Selvbiografisk præg - nej. Biografering af omsorgsgivere - ja.

I den lektørudtalelse, som jeg blev glad for, står der en sætning, som jeg har lyst til at uddybe: ”Bogen tager delvist udgangspunkt i forfatterens eget liv og – erfaringer, hvilket giver den et selvbiografisk præg.”

Det var egentlig ikke mit ærinde at skrive en selvbiografi. Jeg ville biografere ’fænomenet’ husmor.

Den udfordring skriver jeg om i "Klode, klimaogkvindelivOmsorgensusynligebidragtilnationaløkonomien":

”Jeg forsøger at biografere husmødre. Det gør jeg ved at fortælle om mine egne formødre. De to var unikke, særlige og principielt uerstattelige, men de kan forhåbentlig illustrere karakteristiske husmødre-liv i årene 1950-1952. Husmødre får, i min biografi, træk, som jeg kender fra min mor og bedstemor samt fra flere kvinder på deres tid. 

Husmødre repræsenterer en feminisme, der blev glemt i BNP-regnestykkerne. Det lyder mærkeligt med en husmor-feminisme, for vi har lært at kvinder netop ikke skal lade sig isolere i husmor-situationen. Ikke desto mindre, vil jeg hævde, at mor og bedstemor var økonomiske på en ’feminin’ måde. De var kloge og nøjsomme forbrugere, der samtidig skabte værdi for familien med det arbejde, de lagde i hjemmet og familien. De tog vare på materialer, men de var ikke materialister. Jeg tror, at de tænkte mere på ansvar og forpligtelse end på frihed. Men i en formulering af husmor-feminisme, skal det medtænkes, at det ikke ’kun’ er husmødrenes arbejde, der er blevet marginaliseret i de nationale regnskaber. Sysler med alskens materialer, som dem mine forældre bedrev med deres broderi, med snedkeri og mere hobby- og hyggeprægede frembringelser fremstår så værdiløse, at vor dronning omtalte dem, som unyttige beskæftigelser. Pointen er, at de netop kan være værdifulde i livet. 

Mistede vi kendskab til generelle vilkår for omsorg, med BNP-regnskabernes marginalisering af husmødrenes beskæftigelse? Fortællinger om barndom i 50’erne kan måske inspirere os til at skabe samfund, hvor individer oplever hjemmets arbejdsopgaver meningsfulde, hvor ressourcebevidsthed og omsorg er værdimål i et samfund, hvor alt det ulønnede, værdifulde arbejde, som fortrinsvis de hjemmegående kvinder forestod – det arbejde, som holdt familierne og samfundet sammen – får den centrale plads i samfundets udvikling, som det hele tiden burde have haft.” (Bøndergaard (2025):45)

Mit ærinde er, at sætte fokus på en upåagtet del af samfundsøkonomiens historie. Husmødrene varetog vigtige omsorgsfunktioner i hjemmene og nærmiljøerne, som, siden kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, er blevet flyttet ind i institutioner, hvor arbejdet nu udføres af lønarbejdere. Ofte lavtlønnede arbejdstagere. Og, som jeg har skrevet om andetsteds, er det netop de omsorgsinstitutioner med opgaverne pleje, uddannelse og pasning, der rammes af diverse sparerunder. 

Min pointe er, at vi ikke er ganske klar over, hvad det er vi sparer på, når husmødrenes historie er underbelyst.

Mine formødre var omsorgsgivere. Det er ’omsorgsgiveren’, jeg gerne vil biografere.

Der er tale om tusindvis af kvinder. Individer, som ikke tidligere har givet anledning til biografisk undersøgelse. Men i et demokratisk samfund, hvor alle individer har lige ret, bliver også de anonyme identiteter interessante. De manges ’virkelige livshistorie’ er fortællinger om et samfundslag, der ellers ikke har været i historikeres søgelys.

