Synsvinkelskift som metode

 

Det er Iben Mondrups navn for en måde, at gribe undervisning an på, når der er tale om forskellige interesser. Kulturmøder gøres af mennesker, og må nødvendigvis behandles i lyset af menneskers forskellige vilkår og drømme. Det  kan jeg kun understøtte.

https://m2.dansklf.dk/media/DANSKLF/PDF/Dansknoter/Artikler/DN-4-2025-groenland-paa-skemaet.pdf

Jeg lånte for nyligt bogen om Hans Lynge på biblioteket. Det var en stor oplevelse at nyde hans billeder i mine egne stuer. Men det gav stor lyst til også at se hans værker i grønlandske rammer. Det er fx blevet en drøm at se vægtæpperne i parlamentet i Nuuk.

Hans Lynges tekster føjede også ny forståelse til. Fx blev jeg overrasket over beskrivelsen af, hvordan Mads Lidegaard mente, at det grønlandske sprog ikke var udviklet til at beskrive moderne levemåder - hvilket fik betydning for grundskolens vægtning mellem dansk og grønlandsk. Dansk blev vægtet fordi det sprogligt skulle understøtte omstillingen fra fangersamfund til 'moderne civilisation". Børnene startede med dansk, og fik først grønlandsk omkring 3.-4. klasse. Det skete omkring den tid, hvor jeg blev læreruddannet, så jeg husker også en praktisk problemstilling: der var stor lærermangel - ikke mindst manglede der lærere, som talte og skrev grønlandsk.

Men Hans Lynges fortælling om Mads Lidegaard fik mig til at lede mellem mine gamle bøger. Jeg mindedes at have læst en bog af Lidegaard, som dengang, i 1969, gjorde et stort indtryk på mig. Den hed "tradition og udvikling - to livsformer".

Jeg gengiver her, hvad jeg understregede ved læsning i 1969:

"Teknikken og industrialismen har så radikalt ændret menneskets vilkår og dets muligheder, at en ny mennesketype er blevet resultatet. Det er os." (s. 13)

"Autoriteten i de gamle samfund var i reglen koncentreret hos de personer, som var bærere af den virkelige autoritet, nemlig traditionen; det betød i almindelighed hos de gamle, i snævrere forstand hos de dygtige sagnfortællere, som bedst og mest nøjagtigt kunne formidle traditionen. Med skriften bliver det muligt at nedfælde denne, hukommelsen er ikke længere den afgørende egenskab; nu bliver det i højere grad den skriftkyndige, som samler autoriteten, der altså mere bliver et uddannelses- end et aldersspørgsmål. ( s.22)

"Det har uden tvivl været af afgørende betydning for udviklingen af den vestlige mennesketype, at vi i årtusinder har været påvirket af religioner, der på dette punkt adskiller sig væsentligt fra de andre." ( s.22)

Jeg mindes, at bogen fik mig til at tænke I to væsensforskellige opfattelser af eksistensen: som cirkulær kontra lineær. To klart forskellige synsvinkler

I dag tænker jeg, at vi har brug for at kunne skifte synsvinkel på den økonomiske tankegang: fra vækst til balance - ja, måske endda afvækst.

Det var det synsvinkelskift, som jeg ville trække frem med min beskrivelse af husmødrenes omsorgsarbejde i 1950'erne i min bog " Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien".

Jeg blev feminist i pensionsalderen

Ligestillingsproblematikken blev tydelig for mig, da jeg i foråret 2014 sagde ja til at vise tidligere kolleger rundt på Statens Museum for Kunst. Forberedelsen af besøget åbnede mine øjne for en massiv udeladelse af kvindelige malere. Min nysgerrighed blev vakt med tekst-kommentaren til ét maleri. Maleriet vistes som ”den respektfulde erindring om de mange kvinder, der ikke var repræsenteret i museers samlinger”.

Respektfuld erindring – om mange kvinder – med ét maleri!

Min nysgerrighed førte mig længere og længere ind i et kvindeunivers, som jeg ikke tidligere havde anet eksistensen af.

Jeg var overrasket over, hvor meget materiale en lægmand kunne finde. Jeg søgte bredt i bøger, tidsskrifter, kataloger og på Nettet. Jeg havde ikke samme støtte til bogprojektet, som jeg havde i min forskning i sin tid. Dengang havde jeg kolleger at drøfte problemstillinger med. Forskningsbibliotekarer til at hjælpe med relevante søgninger. Engagerede sekretærer ved instituttet, der gerne drøftede store og små fund undervejs. Mit pensionistprojekt har været mere ensomt. Desværre! For jeg tror, at ethvert arbejde kvalificeres gennem samarbejde.

