Omsorg som vækstideal

Information d.d.:

Nej, det drømmer jeg virkelig heller ikke om ...

I min bog "Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet" indledte jeg med at spørge: Hvordan var de danske tider gode, før Socialdemokratiet ville gøre dem bedre i 1960. Det socialdemokratiske valgløfte fulgte efter Danmarks takken ja til Marshall-planen.

Marshalplanens løfte hed: "Forbrug, materialisme og frihed"

Det ja, blev givet på et påtvunget regnskabssystem, som ikke talte kvindernes hjemmearbejde med. Det betød ikke noget for BNP-tallene, fordi kvinder arbejdede hjemme i alle de sammenlignede lande.

BNP-systemet byggede på "forbrug og materialisme", som blandt andet baserede sig på europæiske indkøb af amerikanske traktorer og vaskemaskiner.  (Den amerikanske krigsøkonomi skulle omlægges fra våbenproduktion til 'hvidevare-produktion', men det er vist også blevet til store våbenkøb gennem årene!)

I dag betyder bindingen til den amerikanske regnskabspraksis og til dollaren, at det velfærdssystem, som  socialdemokratiske Jens Otto Kragh lagde grunden til, bliver undermineret af den amerikanske regnskabspraksis, fordi den omsorg kvinderne ydede nu er udgiftsposter i nationalregnskabet. Nu arbejder kvinderne ude med pleje, pasning, uddannelse ... med omsorgsopgaver.

Men "frihed" -  hvad blev der af det løfte? 

Den amerikanske regnskabspraksis sætter ikke bare velfærdssystemer under pres men også klodens klima er kommet under pres. 

Kloden kan måske med nød bære at give anstændige liv til de 10 milliarder mennesker, som vi bliver i slutningen af dette århundrede, HVIS vi ændrer regnskabspraksis. Vækst i amerikansk forstand vil skabe klimakatastrofer, krige og i sidste ende gøre kloden ubeboelig for mennesker.

Nej, USA er virkelig ikke forbilledlig! Skulle man være i tvivl bør man læse Wilkinson og Pickets bog "Lighed" udgivet på Informations forlag.

Siden 1950erne er mange 'goder' kommet til, men måske kunne vi kvalificere vores forestillinger om vækst? Omsorg for medmennesker, for andre levende skabninger, for jord og skov ... for LIVET på kloden må være væsentlig i vores bestræbelser efter vækst.

Foto 1: Skærmbillede af Information 3. juli 2026

Foto 2: eget

Det overvejer jeg med min bog.

Opfindelsen af menneskets natur

 

Andrea Wulfs bog fortæller om 1800-tallets store opdagelsesrejsende, som udforskede alt fra klodens mikrober til himlens stjerner.

Det var videbegærlige videnskabsmænd, som bidrog til oplysning af menneskeheden.

Det har overrasket mig, at Alexander von Humboldt allerede omkring år 1800 kunne sætte ord på, hvordan landbrug bidrog til at udpine jorden og sænke vandspejlet på en sydamerikansk slette.

Han, og flere af bogens øvrige mænd sætter fingeren på menneskets grådighed, når de udpeger årsagen til, at klodens naturtilstande omskabes til fødegivende landbrug.

Opfindelsen af agerbrug bliver den store fejl i menneskehedens historie. At skabe agre er at skabe lagre! At vække grådigheden efter at eje produktionsmidlet jord.

Man kunne måske også udlægge historien ud fra den tanke, at mennesket er socialt. Med agerbrug sikredes føde til familien, gruppen, nationen ...

Måske er det måden, mennesket har organiseret sin omsorg på, der har skabt vores nuværende problemer med klmakriser og -katastrofer?

Læser man Klodens grænser, så forstår man, at vi vil kunne skaffe føde til de 10 milliarder mennesker, som vi nok topper med at blive, uden at udvide landbrugsarealerne, uden at fælde mere skov, uden at udlede mere CO2 ... Vi skal bare spise anderledes og fordele retfærdigt!

Vi skal organisere vores medmenneskelige omsorg på nye måder! Det har vi faktisk allerede indledt arbejdet med igennem de FN-organer, som vi opbyggede efter Anden Verdenskrig. Det må kunne lade sig gøre, at 'modernisere' de organer, så de i højere grad afspejler den nuværende geopolitiske situation.

