Ret til et sundt liv, et arbejde … til respekt.

Konventionerne om menneskerettigheder indeholder nogle paradokser. De første konventioner slår til lyd for individers frihedsrettigheder, mens senere konventioner handler om minoriteters (gruppers) rettigheder. Det medfører dilemmaer, for hvad stiller man op, når individer vil frigøre sig fra de minoriteter, der påberåber sig beskyttelse? Hvilke rettigheder har individer i forhold til grupper? Hvordan skal vi overhovedet forstå begreberne ’individ’ og ’gruppe’?

Jeg tænker, at respekt for menneskers rettigheder kræver, at vi rent faktisk opfatter alle individer som mennesker først og fremmest. Det vil de fleste jo nok mene, at de prøver på … men sproget spiller os et puds, når vi grupperer mennesker som fx syge, arbejdsløse, handicappede, sorte, børn, muslimer, akademikere … Vi bør tænke, at vi taler om mennesker med en sygdom, mennesker der søger arbejde, mennesker med et handicap, mennesker med hudfarve, menneske med alder, mennesker med tro, mennesker med uddannelse osv.

De ’hårdtarbejdende arbejdere’, som fx Mattias Tesfaye og Hans Schou Christensen fra 3F og Harald Børsting fra LO taler om, er mennesker med arbejde grupperet i en fagforening. Den gruppe må i sagens natur bestå af skiftende individer. I nogen perioder er fagforeningsmedlemmer mennesker med arbejde og nogen gange er de mennesker uden arbejde. Jeg forstår ikke, at fagforeningsbosserne skelner mellem ’deres’ mennesker på den måde, at gruppen med arbejde skal have skattelettelse på bekostning af gruppen uden arbejde. Er der ikke noget, som de ikke forstår?

Jeg vil fremover bruge sproget i den lange version, hvor jeg gør det tydeligt, at vi alle er mennesker. Jeg vil ikke mere tale om ’arbejdsløse’, for det får nogen til at tænke, at der er en modsætning imellem gruppen mennesker og gruppen arbejdsløse … 

Vi er alle mennesker først og fremmest, så min opfordring er: Lad os tale om, hvordan det danske samfund skal beskytte mennesker med diverse problemstillinger. Jeg er bekymret for, at den igangværende individualiserende opløsning af de universelle forståelser, ødelægger velfærdsmodellens menneskelighed.

politik i undervisningen - når læreren er et politisk menneske

Politik i undervisningen – om at være et politisk menneske

Jeg er inviteret til et arrangement med ovenstående titel. Jeg kan desværre ikke deltage, men jeg har meget lyst til at give mit besyv med, for det er et spørgsmål, der har optaget mig i alle mine 40 undervisningsår. Jeg skriver derfor nedenstående i håb om alligevel at være lidt med i debatten.

Mål for politisk dannelse

Ordet politik udspringer af det græske ord, polis, som betød bystat.  Vi må definere brugen af begreberne etik og politik i dagens Danmark. De er nemlig tæt forbundne. Hvor moralen er etikkens praksis udtrykt af individer, kan man sige at politik er etikkens praksis udtrykt af fællesskabet. Politikken bliver på den måde det sted, hvor diskussioner og debatter skal afgøre hvilke etiske idealer, der skal virkeliggøres i fællesskabet. Politik må, i et demokrati, tage udgangspunkt i samfundets fælles holdninger og værdier, med henblik på at skabe et lovsystem, der sikrer at flertallets holdninger og værdier ophæves til lov – med skyldigt hensyn til mindretallet.

Hvis spørgsmålet er: om en lærer må være et politisk menneske, og om eleverne må erfare læreres politiske engagementer, så synes jeg at det er oplagt, at læreren som eksempel på ’den voksne borger’ er forpligtet på, at inddrage samfundets børn i engageret debat om og udvikling af den fælles politik. Lærerens mål må være at demonstrere egne etiske og politiske kriterier således at eleven engagerer sig i debat om og udvikling af vort fælles demokrati.

Jeg gentager lige målet for den politisk dannede elev:

-          at eleven engagerer sig i debat om og udvikling af vort fælles demokrati på grundlag af argumenterede kriterier.

Hvor møder eleven engagement?

I den sammenhæng mener jeg, at nogle af mine gamle studier kan være lidt interessante.

Jeg vil tale for, at lærere må være engagerede, da det vækker børns engagement – og det giver børnene anledning til at konferere kriterier med voksne. Det mener jeg nedenstående taler for.

”Lærere og pædagoger opfattede livsspørgsmål som regelmæssigt opstående i børnegruppen. Man opfattede spørgsmålene som vedkommende for de enkelte børn men vanskelige at behandle i undervisningssammenhæng. Livsspørgsmål, der handlede om konkret hverdagsomgang opstod oftere en abstrakte spørgsmål. Endvidere viste undersøgelsen, at pædagoger mente, at spørgsmålene opstod oftere end lærerne. (Det siger måske noget om, hvad børn forventer bliver behandlet i skolen.)

