70erlærerens refleksion: HVAD bør elever lære – reform eller ej

En kendis udtaler sig – kan skolelever forholde sig kritisk til hans udtalelser?
For nylig mindedes TV-avisen de døde syersker ved en sammenstyrtet fabrik i Bangladesh. Indslaget handlede om, hvorvidt danske producenter havde gjort noget for at forbedre vilkårene for syersker i de lande, hvor de får syet deres tøj – og om vi forbrugere var blevet mere kritiske med at købe tøj, der var produceret på menneskelige vilkår.

Det foranledigede en dansk kendis til at sige, at arbejdsvilkårene i Bangleadesh ikke kom ham ved. Hvis de var umenneskelige, så måtte arbejdstagerne der bare tage sig sammen og gøre noget ved det problem.

Det fik mig til at tænke på, hvad denne kendis dog mon havde lært i sin skoletid. Hvis jeg havde været hans lærer – hvad jeg ikke var – så ville jeg have været flov. Den næste tanke var, om man kunne fremstille en kort historie til belysning af, hvordan samhandelsvilkårene har udviklet sig for udviklingslandene. Det nedenstående er et forsøg på at fremstille en sådan – indrømmet meget forenklet – fortælling. Jeg vil dog påstå, at de mere komplicerede historier fra virkeligheden ikke lader denne fiktive fortælling noget efter. Tvært imod er virkeligheden netop så slem, som situationen for syerkerne i Bangladesh viste.

En forenklet fiktiv fortælling kan være på sin plads, når skolens elever skal forholde sig til kendissens udtalelser.

Et fiktivt eksempel på 300 års samhandels-historie
Et land kolonialiseres engang i 1700tallet. Lad os kalde det Ulandia. Kolonimagten indsætter en loyal hersker, der forstår at samle værdier til kolonimagten - og egen familie. Han gældsætter Ulandia og overfører værdierne til udenlandske konti. Det betyder umiddelbart ikke alverden for de fleste af Ulandias indbyggere. De er fattige, men kan dog brødføde sig selv med det de får ud af deres små jordlodder.

Kolonimagten ønsker at fremme samhandlen.  De får landets hersker til at investere i en jernbane således at det bliver lettere at fragte landbrugsprodukter fra landdistrikterne frem til udskibning i havnebyerne. Til en begyndelse giver det de fattige jordbesiddere en lille ekstra indtægt, når de nu sælger deres overskydende løg til vestlige opkøbere frem for på det lokale marked.

Snart ser Ulandias hersker, at løg giver en fin ekstra valuta til landet. Han bestemmer at landbrugerne skal dyrke flere løg så landet får mere fremmed valuta. Pengene sættes i slotte til herskeren. For landbrugerne betyder det, at de nu dyrker jorden for at sælge produkter på et internationalt marked til markedspriser. Det er en voldsom forandring, som gør dem afhængige af at købe deres egne fødemidler hos konkurrerende jorddyrkere.

Da høsten et år slår fejl, viser det sig, at Ulandias reservelagre er solgt af herskeren da priserne på fødemidler steg. Landet kan ikke selv hjælpe sine hungerramte jordbrugere. Det fører til en situation, hvor Ulandia må bede det internationale samfund om hjælp. Hjælpen gives på betingelse af, at Ulandia underkaster sig et Strukturtilpasningsprogram, som IMF og Verdensbanken har udformet. Det gennemtvinger en omlægning af Ulandias landbrug. Stordrift er en betingelse for hjælpen. Store landbrug med monokulturel drift dyrket på vestlig vis med store landbrugsmaskiner og kemisk gødning.

De små landbrugere må opgive deres traditionelle selvforsynings måde at dyrke jorden på. Mange må i det hele taget opgive deres jordbrug og søge ind til hovedstaden efter forefaldende arbejde.

