Væk ... er ikke væk!

 

Det, som vi forbruger og smider væk, bliver ikke væk. Det bliver indenfor atmosfæren takket være tyngdekraften. Det bliver ved at være her, men meget bliver til giftige gasser og farlige mikropartikler ... 

Vores vestlige vækst-kultur har glemt eller i hvert fald fortrængt, at alle de nye 'stoffer' vi skaber ved at mikse atomer i mere eller mindre naturfremmede blandinger, det bliver den 'natur', som vi efterlader til nye generationer.

Lea Korsgaard minder os om det forhold, med en meget smuk tekst:

" ...jeg mærkede det, som vise mennesker har kendt til i årtusinder- at alt er forbundet. Min krop og sandet og vandet og stenene omkring mig, det hele var lavet af materialet fra døde stjerner, der var ældre end vores solsystem. Min hjerne var lavet af dette materiale, mine negle, mine tænder, mine øjenvipper. Jeg drak af luftens ilt gennem åndedrættet, og luftens ilt var blevet til i planterne, og planternes liv var derfor mit liv. De luftpartikler, som trængte ned og fyldte mine lunger, var gamle, ældgamle, de kunne blive flere tusinde år gamle,  måske havde de været ude i atmosfærens yderste, helt ude ved kanten til rummet, men de havde også været i lungerne på andre levende væsener. Jeg indåndede de samme partikler, som andre havde gjort før mig, konger og bønder, elge og vildsvin og ugler. Maden, der lå i min mave, var liv fra planter og dyr, der nu var ved at transformere sig til at blive mig, mine muskler, mit blod. Engang ville min krop blive til næring og mineraler, til fosfor og kalium, atomerne i min krop ville igen blive til jord, luft og vand, og på den måde fandtes der i naturen ikke død, men kun liv, en evig metamorfose,  ..." (s.294)

Citat fra Lea Korsgaards bog Inden året er omme

Korsgaards bog fortæller om de naturoplevelser, som vi er ved at forhindre kommende generationer i at opleve. Bogen peger på, at 'værdi' har vigtigere former end det, der kan måles i nationalregnskaber.

Af-vækst, de-growht, skrump ... som jeg skrev om i Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet burde være det mest centrale begreb i vestlig politisk planlægning! Tænker jeg.

Men vi lever, som om stedet Væk virkelig findes.

(Jeg malede akvarellen (2016) for at pege på noget vi ikke sædvanligvis ser afbilledet. Men her kan min akvarel illustrere, at selv med brug af 'knofedt' efterlader vi alligevel utilsigtede dampe, væsker eller faste stoffer, som bliver i atmosfæren.)

At forglemme sig ...

 Jeg vil stærkt anbefale Lea Korsgaards Inden året er omme

Der er meget at sige, men lad mig begynde med hendes farvelagte tegninger af de sommerfugle, hun registrerede.

For mig, har det at tegne altid været forbundet med 'at se'. At se ordentlig efter. At fordybe sig i studiet af, hvad der ses. Det er en selvforglemmende proces, hvor gengivelsen af en oplevelse, en sansning, er det vigtige.

Korsgaards bog beskriver selvforglemmende sanseoplevelser.

Sådanne øjeblikke, hvor selvet opsluges af universet - selvet forenes og forbindes på forunderlig vis.

Jeg tror, at vi har brug for mange flere af den slags oplevelser, hvis vi skal forstå, hvad vi kan vinde ved at leve mere balanceret i vores omgang med natur og klima.

Mine tanker faldt på en oplevelse jeg havde under en rejse i Nepal for tre år siden. Jeg så en stærkt blå sommerfugl, som jeg ikke kendte. Med fotografiet i hånden prøvede jeg 'at genopleve' ved at tegne.

Farven sort optog mig. Den var blåsort, lillasort, grønsort, brunsort ...

Et opslag fortalte mig, at det jeg så hed blå admiral.

