Velfærdsjobbere har ikke glemt kærligheden
En kronik i avisen Information påstår, at vi har glemt kærligheden, og
at menneskelige relationer underlægges økonomistisk tænkning. En spagfærdig
indvending kunne være, at dersom logikken holder, så skulle vi alle ønske at
blive finansrådgivere og finansspekulanter. Men det holder ikke. Jeg har oftere
hørt elever sige, at de ville være 'noget med mennesker' end ’noget med penge’.
De fleste, der fx vælger lærergerningen ved godt, at den bliver man næppe
millionær af - de søger noget andet. Jeg har aldrig mødt en lærerstuderende,
som valgte jobbet 'for at plage børn' - nej, de ønsker at gøre en menneskelig
forskel. (Det lykkes ikke for alle - det er ulykkeligt - men en anden sag.)
Det samme gør sig gældende for socialrådgivere,
sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger - ja, nok alle de
såkaldte velfærdsjob. De vil gavne med-menneskelig samfundsudvikling.
Også derfor er der noget helt tosset i, at de job
nu skal 'moderniseres' og 'normaliseres' - gøres effektive og rentable i
økonomisk forstand. I stedet burde vi undersøge om ikke de job indeholder kim
til en ændring af samfundet i retning af 'Den store omstilling' (Jørgen Steen
Nielsen) til menneske- og miljøansvarlig levevis.
Job socialiserer - lærerjobbet har været et job,
hvor man løftede en fælles opgave i flok - derfor har overenskomstaftalte
arbejdstidsregler været vigtige. Det skyder 'moderniteten' og forestillinger om
'normalt' nu en breche ind i - nu skal lærerne hver især forhandle arbejdstider
i konkurrence med kolleger. Individualisering og i sidste ende ensomhed i
jobudførelsen kommer til at stresse velfærdsarbejderne. Hvem skulle dog i
fremtiden ønske sådan et job? Et job hvor lønmæssig nøjsomhed bliver udråbt som
udtryk for manglende kreativitet og klogskab ???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar