"At gøre gode tider bedre!"

 

Lad os gøre gode tider bedre!

Sådan lød Socialdemokratiets parole før valget i 1960.

Hvad gør tider gode?

Det spørgsmål diskuterer jeg  i min bog 'Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet". Jeg fortæller om tre barndomsår: 1950, 1951 og 1952. Familien flyttede fra Jylland til København. I bohavet var de mest avancerede tekniske apparater et kombineret radio- og grammofonmøbel, to gasapparater og en fodbetjent prikkemaskine. Sidstnævnte forklares i bogen.

Det var før telefon, bil og køleskab blev almindelig ejendom.

Er 'gode liv' betinget af, hvor mange tekniske apparater man ejer?

Ejede vi - i vores 'fattige' tid - noget, som er mistet siden?

Jeg har fortalt detaljeret om mine barndomsår for at lede efter svar.

Måske for detaljeret, for de tilbagemeldinger, som jeg hører om min bog, de er optagede af barndomsspørgsmål snarere end af de økonomiske spørgsmål, som jeg meget gerne ville rejse.

Jeg ville diskutere 'omsorgens' plads i de økonomiske modeller, som politikere styrer efter, når de prøver at gøre 'tiderne' bedre med idéer om vækst, arbejdsudbud, konkurrence, teknisk rationelle løsninger osv.

Min bogs spørgsmål er aktualiseret af de regeringsforhandlinger, der pågår. Jeg tænker, at 'midter-politik' måske slet ikke er vejen til at give et rigt samfund som det danske 'gode tider'.

Måske skal der ikke ledes efter 'gyldne middelveje'. Måske står vi snarere ved en skillevej?

Måske skulle de økonomiske teorier, som taler om 'omsorgs-økonomi' og 'afvækst' studeres???

Foto: Bedstemor viser fri passage til lokomotiveføreren - hun passede leddet dengang jeg var feriebarn i Ulfborg Kirkeby.

Kritik af BNP

I dag kan man læse kritik af BNP-tallene i Information  

I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien" fortæller jeg om mine formødre FOR AT SÆTTE LYS PÅ MANGLERNE VED AT MÅLE ET SAMFUNDS VÆRDIER MED NETOP BNP.

Jeg skriver på siderne 187-188:

"Den nuverende ramme for BNP blev, som fortalt, etableret under 2. Verdenskrig "Hovedhensigten var at forstå, hvor meget der kunne produceres, og hvor stort et forbrug der måtte ofres for at sikre tilstrækkelige ressourcer til krigsindsatsen. For at kunne gøre dette medregnede de alt, hvad stat og virksomheder producerede, og på den måde blev "statens og virksomhedernes produktion anset for definitioner på nationaløkonomien." 

Men der var et afgørende aspekt af produktionen, der blev holdt ude af det, der blev den "internationale standard for, hwvordan vi måler på, og forholder os til økonomier", og det var det bidrag, der ligger i ulønnet husligt arbejde som madlavning, rengøring og børnepasning. Alle anerkender, at det arbejde har økonomisk værdi, men alligevel regnes det ikke for en del af nationaløkonomien." (Perez (20219): s. 268) 

Det vil komplicere tingene at medregne kvindernes ulønnede arbeide, siges det! 

Men man kan modsat hævde, at det komplicerer de nodvendige tiltag, som må opfindes, hvis vi skal udvikle et klimavenligt samfund, at vore begreber om 'teknik` og 'vækst er så belastede af forbindelsen til krigsøkonomi, materiel vækst og usynliggørelse af kvinders omsorgsarbejde.

Jeg vil fremhave Mikkel Thorups opsamlende udsagn i bogen Fællesøkonomi: "Man må fortælle historier om, hvad der kan være anderledes, hvordan det anderledes kunne se ud. Men ikke kun det. Man må også genfortælle det eksisterende, ... Man må fortælle en anden historie om kapitalismen, end den selv tilbyder. Her udlægger Thorup så Le Guins Bæreposeteorien, som jeg nævnte tidligere, og fortsætter: "Hvordan ser en økonomisk historie ud, der ikke har spyddet, men bæreposen som gennemgående metafor, ikke drabet, men indsamlingen, ikke de heroiske fä, men de almindelige mange, ikke konkurrencen, men samarbejdet? Læg mærke til, at vi ikke tvinger en falsk historie ned over, hvad der faktisk skete dengang i de tidligste tider, eller hvad der virkelig sker i nutidens kapitalistiske samfund, men at vi fortæller en sandere historie om dem og det, der altid har eksisteret, om det der hver dag bliver gjort, som stadig i dag er mindst lige så betydningsfuldt for det økonomiske liv som det, vi lærer om økonomien fra regnedrenge og finanskapitalister." (Thorup (2022) s. 236 ff.)