Jeg savnede at se kvindehistorie belyst gennem den kunst, som kvinderne frembragte. Udfoldede de sig kunstnerisk anderledes? Kvinder har til alle tider fremstillet smuk brugskunst i form af tøj, køkkengrej og inventar. Hvis jeg fx tænker på min farmor, så var hendes hænder altid beskæftigede.

På trods af min forestilling om, at ’kunst’ måske burde opfattes bredere, i præsentationen af kvinders udfoldelser, så begrænsede jeg mig til at søge billedkunst (og altså ikke brugskunst). Det betyder, at den store del af spindesiden, der omsatte de kreative evner i håndarbejde og dekoration af hjemmet er udeladt. Håndarbejde og dekoration har formodentlig givet mange kvinder afløb, for deres æstetiske skabertrang.

Som sagt, jeg var provokeret og nysgerrig.

Det jeg fik at vide, da jeg stod foran maleriet af den sortklædte kvinde, var, at kvindeværker ikke blev købt og udstillet!

Jeg forberedte rundvisningen. Det fik betydning for min oplevelse, at jeg gennemså samlingen på ny og læste billedteksterne før selve rundvisningen. Det er sjældent, at museumsbesøg forberedes så grundigt.

Allerførst læste jeg diverse kunsthistoriske bøger og kataloger, som jeg kunne finde på mine egne hylder. Det første værk jeg studerede, var Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Dansk kunst. Det var tænkt som genopfriskning af min uddannelse som billedkunstlærer fra 1968. Jeg læste SMK's meget instruktive hjemmesider. Med læsningen fulgte, at guldalderen blev interessant som studieobjekt. Der er tale om en vigtig periode i udviklingen af dansk selvforståelse. Jeg begyndte at forstå, hvad nationalromantikkens billedverden betyder for forståelse af hvad 'dansk' er. Beskrivelsen, af billedernes tilblivelse og hvordan den tids smagsdommere kunne forkaste Købkes (1810 - 1848) 'skitser', åbnede mine øjne for, hvordan enhver tids anmeldere og samlere har betydning for, om en kunstner har gennemslag - eller ej. Med andre ord: Gensynet gav anledning til at se udstillingen som nogens valgte udsnit af en tilrettelagt virkelighed. Jeg har engang læst en undersøgelse af museumsbesøg i historiske samlinger. Her fandt forskere, at besøgende gennemsnitligt brugte tre sekunder på hver montre. En gennemsnitlig besøgende i en kunstsamling bruger nok ikke flere sekunder på at se på et maleri. Og, gennemsnitlige besøgende på museer bruger heller ikke mange sekunder på at spekulere over, hvad der ikke - ikke - er udstillet.

Jeg havde totalt overset, hvilken rolle aspektet 'køn' havde i de kunsthistoriske fremstillinger - og i SMKs samling. Jeg havde ikke savnet kvinders billeder! Jeg vidste slet ikke, at der var noget at savne før jeg nåede rummet om 'køn'.

Den provokerende oplevelse satte gang i min læsning om ’feminisme’.

Det har ført til flere bøger:

I respektfuld erindring, 2017

Når kunstneren er en kvinde, 2021

Klode, klima og kvindeliv, 2025

Portræt: Suste Bonnén 2025

Hvis kvinder talte med ...

Jeg er blevet opmærksom på en lille anmeldelse, som på meget illustrativ vis fortæller, hvad det kan betyde, når kvinder ikke tæller med i BNP. Når et land ønsker at hæve sit BNP, så kan det beordre indbyggerne til at dyrke noget som kan sælges på verdensmarkedet - og dermed tælle positivt på BNP.

Men BNP siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan landets befolkning trives.

Jeg har tidligere fortalt, at kvinder i Danmark tæller negativt på BNP. Kvinder arbejder færre dage end mænd på grund af barsel og børns sygedage, kvinder er ansat i mindre lønsomme job, kvinder optjener mindre til pension. Det ved vi, når kvinder tæller med. Men siger de tal noget om trivsel?

Økonomen Susan George har påvist, at når en leder kræver af sin befolkning, at de dyrker afgrøder til salg på verdensmarkedet, så kan landet fremstå rigere målt i BNP,  - og lederen kan evt. berige sig selv - men den fattige del af befolkningen berøves muligheden for at holde sulten fra døren med fx traditionel hjemmedyrkning af yams frem for korn til et verdensmarked med svingende kurser. Det skriver hun om i bøgerne Ill fares the land og En bedre verden er mulig. De bøger nævner jeg i min bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien.

