Selvbiografisk præg - nej. Biografering af omsorgsgivere - ja.

I den lektørudtalelse, som jeg blev glad for, står der en sætning, som jeg har lyst til at uddybe: ”Bogen tager delvist udgangspunkt i forfatterens eget liv og – erfaringer, hvilket giver den et selvbiografisk præg.”

Det var egentlig ikke mit ærinde at skrive en selvbiografi. Jeg ville biografere ’fænomenet’ husmor.

Den udfordring skriver jeg om i "Klode, klimaogkvindelivOmsorgensusynligebidragtilnationaløkonomien":

”Jeg forsøger at biografere husmødre. Det gør jeg ved at fortælle om mine egne formødre. De to var unikke, særlige og principielt uerstattelige, men de kan forhåbentlig illustrere karakteristiske husmødre-liv i årene 1950-1952. Husmødre får, i min biografi, træk, som jeg kender fra min mor og bedstemor samt fra flere kvinder på deres tid. 

Husmødre repræsenterer en feminisme, der blev glemt i BNP-regnestykkerne. Det lyder mærkeligt med en husmor-feminisme, for vi har lært at kvinder netop ikke skal lade sig isolere i husmor-situationen. Ikke desto mindre, vil jeg hævde, at mor og bedstemor var økonomiske på en ’feminin’ måde. De var kloge og nøjsomme forbrugere, der samtidig skabte værdi for familien med det arbejde, de lagde i hjemmet og familien. De tog vare på materialer, men de var ikke materialister. Jeg tror, at de tænkte mere på ansvar og forpligtelse end på frihed. Men i en formulering af husmor-feminisme, skal det medtænkes, at det ikke ’kun’ er husmødrenes arbejde, der er blevet marginaliseret i de nationale regnskaber. Sysler med alskens materialer, som dem mine forældre bedrev med deres broderi, med snedkeri og mere hobby- og hyggeprægede frembringelser fremstår så værdiløse, at vor dronning omtalte dem, som unyttige beskæftigelser. Pointen er, at de netop kan være værdifulde i livet. 

Mistede vi kendskab til generelle vilkår for omsorg, med BNP-regnskabernes marginalisering af husmødrenes beskæftigelse? Fortællinger om barndom i 50’erne kan måske inspirere os til at skabe samfund, hvor individer oplever hjemmets arbejdsopgaver meningsfulde, hvor ressourcebevidsthed og omsorg er værdimål i et samfund, hvor alt det ulønnede, værdifulde arbejde, som fortrinsvis de hjemmegående kvinder forestod – det arbejde, som holdt familierne og samfundet sammen – får den centrale plads i samfundets udvikling, som det hele tiden burde have haft.” (Bøndergaard (2025):45)

Mit ærinde er, at sætte fokus på en upåagtet del af samfundsøkonomiens historie. Husmødrene varetog vigtige omsorgsfunktioner i hjemmene og nærmiljøerne, som, siden kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, er blevet flyttet ind i institutioner, hvor arbejdet nu udføres af lønarbejdere. Ofte lavtlønnede arbejdstagere. Og, som jeg har skrevet om andetsteds, er det netop de omsorgsinstitutioner med opgaverne pleje, uddannelse og pasning, der rammes af diverse sparerunder. 

Min pointe er, at vi ikke er ganske klar over, hvad det er vi sparer på, når husmødrenes historie er underbelyst.

Mine formødre var omsorgsgivere. Det er ’omsorgsgiveren’, jeg gerne vil biografere.

Der er tale om tusindvis af kvinder. Individer, som ikke tidligere har givet anledning til biografisk undersøgelse. Men i et demokratisk samfund, hvor alle individer har lige ret, bliver også de anonyme identiteter interessante. De manges ’virkelige livshistorie’ er fortællinger om et samfundslag, der ellers ikke har været i historikeres søgelys.

