Malerier fundet på fotografier i lokalarkivet på Helnæs

 

I lokalarkivet på Helnæs fandt man 14 gamle fotos af malerier, som Ingeborg og Gotfred Rode malede under sommerophold på øen 1916 og følgende somre.

Det viste sig ved nærmere eftersyn at være fotos af 11 malerier.

På nogle af dem var signaturen læsbar. På andre ikke. Jeg har derfor måttet gætte på, hvem af de to kunstnere, der er ophavsmand til de respektive billeder. Mine gæt baserer sig først og fremmest på motivvalget.

Er dette måske et protræt af Ingeborg Rode? Et selvportræt?

De to næste billeder er et typisk motivvalg for Gotfred Rode. Dyr som heste, køer og gæs forekommer også på mange af hans underglasurmalede vaser fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Jeg tror at den portrætterede kan være Gotfred Rode selv?

Det er, efter udsagn fra en efterkommer, et selvportræt, malet af Gotfred Rode.

Kvinder ud af kunsthistoriens Glemmebog

Hirscsprung spørger: Hvordan skriver vi kvinderne ud af kunsthistoriens store glemmebog?

I al ubeskedenhed, så vil jeg hævde, at jeg har brugt syv år af min pensionisttid på netop dette.

Jeg blev i november 2014 så provokeret af at opdage, hvor dårligt kvinderne var repræsenterede på Statens Museum for Kunst, at jeg satte mig for at undersøge hvem alle disse forbigåede kvinder var. Det blev til bogen ”I respektfuld erindring ”, som udkom i 2017 under en del bevågenhed, for jeg kritiserede jo vores vigtigste nationale kunstmuseum, for den dis-respektfulde behandling af den halve befolknings, kvindernes, kunstneriske virke.

Det var overvældende at opdage, hvor mange kvinder det drejede sig om. I bogen gør jeg rede for, hvordan jeg har søgt efter malerinderne, og jeg slutter med en oversigt over de mange navne, der kunne findes med hjælp af Weilbachs registreringer og Kunstbibliotekets digitaliserede kataloger over censurerede udstillingskataloger samt diverse kataloger fra udstillinger, hvor kunstnerne kunne ses i samtiden (det sidste var sjældent forekommende …)

Med registreringsarbejdet fulgte et spørgsmål: er vi gået glip af noget? Ville vi, med kvindernes udsagn, have fået anderledes tankesæt at gribe livet an med?

Man kan af gode grunde ikke svare generelt på de spørgsmål, for kvindernes værker er i bedste fald ejet privat, men i værste fald simpelthen forsvundne.

Jeg satte mig for, at finde oplysninger om én af disse meget glemte kvinder. Mit valg faldt på en kvinde, der 32 år i træk fik værker gennem Charlottenborgs forårscensur. Hun var altså anerkendt i sin samtid!

Dette projekt endte også ud i en bog: ”Når kunstneren er en kvinde”, som udkom i november 2021. Uheldigvis druknede min bogreception totalt i voldsomt stigende Corona-smitte.

Med min fortælling om den glemte maler håber jeg, at vise ét eksempel på, hvad vi er gået glip af. Jeg var så umådelig heldig undervejs i mit opsporende arbejde, at få kontakt til efterkommere, så der dukkede flere malerier op end de få billeder, som jeg oprindeligt havde fundet imellem Kunstbibliotekets digitale fotografier og på diverse auktionssider. Ét maleri dukkede ydermere pludseligt op på Vejen Kunstmuseum under skriveprocessen, maleriet var blevet doneret af én af arkitekten Klint-Jensens børn. 

Det er i sig selv en historie – at kunsten kan findes udenfor samlinger – men det handler nok om en begrænset tid endnu.

Med efterkommernes velvilje fik jeg uddybet mit kendskab til malerinden. Min diskussion med baggrund i hendes billeder er centreret om de spørgsmål, der gennem mit liv har været i centrum: findes der ’billeder’ af omsorg for børn, syge og ældre samt påpasselighed med de begrænsede ressourcer vi mennesker bør dele i respekt og fred. (Jeg har I mit arbejdsliv forsket i, hvordan miljøproblemer bedst formidles til skolebørn).

Jeg lægger altså ikke skjul på, at min beskrivelse tager afsæt i mit engagement. Heller ikke i, hvordan mine syv år med glemte malerinder, har ført til en feministisk kritik, af kunstinstitutionen.

Det er mig en gåde, at vi til stadighed kun hører om den samme lille håndfuld af kvinder: Anna Ancher, Marie Krøyer, Gerda Wegner, Bertha Wegmann … til nød et par fynboer (Anna Syberg og Alhed Larsen) og en nationaromantiker (Agnes Slott-Møller). 

Der er så mange udsagn at undersøge!

Jeg valgte at grave materiale frem om en meget glemt kvinde. Hvem? Læs min bog! I den fortæller jeg også, hvordan den valgte kunstner berømmes for sit portræt af en slægtning af mig. Det roses for sin stilfærdige fortælling om danskhed, som på samme tid højlydt kritisk overfor en tysk overmagt og så klogt fremstillet, at fortællingen kunne leve videre blandt dansksindede sønderjyder syd for den daværende grænse i en offentlig tilgængelig samling. 

Hun er nemlig, trods glemslen, repræsenteret i Sønderborg Museum, Kunsten i Ålborg og nu også på Vejen Kunstmuseum.

Så … Jo, jeg har givet ét bud på, hvordan vi skriver kvinder ud af kunsthistoriens store Glemmebog. 

Og … ja, jeg ønsker naturligvis også at trække mine bøger ud af Glemmebogen!

Illustrationen er at finde i min bog. Det er billedet af en elsket svigerdatter - nu en elsket mor og mormor ... måske portrætterede kvinder ikke af nød, men i kærlighed til slægtninge og medmennesker??? Men samtidens mandlige anmeldere forklarede portrætkunsten med uformåenhed både kunstnerisk og økonomisk - "de var nok nødt til at male slægtninge, for de havde vel ikke råd til modeller" ?!!!)

Velfærdsjob

Den gamle fortæller

Den gamle lærer Tofte fortæller

Viser maleriet et værdigt liv, for en ældre mand? Eller er der mere på spil?

Hvilke billeder har vi, der viser omsorg, pleje og samvær på tværs af generationer?

Hvilke billeder og hvilket sprogbrug betjener vi os af, når vi taler om velfærd og omsorgsarbejde? Det spørgsmål diskuterer jeg I min bog Når kunstneren er en kvinde. Spørgsmålet aktualiseres af Corona-pandemien, hvor afhængheden af de offentligt ansattes indsats er blevet så åbenlys.

Det er uden proportionsforståelse, når indsatsen mødes med honninghjerter, og appeller om endnu en tjeneste. Det opleves respektløst, når online undervisning i samme sætning kaldes ”tidlig juleferie”. Online undervisning kræver helt ny forberedelse – en tid der blev begrænset, da lærerne blev underlagt lov 409.

Lærerlockouten viser med al tydelighed, at det offentlige arbejdes forhandlingssystem har problemer. Det er yderligere blevet tydelig med de lønproblemer, som følger af Tjenestemandsrefornen af 1969.

Jeg diskuterer ikke disse konkrete problemer i bogen, men spørger om de billeder, kvinder har skabt, ville give os et mere nuanceret blik på samfundets samlede opgave ved løsning af omsorgsopgaver.

Jeg oplever, at de desperate situationer, som sundhedspersonale verden over har gennemlevet under Coronapandemien, har vist personalets høje moralske standard.

Jeg tror, at de fleste mennesker ønsker et liv med betydning i medmenneskers liv. Det har i hvert fald gjort sig gældende for de sygeplejersker, lærere og pædagoger, som jeg har kendt igennem mit arbejdsliv iI uddannelsessystemet. De har ytret sig om, at det mere var i menneskelig tjeneste end i mammon, de så deres livsmål.

