Boglancering

 Ked af!

Jeg er ked af, at forlaget lancerer min bog som 'fortællinger og memoirer' ...

Jeg er ikke en berømthed, der sælger 'memoirer'!!!

Det er RAMMEN om mine fortællinger, der er BUDSKABET.

Jeg har noget på hjerte om: KLIMA og KVINDELIV. Og det, som jeg vil sige om de to temaer er, at de må forstås sammen med ØKONOMI og OMSORG.

Jeg tror ikke, at vi redder KLIMAET, hvis vi ikke forstår, at drage OMSORG for medmennesker og miljø. Vel at mærke på en måde, hvor vi tøjler grådighed og ressourcespild. 

Jeg skriver kritisk om den livsstil, der blev introduceret til os vesterlændinge med USAs Marshall-plan i 1950'erne. Min bog fortæller HISTORIE fra børnehøjde.

Jeg HAR beklaget mig til forlaget. Jeg - og andre, tak! - har beklaget lanceringen hos fx Saxo Boghandel.Du kan hjælpe mig, ved at fortælle om bogen til økonomer, historikere, feminister ... og andre godtfolk. Min bog er også en oplagt julegave til de familiemedlemmer, der "har alt" og mindes egen barndom uden TV, computer og mobiltelefon.

Del gerne mit opslag - sammen slår vi et slag for klode, klima og kvindeliv ved at trække mødrenes omsorg frem i økonomisk belysning.

Foto: beskæring af Suste Bonnéns portræt af mig (ikke-berømtheden)

Forbrug, materialisme og frihed - blev det frihed?

Jeg savner en debat om, hvilket samfund vi vil skabe efter væksten. For væksten kan ikke blive ved. Klodens ressourcer slår simpelthen ikke til, til at flere skal leve med materielle goder i lighed med, hvad vi ser på diverse vestlige spillefilm. Det ses allerede, at fx rent drikkevand er en begrænset ressource, som vi burde tage anderledes vare på – end at skylle toiletter med den.

Hvis vi oven i købet forventer, at vi vil udvikle post-vækst samfundet i fred og fordragelighed, så er det nødvendigt snart at tænke på, hvordan større lighed mellem klodens beboere kan udfoldes. Vi ser store menneskevandringer mod de materielt velstillede samfund, som allerede nu giver anledning til gnidninger og konflikter. Drømmeindustriens billeder viser sig sjældent realiserbare for de flygtninge og migranter – som ikke led druknedøden på flugten fra fattigdom.

Jeg forestiller mig, at vi nok er nødt til at tænke helt nyt på mange områder. Måske allervigtigst på økonomien. Det er ikke økonomisk at forbruge og brænde ressourcer, der med mere omtanke kunne blive til større gavn end det, som visse grådige personager hober op i garager og hangarer – man kan vel ikke flyve med mere end et fly ad gangen?

Et historisk blik på den økonomiske indretning viser, at væsentlige bidrag til samfundet faktisk ikke tæller med i BNP. Da nationalregnskabs-modellerne blev udviklet efter 2. verdenskrig talte husmødrenes bidrag ikke med. Det var ganske simpelt for indviklet at opgøre værdien af det ubetalte husmor-job. Man (USA) mente, at nationernes regnskaber kunne sammenlignes uden hensyn til husholdningerne, for det var ens for alle lande, at kvinderne ’gik’ hjemme. De opgjorte nationalregnskaber skulle USA bruge til udrulning af Marshall-planen, som var tænkt til at øge købekraften hos modtagerne, så de kunne bidrage til at holde gang i den amerikanske industri – ikke mindst våbenindustrien.

Under verdenskrigen fandt fremsynede danske hoveder ud af, at landets sundheds- og uddannelsessektorer skulle dækkes økonomisk over skatten, og være fælles gode for alle landets borgere. Her blev kimen lagt til det velfærdssamfund, som mange glædes over i dag – og som begrædes af andre, der kun ser ’skattetryk’. Det gælder ikke mindst det ultraliberale styre, som USA har nu.

