torsdag den 25. juni 2015

Jeg lever i en anden virkelighed end Sørine Gotfredsen og Dansk Folkeparti!

Sørine Gotfredsen definerer ’Mennesket’ for Dansk Folkeparti i bloggen ”De blå menneskelige værdier”. Mit menneskesyn og min virkelighedsopfattelse er helt forskellig fra hendes. Min opfattelse giver desuden plads til at vi kan være flere om at definere ’virkeligheden'. Det er en særlig kvalitet i et demokrati!

Jeg har studeret og forsket i videnskaben pædagogik, og jeg ved, at det er umuligt at udtale sig skråsikkert om menneskets natur. Studerer man menneskesynets historie, vil man finde alt fra at mennesket er født ondt og må tugtes (Luther) til at mennesket er født godt og må beskyttes fra samfundet (Rousseau). Der imellem findes mange positioner som fx at den nyfødte er en tom tavle, hvorpå der kan skrives hvad som helst.

Selv finder jeg følgende udsagn mest plausible: Menneskets natur er af en anden natur, nemlig den intersubjektive socialiserede natur. Allerede fra fødslen er menneskebarnet del af et socialt liv, hvor det kender sin mors stemme og meget hurtigt lærer at skelne hendes ansigt fra alle andres. Mennesket har ikke en natur. Mennesket tilegner sig sin menneskelige natur i sine sociale fællesskaber. Det menneskelige fællesskab har stor betydning for udviklingen af menneskets personlighed – som ikke er naturlig, men kulturlig.

Jeg er derfor voldsomt uenig med Gotfredsen, når hun skriver, at der ligger ”et dybt menneskesyn” bag Dansk Folkepartis restriktive indvandrerpolitik. Det er ikke dybt, men valgt efter forgodtbefindende. Det oplyses ikke, hvad der bringer Gotfredsen frem til hendes postulater om, at ”Menneskenaturen har dunkle sider”. Og videre at mennesket er grundet i sin kultur, religion og sit sprog.

I min virkelighed skaber vi mennesker sammen den kultur, den religion og det sprog, som vi er fælles om. Det er fænomener, der hviler i mellemmenneskelige fællesskaber, som vi både skabes af og selv bidrager til udvikling af. Kultur, religion og sprog er noget vi gør sammen.

Jeg skal ikke afgøre om mit menneskesyn er ’dybere’ end Gotfredsens. Det lader sig i sagens natur ikke undersøge. Man vil aldrig med nogen videnskabelig sikkerhed kunne sige, hvordan ’Mennesket’ ville udvikle sig udenfor kulturen. Menneske bliver man i sin menneskelige sammenhæng. Menneskets væsen er, som skrevet ovenfor, kulturlig, så det er ikke vanskeligt at forstå, at Gotfredsen ved, hvad menneskets natur er i Dansk Folkepartis kulturelle ramme.

Jeg vil hævde, at mit menneskesyn fører til mere positive forståelser af menneskelivet. I min forståelse er der plads til tro på, at mennesker kan indgå i mangeartede sociale rammer, og at det er muligt at skabe nye rammer for vores fælles liv. Det er et menneskesyn, der indebærer håb om udvikling i stadig mere menneskevenlig retning.

I mit fag tænkes ’Mennesket’ som et nysgerrigt lærende væsen, der aktivt undersøger sine omgivelser. Det gælder i særdeleshed nysgerrighed og aktivitet rettet imod, hvordan det kan gøre sig til et værdsat medlem af det fællesskab, som det blev født ind i. Det søger anerkendelse – og vokser med samme.

Voksne individer har, efter min opfattelse, ansvar for at udvikle mere anerkendende samfund end det restriktive samfund, som Gotfredsen beskriver. Ifølge hende må vi indrette samfundet ” så menneskenaturens dunkle sider inddæmmes”. Det nødvendiggør i hendes optik den konservative politik, som Dansk Folkeparti står for, fordi ’virkeligheden’ tilsiger det. Men vi får ikke løftet sløret for, hvis virkelighed, der tales om, blot at ”et menneske i den virkelige verden er … så grundet i sin givne virkelighed, at man i længden nedbryder et samfunds homogenitet ved at inddrage for mange med en helt anden kultur. Det handler om troen på, at mennesket hviler så dybt i kulturel, religiøs og sproglig identitet, at det er ansvarsløst trods mange års mislykket integration blot fortsat at dyrke mangfoldighedens ideologi.”