Fx arbejder FN med udvikling af et skattesystem, som vil bidrage til en retfærdigere fordelingen af rigdom. 

Der er håb at finde!

Men vi skal nok opfinde en ganske anden fortælling om menneskets natur.

Vi skal ikke beherske den ydre natur, men vores egen indre natur.

Det har jeg skrevet om både i min ph.d. afhandling Miljøundervisning - et politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet (1991) og i min seneste bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet (2025).

Jeg tror, at det kan bidrage til opfindelsen af menneskets natur, hvis vi indrager bredere erfaringer end landmænds, rigmænds, finansmænds ... Lad os også drage erfaringer fra Kvindernes historie, fra kunstnernes historie, fra børnenes historie ...

Det fortælles, at Alexander von Humboldt kendte Maria Sibylle Merians rejser og værk om den sydamerikanske fauna. Hun levede og virkede godt hundrede år før ham, men hendes bedrift er mindre kendt. Dog - Humboldt ærede hende vist ved at opkalde en blomst efter hende.

Men hun nævnes slet ikke i bogen! Portrættet her dukkede op, da jeg søgte på en mulig forbindelse mellem Humboldt og hende. Det var ikke fordi Alexander von Humboldt ikke havde sans for uretfærdighed. Han kæmpede imod slaveri og udnyttelse af indfødte befolkninger. Men fænomenet kvindeundertrykkelse - det så han vist ikke! Her havde han vist en blind vinkel?

Det er vigtigt, at vi i den nuværende meget påtrængende klima-problem-tid forsøger også at opdage vores blinde vinkler, når vi skal genopfinde menneskets natur.

Hvad er naturens væsen?

Det spørgsmål har jeg forfulgt i megen læsning gennem årene. Det er aktualiseret igen efter læsning af Lea Korsgaard Inden året er omme og Josefine Klougart Efter naturen.

Fra sidstnævnte citeres:

Siden 1970'erne og frem til i dag er pågået et stort arbejde med at genskrive vores fælles historie ved at finde og genlæse, gense de kvindelige kunstneres arbejde og i højere grad give dem en plads i vores fælles kulturhistorie. 

Kvinden har været motiv - en slags naturvæsen.

Kvinder har således skulle finde sig i at spille rollen som motiv, mens mænd forbeholdt sig retten til at afgøre, hvilke erfaringer der blev en del af det store fælles, og hvilke der blot skulle forblive ufortalte, private, udgrænsede og set på som partikulære frem for almene, ubeskrevne og derfor underordnede de maskuline erfaringer, der i det store og hele blev betragtet som de egentlige menneskelige erfaringer.

Begge citater s. 128

Sammenholdt med, hvad jeg skriver om pigeopdragelsen til at yde omsorg i den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene i min bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet 

Feministisk forskning ... viste at piger opdrages med det private rums fokus på relation i modsætning til drenge, der blev opdraget med fokus på rationalitet i det offentlige rum. 

S. 110 (den omtalte feministiske forskning er her norske Tove Pettersens)

Det ansås som 'naturligt' at naturvæsnet - kvinden - ydede omsorg.

I dag bør vi overveje om ikke 'rationaliteten' ville vinde ved at blive mere omsorgsfuld?

... det forhold, at omsorg kan være et fælles ansvar, er en indikation på, at den som udfører omsorgsarbejdet, ikke er determineret af uforanderlige biologiske eller psykologiske dispositioner ... nogen af de traditionelle kvindelige værdier må "overføres" til den offentlige sfære og redefineres som kønsneutrake fælles værdier. 

S. 33

Jeg drømmer om, at begrebet 'omsorg' ikke alene får en større plads i den offentlige sfære, men at det i langt højere grad bliver forstået som en væsentlig del af naturens væsen - og af de menneskelige naturvæseners 'natur'.

Væk ... er ikke væk!

 

Det, som vi forbruger og smider væk, bliver ikke væk. Det bliver indenfor atmosfæren takket være tyngdekraften. Det bliver ved at være her, men meget bliver til giftige gasser og farlige mikropartikler ... 

Vores vestlige vækst-kultur har glemt eller i hvert fald fortrængt, at alle de nye 'stoffer' vi skaber ved at mikse atomer i mere eller mindre naturfremmede blandinger, det bliver den 'natur', som vi efterlader til nye generationer.