Der er en sandhed i, at skattetrykket i velfærdssamfund bliver højere, jo mere af det omsorgsarbejde, som husmødrene bedrev uden løn, der nu varetages som lønarbejde af sygeplejersker pædagoger og lærere. Men der er næppe megen diskussion om, hvorvidt velfærdsmodellen giver bedre sammenhængskraft i samfundet end den model, der hersker i USA. Hvis der er diskussion, så bør man læse forskerne Wilkinson og Picketts behandling af det store statistiske datamateriale, som nutidens computere giver os adgang til at sammenholde. Deres konklusion er, at samfund med mere lighed klarer sig bedre end samfund med stor ulighed. Deres data påviser sammenhæng mellem ulighed og faktorer som: kriminalitet, fængselsudgifter, selvmordsrater, teenagemødre, hjemløse, arbejdsløshed, narkomani, lavt uddannelsesniveau, drab, fedme osv. – USA kom i øvrigt ud som det mest ulige samfund i verden!

Men vi ved jo, at selv vores velfærd ikke har fået træerne til at vokse ind i himlen.

Hvor kan vi hente inspiration til at udvikle post-vækst velfærdssamfundets økonomi? Det er der heldigvis flere økonomer, der giver bud på, men vi mangler stadig at få deres bud inddraget i nationale budget-lægninger og regnskabspraksisser. (Det er sjældent de økonomer, der taler imod vækstparadigmet, der kommer til orde i medierne.)

Og – og det er måske endnu vigtigere end økonomiske praksisser – så savner vi ideer til, hvordan vi kan indrette os, så materielle begrænsninger ikke samtidig bliver til begrænsninger i kreative udfoldelser, givende læringsprocesser, gode mellemmenneskelige samværsformer – kort og godt: Økonomisk tænkning, der vægter mere omsorg og øget trivsel. Vel at mærke omsorg og trivsel for alle. I USA står lidt under 50 millioner uden sundhedsforsikring – det vilkår ønsker vi ikke for vores naboer i Danmark. Den nugældende økonomiske praksis går ud på at tælle, hvad arbejdsstyrken producerer og sælger. Kunne det tænkes, at det kan vendes til: hvad arbejdsstyrken producerer og trives med?

Jeg prøver at udfolde nogle ideer, som jeg er så heldig at huske fra min tidlige barndom i det præ-vækst samfund, som jeg voksede op i. Vi vidste endnu ikke, at vi savnede TV, computere og mobiltelefoner. Vi fik megen tid til at gå med, at producere ting og sager selv. Eller rettere sagt, det gjorde vores voksne, og vi lærte ved at iagttage og efterligne dem: mødre der kokkererede, syede og rengjorde, fædre der snedkererede og reparerede motorer, nabolagets cykelsmede, hjemmesyersker, bagere, skomagere osv. Husmødrenes bidrag til samfundet var – og er – ret upåagtede. Vi børn levede i læringsprocesser, der var ganske anderledes end dem, som pædagogerne i dag kan tilvejebringe. Og, selv om hver tid nok stiller forskellige krav til læring, så kan vi måske alligevel have gavn af et gensyn med ’husmødrene’.

I min bog Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien uddyber jeg sådanne tanker, og knytter dem til undersøgelser af, hvordan selvskabte produkter kan have værdi i andre skalaer end pengenes. Måske udgør det at skabe til andre mennesker en værdi? Måske udgør det at koordinere tænkte ideer med håndens gøren en værdi? Måske udgør tilfredsstillelsen ved at genskabe og vedligeholde ting en værdi? Måske udgør det at bevæge sig sammen med andre en værdi? Måske har kreativ livsudfoldelse faktisk umålelige værdier, som vi kunne trives bedre ved at blive opmærksomme på?

Mit store spørgsmål er, om det faktisk ville være så sørgeligt at give afkald på nogle af de materielle goder, hvis vi erstattede dem med noget, der er sjovere end ”forbrug, materialisme og frihed”, som var det slogan vi blev lokket med af USA, da de introducerede os til Marshall-planens løfter om et liv i The American Way.

Jeremy Rifkin skrev i 2005 bogen The European Dream. Han forudså, at vi europæere ville overskygge amerikanerne i fremtiden – men vi må nok indrømme, at lige nu er vi lidt blændede af de mægtige tech-giganter og alt deres væsen. Måske skulle vi, nu tyve år efter Rifkins forudsigelser, spørge os selv, hvad er det egentlig vi europæere drømmer om? Den debat vil jeg gerne bidrage til med mine fortællinger, for nok kunne vi synes fattige dengang i 50’erne, men måske var vi også lidt rige på noget, det ikke ville koste enorme summer at genopfriske?

