Historie virker, selvfølgelig!
I forsommeren udgav min ældste datter og jeg en bog ”At gøre
kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisningen”. I den
forbindelse kom vi til at love en artikel til nærværende tidsskrift. Vi blev
opfordret til skrivningen med henvisning til, at foreningen på lederplads (2010
nr. 1) havde rejst spørgsmål, som også vores bog arbejdede med. Lederen spørger
i overskriften: hvad skal den faglige forening for historie og samfundsfag i
grundskolen? Det diskuteres i særdeleshed, hvilken opgave undervisning i faget
historie må varetage. Anledningen til spørgsmålet er den store bevågenhed, som
netop historiefaget har fra politikernes side. Der er megen opmærksomhed om,
hvad faget ’bruges’ til. Vores bog er et svar på spørgsmålet i den forstand, at
vi argumenterer for, hvordan forståelse af begrebet ’kulturmøde’ spiller ind på
faget. Forstår man kultur som noget udenom os, som noget vi kan tilegne os, så
giver det en ganske anden forståelse af fagets opgave end hvis man forstår
kultur som noget vi mennesker gør. I den sidste forståelse er det ikke
kulturer, men mennesker der mødes. Vi udfolder forskellene over 218 sider og
jeg vil afstå fra at give en forkortet version her.
I stedet vil jeg tage udgangspunkt i, hvad jeg personligt
’bruger’ historie til – eller hvor jeg, til min egen overraskelse, ikke gør
brug af historie. Først må jeg lige præsentere mig yderligere: jeg er
linjeuddannet historielærer fra 1968 og har undervist i faget igennem flere
forløb. I undervisningsåret 1970-71 fulgte jeg et årskursus hos lektorerne Sven
Sødring Jensen og Vagn Oluf Nielsen. Det var et kursus på 110 lektioner delt
over 40 skoleuger. Det er min formelle baggrund for at beskæftige mig med faget.
Jeg har dog ikke været medlem af den faglige forening siden jeg i 1992 forlod
arbejdet som folkeskolelærer til fordel for en lektorstilling i de pædagogiske
fag ved læreruddannelsen – det hører dog med i billedet, at jeg har en
videreuddannelse indenfor faget didaktik, som jeg har erhvervet en ph.d. grad
i. Nu er jeg pensionist. Jeg føler mig derfor ikke kaldet til, at besvare
foreningens spørgsmål i generaliserende vendinger. (I forbindelse med vores
bogudgivelse skal jeg yderligere bemærke, at min datter er cand. mag i historie
og at hun har bestredet en to-årig timelærerstilling ved N. Zahles Seminarium i
læreruddannelsesfaget historieundervisning.)
Men nok om det formelle! Jeg ville fortælle om min egen
’brug’ af historie. I sommeren 2006 ville tilfældigheder, at min mand og jeg
besøgte den tropiske ø Grenada. Den sydligste ø i Caribien. Min yngste datter
og svigersøn var bosat der for et halvt år. Han var igang med antropologiske
studier af genbosættelse på øen. Det handlede om problemer mellem de hjemkomne
og deres mere landfaste familiemedlemmer. De hjemkomne byggede store huse med
anvendelse af et langt arbejdslivs opsparede midler – og med forestillinger om
pensionistlivet hentet fortrinsvis i England. Der viste sig at være konflikter
mellem ældgamle forestillinger om ejendom og familiefølelsens udstrækning på
den ene side, og de importerede vestlige forståelser på den anden. Min datter
benyttede tiden til at studere caribisk litteratur. De unges studier prægede
naturligvis vores konkrete oplevelser på øen ligesom de påvirkede vores
forståelse af, hvilke historiske vilkår den grenadinske befolkning var
underlagt.
Da min datter skrev speciale i litteraturvidenskab på
baggrund af Earl Lovelace (f. 1935): ”The Dragon can’t dance”, inspirerede det mig
til yderligere refleksion over historiens indvirkning på slavernes
efterkommere. Dragefiguren vakte min nysgerrighed. Hvad var det, der fik
figuren til at sky almindeligt arbejde? Han kunne tolkes som en figur, der på
den ene side vægrede sig ved at påtage sig arbejdsforpligtelser og på den anden
side ikke at kunne udholde et liv i den ensomhed, som et uforpligtet liv
medfører. Manden var – som de indbyggere vi havde mødt på Grenada – efterkommer
af afrikanske slaver. Arbejde var historisk forbundet med den hvide mands
undertrykkelse, så det måtte man vægre sig ved at tage personligt ansvar for.