Lea Korsgaard minder os om det forhold, med en meget smuk tekst:

" ...jeg mærkede det, som vise mennesker har kendt til i årtusinder- at alt er forbundet. Min krop og sandet og vandet og stenene omkring mig, det hele var lavet af materialet fra døde stjerner, der var ældre end vores solsystem. Min hjerne var lavet af dette materiale, mine negle, mine tænder, mine øjenvipper. Jeg drak af luftens ilt gennem åndedrættet, og luftens ilt var blevet til i planterne, og planternes liv var derfor mit liv. De luftpartikler, som trængte ned og fyldte mine lunger, var gamle, ældgamle, de kunne blive flere tusinde år gamle,  måske havde de været ude i atmosfærens yderste, helt ude ved kanten til rummet, men de havde også været i lungerne på andre levende væsener. Jeg indåndede de samme partikler, som andre havde gjort før mig, konger og bønder, elge og vildsvin og ugler. Maden, der lå i min mave, var liv fra planter og dyr, der nu var ved at transformere sig til at blive mig, mine muskler, mit blod. Engang ville min krop blive til næring og mineraler, til fosfor og kalium, atomerne i min krop ville igen blive til jord, luft og vand, og på den måde fandtes der i naturen ikke død, men kun liv, en evig metamorfose,  ..." (s.294)

Citat fra Lea Korsgaards bog Inden året er omme

Korsgaards bog fortæller om de naturoplevelser, som vi er ved at forhindre kommende generationer i at opleve. Bogen peger på, at 'værdi' har vigtigere former end det, der kan måles i nationalregnskaber.

Af-vækst, de-growht, skrump ... som jeg skrev om i Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet burde være det mest centrale begreb i vestlig politisk planlægning! Tænker jeg.

Men vi lever, som om stedet Væk virkelig findes.

(Jeg malede akvarellen (2016) for at pege på noget vi ikke sædvanligvis ser afbilledet. Men her kan min akvarel illustrere, at selv med brug af 'knofedt' efterlader vi alligevel utilsigtede dampe, væsker eller faste stoffer, som bliver i atmosfæren.)

At forglemme sig ...

 Jeg vil stærkt anbefale Lea Korsgaards Inden året er omme

Der er meget at sige, men lad mig begynde med hendes farvelagte tegninger af de sommerfugle, hun registrerede.

For mig, har det at tegne altid været forbundet med 'at se'. At se ordentlig efter. At fordybe sig i studiet af, hvad der ses. Det er en selvforglemmende proces, hvor gengivelsen af en oplevelse, en sansning, er det vigtige.

Korsgaards bog beskriver selvforglemmende sanseoplevelser.

Sådanne øjeblikke, hvor selvet opsluges af universet - selvet forenes og forbindes på forunderlig vis.

Jeg tror, at vi har brug for mange flere af den slags oplevelser, hvis vi skal forstå, hvad vi kan vinde ved at leve mere balanceret i vores omgang med natur og klima.

Mine tanker faldt på en oplevelse jeg havde under en rejse i Nepal for tre år siden. Jeg så en stærkt blå sommerfugl, som jeg ikke kendte. Med fotografiet i hånden prøvede jeg 'at genopleve' ved at tegne.

Farven sort optog mig. Den var blåsort, lillasort, grønsort, brunsort ...

Et opslag fortalte mig, at det jeg så hed blå admiral.

Korsgaard fortæller om en hvid admiral, der optræder på få danske lokaliteter. Den blå findes kun i asiatiske bjergegne. Opslaget fortæller ikke om den blå er truet ... truet mere end dyrelivet i al almindelighed.

Jeg håber, at det udviklingsarbejde, der påtænkes i folkeskolen, vil inkludere oplevelser, hvor børnene sanser, oplever og forbinder sig til såvel natur som kultur - at der bliver rum for kreativ skabende virksomhed.

Jeg tænker 'vækst' på andre måder end den herskende økonomiske teori. Og jeg 'beriger' mig selv ved selvforglemmende tegneri. Det har jeg også fortalt om i Klode, klima og kvindeliv  Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet.

Korsgaards bog vækker sanselige forestillinger om, hvilke 'rigdomme' vi truer med vores 'vækst-orienterede' levevis. 