I min virkelighed er der mennesker med forskellige uddannelser, forskellige hudfarver, forskellige slægtshistorier, forskellig religiøsitet, forskellige politiske opfattelser. Vi er forskellige, men nogen ligner også. Vi er mange mødre, mange avislæsere, mange løbere, mange tegnere, mange ateister osv. Jeg føler mig ganske godt integreret i mit mangfoldige samfunds virkelighed. Selv om jeg er andengenerationsindvandrer i København.

Den danske kultur er ikke nu og var ikke tidligere en homogen størrelse. For fire slægtled siden var mine forfædre fattige vestjyske bønder. I de tre mellemliggende slægtled har mine forfædre bevæget sig gennem uddannelse og ansættelser i tjenestemandsstillinger. Hvad er egentlig min families virkelighed? Og hvor ligger den virkelighed? Ligger den i det fattige vestjyske bondesamfund eller i det østjyske selvstændige erhvervsliv? Og repræsenterer mit liv, siden min flytning fra Jylland i femårsalderen,”en anden kultur” som nedbryder nogens virkelighed?


Min pointe er, at det er ansvarsløst af politikere (og præster) at fremhæve forskelle, hvor de lige så godt kunne fremhæve ligheder. Forfatteren Amartya Sen omtaler den menneskelige diversitet som, at vi er forskelligt forskellige – og det menneskesyn er i overensstemmelse med den mangfoldige virkelighed, jeg ser. 

lørdag den 6. juni 2015

Andre verdener er tænkelige


Der er meget i den herskende verdensorden, som jeg kunne forestille mig anderledes. Det gælder den økonomiske fordeling af naturens rigdomme. Det gælder måder vi mennesker omgås på. Og, det gælder i særdeleshed de forestillinger vi kan skabe om fremtiden hver for sig og sammen. Det er store ændringer, jeg ønsker mig. Men når jeg så mindes om, at min egen mor var født uden valgret, så opmuntres jeg, for så kan megen forandring jo ske over en forholdsvis kort tid. Jeg er første generation i min families kvindeslægt, som er født med valgret. Det forpligter!


Jeg er et utålmodigt gemyt, så mange gange har jeg det svært med min overbevisning om, at samfundsforandring nødvendigvis må ske gennem demokratiske processer, dialoger og kompromisser, kompromisser, kompromisser … Det tager tid, men det er min overbevisning, at det er den fredeligste måde at skabe forandringer på. Ikke alene er jeg den første generation, der er født med valgret, jeg er også født som fredsbarn – først i maj 1945. Også det at være et fredsbarn forpligter!

Siden min pureste ungdom har jeg været optaget af, at vores vestlige livsform truer miljøet. Meget er blevet bedre siden da. Der sprøjtes ikke længere med DDT på markerne og vi omgås røntgenstråler forsigtigere fx. I min barndom kunne man se, hvordan nye sko passede til fødderne ved at stikke foden ind i et røntgenapparat!

Men der er stadig meget, der kunne være anderledes – og bedre. Verden kunne, uden fossile brandstoffers forurening og ændring af klodens klima, være ganske anderledes end den verden vi ser omkring os. Det er også muligt at forestille sig en verden reguleret af menneskeligt vedtagne principper frem for markedets stadige udkonkurrering af store folkegrupper.

Jeg føler mig forpligtet til at formulere mine tanker om en bedre verden. Jeg mener, at jeg må forsøge, i dialog med medmennesker, at skabe en verden, hvor adgangen til ren luft og rent vand og til jordens brødgivende muligheder, er ligeligt fordelt rettighed for alle mennesker. Jeg er af den inderlige overbevisning, at jo mere ligeligt vi fordeler jordens ressourcer jo mere fredeligt vil vi leve sammen – og jo rigere vil livet opleves af alle mennesker. Her tænker jeg ikke bare materielt men i særdeleshed kulturelt. I en sådan verden ville fredeligt samvær, kunstneriske udfoldelser, naturnydelse og gensidig forpligtelse på at udfordre hinanden socialt, filosofisk, empatisk og fysisk være central. Ingen mennesker skulle være henviste til håbet om et bedre liv hinsides det jordiske! Menneskene ville sammen forpligte sig på at skabe de bedst mulige vilkår her på jorden – og vi ville trøste hinanden i de sorgens stunder, som følger af vores fælles bevidsthed om vores egen og vores kæres dødelighed.

Jeg indledte med at fortælle, at det ikke er længe siden kvinders valgret var utænkelig. Men den ret kunne tænkes – og føres ud i livet.