I Birgitte Possings (f.1952) bog "Ind i biografien" skriver hun om en biografisk vending, hvor det enkelte individ tilskrives større indflydelse på historiens gang end i tidligere perioder, hvor individer betragtedes mere som produkt af deres kultur. Betoningen af individualiteten er interessant: ”Det personlige liv bliver interessant, fordi det er det unikke, vi har tilfælles med andre mennesker. Det unikke er det generelle.” … Bestræbelserne på at forstå biografien og de mange måder, hvorpå virkelige liv bliver fortalt i praksis, er derfor uløseligt knyttet til de vestlige demokratiske samfunds stadig større fokus på begreber som individets frihed, integritet og kompleksitet. Det er baggrunden for den biografiske vending i historien.” (Possing (2015): s. 39)

Jeg har ikke fortalt om mine formødre, for at gøre deres ”personlige liv interessante”, men for at få fokus på den ’omsorg’, som de ydede i deres liv.

’Omsorg’ er den oversete lim i samfundslivet. Det er vi nødt til at opdage, før det glemmes – og spares væk!

Litteratur

Bøndergaard, Jette: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. 2025

Possing, Birgitte: Ind i biografien. 2015

Afvækst - omlægning af økonomien til de manges fordel

For et kvart århundrede siden varetog jeg ledelsesopgaver på en større uddannelsesinstitution. Det var dengang, ’staten’ forestillede sig at score digitaliseringsgevinsten. De offentlige institutioner blev årligt skåret to procent i driftsbevillingerne. Det hed sig, at vi skulle produktionsforbedre. Men offentlige institutioner varetager typisk opgaver, som tager den tid, som de nu engang tager. Opgaver som at pleje, at bibringe læring, at helbrede, at opmuntre, at glæde, at føde, at lindre døende og meget mere i kategorien ’omsorg’.

Idéen om at staten kunne spare på de offentlige udgifter var fostret i det liberale Amerika, hvor staten af mange opfattes som ’fjende’. Det var næppe, hvad flertallet af danskere tænkte, men i 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev den amerikansk formulerede forståelse af kapitalisme og markedsøkonomi fremherskende på globalt plan. I Danmark privatiserede socialdemokratiske regeringer samfundsejede virksomheder som TDC, De Danske Statsbaner og Det Kongelige Danske Postvæsen. Førstnævnte frasalg fik siden fortrydelige ord med på vejen af Poul Nyrup Rasmussen i bogen I grådighedens tid, som kritiserede salget til kapitalfonde, der tømte selskabet for værdier og dermed forstærkede finanskrisens virkning i årene efter 2008. Salget blev kritiseret for at skade danske lønmodtagere, pensionister og kommende danske generationer.

Andre, som Francis Fukuyama, antog at den frie markedsøkonomi og det liberale demokrati ville overtrumfe alle andre ideologier og dermed afslutte den økonomiske udviklingshistorie. Tankerne kom i bogform på dansk som Historiens afslutning og det sidste menneske. Men liberaliseringen førte ikke til frihed for de fattige og for kvinder – især ikke i det globale syd.

Økonomihistorien sluttede ikke lykkeligt der!

De danske regeringers spareiver viser sig i form af stress og livsstilssygdomme ikke mindst blandt lønmodtagerne i de offentlige institutioner. Den fart, som de udfører deres omsorgsopgaver under, i arbejdslivet, fører til, at de hurtige løsninger finder indpas i privatlivet. Det bliver usunde færdigproducerede måltider, svigtende tid til de gamle og ensomme i familiernes yderkant, nemme løsninger til erstatning for børnenes madpakker, nyt tøj når knapperne springer af – og i særligt pressede situationer sendes syge børn i daginstitution.

Uddannelserne og sundhedsvæsnet har lidt stor skade som følge af den amerikansk inspirerede økonomi, mens de medicinselskaber, der udvikler piller mod stress, overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk osv. tjener store penge – ironisk nok - ikke mindst på det amerikanske marked.

Den offentlige sektor har været udsat for, afvækst, postvækst, skrump, besparelser – eller hvad vi vil kalde det, i et kvart århundrede, så når modstandere af de-growth siger, at vækst-stop vil forringe velfærden, så kan vi trække på erfaringerne og sige, ja i høj grad!

Hvis – og der er et stort HVIS!

