Jeg blev feminist i pensionsalderen

Ligestillingsproblematikken blev tydelig for mig, da jeg i foråret 2014 sagde ja til at vise tidligere kolleger rundt på Statens Museum for Kunst. Forberedelsen af besøget åbnede mine øjne for en massiv udeladelse af kvindelige malere. Min nysgerrighed blev vakt med tekst-kommentaren til ét maleri. Maleriet vistes som ”den respektfulde erindring om de mange kvinder, der ikke var repræsenteret i museers samlinger”.

Respektfuld erindring – om mange kvinder – med ét maleri!

Min nysgerrighed førte mig længere og længere ind i et kvindeunivers, som jeg ikke tidligere havde anet eksistensen af.

Jeg var overrasket over, hvor meget materiale en lægmand kunne finde. Jeg søgte bredt i bøger, tidsskrifter, kataloger og på Nettet. Jeg havde ikke samme støtte til bogprojektet, som jeg havde i min forskning i sin tid. Dengang havde jeg kolleger at drøfte problemstillinger med. Forskningsbibliotekarer til at hjælpe med relevante søgninger. Engagerede sekretærer ved instituttet, der gerne drøftede store og små fund undervejs. Mit pensionistprojekt har været mere ensomt. Desværre! For jeg tror, at ethvert arbejde kvalificeres gennem samarbejde.

Jeg savnede at se kvindehistorie belyst gennem den kunst, som kvinderne frembragte. Udfoldede de sig kunstnerisk anderledes? Kvinder har til alle tider fremstillet smuk brugskunst i form af tøj, køkkengrej og inventar. Hvis jeg fx tænker på min farmor, så var hendes hænder altid beskæftigede.

På trods af min forestilling om, at ’kunst’ måske burde opfattes bredere, i præsentationen af kvinders udfoldelser, så begrænsede jeg mig til at søge billedkunst (og altså ikke brugskunst). Det betyder, at den store del af spindesiden, der omsatte de kreative evner i håndarbejde og dekoration af hjemmet er udeladt. Håndarbejde og dekoration har formodentlig givet mange kvinder afløb, for deres æstetiske skabertrang.

Som sagt, jeg var provokeret og nysgerrig.

Det jeg fik at vide, da jeg stod foran maleriet af den sortklædte kvinde, var, at kvindeværker ikke blev købt og udstillet!

Jeg forberedte rundvisningen. Det fik betydning for min oplevelse, at jeg gennemså samlingen på ny og læste billedteksterne før selve rundvisningen. Det er sjældent, at museumsbesøg forberedes så grundigt.

Allerførst læste jeg diverse kunsthistoriske bøger og kataloger, som jeg kunne finde på mine egne hylder. Det første værk jeg studerede, var Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Dansk kunst. Det var tænkt som genopfriskning af min uddannelse som billedkunstlærer fra 1968. Jeg læste SMK's meget instruktive hjemmesider. Med læsningen fulgte, at guldalderen blev interessant som studieobjekt. Der er tale om en vigtig periode i udviklingen af dansk selvforståelse. Jeg begyndte at forstå, hvad nationalromantikkens billedverden betyder for forståelse af hvad 'dansk' er. Beskrivelsen, af billedernes tilblivelse og hvordan den tids smagsdommere kunne forkaste Købkes (1810 - 1848) 'skitser', åbnede mine øjne for, hvordan enhver tids anmeldere og samlere har betydning for, om en kunstner har gennemslag - eller ej. Med andre ord: Gensynet gav anledning til at se udstillingen som nogens valgte udsnit af en tilrettelagt virkelighed. Jeg har engang læst en undersøgelse af museumsbesøg i historiske samlinger. Her fandt forskere, at besøgende gennemsnitligt brugte tre sekunder på hver montre. En gennemsnitlig besøgende i en kunstsamling bruger nok ikke flere sekunder på at se på et maleri. Og, gennemsnitlige besøgende på museer bruger heller ikke mange sekunder på at spekulere over, hvad der ikke - ikke - er udstillet.

Jeg havde totalt overset, hvilken rolle aspektet 'køn' havde i de kunsthistoriske fremstillinger - og i SMKs samling. Jeg havde ikke savnet kvinders billeder! Jeg vidste slet ikke, at der var noget at savne før jeg nåede rummet om 'køn'.

Den provokerende oplevelse satte gang i min læsning om ’feminisme’.

Det har ført til flere bøger:

I respektfuld erindring, 2017

Når kunstneren er en kvinde, 2021

Klode, klima og kvindeliv, 2025

Portræt: Suste Bonnén 2025

Hvis kvinder talte med ...

