Økonomien er blevet et masseødelæggelsesvåben

Vores tid kaldes ’økonocæn’ i en bog, jeg netop har læst ”Afvækst eller undergang” forfatteren Timothèe Parrique og jeg er enige om mange ting som fx ”… at genoverveje vores forhold til verden, naturen, retfærdigheden, meningen med livet og livskvalitet.” (Parrique s. 267) Vi er begge grundlæggende kritiske over for den kapitalistiske økonomi. Vi er enige om kritik af BNP- målene. Jeg kritiserer i særdeleshed den form, som den amerikansk inspirerede kapitalisme har antaget efter BNP-regnskabernes udvikling og gennemslag i det danske samfund med Marshall-planens slogan om ’Forbrug, materialisme og frihed’.

Vi baserer vores kritik på mange af de samme økonomer som fx: Nicholas Georgescu-Roegen, Herman Daly, Andre Gorz, Tim Jackson, Jason Hickel, Kate Raworth, Richard Wilkinson … jeg må sige, at Parrique angiver en meget stor og opdateret mængde franskmænd, som jeg ikke kender. Selv baserer jeg mig på flere amerikanere, nogle tyske og danske økonomer, som han til gengæld ikke nævner. Mine kilder er hentet over mit lange liv, så flere er af ældre dato. (Parrique er født i 1989 – jeg i 1945)

Parrique kalder Donella og Denis Meadows bog ”Grænser for vækst” for århundredets vigtigste bog. Og hvorom alting er, så fik læsning af Georg Borgströms ”Grænser for vor tilværelse” (1970) og Meadows bog og forskning (1972) meget stor indflydelse på, hvad jeg interesserede mig for igennem al min undervisning og forskning i mine fyrre arbejdsår og fortsat nu i mine pensionist år. Hvordan de – og flere andre – har ført mig frem til fortællingen om ”… at skrump er bedre end klimakaos” (Bøndergaard bagsidetekst), det handler min bog ”Klode, klima og kvindeliv” om.

Jeg bruger begrebet ’skrump’, inspireret af den tyske økonom Ulrike Hermann, som er forfatter til ”Kapitalismens afslutning Hvorfor vækst forværrer klimakrisen og hvordan vi skal leve i fremtiden” (2023). Som jeg læser diverse værker, så dækker begreberne skrump, afvækst og de-growth identiske ønsker for fremtidens økonomi. Afvækst er åbenbart et meget anvendt og udforsket begreb i Frankrig. De-growth stammer formodentlig fra engelsk forskning. Jeg kendte begreberne post-growth, post-vækst og altså ’skrump’, da jeg skrev min bog. Havde jeg kendt begrebet afvækst’, havde jeg måske brugt det, fordi der knytter sig en præcision af forskelle mellem afvækst og recession til den forskning, som Parrique skriver om. Det er væsentligt. Uanset hvilket begreb vi bruger, så skal fænomenet forbindes med mere livskvalitet – ikke mindre. Mere lighed, mere demokrati, mere fællesskab, mere selvvalgt beskæftigelse mere af det, som Parrique kalder ’levekraft’ frem for købekraft.

Hvor forskellige vores bøger end er, så forsøger vi begge at fastholde håb om en bedre fremtid. Jeg gør det ved at fortælle om mine barndomsår i de tidlige 1950’ere, hvor materialismen endnu ikke havde det niveau, som vi kender i dag. Det skulle gerne fremgå af min fortælling, at det ikke er ’ting’, der afgør om en familie trives. ’Frihed’ kan forstås uden konteksten ’forbrug og materialisme’ – er min pointe. Til underbygning af den pointe fortæller jeg om ’omsorg’ før det blev en varegjort ydelse, om værdien i selv at skabe (ikea-effekt) forbrugsvarer, og det at skabe ting med biografisk værdi. Jeg fortæller historie med psykologiske og filosofiske pointer.

Parriques pointer er mindre historiske og nøjere knyttet til samfundets økonomiske funktioner. Han pointerer progressiv beskatning, Ændring af arvelovgivning, begrænsning af reklamer, begrænsning af lobbyarbejde, skat på finansielle transaktioner og mere. Jeg synes dog, at anbefalingerne drukner noget i hans bestræbelser på at nævne og citere franske forskere, men det skal han vel, for hans bog er tænkt mere som et forskningsbidrag end min. Måske er det ’franske’ også så fremtrædende fordi alle eksemplerne knytter sig til fransk socialøkonomi – og den er vel alt andet lige ikke helt sammenlignelig med en dansk socialøkonomi.