Ulandias nationaløkonomi er nu helt afhængig af verdensprisen på de løg, der dyrkes i stordrift. Landet har forpligtet sig til at åbne sit indre marked for de vestligt producerede løgtærter og løgsupper på dåse. Med andre ord: Ulandia leverer råvarer til forarbejdning hos de tidligere koloniherrer. Ulandia har svært ved selv at opbygge en forarbejdsningsindustri på grund af løftet om at være åben for fri samhandel med de tidligere koloniherrer, der har alle det frie markeds fordele på sin side – og endda bevarer støtteordninger til deres eget landbrug.  Ulandia slås med en stor arbejdsløshed blandt hovedstadens nye tilflyttere. Samtidig bliver der flere og flere af dem.

En stor virksomhed i Vesten har udtaget patent på det løg, som Ulandia dyrker. Med patentet følger rettigheder til sætteløg, til gødning, midler til bekæmpelse af skadedyr og retten til forarbejdning .  Virksomheden køber flere og flere af Ulandias landbrug op og ansætter de tidligere jordbrugere på deres løgtærte- og løgsuppefabrikker. Der er tale om meget billig arbejdskraft. Ulandias arbejdskraft er så billig at virksomheden flytter hele sin produktion til Ulandia. Fabrikkerne ødelægger landbrugsarealer med sit affald og spildevand.

Arbejderne bliver dårligt ernærede på grund af den lave løn og ensidig kost baseret på restprodukter fra løgdyrkningen. Nu investerer virksomheden i medicin, der angivelig kan afhjælpe de fattige ulandieres symptomer på fejlernæring. Virksomheden tager også patent på den medicin, så Ulandia kan ikke fremstille et billigere kopiprodukt.

Virksomheden har i dag en omsætning, der er større end de fleste små nationalstaters. Den kan bruge mange penge på lobbyisme og kampagner. Den støtter politikeres valgkampe, hvis de til gengæld arbejder for lovgivning, der fremmer virksomhedens interesser på den internationale handelsscene. Den tidligere kolonimagt kan ikke længere bestemme, hvordan handelsvilkårene skal være – og det kan Ulandia slet ikke.

Både den tidligere kolonimagt og Ulandia rammes af, at virksomheden i stigende grad opgiver at tjene på produktionen, fordi efterspørgslen efter deres produkter går tilbage. De fattige ulandiere kan ikke købe og det er trods alt begrænset, hvor mange løgtærter middelklassen i vesten kan fortære, så når arbejdsvilkårne kræves forbedret, så sænkes profitmulighederne. Virksomheden løser problemet ved i stedet at investere i finansielle produkter, hvor risikable spekulationer kan give større profitter. Nu er indbyggerne i både de vestlige lande og Ulandia sat helt ud af spillet – men de mærker resultatet i form af mangel på arbejdspladser og i sidste enden måske mangel på føde.

Vi kan søge forklaringer mange steder
Hvad er skyld i hele dette dårlige samhandelsmønster?

Har kolonimagten skylden?

Har den koloniherrevenlige hersker skylden?

Er det jernbanebygningen, der starter historien?

Er det stordriftsideen?

Er det retten til at tage patent, der giver den skæve udvikling?

Er det frihandelsideen?

Er den neo-kapitalistiske økonomi, og dens financialisering af økonomien, skyldig?

Er det arbejdernes manglende organisering?

Er det de nye socialdemokratier, der har accepteret ideerne om frihandel, international konkurrence og arbejdere som ’arbejdsudbud’, der forstærker den skæve udvikling?

Er det fabriksejernes grådighed?

Er det strukturtilpasningsprogrammerne, som WTO, IMF og Verdensbanken har pålagt ’frie’ markeder?

Er det de USA's og EU's landbrugsstøtteordninger?

Hvis I spørger mig, så er svaret nok meget komplekst – også mere end denne karikerede historie viser – men ét er jeg helt overbevis om: Det er ikke Ulandias fattige befolkning, der er skyld i deres egen fattigdom. Det må vi da kunne lære børn - og kendisser.

Kan nye 70er lærere mon finde skolematerialer, der forklarer eleverne om samhandlens vilkår? Lærerne forventes jo ikke at forberede sig i større omfang, så hvem fremstiller de kritiske materialer?