Jeg er blevet opmærksom på en lille anmeldelse, som på meget illustrativ vis fortæller, hvad det kan betyde, når kvinder ikke tæller med i BNP. Når et land ønsker at hæve sit BNP, så kan det beordre indbyggerne til at dyrke noget som kan sælges på verdensmarkedet - og dermed tælle positivt på BNP.

Men BNP siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan landets befolkning trives.

Jeg har tidligere fortalt, at kvinder i Danmark tæller negativt på BNP. Kvinder arbejder færre dage end mænd på grund af barsel og børns sygedage, kvinder er ansat i mindre lønsomme job, kvinder optjener mindre til pension. Det ved vi, når kvinder tæller med. Men siger de tal noget om trivsel?

Økonomen Susan George har påvist, at når en leder kræver af sin befolkning, at de dyrker afgrøder til salg på verdensmarkedet, så kan landet fremstå rigere målt i BNP,  - og lederen kan evt. berige sig selv - men den fattige del af befolkningen berøves muligheden for at holde sulten fra døren med fx traditionel hjemmedyrkning af yams frem for korn til et verdensmarked med svingende kurser. Det skriver hun om i bøgerne Ill fares the land og En bedre verden er mulig. De bøger nævner jeg i min bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien.

Men i den lille anmeldelse fortælles det, at det er kvinderne, der har stået for den traditionelle dyrkning til husholdningen. Når udviklingen kræver dyrkning til verdensmarkedet, så må kvinderne købe deres ingredienser på markedet. Udviklingen øger skellet mellem rige og fattige og muligheder for at ændre på livssituationen indskrænkes. 

Det er blot endnu en fortælling om BNP tallene - de siger ikke i sig selv noget om trivsel.

PS jeg har lånt anmeldelsen på biblioteket. Det kan anbefales!

Kvindeligt underskud - en systemfejl

’Hjemmegåen’ tæller ikke i nationalregnskabet. Det medfører systemfejl i vækstøkonomien.

Termen ’arbejde’ er forbeholdt det arbejde, som udføres for løn, og som kan tælles med i BNP. Da BNP-regnskaberne blev brugt af USA i forbindelse med uddeling af Marshallplanen, blev husmødres arbejde ikke talt med i nationalregnskaberne. Det var for vanskeligt at opgøre arbejdets værdi – og ligegyldigt i forhold til at sammenligne landes nationalregnskaber, for kvinderne stod for husholdningerne i alle de sammenlignede lande. Det var i starten af 1950’erne – og husholdningsøkonomi blev udgrænset af nationaløkonomien.

I Danmark har kvinderne nu næsten fuldtalligt tilsluttet sig arbejdsmarkedet, og den løn, som de oppebærer, tælles positivt med i BNP. Til gengæld tæller udgifterne til de institutioner, der nu udfører hjemmets gående arbejde, som udgifter i BNP. Det omhandler de institutioner, der yder omsorg, pleje, pasning m.m. Personalet i de institutioner er i stigende grad nødt til at udføre arbejdet løbende.

De økonomiske teorier har i høj grad været formuleret af amerikanske vækstøkonomer, som dem, der introducerede BNP-regnskaber. I Danmark er der ført en vedvarende diskussion om, hvor meget eller lidt af ’husmorarbejdet’, der skulle finansieres med offentlige skattekroner frem for borgernes egne penge. Til danske kvinders held har vi fastholdt en stor del af skattemidlerne til at vedligeholde det, vi kalder ’velfærd’.

’Velfærd’ skaber helt afgørende forskelle på det danske og det amerikanske samfund. Gennem skattefinansiering af det offentlige arbejde, anerkender vi at det bidrager til at reproducere vores arbejdskraft.

Paradoksalt nok, så går de amerikanske kvinder heller ikke meget hjemme mere. Men de har ingen ret til barselsorlov. De er ofte dårligt uddannede, for uddannelser er forbeholdt betalende mennesker. Amerikanske kvinder varetager ofte flere dårligt betalte job på skæve tidspunkter. De er ikke omfattet af ferie- og fridagslovgivning. De fortsætter det hjemmegående liv - som lavtlønnet arbejde med servicering, vask, pleje, pasning og rengøring.

I Danmark har kvinder i kraft af ’velfærdsordninger’ kunnet uddanne sig til bedre lønnede jobs gennem de skattefinansierede uddannelser. Men læsning af økonomerne Nina Smith og Anne-Mette Barfods bog ”Overskudskvinder” giver anledning til at overveje, hvor holdbar vores velfærdsordning er på sigt?