Karnevallet var den sortes restitueringsperiode. Man kunne opnå respekt som
karnevallets bedste dragedanser. Det var en respekt, som lå udenfor den hvide
mands domæne – en slags frirum og en mulighed for oprejsning. Denne mandefigur
matcher dog ikke moderne sorte kvinders behov for et trygt materielt liv for
deres børn. De ønsker forpligtede mænd. Dragens vægring ved at forpligte sig på
arbejdsmarkedet førte uundgåeligt til, at han heller ikke kunne forpligte sig i
forhold til en kvinde – og så havde vi balladen! I min udlægning af Dragens
dilemma inddrager jeg historiske omstændigheder som forklaring på en individuel
psykisk tilstand. Jeg ’bruger’ historien til at forklare en mandsfigurs
position på arbejdsmarkedet. Til en vis grad tror jeg endda, at jeg ’bruger’
slavehistorien til at forklare et helt folks forhold til fænomenet arbejde.
Under vort besøg blev vi fortalt – af de hjemvendte grenadinere – at
indstillingen til arbejde var meget lemfældig blandt unge på øen. ”De unge er
uden forståelse for at aftaler skal holdes. Man må importere kinesisk
arbejdskraft til bygning af et stadion, som skal være færdigt til en bestemt
tid.” Sådan blev de kinesiske gæstearbejderes tilstedeværelse forklaret for os.
Det tolker jeg som en beretning om, at det historisk udviklede begreb om
arbejde virker på den aktuelle livsudfoldelse.
Mit pensionistliv giver mig frihed til at tilslutte mig
’karnevals-livet’. Jeg priser mig heldig over at være havnet i det historiske
vilkår, at jeg lever i et samfund med pensionsordning. Dragen havde ikke en
overførselsindkomst at falde tilbage på. Han var – mere eller mindre tvungent -
nødt til at indrullere sig i hæren af arbejdssøgende.
For at gøre en lang historie kort, så rejste mit møde med
Grenada, med den grenadinske befolkning og med nogle caribiske skønlitterære
fortællinger nogle spørgsmål for mig: på hvilken måde har slavefortiden
indvirkning på en nutidig befolknings mentalitet? Hvordan påvirker en sådan
fælles historisk baggrund den nationale mentalitet? Hvor determinerende er
sådanne socialpsykologiske vilkår? Hvordan påvirker forestillinger om arbejde
nye stater som Grenada?
Disse spørgsmål dukkede op igen i forlængelse af kulturarrangementet
”Golden days”. Jeg opslog et billede af Victor Cornelins på min
Facebook-profil. Jeg ville fortælle, at det ikke er længere siden end 1905, at
man hentede en sort slaveefterkommer fra de Dansk- vestindiske Øer til Danmark
for at udstille ham i Tivoli! (Victor var bare 8 år, da han blev hentet, og han
genså aldrig sin mor. Jeg forestiller mig, at Victor Cornelins må have besiddet
en betydelig integritet siden han kunne vokse op og blive skoleinspektør på
Lolland - med menneskeligt overskud i behold. Hans skæbne har optaget mig siden
jeg første gang hørte om ham.) Anledningen til min statusmeddelelse på Facebook
var, at jeg følte trang til at gøre opmærksom på, at de formuer slavehandlen
skabte i Danmark, er tilvejebragt gennem slavernes – og siden fattige
plantagearbejderes – arbejde og lidelse. Jeg var provokeret af, at en venstremand,
i et Deadline-program, ikke mente, at der var behov for at rippe op i
danskernes hukommelse vedrørende fortiden som slavehandlernation. ”Der var ikke
grund til at beskæftige sig med de bedrifter!” Så tænkte jeg: de bedrifter er
jo ikke desto mindre stadig den formueballast, som nogle danskere har. Jeg
havde de socialpsykologiske langtidsvirkninger, som de er illustreret med
Dragen, i baghovedet og syntes, at det var rimeligt at erindre om gevinsten for
andre.