Jeg synes, at der er et problem i Parriques bog, idet han knytter an til beskrivelser af, hvad menneskelige behov er, som så knyttes til en forestilling om tilstrækkelighedskultur. (Manfred Max-Neef ’model over grundlæggende menneskelige behov s. 21 og tilstrækkelighedskultur s. 138). Det forekommer mig at være normative beskrivelser, der let fører til uenighed om, hvem der har hvilke behov – og hvad der er tilstrækkeligt. I min bog nøjes jeg med at forholde mig til, hvor svært det er for mig personligt at leve nøjsomt i det aktuelle samfund. Vi er enige om, at der er grænser, som vi mennesker burde indrette os efter, og at fortsat økonomisk vækst er mod-produktivt, da det bliver dyrere og dyrere at rydde op, reparere og erstatte de ressourcer der nedslides i vækstens tjeneste.

Det helt uomgængelige er, at der er behov for politik, der underbygger ’afvækst’, ’de-growth, ’skrump’ – eller hvad vi vælger at kalde det. Det var allerede mit ærinde, da jeg i 1991 skrev min Ph.d.-afhandling – hvor jeg påpegede behovet for ’politisk dannelse’, for vi skal klare omlægningen af den kapitalistiske økonomi i fredeligt samarbejde. Jeg beskrev ’politisk dannelse’ som skolens vigtigste opgave i forbindelse med miljøundervisning. Dengang henholdt jeg mig til de internationalt FN-vedtagne regler og rettigheder. Hverken Parrique eller jeg er specifikke om ’behov’, men jeg henviser dog til Agnes Hellers bog ”Teorien om de menneskelige behov hos Marx”. Jeg forstår ’menneskelige behov’ som genstandsrettede og dermed altid påvirket af de til enhver tid forekommende genstande i det omgivende samfund. Sagt på en anden måde: samfundsændringer er forudsætning for, at vores behov ændres. Her er vi ved de helt essentielle spørgsmål: hvad er et menneske? Hvad definerer et samfund?

Jeg ved godt, hvilke forståelser, jeg finder bedst videnskabeligt underbygget – men jeg ved også, at vi mennesker ikke er enige om nogen forståelse. Det ved Parrique sikkert også, så det er prisværdigt, at han alligevel prøver at formulere idéer til alternative økonomiske indretninger. Vi er nødt til at blive mange, mange flere, der påpeger den nuværende økonomis katastrofale kurs mod masseødelæggelse.

Læs vores bøger, læs nogle af de bøger vi hver især henviser til … læs, læs og læs så vi sammen bliver klogere på, hvordan vi skaber en fremtid med livskvalitet for mennesker og deres naturomgivelser – og ændrer de økonomiske tankegange.

 

Timmothée Parrique: Afvækst eller undergang Hvordan vi bremser væksten, gentænker økonomien og redder verden”, 2025

Min bog: ”Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien”, 2025

Ph.d.-afhandling: ”Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Danmarks Lærerhøjskole, 1991.

Boglancering

 Ked af!

Jeg er ked af, at forlaget lancerer min bog som 'fortællinger og memoirer' ...

Jeg er ikke en berømthed, der sælger 'memoirer'!!!

Det er RAMMEN om mine fortællinger, der er BUDSKABET.

Jeg har noget på hjerte om: KLIMA og KVINDELIV. Og det, som jeg vil sige om de to temaer er, at de må forstås sammen med ØKONOMI og OMSORG.

Jeg tror ikke, at vi redder KLIMAET, hvis vi ikke forstår, at drage OMSORG for medmennesker og miljø. Vel at mærke på en måde, hvor vi tøjler grådighed og ressourcespild. 

Jeg skriver kritisk om den livsstil, der blev introduceret til os vesterlændinge med USAs Marshall-plan i 1950'erne. Min bog fortæller HISTORIE fra børnehøjde.

Jeg HAR beklaget mig til forlaget. Jeg - og andre, tak! - har beklaget lanceringen hos fx Saxo Boghandel.Du kan hjælpe mig, ved at fortælle om bogen til økonomer, historikere, feminister ... og andre godtfolk. Min bog er også en oplagt julegave til de familiemedlemmer, der "har alt" og mindes egen barndom uden TV, computer og mobiltelefon.