Bogen beskriver en nationaløkonomisk ’lovmæssighed’: Når private virksomheder har givet tilstrækkeligt overskud til aktionærer, direktører osv. så får ansatte en mindre del af overskuddet i lønforhøjelse. Bogen anbefaler kvinder at søge ansættelser indenfor ’det private’, hvor de kan forhandle deres løn. Men ændrer fordelingen af kvinder og mænd i henholdsvis privat- og offentlig ansættelse på holdbarheden af velfærdsordningen? Ændrer det noget ved absurditeten i, at noget arbejde blev udgrænset som hjemmegåen?

Ifølge den anvendte økonomiske teori skaber de ansatte i offentlige velfærdsjob ikke profit, og de kan ikke individuelt forhandle løn. Deres løn reguleres efter de privatansattes. Deres løn stiger procentvis, når lønningerne på det private arbejdsmarked stiger. Det betyder, at kommunerne så skal betale mere i løn til fx pædagoger. Men de budget- og bevillingsregler, der bestemmer kommunernes indtægt fra staten, sikrer ikke nødvendigvis, at de øgede lønomkostninger bliver dækket. Det betyder, at der må spares på antallet af pædagoger. Hvilket medfører, at pædagogstillingerne bliver stadig mindre attraktive – og i stigende grad besættes af ikke-uddannet personale. Det beskrives som økonomisk lovmæssighed! Jeg kalder det en systemfejl.

”Overskudskvinder” fremsætter ikke et alternativ til ’lovmæssigheden’, men angiver, at flere kvinder i magtfulde privatansættelser indenfor økonomi, finans og teknik ville betyde regulering af procentsatser og ændring af bevillingsregler, – og dermed bidrage til bedre normering i pædagogiske institutioner. Bogen fortæller ikke, hvad kommunerne så ville være nødt til at spare på.

Jeg oplever, at ”Overskudskvinder”, med den nævnte nationaløkonomiske ’lovmæssighed’, bygger på accept af den amerikanske økonomiske væksttænkning, hvor kun mere produktion og mere økonomisk vækst giver plads til velfærd. Hvor re-produktion ikke tæller som investering i det nationale regnskab. Bogen agiterer for, at kvinder bør vælge uddannelse efter, hvad der giver mulighed for magt og stærk økonomi frem for job i velfærden. Med mere magt kan kvinder angiveligt bidrage til, at velfærden bliver opnormeret og udbygget, så, som bogens kvindelige forfattere skriver, ”så børn kan tåle at være i institution til kl. 17.”

Bogens undertitel lyder ”Økonomernes vej til det frie og lige liv”. Men bogens mest udtalte vision er, at kvinder skal uddanne sig, så de kan besidde stillinger med mere magt. Det kan måske ændre det ’kønnede’ arbejdsmarked, men ændrer ikke ved, at nogen stadig skal varetage de lavtlønnede job – og løbe hurtigere og hurtigere. Det vil øge konkurrencen mellem mænd og kvinder, men der bliver næppe tale om flere ”frie og lige liv”. Bogens kritik er immanent og giver højst idéer til at ændre på procentsatserne i finansministeriets regnemodeller. Bogen anviser ingen alternative nationaløkonomiske forestillinger, der kunne anskue denne systemfejl på alternative måder.

Jeg savner visioner om, hvordan vi både forholder os kritisk til vækstøkonomien og klimaudfordringerne. Vækstøkonomien har iøvrigt flere fejl. En af dem er, at uligheden vil stige, idet rige mennesker vil se deres formuer vokse hurtigere og hurtigere. 

Der skal en helt ny økonomisk indretning til. Måske skal vi overveje om lavtlønnedes arbejde på nogen måde kunne blive mere attraktivt for mænd? Kunne man måske fordele det 'kedelige' arbejde mere ligeligt? Kunne man forestille sig børnefamiliers arbejdstid reduceret, hvilket ville betyde reduceret behov for pædagogisk personale? Kunne man fx forestille sig offentlige udgifter reduceret ved øget folkesundhed, som følge af forbud mod reklamer for sukkerholdige fødemidler. (Idéen er fremsat af afvækstøkonomer som Tim Jackson og Timothée Parrique)

Set fra et kvindeperspektiv ekskluderer de økonomiske lovmæssigheder, som amerikanerne valgte ved Marshall-planens udrulning, den omsorg, som kvinderne traditionelt varetog i deres ringeagtede hjemmegåen. Kvinder kom til at figurere som ’Underskud’ i nationalregnskaberne (Smith (2025) s. 32). Det er slemt nok, men set fra et ’klode-perspektiv’, så er den amerikanske indretning intet mindre end katastrofal. Den manglende ’værdisætning’ af omsorg er absurd!