Hvis vi fortsat vælger, at vækststop skal lægges på de offentlige omsorgsopgaver. Men det er ikke en naturlov. Hvad der til gengæld er naturlove bag, er klodens klimaproblemer, den mindskede diversitet, landbrugsjordens udpining, flere zoonoser med risiko for pandemier, forurenede drikkevandskilder osv. Så vækststop er uomgængeligt, hvis den menneskelige civilisation skal overleve.

Det er op til os mennesker at beslutte stop af den vækst, der nedbryder kloden. Vi kunne i samme ombæring beslutte at stoppe den vækst, der betinger mistrivsel, helbredsproblemer og øger den økonomiske ulighed blandt klodens beboere.

Man skulle tro, at økonomer stod i kø for at fremlægge idéer til en sådan omlægning af samfundsøkonomien, men mainstream-økonomerne har i stedet stået i kø for at betjene finans- og teknologikapitalister. Nogle få modige økonomer har talt imod. Jeg nævner flere af dem i min sidste bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Lad mig i flæng gentage nogle få navne her: Janis Varoufakis, Tim Jackson, Jason Hickel, Nancy Folbre, Mikkel Thorup m.fl. Efter udgivelsen af min bog udkom Timothée Parrique med bogen Afvækst eller undergang. Den bog og Tim Jacksons endnu ikke oversatte bog The Care Economy giver håb for, at fantasierne om andre samfundsindretninger får mere fremgang.

Jeg synes, at vi skal invitere alle med til at fortsætte fortællingen om den økonomiske historie. Det kræver først og fremmest fantasi. Fantasier om, hvordan vi skaber mere lighed mellem mennesker generelt og køn i særdeleshed, mere balanceret anvendelse af naturens ressourcer, mere tid og plads til at udfolde den menneskelige kreativitet, mere hensyntagen til børn, ældre og svage samfundsmedlemmer, bedre fordeling af kilder til rigdom, fremme af fredeligt samarbejde, fordragelighed og gensidig respekt mellem mennesker på trods af religioner, sprog og kulturer. Eller sagt på en anden måde: vækstparadigmets fokusering på profit for de få kunne erstattes med ideer om trivsel for de mange.

Jeg anbefaler, at vi tager udgangspunkt i forståelsen af, at økonomiske tankesæt er kulturelle fænomener, som det er lettere at forandre end klodens naturlige begrænsninger. Økonomi er ikke styret af naturlove. Økonomi er skabt af mennesker. Skabt på måder, der medfører voksende ulighed, flere livsstilssygdomme, svindende diversitet og nedslidning af naturgrundlaget. Vi kan flytte vægten i de økonomiske tankegange fra ’vækst’ til ’omsorg’, som Tim Jackson foreslår. Hovedfortællingen er, at den herskende økonomiske tænknings fokusering på mere arbejde, mere produktion, mere vækst fører til stress og nedslidning af lønmodtagere, mens aktionærer i fx medicinindustrien vinder.

Hvis det lyder, som om vi almindelige borgere er fanget i et hamsterhjul, så er det ikke helt forkert – men det tankevækkende er, at hjulets fart kan sænkes uden betydning for menneskelig trivsel. Det er i hvert fald den fortælling Tim Jackson vil have os til at fantasere om. Eller leve efter – det er der jo enkelte eksempler på blandt passionerede iværksættere og kunstnere. Vi kunne måske endda lære noget essentielt om samfundsindretning ved at tage ved lære af mennesker, der selv tager vare på at give deres liv mening og indhold frem for at lade sig forblænde af vækst, vækst, vækst …

Som Parrique skriver, så er de-growth ikke det samme som recession. Det er vel tilrettelagt omlægning af samfundsøkonomien, der giver plads til omsorgsfulde og livsnydende udfoldelser frem for konkurrerende forbrug. Vi skal prioritere retfærdig brug af de sjældne jordarter, så de teknologiske landvindinger fremmer de manges fredelige og åndfulde livsudfoldelser frem for de fås materialistiske forbrugskonkurrence.

