Kvindeligt underskud - en systemfejl

’Hjemmegåen’ tæller ikke i nationalregnskabet. Det medfører systemfejl i vækstøkonomien.

Termen ’arbejde’ er forbeholdt det arbejde, som udføres for løn, og som kan tælles med i BNP. Da BNP-regnskaberne blev brugt af USA i forbindelse med uddeling af Marshallplanen, blev husmødres arbejde ikke talt med i nationalregnskaberne. Det var for vanskeligt at opgøre arbejdets værdi – og ligegyldigt i forhold til at sammenligne landes nationalregnskaber, for kvinderne stod for husholdningerne i alle de sammenlignede lande. Det var i starten af 1950’erne – og husholdningsøkonomi blev udgrænset af nationaløkonomien.

I Danmark har kvinderne nu næsten fuldtalligt tilsluttet sig arbejdsmarkedet, og den løn, som de oppebærer, tælles positivt med i BNP. Til gengæld tæller udgifterne til de institutioner, der nu udfører hjemmets gående arbejde, som udgifter i BNP. Det omhandler de institutioner, der yder omsorg, pleje, pasning m.m. Personalet i de institutioner er i stigende grad nødt til at udføre arbejdet løbende.

De økonomiske teorier har i høj grad været formuleret af amerikanske vækstøkonomer, som dem, der introducerede BNP-regnskaber. I Danmark er der ført en vedvarende diskussion om, hvor meget eller lidt af ’husmorarbejdet’, der skulle finansieres med offentlige skattekroner frem for borgernes egne penge. Til danske kvinders held har vi fastholdt en stor del af skattemidlerne til at vedligeholde det, vi kalder ’velfærd’.

’Velfærd’ skaber helt afgørende forskelle på det danske og det amerikanske samfund. Gennem skattefinansiering af det offentlige arbejde, anerkender vi at det bidrager til at reproducere vores arbejdskraft.

Paradoksalt nok, så går de amerikanske kvinder heller ikke meget hjemme mere. Men de har ingen ret til barselsorlov. De er ofte dårligt uddannede, for uddannelser er forbeholdt betalende mennesker. Amerikanske kvinder varetager ofte flere dårligt betalte job på skæve tidspunkter. De er ikke omfattet af ferie- og fridagslovgivning. De fortsætter det hjemmegående liv - som lavtlønnet arbejde med servicering, vask, pleje, pasning og rengøring.

I Danmark har kvinder i kraft af ’velfærdsordninger’ kunnet uddanne sig til bedre lønnede jobs gennem de skattefinansierede uddannelser. Men læsning af økonomerne Nina Smith og Anne-Mette Barfods bog ”Overskudskvinder” giver anledning til at overveje, hvor holdbar vores velfærdsordning er på sigt?

Bogen beskriver en nationaløkonomisk ’lovmæssighed’: Når private virksomheder har givet tilstrækkeligt overskud til aktionærer, direktører osv. så får ansatte en mindre del af overskuddet i lønforhøjelse. Bogen anbefaler kvinder at søge ansættelser indenfor ’det private’, hvor de kan forhandle deres løn. Men ændrer fordelingen af kvinder og mænd i henholdsvis privat- og offentlig ansættelse på holdbarheden af velfærdsordningen? Ændrer det noget ved absurditeten i, at noget arbejde blev udgrænset som hjemmegåen?

Ifølge den anvendte økonomiske teori skaber de ansatte i offentlige velfærdsjob ikke profit, og de kan ikke individuelt forhandle løn. Deres løn reguleres efter de privatansattes. Deres løn stiger procentvis, når lønningerne på det private arbejdsmarked stiger. Det betyder, at kommunerne så skal betale mere i løn til fx pædagoger. Men de budget- og bevillingsregler, der bestemmer kommunernes indtægt fra staten, sikrer ikke nødvendigvis, at de øgede lønomkostninger bliver dækket. Det betyder, at der må spares på antallet af pædagoger. Hvilket medfører, at pædagogstillingerne bliver stadig mindre attraktive – og i stigende grad besættes af ikke-uddannet personale. Det beskrives som økonomisk lovmæssighed! Jeg kalder det en systemfejl.

”Overskudskvinder” fremsætter ikke et alternativ til ’lovmæssigheden’, men angiver, at flere kvinder i magtfulde privatansættelser indenfor økonomi, finans og teknik ville betyde regulering af procentsatser og ændring af bevillingsregler, – og dermed bidrage til bedre normering i pædagogiske institutioner. Bogen fortæller ikke, hvad kommunerne så ville være nødt til at spare på.

Jeg oplever, at ”Overskudskvinder”, med den nævnte nationaløkonomiske ’lovmæssighed’, bygger på accept af den amerikanske økonomiske væksttænkning, hvor kun mere produktion og mere økonomisk vækst giver plads til velfærd. Hvor re-produktion ikke tæller som investering i det nationale regnskab. Bogen agiterer for, at kvinder bør vælge uddannelse efter, hvad der giver mulighed for magt og stærk økonomi frem for job i velfærden. Med mere magt kan kvinder angiveligt bidrage til, at velfærden bliver opnormeret og udbygget, så, som bogens kvindelige forfattere skriver, ”så børn kan tåle at være i institution til kl. 17.”

Bogens undertitel lyder ”Økonomernes vej til det frie og lige liv”. Men bogens mest udtalte vision er, at kvinder skal uddanne sig, så de kan besidde stillinger med mere magt. Det kan måske ændre det ’kønnede’ arbejdsmarked, men ændrer ikke ved, at nogen stadig skal varetage de lavtlønnede job – og løbe hurtigere og hurtigere. Det vil øge konkurrencen mellem mænd og kvinder, men der bliver næppe tale om flere ”frie og lige liv”. Bogens kritik er immanent og giver højst idéer til at ændre på procentsatserne i finansministeriets regnemodeller. Bogen anviser ingen alternative nationaløkonomiske forestillinger, der kunne anskue denne systemfejl på alternative måder.

Jeg savner visioner om, hvordan vi både forholder os kritisk til vækstøkonomien og klimaudfordringerne. Vækstøkonomien har iøvrigt flere fejl. En af dem er, at uligheden vil stige, idet rige mennesker vil se deres formuer vokse hurtigere og hurtigere. 

Der skal en helt ny økonomisk indretning til. Måske skal vi overveje om lavtlønnedes arbejde på nogen måde kunne blive mere attraktivt for mænd? Kunne man måske fordele det 'kedelige' arbejde mere ligeligt? Kunne man forestille sig børnefamiliers arbejdstid reduceret, hvilket ville betyde reduceret behov for pædagogisk personale? Kunne man fx forestille sig offentlige udgifter reduceret ved øget folkesundhed, som følge af forbud mod reklamer for sukkerholdige fødemidler. (Idéen er fremsat af afvækstøkonomer som Tim Jackson og Timothée Parrique)

Set fra et kvindeperspektiv ekskluderer de økonomiske lovmæssigheder, som amerikanerne valgte ved Marshall-planens udrulning, den omsorg, som kvinderne traditionelt varetog i deres ringeagtede hjemmegåen. Kvinder kom til at figurere som ’Underskud’ i nationalregnskaberne (Smith (2025) s. 32). Det er slemt nok, men set fra et ’klode-perspektiv’, så er den amerikanske indretning intet mindre end katastrofal. Den manglende ’værdisætning’ af omsorg er absurd!

Der er inspiration at hente hos de to nævnte ’afvækstøkonomer’, som jeg kaldte dem, Tim Jackson og Timothée Parrique, men andre idéer er også læst hos Nancy Folbre, Susan George, Ulrike Hermann, Jason Hickel, George Monbiott, Jørgen Steen Nielsen, Kate Raworth og Jeremy Rifkin… der er sikkert mange flere, men ”Overskudskvinder” giver ikke anledning til nytænkning – desværre, for jeg deler deres ønske om, at vi skal ”skabe en god, sund og tryg økonomisk fremtid for os selv, vores familier og vores velfærd”, som de skriver i bogens bagsidetekst.

Nina Smith og Anne-Mette Barfod: Overskudskvinder, Lindhardt og Ringhof, 2025