Der er inspiration at hente hos de to nævnte ’afvækstøkonomer’, som jeg kaldte dem, Tim Jackson og Timothée Parrique, men andre idéer er også læst hos Nancy Folbre, Susan George, Ulrike Hermann, Jason Hickel, George Monbiott, Jørgen Steen Nielsen, Kate Raworth og Jeremy Rifkin… der er sikkert mange flere, men ”Overskudskvinder” giver ikke anledning til nytænkning – desværre, for jeg deler deres ønske om, at vi skal ”skabe en god, sund og tryg økonomisk fremtid for os selv, vores familier og vores velfærd”, som de skriver i bogens bagsidetekst.

Nina Smith og Anne-Mette Barfod: Overskudskvinder, Lindhardt og Ringhof, 2025

Selvbiografisk præg - nej. Biografering af omsorgsgivere - ja.

I den lektørudtalelse, som jeg blev glad for, står der en sætning, som jeg har lyst til at uddybe: ”Bogen tager delvist udgangspunkt i forfatterens eget liv og – erfaringer, hvilket giver den et selvbiografisk præg.”

Det var egentlig ikke mit ærinde at skrive en selvbiografi. Jeg ville biografere ’fænomenet’ husmor.

Den udfordring skriver jeg om i "Klode, klimaogkvindelivOmsorgensusynligebidragtilnationaløkonomien":

”Jeg forsøger at biografere husmødre. Det gør jeg ved at fortælle om mine egne formødre. De to var unikke, særlige og principielt uerstattelige, men de kan forhåbentlig illustrere karakteristiske husmødre-liv i årene 1950-1952. Husmødre får, i min biografi, træk, som jeg kender fra min mor og bedstemor samt fra flere kvinder på deres tid. 

Husmødre repræsenterer en feminisme, der blev glemt i BNP-regnestykkerne. Det lyder mærkeligt med en husmor-feminisme, for vi har lært at kvinder netop ikke skal lade sig isolere i husmor-situationen. Ikke desto mindre, vil jeg hævde, at mor og bedstemor var økonomiske på en ’feminin’ måde. De var kloge og nøjsomme forbrugere, der samtidig skabte værdi for familien med det arbejde, de lagde i hjemmet og familien. De tog vare på materialer, men de var ikke materialister. Jeg tror, at de tænkte mere på ansvar og forpligtelse end på frihed. Men i en formulering af husmor-feminisme, skal det medtænkes, at det ikke ’kun’ er husmødrenes arbejde, der er blevet marginaliseret i de nationale regnskaber. Sysler med alskens materialer, som dem mine forældre bedrev med deres broderi, med snedkeri og mere hobby- og hyggeprægede frembringelser fremstår så værdiløse, at vor dronning omtalte dem, som unyttige beskæftigelser. Pointen er, at de netop kan være værdifulde i livet. 

Mistede vi kendskab til generelle vilkår for omsorg, med BNP-regnskabernes marginalisering af husmødrenes beskæftigelse? Fortællinger om barndom i 50’erne kan måske inspirere os til at skabe samfund, hvor individer oplever hjemmets arbejdsopgaver meningsfulde, hvor ressourcebevidsthed og omsorg er værdimål i et samfund, hvor alt det ulønnede, værdifulde arbejde, som fortrinsvis de hjemmegående kvinder forestod – det arbejde, som holdt familierne og samfundet sammen – får den centrale plads i samfundets udvikling, som det hele tiden burde have haft.” (Bøndergaard (2025):45)

Mit ærinde er, at sætte fokus på en upåagtet del af samfundsøkonomiens historie. Husmødrene varetog vigtige omsorgsfunktioner i hjemmene og nærmiljøerne, som, siden kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, er blevet flyttet ind i institutioner, hvor arbejdet nu udføres af lønarbejdere. Ofte lavtlønnede arbejdstagere. Og, som jeg har skrevet om andetsteds, er det netop de omsorgsinstitutioner med opgaverne pleje, uddannelse og pasning, der rammes af diverse sparerunder. 

Min pointe er, at vi ikke er ganske klar over, hvad det er vi sparer på, når husmødrenes historie er underbelyst.