Genfortælling af historien om, hvordan tiderne blev bedre i de 50ere, der var rammen om mine barndomsår, kan være et vigtigt bidrag til at vriste økonomien fra regnedrenge og finanskapitalister. Det var en tid med teknikker, der tog vare på fødevarer og tekstiler, som min mor og bedstemor demonstrerede for mig. De teknikker, som deres ferme hænder, benyttede blev i samtidens fortællinger nedgjort med betegnelser som "kvindelige sysler og kedeligt "hjemmearbejde'"

Den økonomiske historie ville i øvrigt blive sandere, hvis også de omkostninger, som hjemme-produktionen medfører, blev fuldt medtaget i de økonomiske beregninger. Først og fremmest nedslidningen af naturgrundlaget. Produktion og brug af moderne husholdningsmaskiner har bagsider, som Bridle påpegede. Det har landbrugets industrialisering ogsả. Nedslidning af jorden koster penge til rensning af åer og fjorde. Forureningen medfører tab for både erhvervs- og fritidsfiskere.

Økonomen Nicholas Georgescu-Roegen (1906 - 1994) forsøgte allerede i 1930erne at kvalificere den økonomiske tænkning ved at fastholde økonomi: "som betinget af naturens knappe ressourcer og de biofysiske betingelser". (Gøttsche (2018) s. x) Men bagsiden ved at friholde økonomien for udgifter til reproduktion af naturgrundlag og husholdning er dårligt belyst i fortællingen om de gode tiders fremkomst efter Marshall-planen. 

Jeg trækker ikke mor og bedstemor ud af glemslen fordi de var kvinder, men fordi de repræsenterede en anderledes omgang med teknik og natur. Ønsket om at trække mine formødre ud af glemsel, blev vakt med opdagelsen af hvor bastant de kvindelige malere var blevet udeladt af kunsthistorien. Men det var ikke kun dem! Udelukkelsen af kvinders omsorgsarbejde i hjemmene fortjener genfortælling af økonomi-historien."

Informations fokus gjorde min 81-års fødselsdag festlig!

"Ansvarlighed og flere reformer"

Det er politikersprog at tale om "ansvarlighed og flere reformer". Hvorfor spørger ingen journalister om:

Hvem og hvad gælder ansvarligheden?

Hvem skal finansiere de påtænkte reformer?

Jeg savner, at journalister udfordrer de visioner for samfundsudviklingen, som politikerne forfølger.

I mine øjne er det spagt at ønske Store Bededag genindført! Og samfundsnedbrydende at ville skære mere i dagpengeydelserne!

Som jeg læser tiden, så kræves der større visioner for samfundsudviklingen. Visioner af samme kaliber, som fx højskolefolkene udviklede i 1800-tallet. 

Der bliver brug for omskolingspuljer. De kunne måske finansieres, hvis firmaer løbende betalte et beløb pr. ansat medarbejder til puljen. Der bliver brug for billigere boliger - hvor bliver andelsboliger af? Der bliver brug for flere penge til 'voksen-lærlinge'. Alle kan få brug for ny inspiration, så hvorfor ikke 'give' folk gratis adgang til kulturinstitutioner en dag om måneden? Nogen ville måske gerne lære mere i deres fritid, så understøt 'åbne' universitetsdøre for nysgerrige befolkningsgrupper. Især Humaniora og Samfundsvidenskab kan vist have brug for flere 'købere'. Udvikl støtteordninger for både kulturmedarbejdere og opfindere. Udvikl fleksible ansættelsesformer for ældre og andre personer med nedsat arbejdsevne. Stop i det hele taget de kommunale eksempler på fratagelse af understøttelse til - i flere tilfælde - terminalt syge borgere. Eller find på bedre idéer - 

Vær visionær omkring inddragelse af borgerne. Byg på forestillingen om, at alle der kan, gerne bidrager med idéer og arbejdskraft til samfundets styring af og omstilling til Kunstig Intelligens.