Vi har prøvet den amerikansk inspirerede materielle oprustning i firs år, måske vil det tjene Europa – og Danmark – at erstatte ’forbrug og materialisme’ med ’fællesskab og bæredygtighed’. Det vil i hvert fald betyde at flere bliver fri for de ubehageligheder, der statistisk blev forbundet med det amerikanske samfund!

Litteratur:

Bøndergaard: Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Skriveforlaget, 2025

Rifkin, Jeremy: The European Dream How Europe’s Vision of The Future is Quetly Eclipsing The American Dream. Jeremy P. Tarcher/ Penguin, 2005

Wilkinson, Richard og Kathe Pickett: Ulighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund. Informations forlag, 2011

----------

OM mig:

Jette Tofte Bøndergaard, cand.pæd. Ph.d.

Født 7. maj 1945

Pensioneret fra lektorstilling ved N. Zahles Seminarium 2006

Udgav 2010 At gøre Kultur i skolen i samarbejde med Nanna Bøndergaard Butters

Udgav 2017 I respektfuld erindring

Udgav 2021 Når kunstneren er en kvinde

Udgav 2025 Klode, klima og kvindeliv – omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Ny bog

 

Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Bogudgivelse 20. november 2025

Pressemeddelelse

Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien

Formødre, som mine, optrådte ikke på lærrederne i kunstmuseernes seneste udstillinger. Kvinderne er skrevet ud af kunsthistorien – er vi blevet klar over i de seneste år. Som kvinde - og som hustru og mor – er det faldet mig for brystet, at husmødre heller ikke blev indregnet i BNP-tallene, som USA udbad sig før tildeling af den økonomiske hjælp efter krigen, kaldet Marshall-planen. Dermed er det omsorgsarbejde, som mine formødre stod for – også skrevet ud af økonomien, det er tankevækkende!

De seneste 80 år – efter Marshall-planen – er husmødrene indtrådt i arbejdsstyrken. De omsorgs- og reproduktionsopgaver, som de historisk har varetaget, er blevet lønarbejde. I nationalregnskabet optræder opgaverne som udgifter.

Læser vi kritiske økonomers udsagn om, at fortsat vækst kolliderer med kampen for at holde klodens klimabalance sund, så må man bekymre sig for, om ’udgifterne’ til omsorg og reproduktion kan holdes fri af fortsatte besparelser.

Min bog fortæller om husmødrenes omsorgsfulde pleje af børn, familie, omgangskreds og nabolag i tiden før den store økonomiske vækst. Jeg diskuterer om former for økonomisk skrump er at foretrække frem for klimakaos og krig. Hvordan udvikler vi de teknologiske løsninger, der kan bringe os ind i en tryg fremtid, hvor omsorg ikke trues af besparelser?

Vi må opfinde samfundsformer, der er mere fredelige og mindre slidsomme for den omgivende natur. Er der inspiration at hente i beskrivelser af livet før den store vækst? Mine erindringer om livet i 1950’erne giver ikke grund til angst for at leve med materielle begrænsninger, så længe fantasi, ånd og skabertrang ikke stækkes. Som økonomen Tim Jackson formulerer det: ”Det handler om at anerkende menneskelivets dybde og bredde. Og det handler om at konstruere en økonomi, der afspejler den vision.” (Velstand uden vækst, s. 172) – Det giver bogen klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien anledning til at overveje.

Jette Tofte Bøndergaard (f. 1945) er uddannet cand.pæd., Ph.d. nu pensionist.

Titel: Klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationalregnskabet

Forfatter: Jette Tofte Bøndergaard, Tlf. 51297656, jette.boendergaard@gmail.com

Pris: 295,95 kroner

Sider: 300 illustreret

ISBN: 978-87-7574-264-6

Udgivelsesdato: 20. november 2025

Kan købes hos: Alle landets boghandlere, diverse netboghandlere og www. Skriveforlaget.

Malerier fundet på fotografier i lokalarkivet på Helnæs

 

I lokalarkivet på Helnæs fandt man 14 gamle fotos af malerier, som Ingeborg og Gotfred Rode malede under sommerophold på øen 1916 og følgende somre.

Det viste sig ved nærmere eftersyn at være fotos af 11 malerier.