Statusmeddelelsen gav mig en venneanmodning. Formanden for ”Virgin
Islands Reparation Movement”, Shelley
Moorhead, bad om Facebook-venskab. Det blev jeg benovet over. Jeg bad ham
anvise mig noget moderne litteratur, som kunne uddybe min forståelse af,
hvordan nulevende slaveefterkommere påvirkes af deres slægtshistorie.
Jeg forestiller mig en sådan slægtshistorie må være i stærk
modsætning til min, som er lokaliseret i henholdsvis Øst- og Vestjylland. Jeg
forestiller mig, at mine forfædre – og mødre – har levet et slidsomt liv, men
ikke desto mindre dog stabilt lokaliseret tilbage til 1750erne – sikkert
længere. Det betyder noget, at slægten tæller sunde, længelevende, arbejdsomme
personer. De har ikke slavet for andre end dem selv og deres børn – i sidste
ende for mig. De har helt bestemt ikke været slaveejere. Jeg er heller ikke
belastet af en formue samlet på slavehandel. Det er jeg ganske tilfreds med!
Men tilbage til mit venskab med Shelley Moorhead. Han
besvarede mit spørgsmål om skønlitteratur med i stedet at henvise til faglitteratur
om den danske slavehandel. Jeg oplever, at han insisterer på, at jeg skal læse
om historien. Jeg mener ellers, at jeg nok kan forestille mig den grusomhed
datiden må have udvist. Jeg har da hørt beretninger om de amerikanske slaver.
Jeg har forstået, at transporterne over Atlanterhavet havde dødelig udgang for
rigtig mange. Jeg kan genfortælle enkelte øjenvidneskildringer af grusomheder. Jeg
har endda for mere end 30 år siden undervist en 6. klasse i trekantshandlen: skydevåben
til Afrika – slaver til Vestindien – og sukker til Danmark. Jeg mener – jeg har faktisk ikke lyst til at
beskæftige mig med flere historiske facts om slaver. Det er jo længe siden! Jeg
– eller mine forfædre – har ikke noget med det at skaffe. Jeg vil hellere beskæftige
mig med nutiden. Nutiden er der en chance for at ændre på.
Det irriterede mig, at jeg skulle fastholdes i
slavehistorien når det var nutiden, der interesserede mig. Den ene af de to
forfattere, som jeg var blevet henvist til viste sig ydermere ikke at kunne
bestilles gennem bibliotek.dk. Han fandtes simpelthen ikke. Jeg bestilte, hvad
jeg tror er hovedværket, af den anden forfatter og så løb jeg en tur.
På løbeturen slog det mig, at jeg måske har brug for at
bedyre min uskyld i forhold til slavehistorien. Jeg kom til at tænke over,
hvorfor jeg følte trang til at afslå læsning om Danmarks slavehandel. Og jeg
blev i tvivl om, om det er sådan, at det danske velfærd i høj grad hviler på den
historie? Hviler min gode ret til pension på den historie? Jeg har da selv
sparet op til min tjenestemandspension, ikke? Danskernes velfærd hviler da på
andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og skibsfarten, ikke? Vores fremgang er da
båret af opfindsomme bryggere, mejerister og skibsbyggere, ikke?
Jeg må vist indrømme, at min ’brug’ af historie til at
forklare Den Andens situation ikke blev sammenkædet med min egen historie. Hvis
jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke meget om De Vestindiske Øer. I
Deadline fortalte Shelley Moorhead til Kurt Strand, at han gerne ville se danskerne
optaget af ”vores fælles 250 års historie”.