Det var ikke deres livsmål, der belastede klodens klima. Vi har mere brug for ændrede livs- og kulturformer i retning af de livsmål, der forekommer blandt offentligt ansatte end for yderligere nedprioritering af medmenneskelig omsorg, pleje, miljø- og ressourcepåpasselighed. 

Personligt har jeg oplevet megen meningsfylde og værdighed i at forfølge idealer udtrykt i Menneskerettighederne og begreber som lighed og frihed, der i min verdensforståelse ville sikre alle mennesker mod sult, vold, misbrug, undertrykkelse, arbejdsløshed m.m. Det opfatter jeg Richard Wilkinson (f. 1943) og Kate Picketts (f. 1965) bog Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre I mere lige samfund, som et meget stærkt forskningsbaseret bevis for.

Men vi har i høj grad brug for andre billeder og et andet sprog om de job, der yder omsorg og sikrer øget lighed – og reel værdsættelse i forhandlinger og løn.

Ingeborg Rode malede et billede af lærer Tofte. Læs mere om, hvem han var, og hvorfor han monstro er blevet foreviget som olding, i min bog Når kunstneren er en kvinde.

En høne at plukke med kunsthistorien

Da jeg begyndte at lede efter Ingeborg Rodes (1865-1932) malerier, startede jeg med at se i Kunstbibliotekets samlinger. I nogle af de gamle kataloger kunne man se et lille sort-hvid  billede af det omtalte maleri.

Det gjaldt fx for det sidste maleri, som blev udstillet på Charlottenborgs censurerede forårsudstilling i 1932. Titlen var 'Hønen plukkes'.

Det gjaldt også et 'portræt'. Stor var min begejstring, da billedet pludselig dukkede op i en farveversion på Vejen Museum. Det fortæller jeg mere om i min bog "Når kunstneren er en kvinde".

Her vil jeg sige: tænk om fx 'Hønen plukkes' også pludselig dukkede op i al sin pragt!

Eller hvis nogen af de andre malerier, som vi kun har titlerne på, pludselig kom frem. Suste Bonnén har ret, når hun skriver, at der ikke er mange gode gengivelser af Ingeborg Rodes malerier at finde. Desværre!

Jeg kan ikke vurdere, hvilke kvindelige malere, der fortjener glemsel, men.  ...

Måske går vi glip af noget, hvis vi ikke undersøger spørgsmålet meget bredt. Det diskuterer jeg i min bog om Ingeborg Rode.

Mail fra en læser

Kære Jette

Bare en hilsen i anledning af at jeg nu har fået læst “Når kunstneren er en kvinde”.

Jeg har givet mig god tid, for det er et lærd værk med mange værdifulde pointer, og udover at have Ingeborg Rodes liv og værk som emne et imponerende bidrag til kvindehistorien, så efter min mening er bogen et både kunsthistorisk og feministisk projekt. Rødstrømpebevægelsen og den mentalitetsændring den medførte, får du gjort rede for, og hvor vil jeg ønske, at bogen når bredt ud, for der er alt for mange derude, der uden tvivl tager tingene for givet og tror, at kampen er slut.

Bogen burde tjene som et opråb, så det er mit håb for den og for dit store arbejde.

Lis Kjer

”Når det gælder om at gøre kvinder tavse, har den vestlige kultur 1000 år af øvelse”Dette citat af Mary Beard står at læse i bogen ”Når kunstneren er en kvinde” udgivet af den eminente con amore forsker Jette Tofte Bøndergård. Bogen handler, lige som hendes forrige bog ”I respektfuld erindring ” om hvordan kvinders kunst gennem tiderne er blevet overset og nedvurderet, og om hvordan megen ”kvindekunst” ikke er blevet indkøbt til museerne og derfor ikke er at finde i kunsthistorien..Bogen stiller spørgsmål som ”Ville kvinders billeder give anledning til nytolkning af guldalderens nationalromantiske forståelse af danskhed?” og ”Vil vi kunne imødegå de demokratiske, klimamæssige og befolkningsmæssige problemer anderledes, hvis kunstverdenen også viser os kvindernes billeder?”I Jette Toftes seneste meget vigtige bog om kvinder, kunst og sameksistens, analyserer hun tilstanden gennem maleren Ingeborg Rodes værker og væren i verden, og kommer via hende ind på mange andre kvindelige kunstneres erfaringer.Der er nedslag til Ursula Reuters værker , til malerinderne på den kongelige procelænsfabrik, til den generøse kunstergave til genforeningen, som mange kvindelige kunstnere, heriblandt Ingeborg Rode ( 1865-1932) bidrog til. Det er meget få værker jeg har kunnet finde på nettet, så jeg har affotograferet et par som Jette Tofte bringer i sin bog, der udmærker sig i langt højere grad ved de indsigtsfulde tekster, end ved illustrationerne. Måske kan man kalde det for en ekstra pointe ved hendes bøger, at de kvindelige kunstneres værker er så svære at komme til at se.

Jeg blev så glad!

Det var skønt at få så anerkendende en anmeldelse af kunstneren Suste Bonnén. 

(Den varmede i særdeleshed, fordi jeg uheldigvis havde brækket højre arm "grundigt" I weekenden, og derfor havde udsigt til en smertefuld operation.)

Hvad gik vi glip af?

Maleren Ingeborg Rode (1865-1932) har her malet sin mand, der også var maler. Begge var uddannede på Akademiet og anerkendte i deres egen tid. Hun er siden næsten glemt.

Billedet af Gotfred Rode (1862-1937) viser respekt for malerens fordybelse og glæde ved maleprocessen. Det er et fint koloristisk og impressionistisk værk - i mine øjne.

Med min bog om Ingeborg diskuterer jeg, hvad vi - samfundet - er gået glip af, da de offentlige samlinger ikke erhvervede kvinders kunst.

Den har fået denne anmeldelse i Kunstavisen:

"Kvindekunst og ligestilling

Ny bogudgivelse ”Når kunstneren er en kvinde” af Jette Tofte Bøndergaard

Læst af Lise Barsøe

Kvindelige kunstnere har i tidligere tider haft trange kår. Nu er eksempelvis de kvindelige musikere og skuespillere rigt repræsenteret på landets kunstscener. Det gælder for så vidt også de malende kvindelige kunstnere – og dog. Blandt de mest kendte, nulevende danske kunstnere, er det faktisk lidt svært at få regnestykket til at balancere.

Med bogen ”Når kunstneren er en kvinde” bidrager Jette Tofte Bøndergaard til ligestillingsdebatten med fokus på 1800 tallets malerinder. Forfatteren har undersøgt billedkunstneren Ingeborg Rodes rolle som ægtefælle til en kunstner, som mor og som maler med en motivverden, der primært afbilleder dagligdagens nære personkreds.

Fra min egen erfaringsverden i et hjem med klaver og mange malerier, husker jeg kun, at der mellem Brendekilde, Anders Hune og de andre mandelige kunstnere – hang et maleri af Bertha Wegmann- Det må alligevel have gjort indtryk, selvom jeg ikke umiddelbart kan genkalde mig billedet, men navnet hænger ved.

Bogen peger umiddelbart videre på spørgsmålet: Hvordan er det med ligestilling mellem kønnene/kunstnere her i 2021?

Rent lønmæssigt halter det stadig bagud, og i mange sammenhænge er kvinderne ikke ligeligt repræsenteret med det andet køn, men spørgsmålet ligger ikke mere latent. Det debatteres åbenlyst, og selvom det ikke batter nok endnu – så er der dog udnævnt en minister, der burde   tage vare på ligestillingen mellem kønnene.

Jeg kunne have ønsket, at der i bogen havde været en lidt mere skønlitterær tilgang til emnet – måske også fordi jeg fornylig læste Jesper Wung Sungs bog ”Kvinde set fra ryggen” om Ida - Wilhems Hammershøjs hustru og muse.

Når det er sagt, vil jeg anse bogen for et vigtigt indlæg i forståelsen af og debatten om køn, kunst   og ligestilling. 

Bogen udkommer 18. november 2021 og er på 270 sider

Vejledende pris 249,95"