Del gerne mit opslag - sammen slår vi et slag for klode, klima og kvindeliv ved at trække mødrenes omsorg frem i økonomisk belysning.

Foto: beskæring af Suste Bonnéns portræt af mig (ikke-berømtheden)

Forbrug, materialisme og frihed - blev det frihed?

Jeg savner en debat om, hvilket samfund vi vil skabe efter væksten. For væksten kan ikke blive ved. Klodens ressourcer slår simpelthen ikke til, til at flere skal leve med materielle goder i lighed med, hvad vi ser på diverse vestlige spillefilm. Det ses allerede, at fx rent drikkevand er en begrænset ressource, som vi burde tage anderledes vare på – end at skylle toiletter med den.

Hvis vi oven i købet forventer, at vi vil udvikle post-vækst samfundet i fred og fordragelighed, så er det nødvendigt snart at tænke på, hvordan større lighed mellem klodens beboere kan udfoldes. Vi ser store menneskevandringer mod de materielt velstillede samfund, som allerede nu giver anledning til gnidninger og konflikter. Drømmeindustriens billeder viser sig sjældent realiserbare for de flygtninge og migranter – som ikke led druknedøden på flugten fra fattigdom.

Jeg forestiller mig, at vi nok er nødt til at tænke helt nyt på mange områder. Måske allervigtigst på økonomien. Det er ikke økonomisk at forbruge og brænde ressourcer, der med mere omtanke kunne blive til større gavn end det, som visse grådige personager hober op i garager og hangarer – man kan vel ikke flyve med mere end et fly ad gangen?

Et historisk blik på den økonomiske indretning viser, at væsentlige bidrag til samfundet faktisk ikke tæller med i BNP. Da nationalregnskabs-modellerne blev udviklet efter 2. verdenskrig talte husmødrenes bidrag ikke med. Det var ganske simpelt for indviklet at opgøre værdien af det ubetalte husmor-job. Man (USA) mente, at nationernes regnskaber kunne sammenlignes uden hensyn til husholdningerne, for det var ens for alle lande, at kvinderne ’gik’ hjemme. De opgjorte nationalregnskaber skulle USA bruge til udrulning af Marshall-planen, som var tænkt til at øge købekraften hos modtagerne, så de kunne bidrage til at holde gang i den amerikanske industri – ikke mindst våbenindustrien.

Under verdenskrigen fandt fremsynede danske hoveder ud af, at landets sundheds- og uddannelsessektorer skulle dækkes økonomisk over skatten, og være fælles gode for alle landets borgere. Her blev kimen lagt til det velfærdssamfund, som mange glædes over i dag – og som begrædes af andre, der kun ser ’skattetryk’. Det gælder ikke mindst det ultraliberale styre, som USA har nu.

Der er en sandhed i, at skattetrykket i velfærdssamfund bliver højere, jo mere af det omsorgsarbejde, som husmødrene bedrev uden løn, der nu varetages som lønarbejde af sygeplejersker pædagoger og lærere. Men der er næppe megen diskussion om, hvorvidt velfærdsmodellen giver bedre sammenhængskraft i samfundet end den model, der hersker i USA. Hvis der er diskussion, så bør man læse forskerne Wilkinson og Picketts behandling af det store statistiske datamateriale, som nutidens computere giver os adgang til at sammenholde. Deres konklusion er, at samfund med mere lighed klarer sig bedre end samfund med stor ulighed. Deres data påviser sammenhæng mellem ulighed og faktorer som: kriminalitet, fængselsudgifter, selvmordsrater, teenagemødre, hjemløse, arbejdsløshed, narkomani, lavt uddannelsesniveau, drab, fedme osv. – USA kom i øvrigt ud som det mest ulige samfund i verden!

Men vi ved jo, at selv vores velfærd ikke har fået træerne til at vokse ind i himlen.

Hvor kan vi hente inspiration til at udvikle post-vækst velfærdssamfundets økonomi? Det er der heldigvis flere økonomer, der giver bud på, men vi mangler stadig at få deres bud inddraget i nationale budget-lægninger og regnskabspraksisser. (Det er sjældent de økonomer, der taler imod vækstparadigmet, der kommer til orde i medierne.)