Mine formødre var omsorgsgivere. Det er ’omsorgsgiveren’, jeg gerne vil biografere.

Der er tale om tusindvis af kvinder. Individer, som ikke tidligere har givet anledning til biografisk undersøgelse. Men i et demokratisk samfund, hvor alle individer har lige ret, bliver også de anonyme identiteter interessante. De manges ’virkelige livshistorie’ er fortællinger om et samfundslag, der ellers ikke har været i historikeres søgelys.

I Birgitte Possings (f.1952) bog "Ind i biografien" skriver hun om en biografisk vending, hvor det enkelte individ tilskrives større indflydelse på historiens gang end i tidligere perioder, hvor individer betragtedes mere som produkt af deres kultur. Betoningen af individualiteten er interessant: ”Det personlige liv bliver interessant, fordi det er det unikke, vi har tilfælles med andre mennesker. Det unikke er det generelle.” … Bestræbelserne på at forstå biografien og de mange måder, hvorpå virkelige liv bliver fortalt i praksis, er derfor uløseligt knyttet til de vestlige demokratiske samfunds stadig større fokus på begreber som individets frihed, integritet og kompleksitet. Det er baggrunden for den biografiske vending i historien.” (Possing (2015): s. 39)

Jeg har ikke fortalt om mine formødre, for at gøre deres ”personlige liv interessante”, men for at få fokus på den ’omsorg’, som de ydede i deres liv.

’Omsorg’ er den oversete lim i samfundslivet. Det er vi nødt til at opdage, før det glemmes – og spares væk!

Litteratur

Bøndergaard, Jette: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. 2025

Possing, Birgitte: Ind i biografien. 2015

Afvækst - omlægning af økonomien til de manges fordel

For et kvart århundrede siden varetog jeg ledelsesopgaver på en større uddannelsesinstitution. Det var dengang, ’staten’ forestillede sig at score digitaliseringsgevinsten. De offentlige institutioner blev årligt skåret to procent i driftsbevillingerne. Det hed sig, at vi skulle produktionsforbedre. Men offentlige institutioner varetager typisk opgaver, som tager den tid, som de nu engang tager. Opgaver som at pleje, at bibringe læring, at helbrede, at opmuntre, at glæde, at føde, at lindre døende og meget mere i kategorien ’omsorg’.

Idéen om at staten kunne spare på de offentlige udgifter var fostret i det liberale Amerika, hvor staten af mange opfattes som ’fjende’. Det var næppe, hvad flertallet af danskere tænkte, men i 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev den amerikansk formulerede forståelse af kapitalisme og markedsøkonomi fremherskende på globalt plan. I Danmark privatiserede socialdemokratiske regeringer samfundsejede virksomheder som TDC, De Danske Statsbaner og Det Kongelige Danske Postvæsen. Førstnævnte frasalg fik siden fortrydelige ord med på vejen af Poul Nyrup Rasmussen i bogen I grådighedens tid, som kritiserede salget til kapitalfonde, der tømte selskabet for værdier og dermed forstærkede finanskrisens virkning i årene efter 2008. Salget blev kritiseret for at skade danske lønmodtagere, pensionister og kommende danske generationer.

Andre, som Francis Fukuyama, antog at den frie markedsøkonomi og det liberale demokrati ville overtrumfe alle andre ideologier og dermed afslutte den økonomiske udviklingshistorie. Tankerne kom i bogform på dansk som Historiens afslutning og det sidste menneske. Men liberaliseringen førte ikke til frihed for de fattige og for kvinder – især ikke i det globale syd.

Økonomihistorien sluttede ikke lykkeligt der!

De danske regeringers spareiver viser sig i form af stress og livsstilssygdomme ikke mindst blandt lønmodtagerne i de offentlige institutioner. Den fart, som de udfører deres omsorgsopgaver under, i arbejdslivet, fører til, at de hurtige løsninger finder indpas i privatlivet. Det bliver usunde færdigproducerede måltider, svigtende tid til de gamle og ensomme i familiernes yderkant, nemme løsninger til erstatning for børnenes madpakker, nyt tøj når knapperne springer af – og i særligt pressede situationer sendes syge børn i daginstitution.

Uddannelserne og sundhedsvæsnet har lidt stor skade som følge af den amerikansk inspirerede økonomi, mens de medicinselskaber, der udvikler piller mod stress, overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk osv. tjener store penge – ironisk nok - ikke mindst på det amerikanske marked.

