søndag den 24. maj 2026

Dansker: Du er født storforbruger!




 "Intetsteds nævnes det, at nogen rent faktisk kunne have nok på et eller andet tidspunkt - til trods for at alene målet om mere vækst til alle forekommer rimelig dristigt, ja, ligefrem utopisk, ansigt til ansigt med de naturvidenskabelige prognoser om Jordens og dens økosystemers tilstand." (s. 185)

Bogen fortæller, at et menneske for 10.000 år siden havde behov for 5 gigajoule energi årligt. Det var, hvad et menneske forbrugte af kød og træ til ernæring og opvarmning.

Ved industrialiseringens begyndelse var et menneskes gennemsnitlige behov vokset til 20 gigajoule.

I dag er det gennemsnitlige forbrug 80 gigajoule. (Der er dog stor variation fx 160 gigajoule i Tyskland, 320 i USA, endnu mere i Saudi Arabien og mindre i Afrika og Sydamerika. Tyrkiet ligger på de gennemsnitlige 80 gigajoule.)

Bogen angiver, at beregninger om planetare grænser foreskriver 80 gigajoule som det højeste tal, som Jorden ville kunne bære, hvis alle nulevende mennesker skulle have mulighed for samme forbrug - og et 'civiliseret samfund' kræver et vist energiforbrug til bygning af veje, skoler, hospitaler, computere, transportmidler osv.

Bogen beskriver det, som muligt, men det kræver prioriteringer ...

Som individer i Danmark fødes vi ind i et samfund, hvor vi straks er storforbrugere i kraft af vort komplekse samfund. Forudsætter vi, at vores forbrug ligner det tyske, så skal vi altså halvere vores forbrug, for at give plads til fx afrikansk forbrug.


'Polis' betyder fælles. Vi har brug for fælles, politiske, beslutninger, hvis vi, menneskeheden, skal holde os indenfor de planetære grænser, som videnskaben beskriver. Individuelle 'løsninger' er hjælpsomme, men vi kan ikke komme i mål med at holde os indenfor de videnskabeligt beskrevne grænser uden politiske løsninger.

Og de politiske løsninger skulle gerne sigte mod værdige 'civiliserede' liv til os alle!


Maja Göpel: "Vi kan gøre det bedre Vejen til en bæredygtig fremtid", Samfundslitteratur, 2026

Ingen kommentarer:

Send en kommentar