Alle opfordres til at hoppe med på fantasierne om samfundsøkonomiens udvikling – det er for vigtigt et emne til, at det kan overlades til økonomerne alene.

PS billede med indsat foto af Tim Jacksons bog "The Care Economy" er et oprindeligt portræt taget af Suste Bonnén 

Økonomien er blevet et masseødelæggelsesvåben

Vores tid kaldes ’økonocæn’ i en bog, jeg netop har læst ”Afvækst eller undergang” forfatteren Timothèe Parrique og jeg er enige om mange ting som fx ”… at genoverveje vores forhold til verden, naturen, retfærdigheden, meningen med livet og livskvalitet.” (Parrique s. 267) Vi er begge grundlæggende kritiske over for den kapitalistiske økonomi. Vi er enige om kritik af BNP- målene. Jeg kritiserer i særdeleshed den form, som den amerikansk inspirerede kapitalisme har antaget efter BNP-regnskabernes udvikling og gennemslag i det danske samfund med Marshall-planens slogan om ’Forbrug, materialisme og frihed’.

Vi baserer vores kritik på mange af de samme økonomer som fx: Nicholas Georgescu-Roegen, Herman Daly, Andre Gorz, Tim Jackson, Jason Hickel, Kate Raworth, Richard Wilkinson … jeg må sige, at Parrique angiver en meget stor og opdateret mængde franskmænd, som jeg ikke kender. Selv baserer jeg mig på flere amerikanere, nogle tyske og danske økonomer, som han til gengæld ikke nævner. Mine kilder er hentet over mit lange liv, så flere er af ældre dato. (Parrique er født i 1989 – jeg i 1945)

Parrique kalder Donella og Denis Meadows bog ”Grænser for vækst” for århundredets vigtigste bog. Og hvorom alting er, så fik læsning af Georg Borgströms ”Grænser for vor tilværelse” (1970) og Meadows bog og forskning (1972) meget stor indflydelse på, hvad jeg interesserede mig for igennem al min undervisning og forskning i mine fyrre arbejdsår og fortsat nu i mine pensionist år. Hvordan de – og flere andre – har ført mig frem til fortællingen om ”… at skrump er bedre end klimakaos” (Bøndergaard bagsidetekst), det handler min bog ”Klode, klima og kvindeliv” om.

Jeg bruger begrebet ’skrump’, inspireret af den tyske økonom Ulrike Hermann, som er forfatter til ”Kapitalismens afslutning Hvorfor vækst forværrer klimakrisen og hvordan vi skal leve i fremtiden” (2023). Som jeg læser diverse værker, så dækker begreberne skrump, afvækst og de-growth identiske ønsker for fremtidens økonomi. Afvækst er åbenbart et meget anvendt og udforsket begreb i Frankrig. De-growth stammer formodentlig fra engelsk forskning. Jeg kendte begreberne post-growth, post-vækst og altså ’skrump’, da jeg skrev min bog. Havde jeg kendt begrebet afvækst’, havde jeg måske brugt det, fordi der knytter sig en præcision af forskelle mellem afvækst og recession til den forskning, som Parrique skriver om. Det er væsentligt. Uanset hvilket begreb vi bruger, så skal fænomenet forbindes med mere livskvalitet – ikke mindre. Mere lighed, mere demokrati, mere fællesskab, mere selvvalgt beskæftigelse mere af det, som Parrique kalder ’levekraft’ frem for købekraft.

Hvor forskellige vores bøger end er, så forsøger vi begge at fastholde håb om en bedre fremtid. Jeg gør det ved at fortælle om mine barndomsår i de tidlige 1950’ere, hvor materialismen endnu ikke havde det niveau, som vi kender i dag. Det skulle gerne fremgå af min fortælling, at det ikke er ’ting’, der afgør om en familie trives. ’Frihed’ kan forstås uden konteksten ’forbrug og materialisme’ – er min pointe. Til underbygning af den pointe fortæller jeg om ’omsorg’ før det blev en varegjort ydelse, om værdien i selv at skabe (ikea-effekt) forbrugsvarer, og det at skabe ting med biografisk værdi. Jeg fortæller historie med psykologiske og filosofiske pointer.