Korsgaard fortæller om en hvid admiral, der optræder på få danske lokaliteter. Den blå findes kun i asiatiske bjergegne. Opslaget fortæller ikke om den blå er truet ... truet mere end dyrelivet i al almindelighed.

Jeg håber, at det udviklingsarbejde, der påtænkes i folkeskolen, vil inkludere oplevelser, hvor børnene sanser, oplever og forbinder sig til såvel natur som kultur - at der bliver rum for kreativ skabende virksomhed.

Jeg tænker 'vækst' på andre måder end den herskende økonomiske teori. Og jeg 'beriger' mig selv ved selvforglemmende tegneri. Det har jeg også fortalt om i Klode, klima og kvindeliv  Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet.

Korsgaards bog vækker sanselige forestillinger om, hvilke 'rigdomme' vi truer med vores 'vækst-orienterede' levevis. 

Det kan jeg fortælle mere om ... 

Dansker: Du er født storforbruger!

 "Intetsteds nævnes det, at nogen rent faktisk kunne have nok på et eller andet tidspunkt - til trods for at alene målet om mere vækst til alle forekommer rimelig dristigt, ja, ligefrem utopisk, ansigt til ansigt med de naturvidenskabelige prognoser om Jordens og dens økosystemers tilstand." (s. 185)

Bogen fortæller, at et menneske for 10.000 år siden havde behov for 5 gigajoule energi årligt. Det var, hvad et menneske forbrugte af kød og træ til ernæring og opvarmning.

Ved industrialiseringens begyndelse var et menneskes gennemsnitlige behov vokset til 20 gigajoule.

I dag er det gennemsnitlige forbrug 80 gigajoule. (Der er dog stor variation fx 160 gigajoule i Tyskland, 320 i USA, endnu mere i Saudi Arabien og mindre i Afrika og Sydamerika. Tyrkiet ligger på de gennemsnitlige 80 gigajoule.)

Bogen angiver, at beregninger om planetare grænser foreskriver 80 gigajoule som det højeste tal, som Jorden ville kunne bære, hvis alle nulevende mennesker skulle have mulighed for samme forbrug - og et 'civiliseret samfund' kræver et vist energiforbrug til bygning af veje, skoler, hospitaler, computere, transportmidler osv.

Bogen beskriver det, som muligt, men det kræver prioriteringer ...

Som individer i Danmark fødes vi ind i et samfund, hvor vi straks er storforbrugere i kraft af vort komplekse samfund. Forudsætter vi, at vores forbrug ligner det tyske, så skal vi altså halvere vores forbrug, for at give plads til fx afrikansk forbrug.

'Polis' betyder fælles. Vi har brug for fælles, politiske, beslutninger, hvis vi, menneskeheden, skal holde os indenfor de planetære grænser, som videnskaben beskriver. Individuelle 'løsninger' er hjælpsomme, men vi kan ikke komme i mål med at holde os indenfor de videnskabeligt beskrevne grænser uden politiske løsninger.

Og de politiske løsninger skulle gerne sigte mod værdige 'civiliserede' liv til os alle!

Maja Göpel: "Vi kan gøre det bedre Vejen til en bæredygtig fremtid", Samfundslitteratur, 2026

"At gøre gode tider bedre!"

 

Lad os gøre gode tider bedre!

Sådan lød Socialdemokratiets parole før valget i 1960.

Hvad gør tider gode?

Det spørgsmål diskuterer jeg  i min bog 'Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet". Jeg fortæller om tre barndomsår: 1950, 1951 og 1952. Familien flyttede fra Jylland til København. I bohavet var de mest avancerede tekniske apparater et kombineret radio- og grammofonmøbel, to gasapparater og en fodbetjent prikkemaskine. Sidstnævnte forklares i bogen.

Det var før telefon, bil og køleskab blev almindelig ejendom.

Er 'gode liv' betinget af, hvor mange tekniske apparater man ejer?

