Dannelsen - skal den erstattes af vækst- og erhvervsvenlige kompetencer?

I mine fyrre år i uddannelsesområdet har jeg flere gange anvendt begrebet dannelse. Ofte med et tillægsord til præcision: almen dannelse, humanistisk dannelse, klassisk dannelse, encyklopædisk dannelse, polyteknisk dannelse, akademisk dannelse, politisk dannelse, material dannelse, formal dannelse osv. Tillægsordene betegnede forestillinger om med hvilket indhold og i hvilken form dannelsen skulle vise sig hos de mennesker, der havde erhvervet den. Grue-Sørensen har nok ret, når han skriver, at " De afgørende kriterier på, at dannelse er til stede, er temmelig usikre og genstand for adskillig uenighed." (fodnote: K. Grue- Sørensen: Almen pædagogik En håndbog i de pædagogiske grundbegreber, Gjellerup. 1974 s. 40)

Forestiller man sig, at man kunne definere kriterierne og dernæst tilrettelægge en uddannelse, der resulterede i at eleverne besad denne dannelse, så ville der være tale om et totalitært samfund. Det er forøvrigt forsøgt fx under betegnelsen polyteknisk dannelse i DDR. Forsøgene kunne heldigvis ikke stoppe kritiske ånders søgen dannelse - også udenfor de definerede områder. Når jeg skriver 'heldigvis', så skyldes det, at jeg forestiller mig, at en dannet person netop formår at forholde sig kritisk til den herskende ideologi, kan sætte sig ud over de konventionelle tankesæt og evner at formulere egne kritiske refleksioner og ideer til alternativer.

Jeg ønsker at leve i et samfundsfællesskab med plads til mangfoldighed. I det samfund lader dannelsens mål sig ikke formulere entydigt (totalitært). Men fællesskab skal bygge på noget. Hidtil har vi i Danmark troet på, at en vis fællesmængde af viden om historie og kunst har knyttet os sammen. Den tro er åbenbart under forandring? I hvert fald nedprioriterer Venstre-regeringen (Moderniseringsstyrelsen) de fag i skole og gymnasium, som skulle bibringe eleverne en sådan viden.

Andre politiske retninger definerer disse fagområder som 'værdier' vi må kriges om. Hos Dansk Folkeparti er det 'danske' noget unikt for danskere, som kan føre deres slægter tilbage i flere led indenfor dansk territorium, og som i øvrigt er kristne på en særligt kulturkristen måde. Partiet er næppe alene om denne forestilling om danskhed - den rækker langt ind i andre partier og skaber dermed flertal for en selvtilstrækkelig og selvfed forestilling om landets rolle i globaliseringen, hvor næstekærlighed kun udstrækkes til 'danskere'.

Jeg har bidraget til skrifter om, at kultur er noget vi gør - noget der forhandles imellem os. Jeg opfatter også historie som noget vi både skabes af og selv skaber. Tilsvarende med kunsten. Skulle jeg formulere, hvad dannelse er, så er det væsentligt at mennesker skal have evne og vilje til at deltage i denne 'gøren' kultur, historie og kunst. Det er meget essentielt for mig, at 'gøren' skal ske miljø- og menneskevenligt.

Jeg kan ikke sige, hvilken eksakt historisk viden, hvilken bestemt kunstnerisk oplevelse eller præcist hvilket litterært værk, der vil gøre mennesker i stand til at leve i fordragelig sameksisten. Jeg tror, tvært imod at vi bliver bedre i stand til at 'gøre' fremtid sammen, hvis vi mødes i forståelse for at mangfoldighed er en rigdom.

Derfor har jeg været meget glad for den åndsfrihed, der prægede den danske uddannelsesverden mens jeg var embedsmand i den. Lærere forventedes at forvalte deres didaktiske refleksion således at de aktuelle elever blev mødt med det stof, der kunne fremme netop deres udvikling og med metodefriheden kunne lærerne vælge at gå præcist de veje deres elever ville få mest udbytte af. Lærere havde frihed under ansvar overfor målsætningens ord om "åndsfrihed og "demokrati".

Den tillid til lærerne erstattes pt i skole og gymnasium med 'målstyret læring' af det ministerielt definerede indhold - næsten som i DDR! Sjovt nok sker det i højrenationale og liberale ordflomme. Dannelse bliver nedgjort med tillægsordet 'traditionelt'. Så kan skole og gymnasium rettes mod vækst- og erhvervsvenlige kompetencer.

Som socialt orienteret individ står jeg lidt afmægtig tilbage. Jeg havde ikke en adresse i Moskva i 70'erne - jeg har heller ikke aktuelt nogen adresser, der kunne tænkes at udlevere dannelseskriterier. Når Thomas Aastrup Rømer i Informations kronik d. 27. april postulerer, at "venstrefløjen åbenbart er imod humanisme og oplysning", så mener jeg ikke det gælder mig. Jeg trivedes fint med de kulturradikale spor efter Den Blå Betænkning. I den var der højt nok til loftet til at holde dannelsestænkningen åben. Oplysning var et ufuldendt - men fortløbende projekt. Jeg tænker, at netop åbenhed er det fornemmeste kriterium for begrebet dannelse. Åbenhed i levet "åndsfrihed og demokrati".