Og – og det er måske endnu vigtigere end økonomiske praksisser – så savner vi ideer til, hvordan vi kan indrette os, så materielle begrænsninger ikke samtidig bliver til begrænsninger i kreative udfoldelser, givende læringsprocesser, gode mellemmenneskelige samværsformer – kort og godt: Økonomisk tænkning, der vægter mere omsorg og øget trivsel. Vel at mærke omsorg og trivsel for alle. I USA står lidt under 50 millioner uden sundhedsforsikring – det vilkår ønsker vi ikke for vores naboer i Danmark. Den nugældende økonomiske praksis går ud på at tælle, hvad arbejdsstyrken producerer og sælger. Kunne det tænkes, at det kan vendes til: hvad arbejdsstyrken producerer og trives med?

Jeg prøver at udfolde nogle ideer, som jeg er så heldig at huske fra min tidlige barndom i det præ-vækst samfund, som jeg voksede op i. Vi vidste endnu ikke, at vi savnede TV, computere og mobiltelefoner. Vi fik megen tid til at gå med, at producere ting og sager selv. Eller rettere sagt, det gjorde vores voksne, og vi lærte ved at iagttage og efterligne dem: mødre der kokkererede, syede og rengjorde, fædre der snedkererede og reparerede motorer, nabolagets cykelsmede, hjemmesyersker, bagere, skomagere osv. Husmødrenes bidrag til samfundet var – og er – ret upåagtede. Vi børn levede i læringsprocesser, der var ganske anderledes end dem, som pædagogerne i dag kan tilvejebringe. Og, selv om hver tid nok stiller forskellige krav til læring, så kan vi måske alligevel have gavn af et gensyn med ’husmødrene’.

I min bog Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien uddyber jeg sådanne tanker, og knytter dem til undersøgelser af, hvordan selvskabte produkter kan have værdi i andre skalaer end pengenes. Måske udgør det at skabe til andre mennesker en værdi? Måske udgør det at koordinere tænkte ideer med håndens gøren en værdi? Måske udgør tilfredsstillelsen ved at genskabe og vedligeholde ting en værdi? Måske udgør det at bevæge sig sammen med andre en værdi? Måske har kreativ livsudfoldelse faktisk umålelige værdier, som vi kunne trives bedre ved at blive opmærksomme på?

Mit store spørgsmål er, om det faktisk ville være så sørgeligt at give afkald på nogle af de materielle goder, hvis vi erstattede dem med noget, der er sjovere end ”forbrug, materialisme og frihed”, som var det slogan vi blev lokket med af USA, da de introducerede os til Marshall-planens løfter om et liv i The American Way.

Jeremy Rifkin skrev i 2005 bogen The European Dream. Han forudså, at vi europæere ville overskygge amerikanerne i fremtiden – men vi må nok indrømme, at lige nu er vi lidt blændede af de mægtige tech-giganter og alt deres væsen. Måske skulle vi, nu tyve år efter Rifkins forudsigelser, spørge os selv, hvad er det egentlig vi europæere drømmer om? Den debat vil jeg gerne bidrage til med mine fortællinger, for nok kunne vi synes fattige dengang i 50’erne, men måske var vi også lidt rige på noget, det ikke ville koste enorme summer at genopfriske?

Vi har prøvet den amerikansk inspirerede materielle oprustning i firs år, måske vil det tjene Europa – og Danmark – at erstatte ’forbrug og materialisme’ med ’fællesskab og bæredygtighed’. Det vil i hvert fald betyde at flere bliver fri for de ubehageligheder, der statistisk blev forbundet med det amerikanske samfund!

Litteratur:

Bøndergaard: Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Skriveforlaget, 2025

Rifkin, Jeremy: The European Dream How Europe’s Vision of The Future is Quetly Eclipsing The American Dream. Jeremy P. Tarcher/ Penguin, 2005

Wilkinson, Richard og Kathe Pickett: Ulighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund. Informations forlag, 2011

----------

OM mig:

Jette Tofte Bøndergaard, cand.pæd. Ph.d.