Endelig viste undersøgelsen, at religiøst engagerede lærere oftere støder på den slags spørgsmål. Ikke religiøst engagerede lærere finder ikke spørgsmålene så vedkommende for børn, som de engagerede lærere. (Der var ikke de store forskelle - men dog en tendens.) Tilsvarende – og interessant i sammenhæng med overvejelser om de mulige relationer mellem udvikling af politisk dannelse er det, at politisk aktive lærere anser spørgsmål om samfundssyn og politik som mere vedkommende og at den type overvejelser forekommer oftere blandt dem end blandt andre lærere. Ligesom deres opfattelse af undervisningen er, at det er muligt at undervise i sådanne spørgsmål.”[1]

Hvordan udvikler eleverne deres eget engagement?

Jeg tænker også, at det er væsentligt at overveje, hvordan elevers politiske socialisation forløber. Hvordan udvikler elever kriterier for den fælles politik? Nedenstående studie fortæller, at børn ikke er lige godt hjulpne i den forbindelse. Jeg mener, at skolen i et demokratisk samfund må have en opgave her.

”Spørgsmål om politisk dannelse har endvidere været genstand for Robert O Hess og Judith V. Torneys forskning.

                             De beskriver to væsentlige spørgsmål ved politisk socialisation i deres bog.

-          De påpeger en tendens til, at lavstatus børn (socialt) og børn med svag intelligens fra samtlige statuslag øjensynligt er retarderede mht. aktiv deltagelse i beslutningsprocesser og at de formodentlig senere udvikler sig til voksne borgere, der er apatiske overfor det politiske system. Hess og Torney siger, at der ikke er beviser for, at det forholder sig sådan, men at de holdninger de har set hos voksne og hos børn på 8. trin har slående paralleller.

-          De siger også at børns tilegnelse af poltiske holdninger går ad en mellemvej, hvor partiidentifikation (ofte forældrenes partitilknytning) vælges som ramme, hvortil elever så relaterer ethvert nyt emne, som da mere refererer til partifølelser end til komplekse analyser af ideologier og sammenhænge. Det sidste forklarer måske, hvorfor familiens partitilknytning får betydning for børns politiske socialisation.

Det sidste skal dog modificeres fordi de socialt svage eller svagt begavede elever forvirres af skolens fremhævelse af den ”værdineutrale” holdning. Sådan forstået, at når lærere docerer uafhængighed af forældres opfattelse, så er det netop disse børn, der ”tror” mest på læreres opfordring til uafhængighed og lader sig ”forvirre”. Disse tidlige ”systemforståelses”-studier opklarer, hvordan sociale og politiske engagementer i samfundet reproduceres.”[2]

Dette studie gør det vigtigt at overveje, hvornår læreres engagement vækker elevens engagement og personlige stillingtagen til kriterier. Og evt. hvornår og hvordan læreres engagement kan risikere blot at blive kritikløst kopieret af eleven.

Fire scenarier

Det betyder, at vi skal overveje: hvornår politisk engagerede lærere er indoktrinerende? Til det brug vil jeg skitsere fire forskellige engagementers samspil i klasserummet.

1. En politisk engageret og kriteriebevidst lærer kan næppe indoktrinere en politisk engageret og kriteriebevidst elev. (Det er sandsynligvis i dette klasserum, at de mest interessante spørgsmål dukker op – til seriøs gensidig dialogisk behandling). Jævnfør det første studie.
2. En politisk engageret og kriteriebevidst lærer risikerer at indoktrinere en politisk ubevidst elev, dersom læreren ikke oplyser om sine kriterier og inddrager eleven i dialog. (Her er læreren forpligtet på at undervise i kriterier …) Jævnfør det andet studie.
3. En politisk ubevidst lærer kan – ubevidst – indoktrinere en ubevidst elev. (Jeg tror, at det ofte er det, der foregår under betegnelsen ’værdineutralitet’.)
4. En politisk ubevidst lærer kan ikke indoktrinere en politisk engageret og kriteriebevidst elev. (I det klasserum kan der vist opstå nogle pudsige situationer!)

Min konklusion er, at dersom vi opfylder målet for politisk dannelse af eleverne, så kan elever ikke indoktrineres. Ergo – det er ønskeligt, at elever møder politisk engagerede og kriteriebevidste lærere, dersom vi ikke vil have dem indoktrineret i skolen.

Og, det er vigtigt for demokratiets fortsatte funktion og udvikling, at borgerne er engagerede og kriteriebevidste … så, der er meget at vinde med polisk engagerede og kriteriebevidste lærere.

Jette Tofte Bøndergaard

Cand.pæd.pæd., ph.d.

13. maj 2012

---

[1] Sven G Hartman og Sten Petterson: Livsfrågor och livsåskådning hos barn. Rapport 7/1980 s. 17. Her citeret fra Jette Bøndergaard: Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet. Licentiatprojekt ved Danmarks Lærerhøjskole, 1991. s. 107-08

[2] Robert O Hess og Judith V. Torney: The Development of Political Attitudes in Children. Her citeret fra Jette Bøndergaard: Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet. Licentiatprojekt ved Danmarks Lærerhøjskole, 1991. s.197-98

Hvad forstår moderne socialister ved økonomi?

"Moderne socialister ved, at styr på økonomien er fuldstændig afgørende for et holdbart velfærdssamfund." Sådan skriver Villy Søvndal i en kronik i Berlingske Tidende: Socialist i en krisetid.

Den tråd, der fulgte kronikken på Søvndals Facebook-profil - er temmelig sørgelig læsning. Den liberalistiske indoktrinering af vælgerskaren har været massiv i de seneste år! Desværre synes jeg ikke, at kronikken går helt til biddet i den situation. Ovenstående citat er illustrerende, for: hvad betyder ’moderne’, hvad står en ’socialist’ for, hvilken ’økonomi’ skal styres? Hvilket ’velfærdssamfund’ skal forsvares.

Det centrale er, hvilken forståelse af ’økonomi’, der ligger bag udsagnet. For de fleste vælgere betyder ’øknomi’ de håndører, som de selv bestyrer, når skatten er trukket. Det er deres husholdningsøkonomi de tænker på. Få tænker på nationens ’økonomi’ – og meget få af dem forstår, at nationaløkonomi ikke kan styres efter samme principper som husholdningsøkonomi. I nationaløkonomien kan man tage forskellige midler i brug, når landet sår i økonomisk krise. Kort kan diskussionen illustreres med forskellene mellem nationaløkonomer af den neo-liberale slags og den mere keynsianske slags. Det er diskussioner om, hvilke regulerende midler man skal gribe til overfor arbejdsløshed, inflation, ydre konkurrence, vare-knaphed osv. Det gælder ’økonomi’ som den har set ud frem til Reagan og Thatcher.

’Moderne’ mennesker (uanset om de er socialister eller liberalister) må forstå, at ’økonomi’ ikke længere drejer sig om reel pengeøkonomi. ’Økonomi’ i dag udgøres af en enormt truende og dereguleret finansøkonomi. ’Økonomi’ er præget af, at banker, investeringsinstitutter, ratingbureauer og forsikringsselskaber har fået magten til at skabe og handle med penge, der i realiteten er skabt ud af den blå luft gennem gældsbobler. Penge er ikke mere noget, som regeringer har styr på. Det er ikke de mønter og sedler nationalbankerne trykker, og som regeringer har styr på, vi skal regne med. Det er de enorme summer, som de internationale finansmarkeder kan junglere med, vi skal prøve at begribe.

Men finansmarkedet er faktisk slet ikke interesseret i, at vi skal kunne begribe deres transaktioner. Alene størrelsen på beløbene de opererer med kan få det til at svimle for almindelige husholdnings-økonomer. Når man fx hører at en førende mægler i et finansselskab kan få udbetalt 550 mill. § i julebonus – ja, så er det så langt fra almindelig forståelse af ’økonomi’, at man på forhånd tænker det drejer sig om luftlag udenfor ens rækkevidde.

Måske er det netop meningen, at vi almindelige borgere ikke skal forstå!  Poul Nyrup Rasmussen skriver s. 28 i bogen I grådighedens tid  ”... de 100 største hedgefonde i verden, de 25 største kapitalfonde og syv største investeringsbanker - og vi har den helt afgørende finansielle magt samlet. I de 130 kontorhuse træffes der dagligt beslutninger, som har konsekvenser for millioner af mennesker, uden for offentlighedens søgelys og enhver form for regulering."  Så er det tydeligt fortalt, at her er tale om økonomisk magt, der er helt udenfor de demokratisk valgte nationale regeringers påvirkningsområde. Det er magter, der truer demokratiet, vi taler om.

Det er folk, der har fået økonomisk magt til at opkøbe nationer og lave selskabstømning på nationer sådan som vi så det i det små med opkøb og tømning af virksomheder i gamle dage. Det er ikke gode folk, der køber firmaer for at skabe arbejdspladser, for at producere varer vi gerne vil have eller for at gavne den økonomiske udvikling. Det er folk, der opkøber for spekulation alene. Vi taler om de små nationers overmagter!

Det er den virkelighed ’moderne socialister’ må forholde sig til. Som situationen er, så tror jeg virkelig, at Villy Søvndal har ret i, at Danmark må føre en meget afbalanceret og ansvarlig økonomi. Alternativet er at vi overlades til tømning af alle de værdier vores forældre og bedsteforældre skabte i og med velfærdssamfundet. Alle de offentlige virksomheder, der ligger i velfærdssamfundet, er sårbare overfor finansmarkedets spekulation. Låner Danmark penge til sit velfærdssystem, så åbner vi for finansøkonomiens spekulation med vort arvegods.

’Moderne socialister’ må altså, tidens ugunstige vilkår taget i betragtning, føre en politik på de penge, der er til rådighed igennem landets indtægter – det vil sige: det vi borgere vil spytte i kassen i form af skatter og afgifter. Der kan hentes lidt ekstra ved at udvide skattegrundlaget (hos multinationale firmaer fx), men det batter ikke nok. Der skal spares, hvis vi ikke vil i lommen på finansspekulanter. Det er den trussel, som ’moderne socialister’ er nødt til at tale meget tydeligt om, hvis de ikke vil lyde som moralske borgerlige, som med Claus Hjort Frederiksens ord ”jo ikke kan bruge penge, vi ikke har.”

Nationer (og virksomheder) kunne sagtens bruge lånte penge, hvis de blev brugt til investering i landets infrastruktur, energiforsyning, uddannelses- og sundhedsvæsen – eller med andre ord gik til at skabe arbejdspladser og varige goder. Sagen er bare, at lånemarkedet er blevet finansfyrsternes marked, så vi ville ikke få arbejdspladser og varige goder. Vi ville blive yderligere forarmet for de ville bruge situationen til at flytte vores værdier over i de gigantiske lønninger og bonusser til mæglere, advokater, lobbyister, osv.

