tirsdag den 5. december 2017

Kan piger male? Findes kvinders kunst?

Kan piger male? Findes kvinders kunst?


Kvinder er underrepræsenterede i besluttende forsamlinger. Det er faktuelt, men hvordan begynder det? Hvor lærer pigerne at holde sig tilbage? Et - af sikkert utallige - steder viste sig at være Statens Museum for Kunst. Det erfarede jeg ved en rundvisning i samlingen "Dansk og nordisk kunst 1750-1900"
Det overraskede mig at se, at kvinder ingen indflydelse havde på billedverdenen i 1800-tals udstillingen. Ud af udstillingens 24 sale var én væg afsat til kvindeværker med en tekst om, at der, på trods af mange uddannede kvinder, ikke var nogen repræsenteret i de offentlige samlinger. Teksten ved portrættet af en sådan malerinde manede til "respektfuld erindring om de mange malende kvinder".
Respektfuld! Er det respektfuldt at gemme, glemme, fortie ...?

Jeg ledte efter kvinderne i Weilbachs kunstleksikon. Mange af dem blev begrænset af dårlig økonomi og ringe uddannelse. Men netop derfor kunne de tænkes at male andre billeder end mændene. Jeg blev grebet af det feministiske spørgsmål: Hvad betyder fraværet af kvindekunst for nutidige kvinders oplevelse af handlemuligheder?

Det har jeg skrevet en bog om. Det er vigtigt, at vi får viden om, at kvinder har søgt at medvirke ved udformningen af vores billedverden. Jeg har læst mig til en begrundet mistanke om, at kvinders bidrag ikke er synlige FORDI de var kvinder. Mistanken blev vakt med den provokerende billedtekst om de mange malerinder, der trods gentagne udstillinger på Charlottenborgs censurerede forårsudstillinger, ikke blev indkøbt til offentlige samlinger.



De lange spor


Jeg havde ikke øje for diskriminationen i min egen undervisning - museerne forledte mig til at formidle, at kunst skabes af mænd. Har jeg bidraget til, at piger ikke ser sig selv som skabende kunstnere - eller endnu værre som aktive borgere?

Diskriminationen viser sig også, når museerne fejrer jubilæer. Så gentages fejringen af de repræsenterede mænd i jubilæumsskrifter. Og diskriminationen fortsætter i mediernes kunstformidling. Tag fx den populære kunstquiz på DR K. Her dystes om at genkende kunst, der hentes på museers vægge og i arkiver. Resultatet er, at også her får vi serveret et billede af  "... mandlige kunstnere, som de jo alle sammen var." (direktør Gitte Ørskou for KUNSTEN, Ålborg, i en af de seneste quiz). Nej, det var de ikke! Men kvinders værker kan ikke hentes frem af arkiverne. De blev aldrig indkøbt.

Femi-kunsthistorier?


Kvinder skaber ikke anderledes kunst. Det skrev allerede maleren Johanne Krebs i 1889 , da hun svarede på en anmelders klage over, at kvinderne ikke skabte noget nyt. Hun fastslog, at mænd og kvinder tilhører samme menneskehed. Kvinder skaber ikke kunst ud af en særlig kvindelig essens. Men deres anderledes sociologiske og kulturelle erfaringer giver måske anledning til billeder, som mænd ikke har øje for? Det er min påstand, at det er vigtigt, at vores kunstmuseer fremmer kunsthistorisk forskning om kvinders bidrag. Nylige undersøgelser af museernes indkøbspolitik afslører, at det også aktuelt er svært for kvinder at blive repræsenteret. En førende museumsdirektør siger, "at museer ikke er socialkontorer", så de behøver underforstået ikke at støtte de underrepræsenterede kvinder. Som lægmand afholder jeg mig fra at mene, at jeg ved, hvilke værker der fortjener indkøb, men jeg undrer mig.