Født 7. maj 1945

Pensioneret fra lektorstilling ved N. Zahles Seminarium 2006

Udgav 2010 At gøre Kultur i skolen i samarbejde med Nanna Bøndergaard Butters

Udgav 2017 I respektfuld erindring

Udgav 2021 Når kunstneren er en kvinde

Udgav 2025 Klode, klima og kvindeliv – omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Ny bog

 

Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Bogudgivelse 20. november 2025

Pressemeddelelse

Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Formødre, som mine, optrådte ikke på lærrederne i kunstmuseernes seneste udstillinger. Kvinderne er skrevet ud af kunsthistorien – er vi blevet klar over i de seneste år. Som kvinde - og som hustru og mor – er det faldet mig for brystet, at husmødre heller ikke blev indregnet i BNP-tallene, som USA udbad sig før tildeling af den økonomiske hjælp efter krigen, kaldet Marshall-planen. Dermed er det omsorgsarbejde, som mine formødre stod for – også skrevet ud af økonomien, det er tankevækkende!

De seneste 80 år – efter Marshall-planen – er husmødrene indtrådt i arbejdsstyrken. De omsorgs- og reproduktionsopgaver, som de historisk har varetaget, er blevet lønarbejde. I nationalregnskabet optræder opgaverne som udgifter.

Læser vi kritiske økonomers udsagn om, at fortsat vækst kolliderer med kampen for at holde klodens klimabalance sund, så må man bekymre sig for, om ’udgifterne’ til omsorg og reproduktion kan holdes fri af fortsatte besparelser.

Min bog fortæller om husmødrenes omsorgsfulde pleje af børn, familie, omgangskreds og nabolag i tiden før den store økonomiske vækst. Jeg diskuterer om former for økonomisk skrump er at foretrække frem for klimakaos og krig. Hvordan udvikler vi de teknologiske løsninger, der kan bringe os ind i en tryg fremtid, hvor omsorg ikke trues af besparelser?

Vi må opfinde samfundsformer, der er mere fredelige og mindre slidsomme for den omgivende natur. Er der inspiration at hente i beskrivelser af livet før den store vækst? Mine erindringer om livet i 1950’erne giver ikke grund til angst for at leve med materielle begrænsninger, så længe fantasi, ånd og skabertrang ikke stækkes. Som økonomen Tim Jackson formulerer det: ”Det handler om at anerkende menneskelivets dybde og bredde. Og det handler om at konstruere en økonomi, der afspejler den vision.” (Velstand uden vækst, s. 172) – Det giver bogen klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien anledning til at overveje.

Jette Tofte Bøndergaard (f. 1945) er uddannet cand.pæd., Ph.d. nu pensionist.

Titel: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet

Forfatter: Jette Tofte Bøndergaard, Tlf. 51297656, jette.boendergaard@gmail.com

Pris: 295,95 kroner

Sider: 300 illustreret

ISBN: 978-87-7574-264-6

Udgivelsesdato: 20. november 2025

Kan købes hos: Alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og www. Skriveforlaget.

Malerier fundet på fotografier i lokalarkivet på Helnæs

 

I lokalarkivet på Helnæs fandt man 14 gamle fotos af malerier, som Ingeborg og Gotfred Rode malede under sommerophold på øen 1916 og følgende somre.

Det viste sig ved nærmere eftersyn at være fotos af 11 malerier.

På nogle af dem var signaturen læsbar. På andre ikke. Jeg har derfor måttet gætte på, hvem af de to kunstnere, der er ophavsmand til de respektive billeder. Mine gæt baserer sig først og fremmest på motivvalget.

Er dette måske et protræt af Ingeborg Rode? Et selvportræt?

De to næste billeder er et typisk motivvalg for Gotfred Rode. Dyr som heste, køer og gæs forekommer også på mange af hans underglasurmalede vaser fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Jeg tror at den portrætterede kan være Gotfred Rode selv?

Det er, efter udsagn fra en efterkommer, et selvportræt, malet af Gotfred Rode.

Kvinder ud af kunsthistoriens Glemmebog

Hirscsprung spørger: Hvordan skriver vi kvinderne ud af kunsthistoriens store glemmebog?

I al ubeskedenhed, så vil jeg hævde, at jeg har brugt syv år af min pensionisttid på netop dette.

Jeg blev i november 2014 så provokeret af at opdage, hvor dårligt kvinderne var repræsenterede på Statens Museum for Kunst, at jeg satte mig for at undersøge hvem alle disse forbigåede kvinder var. Det blev til bogen ”I respektfuld erindring ”, som udkom i 2017 under en del bevågenhed, for jeg kritiserede jo vores vigtigste nationale kunstmuseum, for den dis-respektfulde behandling af den halve befolknings, kvindernes, kunstneriske virke.