Ansvarlighed og reformer skal være Menneskeligt Intelligente!

At tænke i relationer er ANSVARLIGHED

 

'Gruppetænkende'

Uha, det lyder konventionelt, ensrettet, uoriginalt - kort sagt smalsporet. 

Ikke desto mindre kan det være mere ANSVARLIGT at tænke i relationer end i mainstream økonomisk 'rationalitet'. Det skrev jeg om I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien".

Jeg vil gerne vende opmærksomheden mod en positiv forståelse af gruppetænkning. Psykologisk forskning af ældre dato fastslog fx at drenge tænkte 'rationelt' i modsætning til piger, der var bundet af 'relationel' tænkning. Det kan underbygges med kilder, men her er ærindet ikke at diskutere køn. 

Her er ærindet at flytte fokus over på vigtigheden af 'relationel' tænkning. Økonomisk forskning viser, at i samfund med stor lighed trives flere bedre. Vores europæiske velfærdssamfund er mere lige end det amerikanske. USA er faktisk det samfund med størst ulighed - og i sammenhæng med det faktum, også det samfund med mest vold, flest selvmord, flest fængslede osv.

I forbindelse med diskussionen om AI-udvikling bliver samfundsforskellene benævnt således: USA udviklingen er baseret på privat kapital og konkurrence, EU udviklingen er baseret på demokrati og regulering, Kina udviklingen er baseret på stat og kontrol. Det afslører for mig en uvurderlig værdi i europæisk 'gruppetænkning'.

De BNP- regnskaber, som USA ville have kendskab til forud for Marshall-planens udrulning i det krigshærgede Europa blev lanceret med slogans som "forbrug, materialisme og frihed". Heri underforstået et frihedsbegreb med forbrug af amerikanske varer (krigsøkonomien ville bryde sammen uden nye afsætningsmuligheder for den amerikanske våbenindustri - som i nogen grad blev tilpasset fredsøkonomi med traktorer og vaskemaskiner i stedet for kanoner ... tænk selv videre ... er vi stadig med til at understøtte den amerikanske våbenindustri?) 

BNP viste produktion og omsætning, men husmødrenes omsorgsarbejde blev holdt udenfor nationalregskaberne. Nationalregnskaberne var sammenlignelige uanset om kvindernes relations- og omsorgsarbejde var medregnet eller ej.

Den regnskabspraksis lider vores nationale regnskaber under i dag. For med kvindernes stigende deltagelse i arbejde udenfor hjemmene, er relations- og omsorgsudgifter blevet negative poster på nationalregnskaberne. Poster som handler om sundhed, opdragelse, uddannelse - ja, trivsel i bred forståelse skal bespares, effektiviseres og privatiseres, så der kan skabes profit! (Forbrug og materialisme)

Hvor forsvandt 'gruppetænkningen' hen i den tilpasning til amerikansk "forbrug, materialisme og frihed "?

Jeg tror ikke, at menneskeheden bliver sikrere af at fortsætte ad den amerikanske vej.

Jeg tror på velfærd, progressiv skattetænkning, og mere omsorg for medmennesker og natur. Jeg tror på, at øget lighed i økonomisk forstand giver øget overskud til kulturel udfoldelse og forskellighed. 

Med andre ord: jeg tror at 'gruppetænkning' er et bedre forsvar end 'forbrug og materialisme' - jeg tænker frihed er netop frihed fra krig, oprustning, fjendedyrkelse osv

Jeg ønsker, at politikere, der taler om ANSVARLIGHED, gør rede for, HVAD det er de vil være ansvarlige overfor???

Social tilvækst

Afvækst kræver prioritering af de sociale energier, som får menneskers livsglæde til at vokse. 

Hartmann Rosa vil konstruere et positivt alternativ til den kritiske teoris fortællinger om nedslidning og fremmedgørelse osv.

Han søger " kilder til kritisk overskud i en ophedet tidsalder".

Spørgsmålet er: hvor henter vi mennesker energi? Hvor opbygger vi eventuelt mere energi end vi giver?