Men i den lille anmeldelse fortælles det, at det er kvinderne, der har stået for den traditionelle dyrkning til husholdningen. Når udviklingen kræver dyrkning til verdensmarkedet, så må kvinderne købe deres ingredienser på markedet. Udviklingen øger skellet mellem rige og fattige og muligheder for at ændre på livssituationen indskrænkes. 

Det er blot endnu en fortælling om BNP tallene - de siger ikke i sig selv noget om trivsel.

PS jeg har lånt anmeldelsen på biblioteket. Det kan anbefales!

Kvindeligt underskud - en systemfejl

’Hjemmegåen’ tæller ikke i nationalregnskabet. Det medfører systemfejl i vækstøkonomien.

Termen ’arbejde’ er forbeholdt det arbejde, som udføres for løn, og som kan tælles med i BNP. Da BNP-regnskaberne blev brugt af USA i forbindelse med uddeling af Marshallplanen, blev husmødres arbejde ikke talt med i nationalregnskaberne. Det var for vanskeligt at opgøre arbejdets værdi – og ligegyldigt i forhold til at sammenligne landes nationalregnskaber, for kvinderne stod for husholdningerne i alle de sammenlignede lande. Det var i starten af 1950’erne – og husholdningsøkonomi blev udgrænset af nationaløkonomien.

I Danmark har kvinderne nu næsten fuldtalligt tilsluttet sig arbejdsmarkedet, og den løn, som de oppebærer, tælles positivt med i BNP. Til gengæld tæller udgifterne til de institutioner, der nu udfører hjemmets gående arbejde, som udgifter i BNP. Det omhandler de institutioner, der yder omsorg, pleje, pasning m.m. Personalet i de institutioner er i stigende grad nødt til at udføre arbejdet løbende.

De økonomiske teorier har i høj grad været formuleret af amerikanske vækstøkonomer, som dem, der introducerede BNP-regnskaber. I Danmark er der ført en vedvarende diskussion om, hvor meget eller lidt af ’husmorarbejdet’, der skulle finansieres med offentlige skattekroner frem for borgernes egne penge. Til danske kvinders held har vi fastholdt en stor del af skattemidlerne til at vedligeholde det, vi kalder ’velfærd’.

’Velfærd’ skaber helt afgørende forskelle på det danske og det amerikanske samfund. Gennem skattefinansiering af det offentlige arbejde, anerkender vi at det bidrager til at reproducere vores arbejdskraft.

Paradoksalt nok, så går de amerikanske kvinder heller ikke meget hjemme mere. Men de har ingen ret til barselsorlov. De er ofte dårligt uddannede, for uddannelser er forbeholdt betalende mennesker. Amerikanske kvinder varetager ofte flere dårligt betalte job på skæve tidspunkter. De er ikke omfattet af ferie- og fridagslovgivning. De fortsætter det hjemmegående liv - som lavtlønnet arbejde med servicering, vask, pleje, pasning og rengøring.

I Danmark har kvinder i kraft af ’velfærdsordninger’ kunnet uddanne sig til bedre lønnede jobs gennem de skattefinansierede uddannelser. Men læsning af økonomerne Nina Smith og Anne-Mette Barfods bog ”Overskudskvinder” giver anledning til at overveje, hvor holdbar vores velfærdsordning er på sigt?

Bogen beskriver en nationaløkonomisk ’lovmæssighed’: Når private virksomheder har givet tilstrækkeligt overskud til aktionærer, direktører osv. så får ansatte en mindre del af overskuddet i lønforhøjelse. Bogen anbefaler kvinder at søge ansættelser indenfor ’det private’, hvor de kan forhandle deres løn. Men ændrer fordelingen af kvinder og mænd i henholdsvis privat- og offentlig ansættelse på holdbarheden af velfærdsordningen? Ændrer det noget ved absurditeten i, at noget arbejde blev udgrænset som hjemmegåen?

