At forglemme sig ...

 Jeg vil stærkt anbefale Lea Korsgaards Inden året er omme

Der er meget at sige, men lad mig begynde med hendes farvelagte tegninger af de sommerfugle, hun registrerede.

For mig, har det at tegne altid været forbundet med 'at se'. At se ordentlig efter. At fordybe sig i studiet af, hvad der ses. Det er en selvforglemmende proces, hvor gengivelsen af en oplevelse, en sansning, er det vigtige.

Korsgaards bog beskriver selvforglemmende sanseoplevelser.

Sådanne øjeblikke, hvor selvet opsluges af universet - selvet forenes og forbindes på forunderlig vis.

Jeg tror, at vi har brug for mange flere af den slags oplevelser, hvis vi skal forstå, hvad vi kan vinde ved at leve mere balanceret i vores omgang med natur og klima.

Mine tanker faldt på en oplevelse jeg havde under en rejse i Nepal for tre år siden. Jeg så en stærkt blå sommerfugl, som jeg ikke kendte. Med fotografiet i hånden prøvede jeg 'at genopleve' ved at tegne.

Farven sort optog mig. Den var blåsort, lillasort, grønsort, brunsort ...

Et opslag fortalte mig, at det jeg så hed blå admiral.

Korsgaard fortæller om en hvid admiral, der optræder på få danske lokaliteter. Den blå findes kun i asiatiske bjergegne. Opslaget fortæller ikke om den blå er truet ... truet mere end dyrelivet i al almindelighed.

Jeg håber, at det udviklingsarbejde, der påtænkes i folkeskolen, vil inkludere oplevelser, hvor børnene sanser, oplever og forbinder sig til såvel natur som kultur - at der bliver rum for kreativ skabende virksomhed.

Jeg tænker 'vækst' på andre måder end den herskende økonomiske teori. Og jeg 'beriger' mig selv ved selvforglemmende tegneri. Det har jeg også fortalt om i Klode, klima og kvindeliv  Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet.

Korsgaards bog vækker sanselige forestillinger om, hvilke 'rigdomme' vi truer med vores 'vækst-orienterede' levevis. 

Det kan jeg fortælle mere om ...