Det er da en pæn måde at sige det på, tænkte jeg. Har slaveejere og slaver en
fælles historie? Har postkoloniers befolkning fælles historie med tidligere
slavehandlere og plantageejere? Har min personlige historie noget tilfælles med
vestindernes historie? Mit ærinde med Facebook-statussen var, at fortælle, at danske
skolebørn af i dag næppe får megen viden om dansk formuehistorie. Det, der stod
om Victor Conelins i en moderne skolebog, var, at han kom til Danmark i 1905 og
fik en læreruddannelse! Man skal vel ikke belemre skolebørn med ubehagelig
viden? Ved nærmere eftertanke må jeg så indrømme, at jeg ikke selv har nogen
nævneværdig bevidsthed om, hvilken betydning de omtalte 250 års danmarkshistorie
har for mig og andre almindelige danskere. Jeg havde ikke gennemskuet, at jeg
ikke besidder megen viden om formuehistorien og dens indvirken på
danmarkshistorien. Ydermere måtte jeg erkende, at jeg heller ikke selv ønskede
at blive konfronteret med ubehagelig viden!
Jeg har nu indrømmet, at der er et hul i min viden om De Dansk-vestindiske
Øer. Hullet påvirker muligvis min forståelse af, hvad det danske
velfærdssamfund hviler på. I hvert fald bringer det mig til den konklusion, at
man umuligt kan fortælle danmarkshistorie uafhængigt af internationale
udviklinger. Jeg taler ikke for, at vi danskere skal påtage os en fælles skyld
i forhold til slavehistorien. Men vi skal forstå, at vi kan takke andre for
store dele af vor nuværende rigdom. Disse andre har ikke mulighed for at gøre
samme entre på det internationale marked. De kan ikke tvinge andre til at slave
rigdom sammen til dem – de må selv forsøge at finde deres veje til udkomme i
konkurrencen på verdensmarkedet. Om vilkåret så er, som for Grenada, at bytte
med muskatnødder!
Mine overvejelser førte mig til i hvert fald to pointer. Den
første er, at fortielse om historiske emner også fortæller historie, og
indvirker på forståelsen af Den Anden. Min bevidsthed om fortid virker på mine
forestillinger om nutid. Konkret virker min forståelse af ’slavehistorien’
sådan, at jeg har svært ved at opfatte den som noget, der har med mit liv at
gøre. Med min vægring kan jeg ’nøjes’ med at forstå Dragens arbejdsbegreb. Det
forklarer hans vanskelige situation. Men Dragens påståede
’karnevals-livsfilosofi’ er måske yderligere interessant. Måske er der stof til
fælles overvejelse af arbejdsbegrebet? Vores samfund er angiveligt præget af en
calvinsk arbejdsmoral. En prægning, som er i modsætning til den prægning om
arbejdet ’som den hvide mands ide’, der fortaltes at gøre sig gældende på
Grenada. Der er tale om modstridende begreber om arbejde. Kunne mere
’karnevals-liv’ hjælpe os i klimakrisen? Med dette spørgsmål illustrerer jeg,
at Dragens dilemma er yderst aktuelt. Jeg ’bruger’ historien til at gøre mig
forestillinger om fremtid. Det er så den anden pointe, at vores selv- og
historieforståelse påvirker vores forestillinger om, hvordan fremtidig
udvikling kan påvirkes.
Hele denne fortælling bringer mig til at sige, at historiefaget
(gennem dets lærere og den faglige forening) har en vigtig forpligtelse til at
fremdrage historier, som der hersker fortielse og tavshed om. Det gælder i
særdeleshed de historier, der med deres fortielse bidrager til at forskønne
dansk historiefremstilling og samtidig unddrager sig ansvar for Den Andens
historie. Historieundervisning skulle gerne være balanceret således, at vi
hverken overvurderer os selv eller undervurderer andre. I det hele taget er
beskrivende undervisning, der hviler på vurdering problematisk. En kritisk
bevidsthed om, hvad historie kan gøre ved os, og vores forståelse af de andre
er at foretrække. Det er ikke fortællingerne, der er det vigtige, det er måden
de bliver ’brugt’ på vi skal blive kloge på. Vi skal vide, at vi ikke alene er
historieskabte, men også historieskabende. Vi gør historie. Vi gør kultur.
