Jeg lever i en anden virkelighed end Sørine Gotfredsen og Dansk Folkeparti!

Sørine Gotfredsen definerer ’Mennesket’ for Dansk Folkeparti i bloggen ”De blå menneskelige værdier”. Mit menneskesyn og min virkelighedsopfattelse er helt forskellig fra hendes. Min opfattelse giver desuden plads til at vi kan være flere om at definere ’virkeligheden'. Det er en særlig kvalitet i et demokrati!

Jeg har studeret og forsket i videnskaben pædagogik, og jeg ved, at det er umuligt at udtale sig skråsikkert om menneskets natur. Studerer man menneskesynets historie, vil man finde alt fra at mennesket er født ondt og må tugtes (Luther) til at mennesket er født godt og må beskyttes fra samfundet (Rousseau). Der imellem findes mange positioner som fx at den nyfødte er en tom tavle, hvorpå der kan skrives hvad som helst.

Selv finder jeg følgende udsagn mest plausible: Menneskets natur er af en anden natur, nemlig den intersubjektive socialiserede natur. Allerede fra fødslen er menneskebarnet del af et socialt liv, hvor det kender sin mors stemme og meget hurtigt lærer at skelne hendes ansigt fra alle andres. Mennesket har ikke en natur. Mennesket tilegner sig sin menneskelige natur i sine sociale fællesskaber. Det menneskelige fællesskab har stor betydning for udviklingen af menneskets personlighed – som ikke er naturlig, men kulturlig.

Jeg er derfor voldsomt uenig med Gotfredsen, når hun skriver, at der ligger ”et dybt menneskesyn” bag Dansk Folkepartis restriktive indvandrerpolitik. Det er ikke dybt, men valgt efter forgodtbefindende. Det oplyses ikke, hvad der bringer Gotfredsen frem til hendes postulater om, at ”Menneskenaturen har dunkle sider”. Og videre at mennesket er grundet i sin kultur, religion og sit sprog.

I min virkelighed skaber vi mennesker sammen den kultur, den religion og det sprog, som vi er fælles om. Det er fænomener, der hviler i mellemmenneskelige fællesskaber, som vi både skabes af og selv bidrager til udvikling af. Kultur, religion og sprog er noget vi gør sammen.

Jeg skal ikke afgøre om mit menneskesyn er ’dybere’ end Gotfredsens. Det lader sig i sagens natur ikke undersøge. Man vil aldrig med nogen videnskabelig sikkerhed kunne sige, hvordan ’Mennesket’ ville udvikle sig udenfor kulturen. Menneske bliver man i sin menneskelige sammenhæng. Menneskets væsen er, som skrevet ovenfor, kulturlig, så det er ikke vanskeligt at forstå, at Gotfredsen ved, hvad menneskets natur er i Dansk Folkepartis kulturelle ramme.

Jeg vil hævde, at mit menneskesyn fører til mere positive forståelser af menneskelivet. I min forståelse er der plads til tro på, at mennesker kan indgå i mangeartede sociale rammer, og at det er muligt at skabe nye rammer for vores fælles liv. Det er et menneskesyn, der indebærer håb om udvikling i stadig mere menneskevenlig retning.

I mit fag tænkes ’Mennesket’ som et nysgerrigt lærende væsen, der aktivt undersøger sine omgivelser. Det gælder i særdeleshed nysgerrighed og aktivitet rettet imod, hvordan det kan gøre sig til et værdsat medlem af det fællesskab, som det blev født ind i. Det søger anerkendelse – og vokser med samme.

Voksne individer har, efter min opfattelse, ansvar for at udvikle mere anerkendende samfund end det restriktive samfund, som Gotfredsen beskriver. Ifølge hende må vi indrette samfundet ” så menneskenaturens dunkle sider inddæmmes”. Det nødvendiggør i hendes optik den konservative politik, som Dansk Folkeparti står for, fordi ’virkeligheden’ tilsiger det. Men vi får ikke løftet sløret for, hvis virkelighed, der tales om, blot at ”et menneske i den virkelige verden er … så grundet i sin givne virkelighed, at man i længden nedbryder et samfunds homogenitet ved at inddrage for mange med en helt anden kultur. Det handler om troen på, at mennesket hviler så dybt i kulturel, religiøs og sproglig identitet, at det er ansvarsløst trods mange års mislykket integration blot fortsat at dyrke mangfoldighedens ideologi.”

I min virkelighed er der mennesker med forskellige uddannelser, forskellige hudfarver, forskellige slægtshistorier, forskellig religiøsitet, forskellige politiske opfattelser. Vi er forskellige, men nogen ligner også. Vi er mange mødre, mange avislæsere, mange løbere, mange tegnere, mange ateister osv. Jeg føler mig ganske godt integreret i mit mangfoldige samfunds virkelighed. Selv om jeg er andengenerationsindvandrer i København.

Den danske kultur er ikke nu og var ikke tidligere en homogen størrelse. For fire slægtled siden var mine forfædre fattige vestjyske bønder. I de tre mellemliggende slægtled har mine forfædre bevæget sig gennem uddannelse og ansættelser i tjenestemandsstillinger. Hvad er egentlig min families virkelighed? Og hvor ligger den virkelighed? Ligger den i det fattige vestjyske bondesamfund eller i det østjyske selvstændige erhvervsliv? Og repræsenterer mit liv, siden min flytning fra Jylland i femårsalderen,”en anden kultur” som nedbryder nogens virkelighed?

Min pointe er, at det er ansvarsløst af politikere (og præster) at fremhæve forskelle, hvor de lige så godt kunne fremhæve ligheder. Forfatteren Amartya Sen omtaler den menneskelige diversitet som, at vi er forskelligt forskellige – og det menneskesyn er i overensstemmelse med den mangfoldige virkelighed, jeg ser.