Ejede vi - i vores 'fattige' tid - noget, som er mistet siden?

Jeg har fortalt detaljeret om mine barndomsår for at lede efter svar.

Måske for detaljeret, for de tilbagemeldinger, som jeg hører om min bog, de er optagede af barndomsspørgsmål snarere end af de økonomiske spørgsmål, som jeg meget gerne ville rejse.

Jeg ville diskutere 'omsorgens' plads i de økonomiske modeller, som politikere styrer efter, når de prøver at gøre 'tiderne' bedre med idéer om vækst, arbejdsudbud, konkurrence, teknisk rationelle løsninger osv.

Min bogs spørgsmål er aktualiseret af de regeringsforhandlinger, der pågår. Jeg tænker, at 'midter-politik' måske slet ikke er vejen til at give et rigt samfund som det danske 'gode tider'.

Måske skal der ikke ledes efter 'gyldne middelveje'. Måske står vi snarere ved en skillevej?

Måske skulle de økonomiske teorier, som taler om 'omsorgs-økonomi' og 'afvækst' studeres???

Foto: Bedstemor viser fri passage til lokomotiveføreren - hun passede leddet dengang jeg var feriebarn i Ulfborg Kirkeby.

Kritik af BNP

I dag kan man læse kritik af BNP-tallene i Information  

I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien" fortæller jeg om mine formødre FOR AT SÆTTE LYS PÅ MANGLERNE VED AT MÅLE ET SAMFUNDS VÆRDIER MED NETOP BNP.

Jeg skriver på siderne 187-188:

"Den nuverende ramme for BNP blev, som fortalt, etableret under 2. Verdenskrig "Hovedhensigten var at forstå, hvor meget der kunne produceres, og hvor stort et forbrug der måtte ofres for at sikre tilstrækkelige ressourcer til krigsindsatsen. For at kunne gøre dette medregnede de alt, hvad stat og virksomheder producerede, og på den måde blev "statens og virksomhedernes produktion anset for definitioner på nationaløkonomien." 

Men der var et afgørende aspekt af produktionen, der blev holdt ude af det, der blev den "internationale standard for, hwvordan vi måler på, og forholder os til økonomier", og det var det bidrag, der ligger i ulønnet husligt arbejde som madlavning, rengøring og børnepasning. Alle anerkender, at det arbejde har økonomisk værdi, men alligevel regnes det ikke for en del af nationaløkonomien." (Perez (20219): s. 268) 

Det vil komplicere tingene at medregne kvindernes ulønnede arbeide, siges det! 

Men man kan modsat hævde, at det komplicerer de nodvendige tiltag, som må opfindes, hvis vi skal udvikle et klimavenligt samfund, at vore begreber om 'teknik` og 'vækst er så belastede af forbindelsen til krigsøkonomi, materiel vækst og usynliggørelse af kvinders omsorgsarbejde.

Jeg vil fremhave Mikkel Thorups opsamlende udsagn i bogen Fællesøkonomi: "Man må fortælle historier om, hvad der kan være anderledes, hvordan det anderledes kunne se ud. Men ikke kun det. Man må også genfortælle det eksisterende, ... Man må fortælle en anden historie om kapitalismen, end den selv tilbyder. Her udlægger Thorup så Le Guins Bæreposeteorien, som jeg nævnte tidligere, og fortsætter: "Hvordan ser en økonomisk historie ud, der ikke har spyddet, men bæreposen som gennemgående metafor, ikke drabet, men indsamlingen, ikke de heroiske fä, men de almindelige mange, ikke konkurrencen, men samarbejdet? Læg mærke til, at vi ikke tvinger en falsk historie ned over, hvad der faktisk skete dengang i de tidligste tider, eller hvad der virkelig sker i nutidens kapitalistiske samfund, men at vi fortæller en sandere historie om dem og det, der altid har eksisteret, om det der hver dag bliver gjort, som stadig i dag er mindst lige så betydningsfuldt for det økonomiske liv som det, vi lærer om økonomien fra regnedrenge og finanskapitalister." (Thorup (2022) s. 236 ff.)