Den offentlige sektor har været udsat for, afvækst, postvækst, skrump, besparelser – eller hvad vi vil kalde det, i et kvart århundrede, så når modstandere af de-growth siger, at vækst-stop vil forringe velfærden, så kan vi trække på erfaringerne og sige, ja i høj grad!

Hvis – og der er et stort HVIS!

Hvis vi fortsat vælger, at vækststop skal lægges på de offentlige omsorgsopgaver. Men det er ikke en naturlov. Hvad der til gengæld er naturlove bag, er klodens klimaproblemer, den mindskede diversitet, landbrugsjordens udpining, flere zoonoser med risiko for pandemier, forurenede drikkevandskilder osv. Så vækststop er uomgængeligt, hvis den menneskelige civilisation skal overleve.

Det er op til os mennesker at beslutte stop af den vækst, der nedbryder kloden. Vi kunne i samme ombæring beslutte at stoppe den vækst, der betinger mistrivsel, helbredsproblemer og øger den økonomiske ulighed blandt klodens beboere.

Man skulle tro, at økonomer stod i kø for at fremlægge idéer til en sådan omlægning af samfundsøkonomien, men mainstream-økonomerne har i stedet stået i kø for at betjene finans- og teknologikapitalister. Nogle få modige økonomer har talt imod. Jeg nævner flere af dem i min sidste bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Lad mig i flæng gentage nogle få navne her: Janis Varoufakis, Tim Jackson, Jason Hickel, Nancy Folbre, Mikkel Thorup m.fl. Efter udgivelsen af min bog udkom Timothée Parrique med bogen Afvækst eller undergang. Den bog og Tim Jacksons endnu ikke oversatte bog The Care Economy giver håb for, at fantasierne om andre samfundsindretninger får mere fremgang.

Jeg synes, at vi skal invitere alle med til at fortsætte fortællingen om den økonomiske historie. Det kræver først og fremmest fantasi. Fantasier om, hvordan vi skaber mere lighed mellem mennesker generelt og køn i særdeleshed, mere balanceret anvendelse af naturens ressourcer, mere tid og plads til at udfolde den menneskelige kreativitet, mere hensyntagen til børn, ældre og svage samfundsmedlemmer, bedre fordeling af kilder til rigdom, fremme af fredeligt samarbejde, fordragelighed og gensidig respekt mellem mennesker på trods af religioner, sprog og kulturer. Eller sagt på en anden måde: vækstparadigmets fokusering på profit for de få kunne erstattes med ideer om trivsel for de mange.

Jeg anbefaler, at vi tager udgangspunkt i forståelsen af, at økonomiske tankesæt er kulturelle fænomener, som det er lettere at forandre end klodens naturlige begrænsninger. Økonomi er ikke styret af naturlove. Økonomi er skabt af mennesker. Skabt på måder, der medfører voksende ulighed, flere livsstilssygdomme, svindende diversitet og nedslidning af naturgrundlaget. Vi kan flytte vægten i de økonomiske tankegange fra ’vækst’ til ’omsorg’, som Tim Jackson foreslår. Hovedfortællingen er, at den herskende økonomiske tænknings fokusering på mere arbejde, mere produktion, mere vækst fører til stress og nedslidning af lønmodtagere, mens aktionærer i fx medicinindustrien vinder.

Hvis det lyder, som om vi almindelige borgere er fanget i et hamsterhjul, så er det ikke helt forkert – men det tankevækkende er, at hjulets fart kan sænkes uden betydning for menneskelig trivsel. Det er i hvert fald den fortælling Tim Jackson vil have os til at fantasere om. Eller leve efter – det er der jo enkelte eksempler på blandt passionerede iværksættere og kunstnere. Vi kunne måske endda lære noget essentielt om samfundsindretning ved at tage ved lære af mennesker, der selv tager vare på at give deres liv mening og indhold frem for at lade sig forblænde af vækst, vækst, vækst …

Som Parrique skriver, så er de-growth ikke det samme som recession. Det er vel tilrettelagt omlægning af samfundsøkonomien, der giver plads til omsorgsfulde og livsnydende udfoldelser frem for konkurrerende forbrug. Vi skal prioritere retfærdig brug af de sjældne jordarter, så de teknologiske landvindinger fremmer de manges fredelige og åndfulde livsudfoldelser frem for de fås materialistiske forbrugskonkurrence.

Alle opfordres til at hoppe med på fantasierne om samfundsøkonomiens udvikling – det er for vigtigt et emne til, at det kan overlades til økonomerne alene.