’Moderne socialister’ må bruge kræfter på at gøre op med dette udemokratiske magtvæsen. De er nok nødt til at samarbejde med andre nationers socialistiske politikere om det projekt. USA og Storbritanien har så store indtægter gennem deres finansmarkeder (Wall Street og The City), at de på forhånd har blandede interesser i forhold til ønsket om at gøre op med uvæsnet. Det skulle vel blot gøre alle andre landes socialistiske kræfter endnu mere målsatte på at slutte sig sammen om internationale demokratiske tiltag. Men vi ser, at den politiske situation i EU er temmelig speget i den sammenhæng. Ikke engang det svageste reguleringstiltag (Tobin-skatten) har kunne vinde tilslutning til en demokratisk vedtagelse.

Det er den ’økonomi’ ikke bare ’moderne socialister’ men alle må få øjnene op for. Der er rigtignok brug for balancering og ansvarlighed i den aktuelle situation, men på sigt er der brug for meget mere åbenhed om, hvad der foregår. Det er ikke nok, at tale om ’borgerdyder’ – vi må have reelle oplysninger om situationen. Vi må sammen kræve, at uvæsnet kommer under demokratisk kontrol.

Hvis ikke demokratisk valgte ’moderne socialister’ magter det oplysningsarbejde og iværksætter tiltag imod en demokratisk regulering, så mister selve demokratiet nemlig sin mening. 

Hvordan kan vi gøre verden til et bedre sted at leve?

Der er mange emner, som jeg gerne ville drøfte med medlemmer af Occupy-bevægelsen. Det er vigtigt, at bevægelsen formulerer forventninger til helt nye politiske værdier, hvor solidaritet og ressourcefordeling står øverst på dagsordenen. Den diskussion har jeg fundet vigtig hele mit voksne liv, så nedenfor er nogle af mine ideer til samtalepunkter.

Det forekommer mig dog at være en vigtig pointe, at Occupy-bevægelsen ikke gør krav på at have DEN politiske løsning, og at den afstår fra at hæfte sig på eksisterende politiske bevægelser. Den pointe kan ikke understreges nok, for bevægelsen skulle gerne bedrage til mere demokratisering og humanisering – ikke mindre! Bevægelsen skal nødigt give grund til totalitære udviklinger. Det er en fare, som er nærliggende, da omfattende forandringer er nødvendige … men faren skal ikke forhindre os i at diskutere mulige alternativer. Vi er nødt til allesammen at slippe vores drømme løs.

I min optik er vi nødt til at spørge dumt: når nogen lande skal have vækst? Er det så ikke det samme som at sige, at de skal udkonkurrere andre lande på markedet? Det forekommer mig, at der er dybtliggende problemer i hele det kapitalistiske set-up. Det indebærer, at nogen SKAL være tabere ... , og at det lige nu betyder, at multinationale banker/finansfolk vinder på bekostning af nationale demokratier. Det forekommer mig at være en systemfejl, som vi ikke kan vækste os ud af ... hverken her i Danmark eller i Sydeuropa. Jeg ved ikke, hvad der skal til. Men det er da mærkeligt, at demokratier har gæld - allesammen - mens Kina låner dem penge. Jeg er næppe alene om ikke helt at forstå kapitalismens velsignelse. ’Markedet’ kan ikke tænke for os – endsige finde bedre kurs end den nuværende. Lad os overveje alternativer – og drøfte andre mulige kurser at pejle efter.

Drømme kan være svære at sætte på sprog. Nedenstående er netop et forsøg på at fange drømme … og de er anført uden dybere logik eller orden. De er sikkert luftige og med store huller … men drømmes skal der!

Forventninger aktualiseret af finanskrisen

Opdeling af banker og firmaer, der har en størrelse, som ved konkurs kan true nationaløkonomien.

Beskatning af de indtægter banker og firmaer har tjent i landet efter den i landet gældende skattelovgivning. Skattely-handliger skal forhindres.

Adskillelse af almindelige bankforretninger fra finansspekulation. Det sidste må evt. henlægges til særlige institutioner under finansiel statslig kontrol og regulering. (Glass-Steagall-princippet)

Begrænse den enkelte investors mulighed for at spekulere i at opkøbe markeder. Her har USA fx vedtaget Dodd-Frank-loven med den betingelse, at EU vedtager lignende begrænsende initiativer.

Al pengeproduktion henlægges til Nationalbanken. Det gælder både den fysiske mønt- og seddelpresse, men også de ’virtuelle’ penge (som udgør 96 procent), som bankerne nu har fortjenesten på at producere og sætte i omløb.

Etisk vurdering af spekulation i råvare-handler (undgå militær og fødevarer)

Oprettelse og opretholdelse af arbejdsmarkedregulerede lønsystemer dvs. væk med incitamentslønninger som fx optioner.

Oprydning i spekulationsprodukter som fx derivater m. fl.

Beskatning af spekulationsgevinster. (Tobin-skat)

Undersøgelser og evt. tilbageføring af midler erhvervet ved de-reguleret spekulation på ikke-oplyst juridisk grundlag i forhold til borgeres bolig. Retshjælp til folket.

Vedtagelse af lovinitiativer, der kriminaliserer bankers og andre institutioners spekulation med midler lånt i ikke-risikooplyste andres bolig.