Det er netop den helt overordnede pointe i vores bog ”At
gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisning”. Vores
ærinde er at sætte fokus på, at uanset om overleverede kendsgerninger er sande
eller ej, så virker de. I min fortælling bevirker den historiske tavshed om
dansk slavehandel, at den ’selvfede’ fortælling om stavnsbønder, der fik
ophævet stavnsbåndet da læsning og regning blev almene færdigheder, om borgere,
der fik ophævet kongens enevældige magt blot ved at bede om det, og om
arbejdere der fik en hovedaftale af de sundhedsoptagede arbejdsgivere, ikke
bliver sat i relief. Det er et spørgsmål om man faktisk kan fortælle historie
som en fælles historie mellem stavnsbønder
og herremænd, mellem borgere og magtbesiddere, mellem arbejdere og
arbejdsgivere, mellem postkoloniale samfund og tidligere slavehandlernationer
osv.? Er vi ikke snarere nødt til at formidle forståelse for, at der eksisterer
modsatte interesser. Bevidsthed om at mennesker handler på baggrund af deres
interesser. Ikke fordi de er slaver, stavnsbønder, borgere eller arbejdere men
fordi de er mennesker underlagt historiske vilkår. Slaveejere, herremænd,
konger og økonomifyrster handlede ud fra deres forståelse af vilkårene. De
gjorde allesammen historie på baggrund af de forståelser af modsætningerne i
samfundet, som de nu engang opfattede historien med. For slaveejerne virkede
historier om, at den hvide race var andre overlegne. Deres forestilling om
overlegenhed forhindrede dem i at se den lidelse systemet medførte. Man kan
sige, at begrebet ’race’ virkede. Tilsvarende virkede historier, om at visse
mennesker var udvalgt af Gud, til at forhindre herremænd og konger i at se
deres undersåtter som medmennesker. Religiøse dogmer virkede.
Det er vores håb, at vi med vores bog kan fremme forståelsen
af, at vi er hinandens med-mennesker. Vi er henviste til at løse vores
indbyrdes konflikter igennem opbygning af delte forståelser af de historiske
vilkår og deres virkning på os som individer og som medlemmer af diverse
grupperinger. I bogen peger vi på, at forståelser af begreber som kultur,
identitet, nationalitet og etnicitet spiller ind på de måder historien virker
på. Hvis modsætning beskrives som grundet på etnicitet frem for på fattigdom fx,
så giver det væsensforskellige forståelses- og handlemuligheder. Hvis jeg
ovenfor havde forstået Dragen som låst i en sort etnicitet, så havde jeg ikke
kunnet forestille mig, at han kunne gøre andet end at være Dragen – sort er han
jo. Forstår jeg ham derimod som et med-menneske, der er fanget i modsat
virkende forståelser af arbejde og frihed, så kan jeg møde ham, diskutere med
ham – ja, måske endda lære af hans forståelse. Vi kunne måske sammen udvirke
nye forståelser til fælles bedste.
Jeg indledte med at sige, at jeg ikke ville besvare lederens
spørgsmål, men jeg tænker, at jeg alligevel indirekte er kommet til at tale
for, at historiefaget skal bidrage til følsomhed overfor modsatrettede
interesser. Faget kan sætte fokus på, hvad vi gør med vore begreber. Dragen kunne mødes med en fastlåsende
forestilling om hans etnicitet, men han kunne også mødes ved at vi deler vores
respektive forståelse af arbejde med hinanden. Det ville i mine øjne være fint,
hvis elever forlader skolen med en forestilling om, at de har handlemuligheder,
og at de kan gøre en forskel. De kan
gøre forskel i arbejdslivet med den måde de møder deres fremtidige kolleger på.
De kan gøre forskel med den måde de agerer på i deres boligforening. De kan
selvfølgelig også gøre forskel, hvis de vælger at træde ind på de større
politiske arenaer. De kan gøre en forskel, hvis de agerer med bevidsthed om, på
hvilke måder de selv skaber historie, mens de gør den.
PS Lad mig slutte med en opdatering. I vores historiebøger
kan vi læse, at Danmark solgte De Dansk-vestindiske Øer til USA i 1917. Øerne hedder
i dag United States Virgin Islands. Shelley Moorhead gør opmærksom på, at det
var 100.000 mennesker, der blev solgt! Det gør
en forskel om jeg beskriver historien som et salg af øer eller mennesker! Mennesker
der ikke havde dansk statsborgerskab ved salget og her i 2010 endnu ikke har
fået fuldt amerikansk statsborgerskab – eller national selvbestemmelse som
Grenada.
Kilder:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar