Ligestillingsproblematikken blev tydelig for mig, da jeg i foråret 2014 sagde ja til at vise tidligere kolleger rundt på Statens Museum for Kunst. Forberedelsen af besøget åbnede mine øjne for en massiv udeladelse af kvindelige malere. Min nysgerrighed blev vakt med tekst-kommentaren til ét maleri. Maleriet vistes som ”den respektfulde erindring om de mange kvinder, der ikke var repræsenteret i museers samlinger”.
Respektfuld erindring – om mange kvinder – med ét maleri!
Min nysgerrighed førte mig længere og længere ind i et kvindeunivers, som jeg ikke tidligere havde anet eksistensen af.
Jeg var overrasket over, hvor meget materiale en lægmand kunne finde. Jeg søgte bredt i bøger, tidsskrifter, kataloger og på Nettet. Jeg havde ikke samme støtte til bogprojektet, som jeg havde i min forskning i sin tid. Dengang havde jeg kolleger at drøfte problemstillinger med. Forskningsbibliotekarer til at hjælpe med relevante søgninger. Engagerede sekretærer ved instituttet, der gerne drøftede store og små fund undervejs. Mit pensionistprojekt har været mere ensomt. Desværre! For jeg tror, at ethvert arbejde kvalificeres gennem samarbejde.
Jeg savnede at se kvindehistorie belyst gennem den kunst, som kvinderne frembragte. Udfoldede de sig kunstnerisk anderledes? Kvinder har til alle tider fremstillet smuk brugskunst i form af tøj, køkkengrej og inventar. Hvis jeg fx tænker på min farmor, så var hendes hænder altid beskæftigede.
På trods af min forestilling om, at ’kunst’ måske burde opfattes bredere, i præsentationen af kvinders udfoldelser, så begrænsede jeg mig til at søge billedkunst (og altså ikke brugskunst). Det betyder, at den store del af spindesiden, der omsatte de kreative evner i håndarbejde og dekoration af hjemmet er udeladt. Håndarbejde og dekoration har formodentlig givet mange kvinder afløb, for deres æstetiske skabertrang.
Som sagt, jeg var provokeret og nysgerrig.
Det jeg fik at vide, da jeg stod foran maleriet af den sortklædte kvinde, var, at kvindeværker ikke blev købt og udstillet!
Jeg forberedte rundvisningen. Det fik betydning for min oplevelse, at jeg gennemså samlingen på ny og læste billedteksterne før selve rundvisningen. Det er sjældent, at museumsbesøg forberedes så grundigt.
Allerførst læste jeg diverse kunsthistoriske bøger og kataloger, som jeg kunne finde på mine egne hylder. Det første værk jeg studerede, var Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Dansk kunst. Det var tænkt som genopfriskning af min uddannelse som billedkunstlærer fra 1968. Jeg læste SMK's meget instruktive hjemmesider. Med læsningen fulgte, at guldalderen blev interessant som studieobjekt. Der er tale om en vigtig periode i udviklingen af dansk selvforståelse. Jeg begyndte at forstå, hvad nationalromantikkens billedverden betyder for forståelse af hvad 'dansk' er. Beskrivelsen, af billedernes tilblivelse og hvordan den tids smagsdommere kunne forkaste Købkes (1810 - 1848) 'skitser', åbnede mine øjne for, hvordan enhver tids anmeldere og samlere har betydning for, om en kunstner har gennemslag - eller ej. Med andre ord: Gensynet gav anledning til at se udstillingen som nogens valgte udsnit af en tilrettelagt virkelighed. Jeg har engang læst en undersøgelse af museumsbesøg i historiske samlinger. Her fandt forskere, at besøgende gennemsnitligt brugte tre sekunder på hver montre. En gennemsnitlig besøgende i en kunstsamling bruger nok ikke flere sekunder på at se på et maleri. Og, gennemsnitlige besøgende på museer bruger heller ikke mange sekunder på at spekulere over, hvad der ikke - ikke - er udstillet.
Jeg havde totalt overset, hvilken rolle aspektet 'køn' havde i de kunsthistoriske fremstillinger - og i SMKs samling. Jeg havde ikke savnet kvinders billeder! Jeg vidste slet ikke, at der var noget at savne før jeg nåede rummet om 'køn'.
Den provokerende oplevelse satte gang i min læsning om ’feminisme’.
Det har ført til flere bøger:
I respektfuld erindring, 2017
Når kunstneren er en kvinde, 2021
Klode, klima og kvindeliv, 2025
Portræt: Suste Bonnén 2025
Ingen kommentarer:
Send en kommentar