Undersøgelser og evt. tilbageføring af midler erhvervet ved de-reguleret spekulation på ikke-oplyst juridisk grundlag i forhold til borgeres pensionsopsparing. Retshjælp til folket.

Vedtagelse af lovinitiativer, der kriminaliserer bankers og andre institutioners spekulation med midler lånt i ikke-risikooplyste andres pensionsopsparing.

Man kunne også overveje at lære af de muslimske banker, hvor renter ikke forekommer fordi man låner et beløb, som er mindre end det, der tilbagebetales en aftalt dato – (så vidt jeg forstår systemet er forskellen, at der ikke kan spekuleres med rentegevinsten – og dermed ikke produceres penge til en ’boble-økonomi’).

Hvad kan det enkelte individ stille op i forhold til krisen?

Købe kontant.

Minimere egen gæld således at bankernes mulighed for at ’producere’ penge indskrænkes. (Bankerne producerer penge ved at udstede gældsbeviser, som vi forbrugere forpligter os til at tilbagebetale med renter. Rentegevinsterne giver bankerne mulighed for at operere med endnu flere gældsbeviser og spekulationsprojekter. Med vores gæld ’tillader’ vi bankerne at ’producere’ penge, som ikke modsvares af fysiske værdier.

Tilslutte os sociale organisationer og politiske grupperinger med solidarisk ressourcefordeling som målsætning. Herunder i særdeleshed deltage aktivt i faglige sammenslutninger og fagforeningers arbejde med at sikre lønmodtagerinteresser. Det er lønmodtagergruppen der p.t. forarmes – og det er især den såkaldte middelklasses børn, der vil komme til at opleve, at deres fremtidsudsigter ikke modsvarer hverken deres eller deres forældres forventninger til fortsat øgning i det materielle forbrug. Men det vil i øvrigt være dem, der ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet, der vil rammes hårdest af de gentagende kriser.

Arbejde politisk for stabilisering af samfundet. Gentagende kriser og forarmning af store grupper i samfundet vil virke destabiliserende for en demokratiserende og humaniserende udvikling.

Drikke vand fra egen brønd eller fra kommunale vandværker … undgå flaskevand. Vi har oplevet, hvordan jorden kunne kapitaliseres – nu er kapitaliseringen nået til vandet. Nogen steder i Bolivia fx er det blevet forbudt at opsamle regnvandet! Amerikas oprindelige folk – indianerne – forstod ikke at ’den hvide mand’ kunne eje jord, luft og vand. Vi kan hver især overveje hvad kapitalisering af jord, luft og vand betyder i den globale husholdning. Dokumentar film viser, hvordan vand kapitaliseres nu. Nestlé pumper vand op af de store søer i USA. Wisconsins beboere var gået til modaktion, så firmaet flyttede til Michigan ... men vand kapitaliseres! Kort kan det siges: Drik kildevand eller kommunalt vand! Lidt længere: Firmaer tjener på at sælge vand - først flaskevand fra jordes kilder, så afsaltet vand, så renset vand ... det sidste betyder at selv forurenet vand er værd at kapitalisere, for om lidt (når vandet bliver knapt) så kan det sælges i dyre domme.

Købe mest muligt direkte hos producenten, og på den måde undgå spekulationsfordyrende led. Dette kan udvides med indkøb igennem brugsforeninger. Princippet er kendt gennem Brugsen i Danmark. Årstiderne med deres direkte levering til forbrugerne på basis af netforretning er også et eksempel.

Købe økologisk producerede fødemidler, som ikke er underlagt fremmedbestemmelse fra sprøjtegift-producenter som fx Monsanto.

Købe lokalt producerede fødemidler afstemt efter årstidens udbud.

Dyrke fødemidler fx i byhaver, på tage og altaner. Genoptage og udvide kolonihaveideen.

Spise mindre – især mindre kød.

Dele måltider med fremmede, venner du endnu ikke har mødt.

Bytte og købe genbrugt tøj og tilbehør. Gerne gennem etablerede sociale organisationer eller netforretninger.

Reparere og genbruge flere forbrugsgoder. Gerne gennem etablerede sociale organisationer eller netforretninger på basis af småværksteder.

Benytte billigste offentlige transportmiddel – hvor det ikke er muligt at gå eller cykle.

Dele ånd – der bliver mere, hvor den kom fra, når den deles!

Anerkende og udveksle om menneskets søgen mening udenfor menneskelivet – vi skal alle forlige os med tanken om vores død.

Dekonstruere begreber, der skaber skel mellem mennesker fx nation, race, identitet, kultur m.m.fl.

Blive energibevidst … benytte energi fra fornybare kilder.

Blive materiale- og ressourcebevidst  … Indgå i skabelsesprocesser fx ved at tegne, male, snedkerere, brodere m.m.

Indgå i mangfoldige menneskelige fællesskaber fx gennem højtlæsning, fortælling, skuespil, sang, musikudøvelse m.m.

Forandre glokalt – tænke globalt og handle lokalt. Vi bebor en fælles klode. Hvis vi bebor den sådan som Vesten har gjort det i de seneste hundrede år, så får vi brug for flere kloder!

