Vi har ytringsfrihed, men ...

... men, hvor kan det være svært at trænge igennem, når man ikke er en kendis. Når man bare er en gammel kvinde uden mange millioner på kistebunden.

Jeg mente min bog " Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet" dybt alvorligt. Fik også fine ord med på vejen fra nogle kommercielle forlag, men mit 'navn' sælger ikke!

Så jeg valgte at selvudgive. Det er nok ikke nogen anbefaling af en bog, selv om jeg var heldig at få en flot lektørudtalelse med anbefaling af indkøb til biblioteker.

Det er alligevel 'op ad bakke' at komme ud med min frie ytring!

Det trøstede lidt, da jeg så min bog stå til salg i Politikens boghal.

I tiden efter udgivelsen har jeg forsøgt at promovere min bog med flere opslag på sociale medier og med indslag i debatter.

Det gentager jeg i dag som reaktion på Informations artikel:

Jeg skriver:

jette tofte bøndergaard

18. juli 2026 - 07:26

Økonomi er også historie:

I Danmark modtog vi Marshall-plan efter at have oplyst USA om vort lands BNP-tal. Der var bare det problem, at BNP ikke talte kvindernes husholdningsarbejde med. Det var dengang ligegyldigt, da kvinder i alle de sammenlignede lande arbejdede hjemme!

Med Marshall-planen fulgte idéer om "Forbrug, materialisme og frihed" (som et formuleret slogan for planen lød.) Vi blev afhængig af dollar-økonomi. (Og af amerikanske varer som traktorer, køleskabe, fjernsyn - og ikke mindst våben.)

Vi blev bundet til en økonomisk vækst-model, som det er svært at gøre op med.

Jeg har skrevet en bog om de tider, som Socialdemokratiet kaldte "gode tider", som de kunne gøre endnu bedre ved valget i 1960.

Bogen hedder "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet". Jeg ville fortælle om 1950'erne, hvor husmorens arbejde stadig var synligt i lokalsamfund og familie. Der var mange 'moderne goder' vi endnu ikke kendte, men skal man tro Johan Rockström i bogen "Klodens grænser", så var det også en tid, hvor klimaet endnu var normalt.

Jeg har skrevet min bog for at pege på økonomi-historien bag klimaudviklingen.

Jeg tænker, at det handler om systemfejl i kapitalismen, som er afhængig af fortsat materiel forbrugs-vækst. Vi stopper ikke ved 1,5 graders stigning, hvis vi ikke adresserer økonomisk ulighed såvel mellem nord-syd som mellem mennesker generelt. Vi kan ikke som enkeltindivider 'forbruge' os ud af situationen - det batter ikke nok, at jeg stopper kødspisning, putter havremælk i kaffen og går i genbrugstøj.

Det har jeg skrevet om med eksempler fra min barndom. Min bog kan købes hos boghandlere og lånes på biblioteker.

Læs den gamle kones bog:

 

For konen har lagt megen sjæl i den bog ...

Den Vestlige verdens vækstmodel er skurken!

 

Mogens Lykketoft formulerer det præcist i hans bidrag til bogen:

"Kinas formidable resultater [udryddelse af fattigdom, JTB] var også illustration af, at når milliarder af  fattige mennesker via den traditionelle vestlige vækstmodel  vælger samme veje til samme materielle forbrug, som vi i Vesten har fulgt, så ved vi med sikkerhed, at både de og vi må ændre kurs: Afbrænding af eksplosivt stigende mængder af fossile brændsler - motoren for hele den vestlige verdens industrialisering og rigdom gennem de foregående århundreder - er i fuld gang med at speede den globale opvarmning op. Og Vestens fortsatte hovedansvar bliver kamufleret, af at en meget stor del af vort CO2-forurenende forbrug blev udliciteret til Kina og andre økonomier i vækst gennem de seneste 40 år. Et overvældende flertal af klodens klimaeksperter forudser med stadig mere velunderbyggede og mere bekymrende rapporter, at den globale opvarmning er ved at gå amok." (Mernild 2025 s. 172)

Bogens forskellige forfattere prøver at indgyde os mod ved at beskrive diverse teknologiske løsningsmuligheder som fx udvikling af grøn brint, pyrolyse og biokul, fangst og lagring af CO2 og nyudvikling af atomkraft. Men den kapitalistiske markedsøkonomi ligger underforstået som et 'naturbestemt' vilkår, kun problematiseret i Lykketofts bidrag til bogen.

Det rykker ikke nok!

Især ikke, når man læser: 

Her præsenteres flere overskredne grænser end klimaets (som om det ikke var nok).

Det gælder fx Næringsstoffer. Om dem hedder det: 

"I de forløbne halvtreds år er der sket noget bemærkelsesværdigt på Jorden. Hungersnød, et spøgelse, der har hjemsøgt civilisationen, på det nærmeste forsvandt. Det skyldes ikke mindst opfindelsen af kunstgødning baseret på kvælstof og fosfor." ... Nu understøtter industrielt fremstillet kunstgødning halvdelen af Jordens indbyggere - over 3 milliarder mennesker. Men ...   ... Jordens er nu langt forbi den planetære grænse for brug af både kvælstof og fosfor. Faktisk oplever vi allerede de mest betragtelige forandringer i kvælstofcyklussen i måske 2,5 milliarder år."

Der er brug for en anderledes retfærdig fordeling af de tilbageværende kvælstof- og fosforbudgetter på Jorden. Produktionen skal gøres cirkulær. Det betyder at returnere al overskydende kvælstof og fosfor til den gård, hvor det kom fra. Det må inkludere ikke blot gødning, men også affald fra byområder, hvor maden spises. ( Rockström 2021 s. 83-84)

Her anvises slutteligt også håb, for der er udviklet tilgængelige satellitbaserede systemer til styring af kredsløbet ... her tilbagestår blot igen en retfærdig brug og fordeling til gavn for alle klodens beboere.

Vi må nok søge forslag til ændring af 'den vestlige vækstmodel' i andre bøger. Men, at det er påtrængende at opfinde andre vækstmodeller, det forekommer mig tydeligt ved læsning af de to omtalte bøger.

Som nævnt før ...

 

Omsorg som vækstideal

Information d.d.:

Nej, det drømmer jeg virkelig heller ikke om ...

I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet" indledte jeg med at spørge: Hvordan var de danske tider gode, før Socialdemokratiet ville gøre dem bedre i 1960. Det socialdemokratiske valgløfte fulgte efter Danmarks takken ja til Marshall-planen.

Marshalplanens løfte hed: "Forbrug, materialisme og frihed"

Det ja, blev givet på et påtvunget regnskabssystem, som ikke talte kvindernes hjemmearbejde med. Det betød ikke noget for BNP-tallene, fordi kvinder arbejdede hjemme i alle de sammenlignede lande.

BNP-systemet byggede på "forbrug og materialisme", som blandt andet baserede sig på europæiske indkøb af amerikanske traktorer og vaskemaskiner.  (Den amerikanske krigsøkonomi skulle omlægges fra våbenproduktion til 'hvidevare-produktion', men det er vist også blevet til store våbenkøb gennem årene!)

I dag betyder bindingen til den amerikanske regnskabspraksis og til dollaren, at det velfærdssystem, som  socialdemokratiske Jens Otto Kragh lagde grunden til, bliver undermineret af den amerikanske regnskabspraksis, fordi den omsorg kvinderne ydede nu er udgiftsposter i nationalregnskabet. Nu arbejder kvinderne ude med pleje, pasning, uddannelse ... med omsorgsopgaver.

Men "frihed" -  hvad blev der af det løfte? 

Den amerikanske regnskabspraksis sætter ikke bare velfærdssystemer under pres men også klodens klima er kommet under pres. 

Kloden kan måske med nød bære at give anstændige liv til de 10 milliarder mennesker, som vi bliver i slutningen af dette århundrede, HVIS vi ændrer regnskabspraksis. Vækst i amerikansk forstand vil skabe klimakatastrofer, krige og i sidste ende gøre kloden ubeboelig for mennesker.

Nej, USA er virkelig ikke forbilledlig! Skulle man være i tvivl bør man læse Wilkinson og Pickets bog "Lighed" udgivet på Informations forlag.

Siden 1950erne er mange 'goder' kommet til, men måske kunne vi kvalificere vores forestillinger om vækst? Omsorg for medmennesker, for andre levende skabninger, for jord og skov ... for LIVET på kloden må være væsentlig i vores bestræbelser efter vækst.

Foto 1: Skærmbillede af Information 3. juli 2026

Foto 2: eget

Det overvejer jeg med min bog.

Opfindelsen af menneskets natur

 

Andrea Wulfs bog fortæller om 1800-tallets store opdagelsesrejsende, som udforskede alt fra klodens mikrober til himlens stjerner.

Det var videbegærlige videnskabsmænd, som bidrog til oplysning af menneskeheden.

Det har overrasket mig, at Alexander von Humboldt allerede omkring år 1800 kunne sætte ord på, hvordan landbrug bidrog til at udpine jorden og sænke vandspejlet på en sydamerikansk slette.

Han, og flere af bogens øvrige mænd sætter fingeren på menneskets grådighed, når de udpeger årsagen til, at klodens naturtilstande omskabes til fødegivende landbrug.

Opfindelsen af agerbrug bliver den store fejl i menneskehedens historie. At skabe agre er at skabe lagre! At vække grådigheden efter at eje produktionsmidlet jord.

Man kunne måske også udlægge historien ud fra den tanke, at mennesket er socialt. Med agerbrug sikredes føde til familien, gruppen, nationen ...

Måske er det måden, mennesket har organiseret sin omsorg på, der har skabt vores nuværende problemer med klmakriser og -katastrofer?

Læser man Klodens grænser, så forstår man, at vi vil kunne skaffe føde til de 10 milliarder mennesker, som vi nok topper med at blive, uden at udvide landbrugsarealerne, uden at fælde mere skov, uden at udlede mere CO2 ... Vi skal bare spise anderledes og fordele retfærdigt!

Vi skal organisere vores medmenneskelige omsorg på nye måder! Det har vi faktisk allerede indledt arbejdet med igennem de FN-organer, som vi opbyggede efter Anden Verdenskrig. Det må kunne lade sig gøre, at 'modernisere' de organer, så de i højere grad afspejler den nuværende geopolitiske situation.

Fx arbejder FN med udvikling af et skattesystem, som vil bidrage til en retfærdigere fordelingen af rigdom. 

Der er håb at finde!

Men vi skal nok opfinde en ganske anden fortælling om menneskets natur.

Vi skal ikke beherske den ydre natur, men vores egen indre natur.

Det har jeg skrevet om både i min ph.d. afhandling Miljøundervisning - et politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet (1991) og i min seneste bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet (2025).

Jeg tror, at det kan bidrage til opfindelsen af menneskets natur, hvis vi indrager bredere erfaringer end landmænds, rigmænds, finansmænds ... Lad os også drage erfaringer fra Kvindernes historie, fra kunstnernes historie, fra børnenes historie ...

Det fortælles, at Alexander von Humboldt kendte Maria Sibylle Merians rejser og værk om den sydamerikanske fauna. Hun levede og virkede godt hundrede år før ham, men hendes bedrift er mindre kendt. Dog - Humboldt ærede hende vist ved at opkalde en blomst efter hende.

Men hun nævnes slet ikke i bogen! Portrættet her dukkede op, da jeg søgte på en mulig forbindelse mellem Humboldt og hende. Det var ikke fordi Alexander von Humboldt ikke havde sans for uretfærdighed. Han kæmpede imod slaveri og udnyttelse af indfødte befolkninger. Men fænomenet kvindeundertrykkelse - det så han vist ikke! Her havde han vist en blind vinkel?

Det er vigtigt, at vi i den nuværende meget påtrængende klima-problem-tid forsøger også at opdage vores blinde vinkler, når vi skal genopfinde menneskets natur.

Hvad er naturens væsen?

Det spørgsmål har jeg forfulgt i megen læsning gennem årene. Det er aktualiseret igen efter læsning af Lea Korsgaard Inden året er omme og Josefine Klougart Efter naturen.

Fra sidstnævnte citeres:

Siden 1970'erne og frem til i dag er pågået et stort arbejde med at genskrive vores fælles historie ved at finde og genlæse, gense de kvindelige kunstneres arbejde og i højere grad give dem en plads i vores fælles kulturhistorie. 

Kvinden har været motiv - en slags naturvæsen.

Kvinder har således skulle finde sig i at spille rollen som motiv, mens mænd forbeholdt sig retten til at afgøre, hvilke erfaringer der blev en del af det store fælles, og hvilke der blot skulle forblive ufortalte, private, udgrænsede og set på som partikulære frem for almene, ubeskrevne og derfor underordnede de maskuline erfaringer, der i det store og hele blev betragtet som de egentlige menneskelige erfaringer.

Begge citater s. 128

Sammenholdt med, hvad jeg skriver om pigeopdragelsen til at yde omsorg i den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene i min bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet 

Feministisk forskning ... viste at piger opdrages med det private rums fokus på relation i modsætning til drenge, der blev opdraget med fokus på rationalitet i det offentlige rum. 

S. 110 (den omtalte feministiske forskning er her norske Tove Pettersens)

Det ansås som 'naturligt' at naturvæsnet - kvinden - ydede omsorg.

I dag bør vi overveje om ikke 'rationaliteten' ville vinde ved at blive mere omsorgsfuld?

... det forhold, at omsorg kan være et fælles ansvar, er en indikation på, at den som udfører omsorgsarbejdet, ikke er determineret af uforanderlige biologiske eller psykologiske dispositioner ... nogen af de traditionelle kvindelige værdier må "overføres" til den offentlige sfære og redefineres som kønsneutrake fælles værdier. 

S. 33

Jeg drømmer om, at begrebet 'omsorg' ikke alene får en større plads i den offentlige sfære, men at det i langt højere grad bliver forstået som en væsentlig del af naturens væsen - og af de menneskelige naturvæseners 'natur'.

Væk ... er ikke væk!

 

Det, som vi forbruger og smider væk, bliver ikke væk. Det bliver indenfor atmosfæren takket være tyngdekraften. Det bliver ved at være her, men meget bliver til giftige gasser og farlige mikropartikler ... 

Vores vestlige vækst-kultur har glemt eller i hvert fald fortrængt, at alle de nye 'stoffer' vi skaber ved at mikse atomer i mere eller mindre naturfremmede blandinger, det bliver den 'natur', som vi efterlader til nye generationer.

Lea Korsgaard minder os om det forhold, med en meget smuk tekst:

" ...jeg mærkede det, som vise mennesker har kendt til i årtusinder- at alt er forbundet. Min krop og sandet og vandet og stenene omkring mig, det hele var lavet af materialet fra døde stjerner, der var ældre end vores solsystem. Min hjerne var lavet af dette materiale, mine negle, mine tænder, mine øjenvipper. Jeg drak af luftens ilt gennem åndedrættet, og luftens ilt var blevet til i planterne, og planternes liv var derfor mit liv. De luftpartikler, som trængte ned og fyldte mine lunger, var gamle, ældgamle, de kunne blive flere tusinde år gamle,  måske havde de været ude i atmosfærens yderste, helt ude ved kanten til rummet, men de havde også været i lungerne på andre levende væsener. Jeg indåndede de samme partikler, som andre havde gjort før mig, konger og bønder, elge og vildsvin og ugler. Maden, der lå i min mave, var liv fra planter og dyr, der nu var ved at transformere sig til at blive mig, mine muskler, mit blod. Engang ville min krop blive til næring og mineraler, til fosfor og kalium, atomerne i min krop ville igen blive til jord, luft og vand, og på den måde fandtes der i naturen ikke død, men kun liv, en evig metamorfose,  ..." (s.294)

Citat fra Lea Korsgaards bog Inden året er omme

Korsgaards bog fortæller om de naturoplevelser, som vi er ved at forhindre kommende generationer i at opleve. Bogen peger på, at 'værdi' har vigtigere former end det, der kan måles i nationalregnskaber.

Af-vækst, de-growht, skrump ... som jeg skrev om i Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet burde være det mest centrale begreb i vestlig politisk planlægning! Tænker jeg.

Men vi lever, som om stedet Væk virkelig findes.

(Jeg malede akvarellen (2016) for at pege på noget vi ikke sædvanligvis ser afbilledet. Men her kan min akvarel illustrere, at selv med brug af 'knofedt' efterlader vi alligevel utilsigtede dampe, væsker eller faste stoffer, som bliver i atmosfæren.)

At forglemme sig ...

 Jeg vil stærkt anbefale Lea Korsgaards Inden året er omme

Der er meget at sige, men lad mig begynde med hendes farvelagte tegninger af de sommerfugle, hun registrerede.

For mig, har det at tegne altid været forbundet med 'at se'. At se ordentlig efter. At fordybe sig i studiet af, hvad der ses. Det er en selvforglemmende proces, hvor gengivelsen af en oplevelse, en sansning, er det vigtige.

Korsgaards bog beskriver selvforglemmende sanseoplevelser.

Sådanne øjeblikke, hvor selvet opsluges af universet - selvet forenes og forbindes på forunderlig vis.

Jeg tror, at vi har brug for mange flere af den slags oplevelser, hvis vi skal forstå, hvad vi kan vinde ved at leve mere balanceret i vores omgang med natur og klima.

Mine tanker faldt på en oplevelse jeg havde under en rejse i Nepal for tre år siden. Jeg så en stærkt blå sommerfugl, som jeg ikke kendte. Med fotografiet i hånden prøvede jeg 'at genopleve' ved at tegne.

Farven sort optog mig. Den var blåsort, lillasort, grønsort, brunsort ...

Et opslag fortalte mig, at det jeg så hed blå admiral.

Korsgaard fortæller om en hvid admiral, der optræder på få danske lokaliteter. Den blå findes kun i asiatiske bjergegne. Opslaget fortæller ikke om den blå er truet ... truet mere end dyrelivet i al almindelighed.

Jeg håber, at det udviklingsarbejde, der påtænkes i folkeskolen, vil inkludere oplevelser, hvor børnene sanser, oplever og forbinder sig til såvel natur som kultur - at der bliver rum for kreativ skabende virksomhed.

Jeg tænker 'vækst' på andre måder end den herskende økonomiske teori. Og jeg 'beriger' mig selv ved selvforglemmende tegneri. Det har jeg også fortalt om i Klode, klima og kvindeliv  Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet.

Korsgaards bog vækker sanselige forestillinger om, hvilke 'rigdomme' vi truer med vores 'vækst-orienterede' levevis. 

Det kan jeg fortælle mere om ...