Genfortælling af historien om, hvordan tiderne blev bedre i de 50ere, der var rammen om mine barndomsår, kan være et vigtigt bidrag til at vriste økonomien fra regnedrenge og finanskapitalister. Det var en tid med teknikker, der tog vare på fødevarer og tekstiler, som min mor og bedstemor demonstrerede for mig. De teknikker, som deres ferme hænder, benyttede blev i samtidens fortællinger nedgjort med betegnelser som "kvindelige sysler og kedeligt "hjemmearbejde'"

Den økonomiske historie ville i øvrigt blive sandere, hvis også de omkostninger, som hjemme-produktionen medfører, blev fuldt medtaget i de økonomiske beregninger. Først og fremmest nedslidningen af naturgrundlaget. Produktion og brug af moderne husholdningsmaskiner har bagsider, som Bridle påpegede. Det har landbrugets industrialisering ogsả. Nedslidning af jorden koster penge til rensning af åer og fjorde. Forureningen medfører tab for både erhvervs- og fritidsfiskere.

Økonomen Nicholas Georgescu-Roegen (1906 - 1994) forsøgte allerede i 1930erne at kvalificere den økonomiske tænkning ved at fastholde økonomi: "som betinget af naturens knappe ressourcer og de biofysiske betingelser". (Gøttsche (2018) s. x) Men bagsiden ved at friholde økonomien for udgifter til reproduktion af naturgrundlag og husholdning er dårligt belyst i fortællingen om de gode tiders fremkomst efter Marshall-planen. 

Jeg trækker ikke mor og bedstemor ud af glemslen fordi de var kvinder, men fordi de repræsenterede en anderledes omgang med teknik og natur. Ønsket om at trække mine formødre ud af glemsel, blev vakt med opdagelsen af hvor bastant de kvindelige malere var blevet udeladt af kunsthistorien. Men det var ikke kun dem! Udelukkelsen af kvinders omsorgsarbejde i hjemmene fortjener genfortælling af økonomi-historien."

Informations fokus gjorde min 81-års fødselsdag festlig!

"Ansvarlighed og flere reformer"

Det er politikersprog at tale om "ansvarlighed og flere reformer". Hvorfor spørger ingen journalister om:

Hvem og hvad gælder ansvarligheden?

Hvem skal finansiere de påtænkte reformer?

Jeg savner, at journalister udfordrer de visioner for samfundsudviklingen, som politikerne forfølger.

I mine øjne er det spagt at ønske Store Bededag genindført! Og samfundsnedbrydende at ville skære mere i dagpengeydelserne!

Som jeg læser tiden, så kræves der større visioner for samfundsudviklingen. Visioner af samme kaliber, som fx højskolefolkene udviklede i 1800-tallet. 

Der bliver brug for omskolingspuljer. De kunne måske finansieres, hvis firmaer løbende betalte et beløb pr. ansat medarbejder til puljen. Der bliver brug for billigere boliger - hvor bliver andelsboliger af? Der bliver brug for flere penge til 'voksen-lærlinge'. Alle kan få brug for ny inspiration, så hvorfor ikke 'give' folk gratis adgang til kulturinstitutioner en dag om måneden? Nogen ville måske gerne lære mere i deres fritid, så understøt 'åbne' universitetsdøre for nysgerrige befolkningsgrupper. Især Humaniora og Samfundsvidenskab kan vist have brug for flere 'købere'. Udvikl støtteordninger for både kulturmedarbejdere og opfindere. Udvikl fleksible ansættelsesformer for ældre og andre personer med nedsat arbejdsevne. Stop i det hele taget de kommunale eksempler på fratagelse af understøttelse til - i flere tilfælde - terminalt syge borgere. Eller find på bedre idéer - 

Vær visionær omkring inddragelse af borgerne. Byg på forestillingen om, at alle der kan, gerne bidrager med idéer og arbejdskraft til samfundets styring af og omstilling til Kunstig Intelligens.