Danne glokale venskaber såvel lokalt som globalt. Vi vesterlændinge må forstå, at vores del af verden har forbrugt og svinet i de seneste hundrede år, så vi må anerkende, at andre kan synes de nu har tur … det kunne betyde, at vi blev mere indstillet på at dele de gevinster vi har haft ved at udnytte og udbytte klodens ressourcer.

Hvad kan vi stille op i fællesskab?

Forlange en større fysisk sikkerhed for bank- og spekulationsforretninger. Dvs. bankerne skal have en egenkapital, der polstrer dem mod markedsudsving, som ikke skal forventes dækket af skattemidler.

Indføre national-økonomi som fag i skolen.

Styrke demokratiet ved fx at opnå direkte stemmeret til EU-præsidentposten.

Styrke de overnationale politiske institutioner således, at de kan gennemføre internationale reguleringer af kapitalens bevægelser og skattebetalinger.

Styrke de overnationale faglige organisationer som fx ILO således, at de kan regulere løn- og ansættelsesvilkår ved arbejdskraftens grænseoverskridende bevægelser, til beskyttelse af arbejdskraftens nationalt opnåede rettigheder og pligter.

Støtte en progressiv skattepolitik, der modvirker uligheds-udvikling, samt samtidig bevarer grundlaget for velfærdsordninger for syge og gamle.

Omlægge beskatning således at fx arveafgift bidrager til modvirkning af dynasti-dannelse.

Kæmpe for en decentraliseret og fællesejet energiforsyning, på grundlag af fornybare kilder som sol og vind.

Kæmpe for en solidarisk og balanceret brug af ressourcer ikke mindst vand.

Støtte iværksætteri og småproduktion gennem køb af folkeaktier (donering) eller andelsbeviser (risikodeling med små indsatser).

Støtte afskaffelse af protektionistiske landbrugsstøtteordninger.

Støtte et biodiversitetsbevidst skov- og landbrug.

Styrke emnerne økologi, biodiversitet og evolution i skolen.

Bede om mærkning af varer, der stedfæster produktionssted og producent samt beskriver varens vej til forbrugeren både den fysiske transport og de handlende mellemled.

Forlange indførsel af produktansvar, således at producenten hæfter for og gøres erstatningspligtig for diverse skader påført mennesker eller miljø af varen.

Etablere grønne tage i byerne til klimaregulering og nedbørsudjævning. Det ville forebygge udgifter til forsikringspådragende vandskader.

Forlange fremme af et generationsskifte. Jeg ville overveje at købe mine børns gæld med friværdien i min ejendom, hvis jeg havde samme afskrivningsmulighed som fx Nestlé, og med arrangementet kunne gøre mig skattefri som multinationale firmaer.

Genopdyrke fortidige håndværk med produktion og reparation af tekstiler for øje således at deres levetid forlænges.

Genopdyrke fortidige håndværk med produktion og reparation af husgeråd for øje, således at deres levetid forlænges.

Anvende og dele den pædagogisk-psykologiske viden således at ingen børn lider under dårlig opvækst.

Anvende og dele den viden, der findes indenfor freds- og konfliktforskning, således at vi fremmer empatisk omgang mellem mennesker.

Forlange militærindustrien omlagt til at tjene menneske- og miljøvenlige formål.

Forlange en solidarisk udvikling, hvor mennesker, der ikke har fået en uddannelse eller ikke har evnerne til at tilbyde noget andet end ’rugbrødsmotorer’, også inkluderes i den fælles samfundshusholdning og arbejdsdeling.

Forlange en solidarisk og bæredygtig fordeling af arbejdet. Ingen skal have for meget og heller ingen for lidt!

Sænke stemmeretsalderen. Det er logisk, at alderen for stemmeret må være identisk med den alder, hvor man gøres ansvarlig for kriminelle handlinger. I Danmark er den alder 15 år.

Borgerløn som sikring af den enkeltes eksistensgrundlag. Her kunne så spares på diverse jobcentre og socialkontorer. Det ville også spare en del på sundhedsområdet, da sygdomsramte ikke skulle igennem gentagende udredninger og speciallæger ikke attestere diagnoser i en uendelighed. Systemet ville bygge på ret frem for kontrol.

Borgerløn ville gøre store dele af patent- og copyright-lovgivningen overflødig. Det ville fremme deling af ånd! Andre ideer til, hvad der er vigtigt at snakke om tager netop afsæt i, at vi vedtager en borgerløn, som sikrer den enkeltes eksistens, og samtidig bidrager til et mere lighedsorienteret samfund.

Patentlovgivningen kan der være gode grunde til at kigge efter i sømmene. Det er mærkeligt, at medicinalfirmaer kan samle store formuer på at spekulere i sygdomme og medicinske produkter, hvoraf nogle forholdes fattige mennesker fordi de ikke har midler til behandling af selv livstruende sygdomme.

Den ovennævnte gruppe foreslår også at legalisere narkotika, for på den måde at ophæve de kriminelle markeder for stofferne. Det forslag er jeg ikke færdig med at overveje min stilling til.

Occupy Wall Street bevægelsen vækker håb

Nogle få spekulanter kupper verdensøkonomien. Det er dem, der bruger de udenomsparlamentariske metoder. Anne Applebaum mener modsat, at OWS er en trussel mod demokratiet. Det skriver hun i artiklen "Er Besæt Wall Street-bevægelsen antidemokratisk?" i Information d. 21. oktober. For mig tegner bevægelsen håb for en politisk forandring. Den skal måske begynde med, at vi - ignoranter udi økonomi som mig - bliver mere opmærksomme på, hvilken bank vi er småsparere i.   