PS billede med indsat foto af Tim Jacksons bog "The Care Economy" er et oprindeligt portræt taget af Suste Bonnén 

Økonomien er blevet et masseødelæggelsesvåben

Vores tid kaldes ’økonocæn’ i en bog, jeg netop har læst ”Afvækst eller undergang” forfatteren Timothèe Parrique og jeg er enige om mange ting som fx ”… at genoverveje vores forhold til verden, naturen, retfærdigheden, meningen med livet og livskvalitet.” (Parrique s. 267) Vi er begge grundlæggende kritiske over for den kapitalistiske økonomi. Vi er enige om kritik af BNP- målene. Jeg kritiserer i særdeleshed den form, som den amerikansk inspirerede kapitalisme har antaget efter BNP-regnskabernes udvikling og gennemslag i det danske samfund med Marshall-planens slogan om ’Forbrug, materialisme og frihed’.

Vi baserer vores kritik på mange af de samme økonomer som fx: Nicholas Georgescu-Roegen, Herman Daly, Andre Gorz, Tim Jackson, Jason Hickel, Kate Raworth, Richard Wilkinson … jeg må sige, at Parrique angiver en meget stor og opdateret mængde franskmænd, som jeg ikke kender. Selv baserer jeg mig på flere amerikanere, nogle tyske og danske økonomer, som han til gengæld ikke nævner. Mine kilder er hentet over mit lange liv, så flere er af ældre dato. (Parrique er født i 1989 – jeg i 1945)

Parrique kalder Donella og Denis Meadows bog ”Grænser for vækst” for århundredets vigtigste bog. Og hvorom alting er, så fik læsning af Georg Borgströms ”Grænser for vor tilværelse” (1970) og Meadows bog og forskning (1972) meget stor indflydelse på, hvad jeg interesserede mig for igennem al min undervisning og forskning i mine fyrre arbejdsår og fortsat nu i mine pensionist år. Hvordan de – og flere andre – har ført mig frem til fortællingen om ”… at skrump er bedre end klimakaos” (Bøndergaard bagsidetekst), det handler min bog ”Klode, klima og kvindeliv” om.

Jeg bruger begrebet ’skrump’, inspireret af den tyske økonom Ulrike Hermann, som er forfatter til ”Kapitalismens afslutning Hvorfor vækst forværrer klimakrisen og hvordan vi skal leve i fremtiden” (2023). Som jeg læser diverse værker, så dækker begreberne skrump, afvækst og de-growth identiske ønsker for fremtidens økonomi. Afvækst er åbenbart et meget anvendt og udforsket begreb i Frankrig. De-growth stammer formodentlig fra engelsk forskning. Jeg kendte begreberne post-growth, post-vækst og altså ’skrump’, da jeg skrev min bog. Havde jeg kendt begrebet afvækst’, havde jeg måske brugt det, fordi der knytter sig en præcision af forskelle mellem afvækst og recession til den forskning, som Parrique skriver om. Det er væsentligt. Uanset hvilket begreb vi bruger, så skal fænomenet forbindes med mere livskvalitet – ikke mindre. Mere lighed, mere demokrati, mere fællesskab, mere selvvalgt beskæftigelse mere af det, som Parrique kalder ’levekraft’ frem for købekraft.

Hvor forskellige vores bøger end er, så forsøger vi begge at fastholde håb om en bedre fremtid. Jeg gør det ved at fortælle om mine barndomsår i de tidlige 1950’ere, hvor materialismen endnu ikke havde det niveau, som vi kender i dag. Det skulle gerne fremgå af min fortælling, at det ikke er ’ting’, der afgør om en familie trives. ’Frihed’ kan forstås uden konteksten ’forbrug og materialisme’ – er min pointe. Til underbygning af den pointe fortæller jeg om ’omsorg’ før det blev en varegjort ydelse, om værdien i selv at skabe (ikea-effekt) forbrugsvarer, og det at skabe ting med biografisk værdi. Jeg fortæller historie med psykologiske og filosofiske pointer.

Parriques pointer er mindre historiske og nøjere knyttet til samfundets økonomiske funktioner. Han pointerer progressiv beskatning, Ændring af arvelovgivning, begrænsning af reklamer, begrænsning af lobbyarbejde, skat på finansielle transaktioner og mere. Jeg synes dog, at anbefalingerne drukner noget i hans bestræbelser på at nævne og citere franske forskere, men det skal han vel, for hans bog er tænkt mere som et forskningsbidrag end min. Måske er det ’franske’ også så fremtrædende fordi alle eksemplerne knytter sig til fransk socialøkonomi – og den er vel alt andet lige ikke helt sammenlignelig med en dansk socialøkonomi.