På nogle af dem var signaturen læsbar. På andre ikke. Jeg har derfor måttet gætte på, hvem af de to kunstnere, der er ophavsmand til de respektive billeder. Mine gæt baserer sig først og fremmest på motivvalget.

Er dette måske et protræt af Ingeborg Rode? Et selvportræt?

De to næste billeder er et typisk motivvalg for Gotfred Rode. Dyr som heste, køer og gæs forekommer også på mange af hans underglasurmalede vaser fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Jeg tror at den portrætterede kan være Gotfred Rode selv?

Det er, efter udsagn fra en efterkommer, et selvportræt, malet af Gotfred Rode.

Kvinder ud af kunsthistoriens Glemmebog

Hirscsprung spørger: Hvordan skriver vi kvinderne ud af kunsthistoriens store glemmebog?

I al ubeskedenhed, så vil jeg hævde, at jeg har brugt syv år af min pensionisttid på netop dette.

Jeg blev i november 2014 så provokeret af at opdage, hvor dårligt kvinderne var repræsenterede på Statens Museum for Kunst, at jeg satte mig for at undersøge hvem alle disse forbigåede kvinder var. Det blev til bogen ”I respektfuld erindring ”, som udkom i 2017 under en del bevågenhed, for jeg kritiserede jo vores vigtigste nationale kunstmuseum, for den dis-respektfulde behandling af den halve befolknings, kvindernes, kunstneriske virke.

Det var overvældende at opdage, hvor mange kvinder det drejede sig om. I bogen gør jeg rede for, hvordan jeg har søgt efter malerinderne, og jeg slutter med en oversigt over de mange navne, der kunne findes med hjælp af Weilbachs registreringer og Kunstbibliotekets digitaliserede kataloger over censurerede udstillingskataloger samt diverse kataloger fra udstillinger, hvor kunstnerne kunne ses i samtiden (det sidste var sjældent forekommende …)

Med registreringsarbejdet fulgte et spørgsmål: er vi gået glip af noget? Ville vi, med kvindernes udsagn, have fået anderledes tankesæt at gribe livet an med?

Man kan af gode grunde ikke svare generelt på de spørgsmål, for kvindernes værker er i bedste fald ejet privat, men i værste fald simpelthen forsvundne.

Jeg satte mig for, at finde oplysninger om én af disse meget glemte kvinder. Mit valg faldt på en kvinde, der 32 år i træk fik værker gennem Charlottenborgs forårscensur. Hun var altså anerkendt i sin samtid!

Dette projekt endte også ud i en bog: ”Når kunstneren er en kvinde”, som udkom i november 2021. Uheldigvis druknede min bogreception totalt i voldsomt stigende Corona-smitte.

Med min fortælling om den glemte maler håber jeg, at vise ét eksempel på, hvad vi er gået glip af. Jeg var så umådelig heldig undervejs i mit opsporende arbejde, at få kontakt til efterkommere, så der dukkede flere malerier op end de få billeder, som jeg oprindeligt havde fundet imellem Kunstbibliotekets digitale fotografier og på diverse auktionssider. Ét maleri dukkede ydermere pludseligt op på Vejen Kunstmuseum under skriveprocessen, maleriet var blevet doneret af én af arkitekten Klint-Jensens børn. 

Det er i sig selv en historie – at kunsten kan findes udenfor samlinger – men det handler nok om en begrænset tid endnu.

Med efterkommernes velvilje fik jeg uddybet mit kendskab til malerinden. Min diskussion med baggrund i hendes billeder er centreret om de spørgsmål, der gennem mit liv har været i centrum: findes der ’billeder’ af omsorg for børn, syge og ældre samt påpasselighed med de begrænsede ressourcer vi mennesker bør dele i respekt og fred. (Jeg har I mit arbejdsliv forsket i, hvordan miljøproblemer bedst formidles til skolebørn).

Jeg lægger altså ikke skjul på, at min beskrivelse tager afsæt i mit engagement. Heller ikke i, hvordan mine syv år med glemte malerinder, har ført til en feministisk kritik, af kunstinstitutionen.

Det er mig en gåde, at vi til stadighed kun hører om den samme lille håndfuld af kvinder: Anna Ancher, Marie Krøyer, Gerda Wegner, Bertha Wegmann … til nød et par fynboer (Anna Syberg og Alhed Larsen) og en nationaromantiker (Agnes Slott-Møller). 

Der er så mange udsagn at undersøge!