Vi - jeg - kunne være langt mere kritiske bank-forbrugere. Jeg ved egentlig ikke noget om bank- og finansverdenen. Jeg har været så selektiv i mit arbejdsliv, at jeg har beskæftiget mig med de humanistiske og samfundsmæssige perspektiver, som gav mig mening. Og så har jeg tænkt, at det med økonomi var lidt kedeligt, så det var dejligt, at andre ville bruge deres tid på det. Økonomi og administration var blot noget, som skulle være i orden - men udenoms. Først sent i mit arbejdsliv gik det op for mig, at økonomi og administration ikke bare var en ramme for, men selve rygraden i udviklingen af kvalitativt bedre menneske- og samfundsliv.

Mit perspektiv er stadig, at vi skal udvikle en menneske- og miljøvenlig fremtid - for alle mennesker på kloden. I dag har jeg til fulde forstået, at økonomi sætter de kortsigtede mål, mens økologien sætter de langsigtede. I det lys prøver jeg lige at formulere noget jeg går og tænker på …

Vi kunne vælge bank efter dens etiske regler for forretning. (Ikke investeringsgevinster ved spekulation i våbenproduktion - men heller ikke i fødevareressourcer!) Jeg tror egentlig, når jeg læser min egen banks etiske regler på dens hjemmeside, at den hører til de bedre. (Lån &Spar Bank) Den har dog ikke, så vidt jeg kan se, noget direkte mål og på længere sigt om at medvirke til befolkningers fredelige sameksistens og klimabevaring. I så fald skulle den vel have nogle geopolitiske mål om hvor og i hvad, der skulle investeres med vores opsparingsmidler.

Vi kunne vælge bank, hvor almindelige bankforretninger var skilt fra spekulative finansforretninger. Vi kunne forlange de seneste spekulationsprodukter som fx derivater trukket ud af forretningen. Vi kunne også forlange, at spekulationsgevinster blev beskattet. Bevægelsen Attac formulerede i sin tid et krav om en Tobin-skat. En sådan skat - eller noget der ligner - ville lægge en begrænsning på spekulation.

Vi kunne vælge bank, der ikke med sin størrelse truer nationaløkonomien ved evt. konkurs. I dag er det sandsynligvis de truende krak hos nationernes storbanker, der dikterer politikernes udspil fx overfor Grækenlands gældsproblemer. Det er snarere hjælp til storbanker end til sagesløse græske lønmodtagere, der er på dagsordenen.

Vi kunne vælge bank, hvor de ansatte blev aflønnet efter almindeligt aftalte overenskomster - altså ikke incitamentsaflønning for at sælge risikofyldte produkter til ikke-risikobevidste borgere. Og heller ikke optioner for at flytte bankindtægter i skattely.

Vi skal ikke lade IMF udnytte chockket efter 2008 til endnu en gang at omfordele ressourcer efter ny-liberalistiske ideer! Det scenarie, der er skabt med spekulanternes maltraktering af verdensøkonomien, ligner simpelthen alt for meget hvad Naomi Klein har beskrevet i Chockdoktrinen, til at vi bare kan lade det passere. Nu må både de nationale og de internationale politiske tiltag rettes imod bæredygtig ressourcefordeling og bedring af klodens klimasituation. Vi, der har det privilegie at leve i demokratier, må påvirke vores politkere - og så kunne vi måske også lige gå vores egne bankforretninger efter i sømmene. Vi vælger ikke alene politikere - vi vælger også bank.

Det er sikkert rent luftkastel-mageri, men hvad skal vi gøre?

Pensionistens erfaringer

Hvis fratrædelsesforliget ikke kan ændres med ét komma, så bliver der brug for anderledes lovgivning på en række seniorområder.

Så længe der er arbejdsløshed og ældre mennesker risikerer at blive arbejdsløse før pensionsalderen, så må der kunne bevilges efterløn både på helbreds- og sociale indikationer. Det er urimeligt, at ældre mennesker, der har været et helt liv på arbejdsmarkedet skal risikere at falde for sygedagpengenes varihedsbegrænsning på 52 uger eller for begrænsningen af dagpengeunderstøttelsen på 2 år. Det vil, så længe der er ledig yngre arbejdskraft, være vanskeligt at få gen-fodfæste i et nyt arbejde – og det er urimeligt, at ældre af den grund skal tvinges til at gå fra hus og hjem.

Med den begrænsede økonomiske dækning i efterlønsperioden, vil flere seniorer skulle fortsætte på arbejdsmarkedet. Det betyder.

Der vil være brug for en seniorpolitik på arbejdsmarkedet, hvor nedsat timetal er en mulighed for de ældre, der selv kan finansiere en sådan reduktion i arbejdstiden.

Der vil være brug for frihed til løsning af akutte opgaver. Mange på efterløn har varetaget familiesociale opgaver som pleje af ældre familiemedlemmer og pasning af børnebørn. De opgaver, som er løst på denne måde må naturligvis skulle varetages gennem øget ældreomsorg og sletning af lukkedage. Man kunne supplerende forestille sig, at seniorer fik ret til ’første sygedag’ i forbindelse med løsning af sådanne familiesociale opgaver.