Jeg synes, at der er et problem i Parriques bog, idet han knytter an til beskrivelser af, hvad menneskelige behov er, som så knyttes til en forestilling om tilstrækkelighedskultur. (Manfred Max-Neef ’model over grundlæggende menneskelige behov s. 21 og tilstrækkelighedskultur s. 138). Det forekommer mig at være normative beskrivelser, der let fører til uenighed om, hvem der har hvilke behov – og hvad der er tilstrækkeligt. I min bog nøjes jeg med at forholde mig til, hvor svært det er for mig personligt at leve nøjsomt i det aktuelle samfund. Vi er enige om, at der er grænser, som vi mennesker burde indrette os efter, og at fortsat økonomisk vækst er mod-produktivt, da det bliver dyrere og dyrere at rydde op, reparere og erstatte de ressourcer der nedslides i vækstens tjeneste.

Det helt uomgængelige er, at der er behov for politik, der underbygger ’afvækst’, ’de-growth, ’skrump’ – eller hvad vi vælger at kalde det. Det var allerede mit ærinde, da jeg i 1991 skrev min Ph.d.-afhandling – hvor jeg påpegede behovet for ’politisk dannelse’, for vi skal klare omlægningen af den kapitalistiske økonomi i fredeligt samarbejde. Jeg beskrev ’politisk dannelse’ som skolens vigtigste opgave i forbindelse med miljøundervisning. Dengang henholdt jeg mig til de internationalt FN-vedtagne regler og rettigheder. Hverken Parrique eller jeg er specifikke om ’behov’, men jeg henviser dog til Agnes Hellers bog ”Teorien om de menneskelige behov hos Marx”. Jeg forstår ’menneskelige behov’ som genstandsrettede og dermed altid påvirket af de til enhver tid forekommende genstande i det omgivende samfund. Sagt på en anden måde: samfundsændringer er forudsætning for, at vores behov ændres. Her er vi ved de helt essentielle spørgsmål: hvad er et menneske? Hvad definerer et samfund?

Jeg ved godt, hvilke forståelser, jeg finder bedst videnskabeligt underbygget – men jeg ved også, at vi mennesker ikke er enige om nogen forståelse. Det ved Parrique sikkert også, så det er prisværdigt, at han alligevel prøver at formulere idéer til alternative økonomiske indretninger. Vi er nødt til at blive mange, mange flere, der påpeger den nuværende økonomis katastrofale kurs mod masseødelæggelse.

Læs vores bøger, læs nogle af de bøger vi hver især henviser til … læs, læs og læs så vi sammen bliver klogere på, hvordan vi skaber en fremtid med livskvalitet for mennesker og deres naturomgivelser – og ændrer de økonomiske tankegange.

 

Timmothée Parrique: Afvækst eller undergang Hvordan vi bremser væksten, gentænker økonomien og redder verden”, 2025

Min bog: ”Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien”, 2025

Ph.d.-afhandling: ”Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet”. Danmarks Lærerhøjskole, 1991.

Boglancering

 Ked af!

Jeg er ked af, at forlaget lancerer min bog som 'fortællinger og memoirer' ...

Jeg er ikke en berømthed, der sælger 'memoirer'!!!

Det er RAMMEN om mine fortællinger, der er BUDSKABET.

Jeg har noget på hjerte om: KLIMA og KVINDELIV. Og det, som jeg vil sige om de to temaer er, at de må forstås sammen med ØKONOMI og OMSORG.

Jeg tror ikke, at vi redder KLIMAET, hvis vi ikke forstår, at drage OMSORG for medmennesker og miljø. Vel at mærke på en måde, hvor vi tøjler grådighed og ressourcespild. 

Jeg skriver kritisk om den livsstil, der blev introduceret til os vesterlændinge med USAs Marshall-plan i 1950'erne. Min bog fortæller HISTORIE fra børnehøjde.

Jeg HAR beklaget mig til forlaget. Jeg - og andre, tak! - har beklaget lanceringen hos fx Saxo Boghandel.Du kan hjælpe mig, ved at fortælle om bogen til økonomer, historikere, feminister ... og andre godtfolk. Min bog er også en oplagt julegave til de familiemedlemmer, der "har alt" og mindes egen barndom uden TV, computer og mobiltelefon.

Del gerne mit opslag - sammen slår vi et slag for klode, klima og kvindeliv ved at trække mødrenes omsorg frem i økonomisk belysning.

Foto: beskæring af Suste Bonnéns portræt af mig (ikke-berømtheden)