Jeg valgte at grave materiale frem om en meget glemt kvinde. Hvem? Læs min bog! I den fortæller jeg også, hvordan den valgte kunstner berømmes for sit portræt af en slægtning af mig. Det roses for sin stilfærdige fortælling om danskhed, som på samme tid højlydt kritisk overfor en tysk overmagt og så klogt fremstillet, at fortællingen kunne leve videre blandt dansksindede sønderjyder syd for den daværende grænse i en offentlig tilgængelig samling. 

Hun er nemlig, trods glemslen, repræsenteret i Sønderborg Museum, Kunsten i Ålborg og nu også på Vejen Kunstmuseum.

Så … Jo, jeg har givet ét bud på, hvordan vi skriver kvinder ud af kunsthistoriens store Glemmebog. 

Og … ja, jeg ønsker naturligvis også at trække mine bøger ud af Glemmebogen!

Illustrationen er at finde i min bog. Det er billedet af en elsket svigerdatter - nu en elsket mor og mormor ... måske portrætterede kvinder ikke af nød, men i kærlighed til slægtninge og medmennesker??? Men samtidens mandlige anmeldere forklarede portrætkunsten med uformåenhed både kunstnerisk og økonomisk - "de var nok nødt til at male slægtninge, for de havde vel ikke råd til modeller" ?!!!)

Velfærdsjob

Den gamle fortæller

Den gamle lærer Tofte fortæller

Viser maleriet et værdigt liv, for en ældre mand? Eller er der mere på spil?

Hvilke billeder har vi, der viser omsorg, pleje og samvær på tværs af generationer?

Hvilke billeder og hvilket sprogbrug betjener vi os af, når vi taler om velfærd og omsorgsarbejde? Det spørgsmål diskuterer jeg I min bog Når kunstneren er en kvinde. Spørgsmålet aktualiseres af Corona-pandemien, hvor afhængheden af de offentligt ansattes indsats er blevet så åbenlys.

Det er uden proportionsforståelse, når indsatsen mødes med honninghjerter, og appeller om endnu en tjeneste. Det opleves respektløst, når online undervisning i samme sætning kaldes ”tidlig juleferie”. Online undervisning kræver helt ny forberedelse – en tid der blev begrænset, da lærerne blev underlagt lov 409.

Lærerlockouten viser med al tydelighed, at det offentlige arbejdes forhandlingssystem har problemer. Det er yderligere blevet tydelig med de lønproblemer, som følger af Tjenestemandsrefornen af 1969.

Jeg diskuterer ikke disse konkrete problemer i bogen, men spørger om de billeder, kvinder har skabt, ville give os et mere nuanceret blik på samfundets samlede opgave ved løsning af omsorgsopgaver.

Jeg oplever, at de desperate situationer, som sundhedspersonale verden over har gennemlevet under Coronapandemien, har vist personalets høje moralske standard.

Jeg tror, at de fleste mennesker ønsker et liv med betydning i medmenneskers liv. Det har i hvert fald gjort sig gældende for de sygeplejersker, lærere og pædagoger, som jeg har kendt igennem mit arbejdsliv iI uddannelsessystemet. De har ytret sig om, at det mere var i menneskelig tjeneste end i mammon, de så deres livsmål.

Det var ikke deres livsmål, der belastede klodens klima. Vi har mere brug for ændrede livs- og kulturformer i retning af de livsmål, der forekommer blandt offentligt ansatte end for yderligere nedprioritering af medmenneskelig omsorg, pleje, miljø- og ressourcepåpasselighed. 

Personligt har jeg oplevet megen meningsfylde og værdighed i at forfølge idealer udtrykt i Menneskerettighederne og begreber som lighed og frihed, der i min verdensforståelse ville sikre alle mennesker mod sult, vold, misbrug, undertrykkelse, arbejdsløshed m.m. Det opfatter jeg Richard Wilkinson (f. 1943) og Kate Picketts (f. 1965) bog Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre I mere lige samfund, som et meget stærkt forskningsbaseret bevis for.

Men vi har i høj grad brug for andre billeder og et andet sprog om de job, der yder omsorg og sikrer øget lighed – og reel værdsættelse i forhandlinger og løn.

Ingeborg Rode malede et billede af lærer Tofte. Læs mere om, hvem han var, og hvorfor han monstro er blevet foreviget som olding, i min bog Når kunstneren er en kvinde.