Der vil desuden være behov for længerevarende orlovsperioder. Seniorer skulle kunne søge om lønnet orlov til løsning af familiesociale opgaver i forbindelse med sygdom og dødsfald.

Med en længere fastholdelse i arbejde vil der samtidig være brug for efteruddannelse og eventuelt omskoling til seniorer. Det betyder, at flere uddannelsesmidler må forbeholdes den ældre del af arbejdstagerne. Det skal være muligt for seniorer fortsat at udvikle sig i og med arbejde.

Man kunne forestille sig øget brug af mentorordninger, hvor seniorer overbringer deres erfaringer til yngre medlemmer af arbejdsstyrken.

I det hele taget må det være muligt, at modvirke de værste katastrofer ved fratrædelsesforliget – hvis fastholdelsesvikårene bliver grundigt analyseret. Det må være muligt at vedtage nogle konstruktive love for bedring af seniorers vilkår, hvadenten de arbejder i familien eller på arbejdsmarkedet. Det er min erfaring, at alle mennesker gerne vil være i arbejdsfællesskaber og opleve, at de bidrager til både det lille familiesamfund og det store samfund, så der må være mange muligheder for forbedringer.

De fattige – er os.

De fattige er ikke ’de andre’.

I Informations tillæg Moderne Tider d. 3.-4. september s. 5 skriver Rune Lykkeberg: ”Længe har iagttagere efterlyst en venstreorienteret værdikamp, og de har skuffet konstateret, at de ikke fik den. De har ledt efter den borgerlige kulturkamp i en venstreorienteret version …” Den venstreorienterede version må i sagens natur være en social kamp. En kamp for dem, der ikke har vundet på det borgerlige frihedsbegreb. Lykkeberg eksemplificerer med ideen om en betalingsring omkring København. Her er analysen, at ”oppositionen har sat et fælles gode over hensynet til den enkelte borgers frihed til at gøre, som hun har lyst til.” Han fortsætter: ”Det handler om noget så fundamentalt som den politiske vilje til at sætte et mål for fællesskabet, der for en overordnet betragtning er fornuftigt og rimeligt, men som i privatlivet kan opleves som et tab.” Med ideen om en betalingsring tager de venstreorienterede politiker altså parti for de mennesker, der taber på privatbilismens tilsvining af det offentlige rum.

Det er en vældig fornuftig start på, at formulere en politik for fællesskabet, men der er områder, der er endnu mere vitale for medmennesker i vort fællesskab. Der er behov for en regulær omtænkning af samfundets sociale kontrakt. Regimet Fogh etablerede en kontraktpolitik med et skattestop, som anerkendte den enkelte som privatøkonomisk bruger snarere end som borger i et politisk fællesskab. Foghs kontaktpolitik henvendte sig til egoisterne. Lykkeberg skriver: ”De store partier finder det givetvis hverken fornuftigt eller retfærdigt, at indtægten på arbejde beskattes, hvorimod indtægten ved boligsalg er skattefri. De tror bare ikke på, at de kan overbevise egoisten i den enkelte om, at det personlige afkald er bedst for det politiske fællesskab.”

Man valgte at føre en politik, som forarmede de besiddelsesløse yderligere frem for at overbevise den besiddende klasse om deres interesse i at bidrage til fællesskabet.  Politikerne valgte at sige, at de svageste skuldre måtte bære samfundets udgifter. Lykkeberg siger, at politikerne sagtens kan sige til kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, modtagere af starthjælp og andre overførselsindkomster, at de må indstille sig på forringelser. ”For dem gjaldt kontraktpolitikken aldrig.” Den sociale kontakt gjaldt med andre ord ikke for de svage i samfundet.

Den såkaldte kulturkamp har været en afledning fra den sociale virkelighed. Indretter vi samfundet således, at flere bliver fattige, så bliver vi alle fattigere for vi er borgere i et fælles samfund. Her tænker jeg ikke alene på den økonomiske sandhed, at samfundets hjul ville løbe hurtigere, dersom de fattigste fik øget købekraft. Jeg tænker også på det kulturelle klima, som vi skal skabe samen. En kultur, hvor nogen skal være bange for at miste deres forsørgelsesgrundlag er en ustabil kultur. Det er en kultur, hvor den sociale kontrakt er skrøbelig.

Jeg foretrækker at leve i en kultur, hvor politikerne går foran og skaber et samfund, hvor ingen forarmes hverken økonomisk eller åndeligt. Jeg anser betalingsringen for et modigt eksempel, men jeg ville ønske, at der var politikere, der havde mod til at fortælle os borgere, at forbrugsfesten er ovre. Vækst vil blot skærpe efterspørgslen på råvarer yderligere, og dermed skubbe de fattige, både her og på globens udkanter, endnu længere ud i forarmelse. Med en politik baseret på yderligere materielt forbrug for de få skaber man grobund for alskens ufred mellem mennesker.

Det ville være befriende at høre politikere tale om, at vi må fordele det nødvendige arbejde mellem os, og at vi må skabe et kulturelt liv, hvor alles menneskelige trivsel er i fokus. En politik, der medtænker naturressourcernes begrænsning, således at en mere retfærdig fordeling sættes på dagsordenen såvel nationalt som internationalt. Det handler om en social kamp – men den behøver ikke være uden kulturelt overskud.