Spørgsmålene ligger fint i tråd med mit ønske om at fokusere på begrebet OMSORG, for det er eksempelvis ofte tilfældet, at omsorgsgivers sociale energi næres af giver-rollen.

Bogens forfattere beskriver MELLEMRUM som de steder, hvor vi næres og finder livsglæde. Det forstår jeg fx som glæde ved nyudsprungne kirsebærblomster i forårssolen, glæde ved en god snak med barnebarnet, glæde ved at servere et sundt måltid, glæde ved et smukt håndarbejde...

Glæde ved LIVET - også det liv, som rækker ud over mit eget liv.

Jeg håber, at bogen giver anledning til at formulere visioner for et samfund, der gør sig fri af det kapitalistiske væksparadigme.

Synsvinkelskift som metode

 

Det er Iben Mondrups navn for en måde, at gribe undervisning an på, når der er tale om forskellige interesser. Kulturmøder gøres af mennesker, og må nødvendigvis behandles i lyset af menneskers forskellige vilkår og drømme. Det  kan jeg kun understøtte.

https://m2.dansklf.dk/media/DANSKLF/PDF/Dansknoter/Artikler/DN-4-2025-groenland-paa-skemaet.pdf

Jeg lånte for nyligt bogen om Hans Lynge på biblioteket. Det var en stor oplevelse at nyde hans billeder i mine egne stuer. Men det gav stor lyst til også at se hans værker i grønlandske rammer. Det er fx blevet en drøm at se vægtæpperne i parlamentet i Nuuk.

Hans Lynges tekster føjede også ny forståelse til. Fx blev jeg overrasket over beskrivelsen af, hvordan Mads Lidegaard mente, at det grønlandske sprog ikke var udviklet til at beskrive moderne levemåder - hvilket fik betydning for grundskolens vægtning mellem dansk og grønlandsk. Dansk blev vægtet fordi det sprogligt skulle understøtte omstillingen fra fangersamfund til 'moderne civilisation". Børnene startede med dansk, og fik først grønlandsk omkring 3.-4. klasse. Det skete omkring den tid, hvor jeg blev læreruddannet, så jeg husker også en praktisk problemstilling: der var stor lærermangel - ikke mindst manglede der lærere, som talte og skrev grønlandsk.

Men Hans Lynges fortælling om Mads Lidegaard fik mig til at lede mellem mine gamle bøger. Jeg mindedes at have læst en bog af Lidegaard, som dengang, i 1969, gjorde et stort indtryk på mig. Den hed "tradition og udvikling - to livsformer".

Jeg gengiver her, hvad jeg understregede ved læsning i 1969:

"Teknikken og industrialismen har så radikalt ændret menneskets vilkår og dets muligheder, at en ny mennesketype er blevet resultatet. Det er os." (s. 13)

"Autoriteten i de gamle samfund var i reglen koncentreret hos de personer, som var bærere af den virkelige autoritet, nemlig traditionen; det betød i almindelighed hos de gamle, i snævrere forstand hos de dygtige sagnfortællere, som bedst og mest nøjagtigt kunne formidle traditionen. Med skriften bliver det muligt at nedfælde denne, hukommelsen er ikke længere den afgørende egenskab; nu bliver det i højere grad den skriftkyndige, som samler autoriteten, der altså mere bliver et uddannelses- end et aldersspørgsmål. ( s.22)

"Det har uden tvivl været af afgørende betydning for udviklingen af den vestlige mennesketype, at vi i årtusinder har været påvirket af religioner, der på dette punkt adskiller sig væsentligt fra de andre." ( s.22)

Jeg mindes, at bogen fik mig til at tænke I to væsensforskellige opfattelser af eksistensen: som cirkulær kontra lineær. To klart forskellige synsvinkler

I dag tænker jeg, at vi har brug for at kunne skifte synsvinkel på den økonomiske tankegang: fra vækst til balance - ja, måske endda afvækst.

Det var det synsvinkelskift, som jeg ville trække frem med min beskrivelse af husmødrenes omsorgsarbejde i 1950'erne i min bog " Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien".

Jeg blev feminist i pensionsalderen

Ligestillingsproblematikken blev tydelig for mig, da jeg i foråret 2014 sagde ja til at vise tidligere kolleger rundt på Statens Museum for Kunst. Forberedelsen af besøget åbnede mine øjne for en massiv udeladelse af kvindelige malere. Min nysgerrighed blev vakt med tekst-kommentaren til ét maleri. Maleriet vistes som ”den respektfulde erindring om de mange kvinder, der ikke var repræsenteret i museers samlinger”.