Det kan jeg fortælle mere om ... 

Dansker: Du er født storforbruger!

 "Intetsteds nævnes det, at nogen rent faktisk kunne have nok på et eller andet tidspunkt - til trods for at alene målet om mere vækst til alle forekommer rimelig dristigt, ja, ligefrem utopisk, ansigt til ansigt med de naturvidenskabelige prognoser om Jordens og dens økosystemers tilstand." (s. 185)

Bogen fortæller, at et menneske for 10.000 år siden havde behov for 5 gigajoule energi årligt. Det var, hvad et menneske forbrugte af kød og træ til ernæring og opvarmning.

Ved industrialiseringens begyndelse var et menneskes gennemsnitlige behov vokset til 20 gigajoule.

I dag er det gennemsnitlige forbrug 80 gigajoule. (Der er dog stor variation fx 160 gigajoule i Tyskland, 320 i USA, endnu mere i Saudi Arabien og mindre i Afrika og Sydamerika. Tyrkiet ligger på de gennemsnitlige 80 gigajoule.)

Bogen angiver, at beregninger om planetare grænser foreskriver 80 gigajoule som det højeste tal, som Jorden ville kunne bære, hvis alle nulevende mennesker skulle have mulighed for samme forbrug - og et 'civiliseret samfund' kræver et vist energiforbrug til bygning af veje, skoler, hospitaler, computere, transportmidler osv.

Bogen beskriver det, som muligt, men det kræver prioriteringer ...

Som individer i Danmark fødes vi ind i et samfund, hvor vi straks er storforbrugere i kraft af vort komplekse samfund. Forudsætter vi, at vores forbrug ligner det tyske, så skal vi altså halvere vores forbrug, for at give plads til fx afrikansk forbrug.

'Polis' betyder fælles. Vi har brug for fælles, politiske, beslutninger, hvis vi, menneskeheden, skal holde os indenfor de planetære grænser, som videnskaben beskriver. Individuelle 'løsninger' er hjælpsomme, men vi kan ikke komme i mål med at holde os indenfor de videnskabeligt beskrevne grænser uden politiske løsninger.

Og de politiske løsninger skulle gerne sigte mod værdige 'civiliserede' liv til os alle!

Maja Göpel: "Vi kan gøre det bedre Vejen til en bæredygtig fremtid", Samfundslitteratur, 2026

"At gøre gode tider bedre!"

 

Lad os gøre gode tider bedre!

Sådan lød Socialdemokratiets parole før valget i 1960.

Hvad gør tider gode?

Det spørgsmål diskuterer jeg  i min bog 'Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet". Jeg fortæller om tre barndomsår: 1950, 1951 og 1952. Familien flyttede fra Jylland til København. I bohavet var de mest avancerede tekniske apparater et kombineret radio- og grammofonmøbel, to gasapparater og en fodbetjent prikkemaskine. Sidstnævnte forklares i bogen.

Det var før telefon, bil og køleskab blev almindelig ejendom.

Er 'gode liv' betinget af, hvor mange tekniske apparater man ejer?

Ejede vi - i vores 'fattige' tid - noget, som er mistet siden?

Jeg har fortalt detaljeret om mine barndomsår for at lede efter svar.

Måske for detaljeret, for de tilbagemeldinger, som jeg hører om min bog, de er optagede af barndomsspørgsmål snarere end af de økonomiske spørgsmål, som jeg meget gerne ville rejse.

Jeg ville diskutere 'omsorgens' plads i de økonomiske modeller, som politikere styrer efter, når de prøver at gøre 'tiderne' bedre med idéer om vækst, arbejdsudbud, konkurrence, teknisk rationelle løsninger osv.

Min bogs spørgsmål er aktualiseret af de regeringsforhandlinger, der pågår. Jeg tænker, at 'midter-politik' måske slet ikke er vejen til at give et rigt samfund som det danske 'gode tider'.

Måske skal der ikke ledes efter 'gyldne middelveje'. Måske står vi snarere ved en skillevej?

Måske skulle de økonomiske teorier, som taler om 'omsorgs-økonomi' og 'afvækst' studeres???

Foto: Bedstemor viser fri passage til lokomotiveføreren - hun passede leddet dengang jeg var feriebarn i Ulfborg Kirkeby.