Ansvarlighed og reformer skal være Menneskeligt Intelligente!

At tænke i relationer er ANSVARLIGHED

 

'Gruppetænkende'

Uha, det lyder konventionelt, ensrettet, uoriginalt - kort sagt smalsporet. 

Ikke desto mindre kan det være mere ANSVARLIGT at tænke i relationer end i mainstream økonomisk 'rationalitet'. Det skrev jeg om I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien".

Jeg vil gerne vende opmærksomheden mod en positiv forståelse af gruppetænkning. Psykologisk forskning af ældre dato fastslog fx at drenge tænkte 'rationelt' i modsætning til piger, der var bundet af 'relationel' tænkning. Det kan underbygges med kilder, men her er ærindet ikke at diskutere køn. 

Her er ærindet at flytte fokus over på vigtigheden af 'relationel' tænkning. Økonomisk forskning viser, at i samfund med stor lighed trives flere bedre. Vores europæiske velfærdssamfund er mere lige end det amerikanske. USA er faktisk det samfund med størst ulighed - og i sammenhæng med det faktum, også det samfund med mest vold, flest selvmord, flest fængslede osv.

I forbindelse med diskussionen om AI-udvikling bliver samfundsforskellene benævnt således: USA udviklingen er baseret på privat kapital og konkurrence, EU udviklingen er baseret på demokrati og regulering, Kina udviklingen er baseret på stat og kontrol. Det afslører for mig en uvurderlig værdi i europæisk 'gruppetænkning'.

De BNP- regnskaber, som USA ville have kendskab til forud for Marshall-planens udrulning i det krigshærgede Europa blev lanceret med slogans som "forbrug, materialisme og frihed". Heri underforstået et frihedsbegreb med forbrug af amerikanske varer (krigsøkonomien ville bryde sammen uden nye afsætningsmuligheder for den amerikanske våbenindustri - som i nogen grad blev tilpasset fredsøkonomi med traktorer og vaskemaskiner i stedet for kanoner ... tænk selv videre ... er vi stadig med til at understøtte den amerikanske våbenindustri?) 

BNP viste produktion og omsætning, men husmødrenes omsorgsarbejde blev holdt udenfor nationalregskaberne. Nationalregnskaberne var sammenlignelige uanset om kvindernes relations- og omsorgsarbejde var medregnet eller ej.

Den regnskabspraksis lider vores nationale regnskaber under i dag. For med kvindernes stigende deltagelse i arbejde udenfor hjemmene, er relations- og omsorgsudgifter blevet negative poster på nationalregnskaberne. Poster som handler om sundhed, opdragelse, uddannelse - ja, trivsel i bred forståelse skal bespares, effektiviseres og privatiseres, så der kan skabes profit! (Forbrug og materialisme)

Hvor forsvandt 'gruppetænkningen' hen i den tilpasning til amerikansk "forbrug, materialisme og frihed "?

Jeg tror ikke, at menneskeheden bliver sikrere af at fortsætte ad den amerikanske vej.

Jeg tror på velfærd, progressiv skattetænkning, og mere omsorg for medmennesker og natur. Jeg tror på, at øget lighed i økonomisk forstand giver øget overskud til kulturel udfoldelse og forskellighed. 

Med andre ord: jeg tror at 'gruppetænkning' er et bedre forsvar end 'forbrug og materialisme' - jeg tænker frihed er netop frihed fra krig, oprustning, fjendedyrkelse osv

Jeg ønsker, at politikere, der taler om ANSVARLIGHED, gør rede for, HVAD det er de vil være ansvarlige overfor???