
verdensbille sat til drøftelse på den politiske dagsorden – ej heller i
uddannelsessystemet. Netop skolens kulturelle grundlag og dens legitimitet har
ligget mig på sinde i min tid som lærer og læreruddanner. Jeg har påstået, at
skolens store udfordring er, at lære sig at arbejde lødigt med det normative. I
den demokratiske institution skole må dagsordener brydes og meninger
underkastes etiske vurderinger i fælles fornuftsøgning.[4]
Det kan man ikke, hvis den ene part på forhånd frakendes
enhver fornuftig tanke!
7. Privatisering af uddannelsessektoren – en by i Italien
Folkeskolens historie er historien om, hvordan folket fik
lige adgang til uddannelse. Den historie brydes med privatiseringstendenserne.
Den såkaldte Bologna-proces har hjulpet til gennemførelse af
mange af de ønsker, som The Washington Consensus’ fædre måtte have. De
europæiske uddannelser er, under dække af mål om mobilitet og sammenlignelighed
for studerende, blevet privatiserede og konkurrenceorienterede. Uddannelser,
der tidligere har været kvalificerende qua den bekendtgørelse de var underlagt,
bliver nu bedt om at dokumentere ’resultater’ ved brug af kvalitetsnøgler og
akkretiteringsprogrammer.
De mellemlange videregående uddannelser er blevet samlet i
selvejende centre, de såkaldte CVU’er. Det er oplagt, at disse centre allerede
nu er kastet ud i indbyrdes konkurrence om ’markedsandele’ og det er lige så
oplagt, at nogle af disse centre på længere sigt vil bukke under for markedsvilkårene. Det handler ikke om kvaliteten af den
uddannelse de leverer, men om deres ’tæft’ for handel.
I dag handler uddannelsesplanlægning mere om økonomi end om
pædagogik.
8. Tjenestemandssystemets afskaffelse
Da jeg blev ansat ved en skole første gang skulle jeg
underskrive en såkaldt vandelsattest. Det forventedes af mig, at jeg var loyal
imod den danske stat og til gengæld blev jeg tjenestemand med en særlig
sikkerhed i ansættelse. Lønningerne var ikke specielt høje, men det betød
mindre for jobbet havde en vis anseelse og oplevedes vigtigt.
Vi havde stor frihed i udformningen af arbejdet og det blev
drevet af engagement og håb om en bedre verden. Det er beviseligt, at mange
lærere lagde mange kræfter i demokratiske organer og organisationer. Arbejdet
var indvævet i arbejdsiver og optimisme om at forandringer til det bedre var
mulige. Vi organiserede os og arbejdede sammen i kollektive bevægelser.
I dag bliver nye lærere ansatte ved et amt med stående
trussel om forflyttelse eller opsigelse. De er på Ny Løn og må bruge en del af
deres energi på at udkonkurrere kolleger. I universitetsverdenen er det blevet
i stigende grad vanskeligt at blive andet en timelønnet medarbejder.
Undervisere er blevet ’lønarbejdere’ – nogle endda
’løsarbejdere’.
9. Brugerbetaling hænger sammen med brugerdefinering af skolen
Skolen blev, som ovenfor beskrevet, historisk formuleret som
en demokrati-befordrende institution. Med den varegørelse uddannelse udsættes
for i dag bliver det pakke-løsninger og resultater, der spørges efter. Hvem vil
betale for tidkrævende demokratiformer til fremme af de fordragelige
problemløsninger? Kvalitetsbestemmelse går i stedet på om man får den vare, som
man hver for sig har betalt for – ikke om man er blevet konfronteret med andre
opfattelser og er blevet nødt til at indgå kompromisser undervejs.
Uddannelse er blevet ’brugerdefineret’ og det fremmer
populisme frem for kvalitet.
Det belaster så i allerhøjeste grad også lærerne, at de i
varetagelsen af deres job bliver bedømt på de enkelte egoflipperes tilfredshed
– ikke på om de, med folkeskolens formål som omdrejningspunkt, varetager
fællesskabets interesser. Skolen er blevet brugernes kampplads. Hvis lærere
fremhæver skolens institutionelle forpligtelser overfor fællesskab og demokrati
har de blot deres egen fortolkning at henholde sig til – ikke en loyal konstituerende
forsamling. Statsministeren kan omtale læreres bestræbelser med en nedgørende
bemærkning om ’rundkredspædagogik’.
Den løbende debat om PISA-undersøgelser demonstrerer, at
PISA er et OECD-instrument. Det lykkes med PISA at sætte netop den dagsorden for
uddannelserne, som The Washington Consensus er udtryk for.
Hvornår sætter vi en dansk dagsorden? Hvor er fagbevægelsen
henne? Netop Dansk Specialarbejderforbund satte i 1972 sin egen dagsorden med
et meget engageret initiativ omkring samfundsfags- og historiebøgernes indhold.[5] Det
er rigtigt, at dagsordenen i dag er større og scenen er international – men der
er des mere brug for at forene kræfterne.
Og det kan jeg jo sagtens sige. Jeg der er ved at have fået
nok af fortløbende nedskæringer indenfor mit arbejdsfelt - og snart er pensionist!
Jette Bøndergaard
[1] Susan George: En anden
verden er mulig, hvis … Forlaget Sohn, 2004
[2] Jette Bøndergaard:
Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet.
Licentiatprojekt ved Danmarks Lærerhøjskole, 1991
[3] Globaliseringens
udfrodring til faglighed og kvalitet inden for uddannelse, forskning og it.
Dansk formandskab i Nordisk Ministerråd for uddannelse, forskning og it 2005.
Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. S.
3
[4] Jette Bøndergaard: Skolen
må ville noget. S. 259 ff i Pædagogiske Grundfortællinger red. Af Niels
Reinsholm og Hans Skadkær Pedersen. Kvan. 2001
[5] DASF lægger op til debat
om: Skolebøgernes indhold. Debatoplæg ugivet på grundlag af DASF-konference i
1971