Respektfuld erindring – om mange kvinder – med ét maleri!

Min nysgerrighed førte mig længere og længere ind i et kvindeunivers, som jeg ikke tidligere havde anet eksistensen af.

Jeg var overrasket over, hvor meget materiale en lægmand kunne finde. Jeg søgte bredt i bøger, tidsskrifter, kataloger og på Nettet. Jeg havde ikke samme støtte til bogprojektet, som jeg havde i min forskning i sin tid. Dengang havde jeg kolleger at drøfte problemstillinger med. Forskningsbibliotekarer til at hjælpe med relevante søgninger. Engagerede sekretærer ved instituttet, der gerne drøftede store og små fund undervejs. Mit pensionistprojekt har været mere ensomt. Desværre! For jeg tror, at ethvert arbejde kvalificeres gennem samarbejde.

Jeg savnede at se kvindehistorie belyst gennem den kunst, som kvinderne frembragte. Udfoldede de sig kunstnerisk anderledes? Kvinder har til alle tider fremstillet smuk brugskunst i form af tøj, køkkengrej og inventar. Hvis jeg fx tænker på min farmor, så var hendes hænder altid beskæftigede.

På trods af min forestilling om, at ’kunst’ måske burde opfattes bredere, i præsentationen af kvinders udfoldelser, så begrænsede jeg mig til at søge billedkunst (og altså ikke brugskunst). Det betyder, at den store del af spindesiden, der omsatte de kreative evner i håndarbejde og dekoration af hjemmet er udeladt. Håndarbejde og dekoration har formodentlig givet mange kvinder afløb, for deres æstetiske skabertrang.

Som sagt, jeg var provokeret og nysgerrig.

Det jeg fik at vide, da jeg stod foran maleriet af den sortklædte kvinde, var, at kvindeværker ikke blev købt og udstillet!

Jeg forberedte rundvisningen. Det fik betydning for min oplevelse, at jeg gennemså samlingen på ny og læste billedteksterne før selve rundvisningen. Det er sjældent, at museumsbesøg forberedes så grundigt.

Allerførst læste jeg diverse kunsthistoriske bøger og kataloger, som jeg kunne finde på mine egne hylder. Det første værk jeg studerede, var Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Dansk kunst. Det var tænkt som genopfriskning af min uddannelse som billedkunstlærer fra 1968. Jeg læste SMK's meget instruktive hjemmesider. Med læsningen fulgte, at guldalderen blev interessant som studieobjekt. Der er tale om en vigtig periode i udviklingen af dansk selvforståelse. Jeg begyndte at forstå, hvad nationalromantikkens billedverden betyder for forståelse af hvad 'dansk' er. Beskrivelsen, af billedernes tilblivelse og hvordan den tids smagsdommere kunne forkaste Købkes (1810 - 1848) 'skitser', åbnede mine øjne for, hvordan enhver tids anmeldere og samlere har betydning for, om en kunstner har gennemslag - eller ej. Med andre ord: Gensynet gav anledning til at se udstillingen som nogens valgte udsnit af en tilrettelagt virkelighed. Jeg har engang læst en undersøgelse af museumsbesøg i historiske samlinger. Her fandt forskere, at besøgende gennemsnitligt brugte tre sekunder på hver montre. En gennemsnitlig besøgende i en kunstsamling bruger nok ikke flere sekunder på at se på et maleri. Og, gennemsnitlige besøgende på museer bruger heller ikke mange sekunder på at spekulere over, hvad der ikke - ikke - er udstillet.

Jeg havde totalt overset, hvilken rolle aspektet 'køn' havde i de kunsthistoriske fremstillinger - og i SMKs samling. Jeg havde ikke savnet kvinders billeder! Jeg vidste slet ikke, at der var noget at savne før jeg nåede rummet om 'køn'.

Den provokerende oplevelse satte gang i min læsning om ’feminisme’.

Det har ført til flere bøger:

I respektfuld erindring, 2017

Når kunstneren er en kvinde, 2021

Klode, klima og kvindeliv, 2025

Portræt: Suste Bonnén 2025