Andre rettigheder er tilsvarende tænkelige – og mulige at føre ud i livet. Den kapitalistiske verdensorden er ikke gammel, så en tid med andre indretninger var mulig før. Kapitalisme er måske et skridt på vejen mod noget bedre for flere mennesker – det kan vi selv være med til at afgøre. Rigtig mange mennesker har haft fordel af kapitalismens verdensorden, men dens ulemper er også blevet tydeligere. Før kapitalismen havde vi feudaltidens herremænd, der udnyttede livegne og stavnsbundne. Det synes vi i dag var uretfærdigt. Tilsvarende er vor tids finansherskeres spekulation i at udbytte borgeres økonomiske ressourcer helt uacceptabel uretfærdig. Og de er desuden en stadig trussel imod vores muligheder for at ændre tingenes tilstand ad demokratiets vej.

Eksempelvis og med risiko for at dumme mig .... jeg er ikke hverken finans- eller handelsuddannet, men. ... For få dage siden indledtes en artikel i avisen Information med en historie om, hvordan et papir fra den amerikanske kemi-lobby fik miljøkommissæren til at trække et kritisk udkast af banen efter blot 18 dage. Det kritiske forslag skulle forberede EUparlamentets lovgivning omkring risikovurderinger af hormonforstyrrende stoffer. I kort version, så er EUlovgivningen forhalet så meget, at TTPI-forhandlingerne vil kunne gennemføres før et EU-lovudkast kan forberedes og vedtages. Det betyder, at demokratiet i EU er overtrumfet af den amerikanske kemi-lobby.

Nu forlyder det så, at amerikanske MONSANTO overvejer køb af schweiziske SYNGENTA. Det betyder at lobbyisme fra agro-kemi-lobbyisterne bliver endnu stærkere. Der er tale om en monopollignende mastodont.

Forsigtighedshensyn og risikovurderinger! !!! Demokratisk indflydelse? ???

I den sammenhæng er et dansk folketingsvalg af mindre betydning, for hvad enten det er en socialdemokratisk eller en liberal dansk politiker, så er EUparlamentet ikke gearet til at styre EUkommissionens forhippelse på at handle. Fri handel er jo essensen i EU!

Eksemplet illustrerer, at finansherrer allerede overtrumfer demokratiske beslutningsprocesser, og altså giver andre mennesker vilkår, der ikke lader de livegne og stavnsbundne meget efter. Det højt besungne begreb om frihed er igen for de få – nemlig finansfyrster, kapitalejere og jordbesiddere – ikke for os, der må affinde os med de påtvungne handelsvilkår. For en tid endnu er vilkårene for uheldige medborgere afbødet af, at der har været vedtagne velfærdsregler om deling af ressourcerne. Men meget tyder på, at liberale kræfter i vores samfund vil bringe disse solidariske ordninger til ophør. Jeg føler mig forpligtet på at sige: samfundet KAN indrettes anderledes.

Til gengæld føler jeg mig også overbevist om, at det er vanskeligt for den enkelte, at ændre verdensordenen. For nylig læste jeg at den danske energisektor mente, at nu havde den gjort hvad den kunne for at imødegå klimaændringerne. Nu måtte ændringerne ske bag ligusterhækkene, lød det. Og selvfølgelig kan vi hver især ændre i vores forbrugsmønstre således at vi spiser mindre kød, slukker for lyset og sparer på vandet, men det er næppe muligt at forbruge os til ændringer!

Der skal alternative samfundsvisioner på banen. Jeg ønsker mig ingen totalitære diktatorstyringer, men et mere effektivt demokratisk system, hvor vi netop er i dialog om anderledes visioner for min, mine børns og mine børnebørns fremtid – det føler jeg mig forpligtet på at bidrage til. Jeg ytrer mig om mine fantasier, jeg deler på sociale medier, når jeg læser andres interessante forslag og jeg forsøger at holde mine fantasier levende ved at læse såvel fag- som skønlitteratur om mulige (og måske umulige og uønskelige) menneskelige indretninger af samfund.

Og, jeg afgiver naturligvis min stemme ved ethvert valg til mit samfunds demokratiske institutioner. Det er vigtigt at bakke de fælles samfundsinstitutioner op. Det føler jeg mig forpligtet til.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører at mennesker, der er kritiske overfor tingenes tilstand, opfordrer til ikke at bruge stemmeretten. Så føler jeg mig svigtet. Del Jeres visioner! Forpligt Jer!