Parriques pointer er mindre historiske og nøjere knyttet til samfundets økonomiske funktioner. Han pointerer progressiv beskatning, Ændring af arvelovgivning, begrænsning af reklamer, begrænsning af lobbyarbejde, skat på finansielle transaktioner og mere. Jeg synes dog, at anbefalingerne drukner noget i hans bestræbelser på at nævne og citere franske forskere, men det skal han vel, for hans bog er tænkt mere som et forskningsbidrag end min. Måske er det ’franske’ også så fremtrædende fordi alle eksemplerne knytter sig til fransk socialøkonomi – og den er vel alt andet lige ikke helt sammenlignelig med en dansk socialøkonomi.

Jeg synes, at der er et problem i Parriques bog, idet han knytter an til beskrivelser af, hvad menneskelige behov er, som så knyttes til en forestilling om tilstrækkelighedskultur. (Manfred Max-Neef ’model over grundlæggende menneskelige behov s. 21 og tilstrækkelighedskultur s. 138). Det forekommer mig at være normative beskrivelser, der let fører til uenighed om, hvem der har hvilke behov – og hvad der er tilstrækkeligt. I min bog nøjes jeg med at forholde mig til, hvor svært det er for mig personligt at leve nøjsomt i det aktuelle samfund. Vi er enige om, at der er grænser, som vi mennesker burde indrette os efter, og at fortsat økonomisk vækst er mod-produktivt, da det bliver dyrere og dyrere at rydde op, reparere og erstatte de ressourcer der nedslides i vækstens tjeneste.

Det helt uomgængelige er, at der er behov for politik, der underbygger ’afvækst’, ’de-growth, ’skrump’ – eller hvad vi vælger at kalde det. Det var allerede mit ærinde, da jeg i 1991 skrev min Ph.d.-afhandling – hvor jeg påpegede behovet for ’politisk dannelse’, for vi skal klare omlægningen af den kapitalistiske økonomi i fredeligt samarbejde. Jeg beskrev ’politisk dannelse’ som skolens vigtigste opgave i forbindelse med miljøundervisning. Dengang henholdt jeg mig til de internationalt FN-vedtagne regler og rettigheder. Hverken Parrique eller jeg er specifikke om ’behov’, men jeg henviser dog til Agnes Hellers bog ”Teorien om de menneskelige behov hos Marx”. Jeg forstår ’menneskelige behov’ som genstandsrettede og dermed altid påvirket af de til enhver tid forekommende genstande i det omgivende samfund. Sagt på en anden måde: samfundsændringer er forudsætning for, at vores behov ændres. Her er vi ved de helt essentielle spørgsmål: hvad er et menneske? Hvad definerer et samfund?

Jeg ved godt, hvilke forståelser, jeg finder bedst videnskabeligt underbygget – men jeg ved også, at vi mennesker ikke er enige om nogen forståelse. Det ved Parrique sikkert også, så det er prisværdigt, at han alligevel prøver at formulere idéer til alternative økonomiske indretninger. Vi er nødt til at blive mange, mange flere, der påpeger den nuværende økonomis katastrofale kurs mod masseødelæggelse.

Læs vores bøger, læs nogle af de bøger vi hver især henviser til … læs, læs og læs så vi sammen bliver klogere på, hvordan vi skaber en fremtid med livskvalitet for mennesker og deres naturomgivelser – og ændrer de økonomiske tankegange.

 

Timmothée Parrique: Afvækst eller undergang Hvordan vi bremser væksten, gentænker økonomien og redder verden”, 2025

Min bog: ”Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien”, 2025

Ph.d.-afhandling: ”Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Danmarks Lærerhøjskole, 1991.

Boglancering

 Ked af!

Jeg er ked af, at forlaget lancerer min bog som 'fortællinger og memoirer' ...

Jeg er ikke en berømthed, der sælger 'memoirer'!!!

Det er RAMMEN om mine fortællinger, der er BUDSKABET.