Ifølge den anvendte økonomiske teori skaber de ansatte i offentlige velfærdsjob ikke profit, og de kan ikke individuelt forhandle løn. Deres løn reguleres efter de privatansattes. Deres løn stiger procentvis, når lønningerne på det private arbejdsmarked stiger. Det betyder, at kommunerne så skal betale mere i løn til fx pædagoger. Men de budget- og bevillingsregler, der bestemmer kommunernes indtægt fra staten, sikrer ikke nødvendigvis, at de øgede lønomkostninger bliver dækket. Det betyder, at der må spares på antallet af pædagoger. Hvilket medfører, at pædagogstillingerne bliver stadig mindre attraktive – og i stigende grad besættes af ikke-uddannet personale. Det beskrives som økonomisk lovmæssighed! Jeg kalder det en systemfejl.

”Overskudskvinder” fremsætter ikke et alternativ til ’lovmæssigheden’, men angiver, at flere kvinder i magtfulde privatansættelser indenfor økonomi, finans og teknik ville betyde regulering af procentsatser og ændring af bevillingsregler, – og dermed bidrage til bedre normering i pædagogiske institutioner. Bogen fortæller ikke, hvad kommunerne så ville være nødt til at spare på.

Jeg oplever, at ”Overskudskvinder”, med den nævnte nationaløkonomiske ’lovmæssighed’, bygger på accept af den amerikanske økonomiske væksttænkning, hvor kun mere produktion og mere økonomisk vækst giver plads til velfærd. Hvor re-produktion ikke tæller som investering i det nationale regnskab. Bogen agiterer for, at kvinder bør vælge uddannelse efter, hvad der giver mulighed for magt og stærk økonomi frem for job i velfærden. Med mere magt kan kvinder angiveligt bidrage til, at velfærden bliver opnormeret og udbygget, så, som bogens kvindelige forfattere skriver, ”så børn kan tåle at være i institution til kl. 17.”

Bogens undertitel lyder ”Økonomernes vej til det frie og lige liv”. Men bogens mest udtalte vision er, at kvinder skal uddanne sig, så de kan besidde stillinger med mere magt. Det kan måske ændre det ’kønnede’ arbejdsmarked, men ændrer ikke ved, at nogen stadig skal varetage de lavtlønnede job – og løbe hurtigere og hurtigere. Det vil øge konkurrencen mellem mænd og kvinder, men der bliver næppe tale om flere ”frie og lige liv”. Bogens kritik er immanent og giver højst idéer til at ændre på procentsatserne i finansministeriets regnemodeller. Bogen anviser ingen alternative nationaløkonomiske forestillinger, der kunne anskue denne systemfejl på alternative måder.

Jeg savner visioner om, hvordan vi både forholder os kritisk til vækstøkonomien og klimaudfordringerne. Vækstøkonomien har iøvrigt flere fejl. En af dem er, at uligheden vil stige, idet rige mennesker vil se deres formuer vokse hurtigere og hurtigere. 

Der skal en helt ny økonomisk indretning til. Måske skal vi overveje om lavtlønnedes arbejde på nogen måde kunne blive mere attraktivt for mænd? Kunne man måske fordele det 'kedelige' arbejde mere ligeligt? Kunne man forestille sig børnefamiliers arbejdstid reduceret, hvilket ville betyde reduceret behov for pædagogisk personale? Kunne man fx forestille sig offentlige udgifter reduceret ved øget folkesundhed, som følge af forbud mod reklamer for sukkerholdige fødemidler. (Idéen er fremsat af afvækstøkonomer som Tim Jackson og Timothée Parrique)

Set fra et kvindeperspektiv ekskluderer de økonomiske lovmæssigheder, som amerikanerne valgte ved Marshall-planens udrulning, den omsorg, som kvinderne traditionelt varetog i deres ringeagtede hjemmegåen. Kvinder kom til at figurere som ’Underskud’ i nationalregnskaberne (Smith (2025) s. 32). Det er slemt nok, men set fra et ’klode-perspektiv’, så er den amerikanske indretning intet mindre end katastrofal. Den manglende ’værdisætning’ af omsorg er absurd!

Der er inspiration at hente hos de to nævnte ’afvækstøkonomer’, som jeg kaldte dem, Tim Jackson og Timothée Parrique, men andre idéer er også læst hos Nancy Folbre, Susan George, Ulrike Hermann, Jason Hickel, George Monbiott, Jørgen Steen Nielsen, Kate Raworth og Jeremy Rifkin… der er sikkert mange flere, men ”Overskudskvinder” giver ikke anledning til nytænkning – desværre, for jeg deler deres ønske om, at vi skal ”skabe en god, sund og tryg økonomisk fremtid for os selv, vores familier og vores velfærd”, som de skriver i bogens bagsidetekst.

Nina Smith og Anne-Mette Barfod: Overskudskvinder, Lindhardt og Ringhof, 2025