I Birgitte Possings (f.1952) bog "Ind i biografien" skriver hun om en biografisk vending, hvor det enkelte individ tilskrives større indflydelse på historiens gang end i tidligere perioder, hvor individer betragtedes mere som produkt af deres kultur. Betoningen af individualiteten er interessant: ”Det personlige liv bliver interessant, fordi det er det unikke, vi har tilfælles med andre mennesker. Det unikke er det generelle.” … Bestræbelserne på at forstå biografien og de mange måder, hvorpå virkelige liv bliver fortalt i praksis, er derfor uløseligt knyttet til de vestlige demokratiske samfunds stadig større fokus på begreber som individets frihed, integritet og kompleksitet. Det er baggrunden for den biografiske vending i historien.” (Possing (2015): s. 39)

Jeg har ikke fortalt om mine formødre, for at gøre deres ”personlige liv interessante”, men for at få fokus på den ’omsorg’, som de ydede i deres liv.

’Omsorg’ er den oversete lim i samfundslivet. Det er vi nødt til at opdage, før det glemmes – og spares væk!

Litteratur

Bøndergaard, Jette: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. 2025

Possing, Birgitte: Ind i biografien. 2015

Afvækst - omlægning af økonomien til de manges fordel

For et kvart århundrede siden varetog jeg ledelsesopgaver på en større uddannelsesinstitution. Det var dengang, ’staten’ forestillede sig at score digitaliseringsgevinsten. De offentlige institutioner blev årligt skåret to procent i driftsbevillingerne. Det hed sig, at vi skulle produktionsforbedre. Men offentlige institutioner varetager typisk opgaver, som tager den tid, som de nu engang tager. Opgaver som at pleje, at bibringe læring, at helbrede, at opmuntre, at glæde, at føde, at lindre døende og meget mere i kategorien ’omsorg’.

Idéen om at staten kunne spare på de offentlige udgifter var fostret i det liberale Amerika, hvor staten af mange opfattes som ’fjende’. Det var næppe, hvad flertallet af danskere tænkte, men i 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev den amerikansk formulerede forståelse af kapitalisme og markedsøkonomi fremherskende på globalt plan. I Danmark privatiserede socialdemokratiske regeringer samfundsejede virksomheder som TDC, De Danske Statsbaner og Det Kongelige Danske Postvæsen. Førstnævnte frasalg fik siden fortrydelige ord med på vejen af Poul Nyrup Rasmussen i bogen I grådighedens tid, som kritiserede salget til kapitalfonde, der tømte selskabet for værdier og dermed forstærkede finanskrisens virkning i årene efter 2008. Salget blev kritiseret for at skade danske lønmodtagere, pensionister og kommende danske generationer.

Andre, som Francis Fukuyama, antog at den frie markedsøkonomi og det liberale demokrati ville overtrumfe alle andre ideologier og dermed afslutte den økonomiske udviklingshistorie. Tankerne kom i bogform på dansk som Historiens afslutning og det sidste menneske. Men liberaliseringen førte ikke til frihed for de fattige og for kvinder – især ikke i det globale syd.

Økonomihistorien sluttede ikke lykkeligt der!

De danske regeringers spareiver viser sig i form af stress og livsstilssygdomme ikke mindst blandt lønmodtagerne i de offentlige institutioner. Den fart, som de udfører deres omsorgsopgaver under, i arbejdslivet, fører til, at de hurtige løsninger finder indpas i privatlivet. Det bliver usunde færdigproducerede måltider, svigtende tid til de gamle og ensomme i familiernes yderkant, nemme løsninger til erstatning for børnenes madpakker, nyt tøj når knapperne springer af – og i særligt pressede situationer sendes syge børn i daginstitution.

Uddannelserne og sundhedsvæsnet har lidt stor skade som følge af den amerikansk inspirerede økonomi, mens de medicinselskaber, der udvikler piller mod stress, overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk osv. tjener store penge – ironisk nok - ikke mindst på det amerikanske marked.

Den offentlige sektor har været udsat for, afvækst, postvækst, skrump, besparelser – eller hvad vi vil kalde det, i et kvart århundrede, så når modstandere af de-growth siger, at vækst-stop vil forringe velfærden, så kan vi trække på erfaringerne og sige, ja i høj grad!

Hvis – og der er et stort HVIS!

Hvis vi fortsat vælger, at vækststop skal lægges på de offentlige omsorgsopgaver. Men det er ikke en naturlov. Hvad der til gengæld er naturlove bag, er klodens klimaproblemer, den mindskede diversitet, landbrugsjordens udpining, flere zoonoser med risiko for pandemier, forurenede drikkevandskilder osv. Så vækststop er uomgængeligt, hvis den menneskelige civilisation skal overleve.

Det er op til os mennesker at beslutte stop af den vækst, der nedbryder kloden. Vi kunne i samme ombæring beslutte at stoppe den vækst, der betinger mistrivsel, helbredsproblemer og øger den økonomiske ulighed blandt klodens beboere.

Man skulle tro, at økonomer stod i kø for at fremlægge idéer til en sådan omlægning af samfundsøkonomien, men mainstream-økonomerne har i stedet stået i kø for at betjene finans- og teknologikapitalister. Nogle få modige økonomer har talt imod. Jeg nævner flere af dem i min sidste bog Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Lad mig i flæng gentage nogle få navne her: Janis Varoufakis, Tim Jackson, Jason Hickel, Nancy Folbre, Mikkel Thorup m.fl. Efter udgivelsen af min bog udkom Timothée Parrique med bogen Afvækst eller undergang. Den bog og Tim Jacksons endnu ikke oversatte bog The Care Economy giver håb for, at fantasierne om andre samfundsindretninger får mere fremgang.

Jeg synes, at vi skal invitere alle med til at fortsætte fortællingen om den økonomiske historie. Det kræver først og fremmest fantasi. Fantasier om, hvordan vi skaber mere lighed mellem mennesker generelt og køn i særdeleshed, mere balanceret anvendelse af naturens ressourcer, mere tid og plads til at udfolde den menneskelige kreativitet, mere hensyntagen til børn, ældre og svage samfundsmedlemmer, bedre fordeling af kilder til rigdom, fremme af fredeligt samarbejde, fordragelighed og gensidig respekt mellem mennesker på trods af religioner, sprog og kulturer. Eller sagt på en anden måde: vækstparadigmets fokusering på profit for de få kunne erstattes med ideer om trivsel for de mange.

Jeg anbefaler, at vi tager udgangspunkt i forståelsen af, at økonomiske tankesæt er kulturelle fænomener, som det er lettere at forandre end klodens naturlige begrænsninger. Økonomi er ikke styret af naturlove. Økonomi er skabt af mennesker. Skabt på måder, der medfører voksende ulighed, flere livsstilssygdomme, svindende diversitet og nedslidning af naturgrundlaget. Vi kan flytte vægten i de økonomiske tankegange fra ’vækst’ til ’omsorg’, som Tim Jackson foreslår. Hovedfortællingen er, at den herskende økonomiske tænknings fokusering på mere arbejde, mere produktion, mere vækst fører til stress og nedslidning af lønmodtagere, mens aktionærer i fx medicinindustrien vinder.

Hvis det lyder, som om vi almindelige borgere er fanget i et hamsterhjul, så er det ikke helt forkert – men det tankevækkende er, at hjulets fart kan sænkes uden betydning for menneskelig trivsel. Det er i hvert fald den fortælling Tim Jackson vil have os til at fantasere om. Eller leve efter – det er der jo enkelte eksempler på blandt passionerede iværksættere og kunstnere. Vi kunne måske endda lære noget essentielt om samfundsindretning ved at tage ved lære af mennesker, der selv tager vare på at give deres liv mening og indhold frem for at lade sig forblænde af vækst, vækst, vækst …

Som Parrique skriver, så er de-growth ikke det samme som recession. Det er vel tilrettelagt omlægning af samfundsøkonomien, der giver plads til omsorgsfulde og livsnydende udfoldelser frem for konkurrerende forbrug. Vi skal prioritere retfærdig brug af de sjældne jordarter, så de teknologiske landvindinger fremmer de manges fredelige og åndfulde livsudfoldelser frem for de fås materialistiske forbrugskonkurrence.

Alle opfordres til at hoppe med på fantasierne om samfundsøkonomiens udvikling – det er for vigtigt et emne til, at det kan overlades til økonomerne alene.

PS billede med indsat foto af Tim Jacksons bog "The Care Economy" er et oprindeligt portræt taget af Suste Bonnén