Det var overvældende at opdage, hvor mange kvinder det drejede sig om. I bogen gør jeg rede for, hvordan jeg har søgt efter malerinderne, og jeg slutter med en oversigt over de mange navne, der kunne findes med hjælp af Weilbachs registreringer og Kunstbibliotekets digitaliserede kataloger over censurerede udstillingskataloger samt diverse kataloger fra udstillinger, hvor kunstnerne kunne ses i samtiden (det sidste var sjældent forekommende …)

Med registreringsarbejdet fulgte et spørgsmål: er vi gået glip af noget? Ville vi, med kvindernes udsagn, have fået anderledes tankesæt at gribe livet an med?

Man kan af gode grunde ikke svare generelt på de spørgsmål, for kvindernes værker er i bedste fald ejet privat, men i værste fald simpelthen forsvundne.

Jeg satte mig for, at finde oplysninger om én af disse meget glemte kvinder. Mit valg faldt på en kvinde, der 32 år i træk fik værker gennem Charlottenborgs forårscensur. Hun var altså anerkendt i sin samtid!

Dette projekt endte også ud i en bog: ”Når kunstneren er en kvinde”, som udkom i november 2021. Uheldigvis druknede min bogreception totalt i voldsomt stigende Corona-smitte.

Med min fortælling om den glemte maler håber jeg, at vise ét eksempel på, hvad vi er gået glip af. Jeg var så umådelig heldig undervejs i mit opsporende arbejde, at få kontakt til efterkommere, så der dukkede flere malerier op end de få billeder, som jeg oprindeligt havde fundet imellem Kunstbibliotekets digitale fotografier og på diverse auktionssider. Ét maleri dukkede ydermere pludseligt op på Vejen Kunstmuseum under skriveprocessen, maleriet var blevet doneret af én af arkitekten Klint-Jensens børn. 

Det er i sig selv en historie – at kunsten kan findes udenfor samlinger – men det handler nok om en begrænset tid endnu.

Med efterkommernes velvilje fik jeg uddybet mit kendskab til malerinden. Min diskussion med baggrund i hendes billeder er centreret om de spørgsmål, der gennem mit liv har været i centrum: findes der ’billeder’ af omsorg for børn, syge og ældre samt påpasselighed med de begrænsede ressourcer vi mennesker bør dele i respekt og fred. (Jeg har I mit arbejdsliv forsket i, hvordan miljøproblemer bedst formidles til skolebørn).

Jeg lægger altså ikke skjul på, at min beskrivelse tager afsæt i mit engagement. Heller ikke i, hvordan mine syv år med glemte malerinder, har ført til en feministisk kritik, af kunstinstitutionen.

Det er mig en gåde, at vi til stadighed kun hører om den samme lille håndfuld af kvinder: Anna Ancher, Marie Krøyer, Gerda Wegner, Bertha Wegmann … til nød et par fynboer (Anna Syberg og Alhed Larsen) og en nationaromantiker (Agnes Slott-Møller). 

Der er så mange udsagn at undersøge!

Jeg valgte at grave materiale frem om en meget glemt kvinde. Hvem? Læs min bog! I den fortæller jeg også, hvordan den valgte kunstner berømmes for sit portræt af en slægtning af mig. Det roses for sin stilfærdige fortælling om danskhed, som på samme tid højlydt kritisk overfor en tysk overmagt og så klogt fremstillet, at fortællingen kunne leve videre blandt dansksindede sønderjyder syd for den daværende grænse i en offentlig tilgængelig samling. 

Hun er nemlig, trods glemslen, repræsenteret i Sønderborg Museum, Kunsten i Ålborg og nu også på Vejen Kunstmuseum.

Så … Jo, jeg har givet ét bud på, hvordan vi skriver kvinder ud af kunsthistoriens store Glemmebog. 

Og … ja, jeg ønsker naturligvis også at trække mine bøger ud af Glemmebogen!

Illustrationen er at finde i min bog. Det er billedet af en elsket svigerdatter - nu en elsket mor og mormor ... måske portrætterede kvinder ikke af nød, men i kærlighed til slægtninge og medmennesker??? Men samtidens mandlige anmeldere forklarede portrætkunsten med uformåenhed både kunstnerisk og økonomisk - "de var nok nødt til at male slægtninge, for de havde vel ikke råd til modeller" ?!!!)