Udenlandsk forskning råder ikke bod på forsømmelserne


I udlandet er feministisk forskning lykkedes med at fremdrage navne på utallige kvinder. Kunsthistorien er blevet til kunsthistorier. Der fortælles om italienere, om hollændere, om franskmænd, om englændere og mange flere. Der dukker historier op om et væld af kvinder med store talenter og endda videnskabende udfoldelser. Vi får bare ikke kendskab til danske kvinder. Men når danske kunsthistorier ikke fortæller om dem, hvorfra skulle udenlandske forskere så vide, at de har været her? I vores lille sprogområde øges ukendskabet til  kvinders bedrifter ved, at danske forlag kun udgiver bøger om kunst og kunsthåndværk med afsæt i engelsksprogede markeder. Både museer og forlag tænker økonomisk, så resultatet bliver en cementering af danske kvinders fravær.

Jo bredere kunstbegreb forfattere opererer med i de udenlandske bøger, jo mere kunst fremstillet af kvinder fremdrages der. Kvinder har broderet, syet, malet porcelæn, formet keramik, skabt bogbind, illustreret videnskabelige værker, formet voksfigurer, malet miniaturer, udført illustrerede studier og meget, meget mere. Det er bare ikke den form for kunst, vi ser i de nationale museer.

Der er tale om systemfejl


Linda Nochlin rejste i 1971 spørgsmålet - hvorfor er der ingen store kvindelige kunstnere? Hendes svar er, at samfundssystemet skal ændres, så kvindeundertrykkende mekanismer fjernes. Det er IKKE mændene, der er problemet - det er systemet!  Sproget bærer systemet, så det er ikke mindst helt subtile forandringer, der skal til, før vi får ændret indstilling til kvinders kunst. Mennesker har fælles interesse i at finde ud af, hvad det er vi sammen mister, når dele af befolkningen holdes ude. Linda Nochlin hævdede i sin berømte artikel, at Pablo Picasso aldrig var blevet en nyskabende kunstner, hvis han ikke var født i en kunstprofessors familie, hvis han ikke var født som dreng, og hvis han ikke var født netop på det geografiske sted og med den historiske placering.

Vis billeder af den omsorg kvinder yder!


På en nylig udstilling af moderne kunst vistes et portræt af en Sheryl Sandberg. Jeg kendte denne kvinde lige så lidt, som jeg kendte kvinden på 1800-tals portrættet i SMKs samling, men jeg kunne forstå, at hun er et moderne feministisk forbillede. En TED-talk ledte mig på sporet af hendes budskab. Det var: "Kvinder I skal få et interessant og udfordrende arbejdsliv FØR I bliver gravide!" Jeg tænker, at kvinder skal omforme arbejdslivet: tage de diende børn med ind i direktionslokalerne, medbringe de senile mormødre til produkivitetsfremme-møder og forlange kravlegårde opsat på aktionærmøder ...

Kampen handler ikke om retten til at blive som mænd i mænds univers. Verden har brug for billeder af omsorg for de svage, for kulturen, for ressourcerne, for de truede, for klimaet - ja for helheden - for Livet selv. Det er vanskeligt at finde retning imod ligestilling, hvis vi ikke samtidig gør os klart, hvor begrænsende historiens billedverden er. Kvindernes andel i historien er usynlig: vi hører om mænd i kamp, vi ser mænd regere, vi ser mandlige foregangsmænd, vore veje er opkaldt efter mænd og vores sprog opfordrer til 'at mande sig op'. Verden var måske bedre tjent med lidt 'kvinden sig ned' til en afveksling?

Jeg spurgte: hvad betyder fraværet af kvindekunst for kvinders forståelse af handlemuligheder? Jeg kender ikke forskning, der afklarer det spørgsmål. Men jeg tror, at piger savner forbilleder at spejle sig i. Kunstinstitutioner har en del af ansvaret for det. De skal finde kvindekunsten frem fra kældre og lofter. De skal udstille kvindekunst. Købe kvindekunst. De skal prioritere forskning i kvindekunst ... De skal vise, hvor entreprenant kvinder har arbejdet med kunst og kunsthåndværk. Kvinders indsats skal ses både i kunstteori og i kunsthistorie.


Pensioneret lektor, cand. pæd., Ph.d.  Jette Tofte Bøndergaard udgiver 30. nov. bogen "I respektfuld erindring ... hvorfor dog huske danske 1800-tals malerinder?"  249,95 kr. 259 sider illustreret, Skriveforlaget.