Jeg har noget på hjerte om: KLIMA og KVINDELIV. Og det, som jeg vil sige om de to temaer er, at de må forstås sammen med ØKONOMI og OMSORG.

Jeg tror ikke, at vi redder KLIMAET, hvis vi ikke forstår, at drage OMSORG for medmennesker og miljø. Vel at mærke på en måde, hvor vi tøjler grådighed og ressourcespild. 

Jeg skriver kritisk om den livsstil, der blev introduceret til os vesterlændinge med USAs Marshall-plan i 1950'erne. Min bog fortæller HISTORIE fra børnehøjde.

Jeg HAR beklaget mig til forlaget. Jeg - og andre, tak! - har beklaget lanceringen hos fx Saxo Boghandel.Du kan hjælpe mig, ved at fortælle om bogen til økonomer, historikere, feminister ... og andre godtfolk. Min bog er også en oplagt julegave til de familiemedlemmer, der "har alt" og mindes egen barndom uden TV, computer og mobiltelefon.

Del gerne mit opslag - sammen slår vi et slag for klode, klima og kvindeliv ved at trække mødrenes omsorg frem i økonomisk belysning.

Foto: beskæring af Suste Bonnéns portræt af mig (ikke-berømtheden)

Forbrug, materialisme og frihed - blev det frihed?

Jeg savner en debat om, hvilket samfund vi vil skabe efter væksten. For væksten kan ikke blive ved. Klodens ressourcer slår simpelthen ikke til, til at flere skal leve med materielle goder i lighed med, hvad vi ser på diverse vestlige spillefilm. Det ses allerede, at fx rent drikkevand er en begrænset ressource, som vi burde tage anderledes vare på – end at skylle toiletter med den.

Hvis vi oven i købet forventer, at vi vil udvikle post-vækst samfundet i fred og fordragelighed, så er det nødvendigt snart at tænke på, hvordan større lighed mellem klodens beboere kan udfoldes. Vi ser store menneskevandringer mod de materielt velstillede samfund, som allerede nu giver anledning til gnidninger og konflikter. Drømmeindustriens billeder viser sig sjældent realiserbare for de flygtninge og migranter – som ikke led druknedøden på flugten fra fattigdom.

Jeg forestiller mig, at vi nok er nødt til at tænke helt nyt på mange områder. Måske allervigtigst på økonomien. Det er ikke økonomisk at forbruge og brænde ressourcer, der med mere omtanke kunne blive til større gavn end det, som visse grådige personager hober op i garager og hangarer – man kan vel ikke flyve med mere end et fly ad gangen?

Et historisk blik på den økonomiske indretning viser, at væsentlige bidrag til samfundet faktisk ikke tæller med i BNP. Da nationalregnskabs-modellerne blev udviklet efter 2. verdenskrig talte husmødrenes bidrag ikke med. Det var ganske simpelt for indviklet at opgøre værdien af det ubetalte husmor-job. Man (USA) mente, at nationernes regnskaber kunne sammenlignes uden hensyn til husholdningerne, for det var ens for alle lande, at kvinderne ’gik’ hjemme. De opgjorte nationalregnskaber skulle USA bruge til udrulning af Marshall-planen, som var tænkt til at øge købekraften hos modtagerne, så de kunne bidrage til at holde gang i den amerikanske industri – ikke mindst våbenindustrien.

Under verdenskrigen fandt fremsynede danske hoveder ud af, at landets sundheds- og uddannelsessektorer skulle dækkes økonomisk over skatten, og være fælles gode for alle landets borgere. Her blev kimen lagt til det velfærdssamfund, som mange glædes over i dag – og som begrædes af andre, der kun ser ’skattetryk’. Det gælder ikke mindst det ultraliberale styre, som USA har nu.

Der er en sandhed i, at skattetrykket i velfærdssamfund bliver højere, jo mere af det omsorgsarbejde, som husmødrene bedrev uden løn, der nu varetages som lønarbejde af sygeplejersker pædagoger og lærere. Men der er næppe megen diskussion om, hvorvidt velfærdsmodellen giver bedre sammenhængskraft i samfundet end den model, der hersker i USA. Hvis der er diskussion, så bør man læse forskerne Wilkinson og Picketts behandling af det store statistiske datamateriale, som nutidens computere giver os adgang til at sammenholde. Deres konklusion er, at samfund med mere lighed klarer sig bedre end samfund med stor ulighed. Deres data påviser sammenhæng mellem ulighed og faktorer som: kriminalitet, fængselsudgifter, selvmordsrater, teenagemødre, hjemløse, arbejdsløshed, narkomani, lavt uddannelsesniveau, drab, fedme osv. – USA kom i øvrigt ud som det mest ulige samfund i verden!

Men vi ved jo, at selv vores velfærd ikke har fået træerne til at vokse ind i himlen.

Hvor kan vi hente inspiration til at udvikle post-vækst velfærdssamfundets økonomi? Det er der heldigvis flere økonomer, der giver bud på, men vi mangler stadig at få deres bud inddraget i nationale budget-lægninger og regnskabspraksisser. (Det er sjældent de økonomer, der taler imod vækstparadigmet, der kommer til orde i medierne.)

Og – og det er måske endnu vigtigere end økonomiske praksisser – så savner vi ideer til, hvordan vi kan indrette os, så materielle begrænsninger ikke samtidig bliver til begrænsninger i kreative udfoldelser, givende læringsprocesser, gode mellemmenneskelige samværsformer – kort og godt: Økonomisk tænkning, der vægter mere omsorg og øget trivsel. Vel at mærke omsorg og trivsel for alle. I USA står lidt under 50 millioner uden sundhedsforsikring – det vilkår ønsker vi ikke for vores naboer i Danmark. Den nugældende økonomiske praksis går ud på at tælle, hvad arbejdsstyrken producerer og sælger. Kunne det tænkes, at det kan vendes til: hvad arbejdsstyrken producerer og trives med?

Jeg prøver at udfolde nogle ideer, som jeg er så heldig at huske fra min tidlige barndom i det præ-vækst samfund, som jeg voksede op i. Vi vidste endnu ikke, at vi savnede TV, computere og mobiltelefoner. Vi fik megen tid til at gå med, at producere ting og sager selv. Eller rettere sagt, det gjorde vores voksne, og vi lærte ved at iagttage og efterligne dem: mødre der kokkererede, syede og rengjorde, fædre der snedkererede og reparerede motorer, nabolagets cykelsmede, hjemmesyersker, bagere, skomagere osv. Husmødrenes bidrag til samfundet var – og er – ret upåagtede. Vi børn levede i læringsprocesser, der var ganske anderledes end dem, som pædagogerne i dag kan tilvejebringe. Og, selv om hver tid nok stiller forskellige krav til læring, så kan vi måske alligevel have gavn af et gensyn med ’husmødrene’.

I min bog Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien uddyber jeg sådanne tanker, og knytter dem til undersøgelser af, hvordan selvskabte produkter kan have værdi i andre skalaer end pengenes. Måske udgør det at skabe til andre mennesker en værdi? Måske udgør det at koordinere tænkte ideer med håndens gøren en værdi? Måske udgør tilfredsstillelsen ved at genskabe og vedligeholde ting en værdi? Måske udgør det at bevæge sig sammen med andre en værdi? Måske har kreativ livsudfoldelse faktisk umålelige værdier, som vi kunne trives bedre ved at blive opmærksomme på?

Mit store spørgsmål er, om det faktisk ville være så sørgeligt at give afkald på nogle af de materielle goder, hvis vi erstattede dem med noget, der er sjovere end ”forbrug, materialisme og frihed”, som var det slogan vi blev lokket med af USA, da de introducerede os til Marshall-planens løfter om et liv i The American Way.

Jeremy Rifkin skrev i 2005 bogen The European Dream. Han forudså, at vi europæere ville overskygge amerikanerne i fremtiden – men vi må nok indrømme, at lige nu er vi lidt blændede af de mægtige tech-giganter og alt deres væsen. Måske skulle vi, nu tyve år efter Rifkins forudsigelser, spørge os selv, hvad er det egentlig vi europæere drømmer om? Den debat vil jeg gerne bidrage til med mine fortællinger, for nok kunne vi synes fattige dengang i 50’erne, men måske var vi også lidt rige på noget, det ikke ville koste enorme summer at genopfriske?

Vi har prøvet den amerikansk inspirerede materielle oprustning i firs år, måske vil det tjene Europa – og Danmark – at erstatte ’forbrug og materialisme’ med ’fællesskab og bæredygtighed’. Det vil i hvert fald betyde at flere bliver fri for de ubehageligheder, der statistisk blev forbundet med det amerikanske samfund!

Litteratur:

Bøndergaard: Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Skriveforlaget, 2025

Rifkin, Jeremy: The European Dream How Europe’s Vision of The Future is Quetly Eclipsing The American Dream. Jeremy P. Tarcher/ Penguin, 2005

Wilkinson, Richard og Kathe Pickett: Ulighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund. Informations forlag, 2011

----------

OM mig:

Jette Tofte Bøndergaard, cand.pæd. Ph.d.

Født 7. maj 1945

Pensioneret fra lektorstilling ved N. Zahles Seminarium 2006

Udgav 2010 At gøre Kultur i skolen i samarbejde med Nanna Bøndergaard Butters

Udgav 2017 I respektfuld erindring

Udgav 2021 Når kunstneren er en kvinde

Udgav 2025 Klode, klima og kvindeliv – omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Ny bog

 

Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Bogudgivelse 20. november 2025

Pressemeddelelse

Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Formødre, som mine, optrådte ikke på lærrederne i kunstmuseernes seneste udstillinger. Kvinderne er skrevet ud af kunsthistorien – er vi blevet klar over i de seneste år. Som kvinde - og som hustru og mor – er det faldet mig for brystet, at husmødre heller ikke blev indregnet i BNP-tallene, som USA udbad sig før tildeling af den økonomiske hjælp efter krigen, kaldet Marshall-planen. Dermed er det omsorgsarbejde, som mine formødre stod for – også skrevet ud af økonomien, det er tankevækkende!

De seneste 80 år – efter Marshall-planen – er husmødrene indtrådt i arbejdsstyrken. De omsorgs- og reproduktionsopgaver, som de historisk har varetaget, er blevet lønarbejde. I nationalregnskabet optræder opgaverne som udgifter.

Læser vi kritiske økonomers udsagn om, at fortsat vækst kolliderer med kampen for at holde klodens klimabalance sund, så må man bekymre sig for, om ’udgifterne’ til omsorg og reproduktion kan holdes fri af fortsatte besparelser.

Min bog fortæller om husmødrenes omsorgsfulde pleje af børn, familie, omgangskreds og nabolag i tiden før den store økonomiske vækst. Jeg diskuterer om former for økonomisk skrump er at foretrække frem for klimakaos og krig. Hvordan udvikler vi de teknologiske løsninger, der kan bringe os ind i en tryg fremtid, hvor omsorg ikke trues af besparelser?

Vi må opfinde samfundsformer, der er mere fredelige og mindre slidsomme for den omgivende natur. Er der inspiration at hente i beskrivelser af livet før den store vækst? Mine erindringer om livet i 1950’erne giver ikke grund til angst for at leve med materielle begrænsninger, så længe fantasi, ånd og skabertrang ikke stækkes. Som økonomen Tim Jackson formulerer det: ”Det handler om at anerkende menneskelivets dybde og bredde. Og det handler om at konstruere en økonomi, der afspejler den vision.” (Velstand uden vækst, s. 172) – Det giver bogen klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien anledning til at overveje.

Jette Tofte Bøndergaard (f. 1945) er uddannet cand.pæd., Ph.d. nu pensionist.

Titel: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet

Forfatter: Jette Tofte Bøndergaard, Tlf. 51297656, jette.boendergaard@gmail.com

Pris: 295,95 kroner

Sider: 300 illustreret

ISBN: 978-87-7574-264-6

Udgivelsesdato: 20. november 2025

Kan købes hos: Alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og www. Skriveforlaget.