fredag den 10. december 2021

Velfærdsjob



Den gamle fortæller

Den gamle lærer Tofte fortæller

Viser maleriet et værdigt liv, for en ældre mand? Eller er der mere på spil?

Hvilke billeder har vi, der viser omsorg, pleje og samvær på tværs af generationer?

Hvilke billeder og hvilket sprogbrug betjener vi os af, når vi taler om velfærd og omsorgsarbejde? Det spørgsmål diskuterer jeg I min bog Når kunstneren er en kvinde. Spørgsmålet aktualiseres af Corona-pandemien, hvor afhængheden af de offentligt ansattes indsats er blevet så åbenlys.

Det er uden proportionsforståelse, når indsatsen mødes med honninghjerter, og appeller om endnu en tjeneste. Det opleves respektløst, når online undervisning i samme sætning kaldes ”tidlig juleferie”. Online undervisning kræver helt ny forberedelse – en tid der blev begrænset, da lærerne blev underlagt lov 409.

Lærerlockouten viser med al tydelighed, at det offentlige arbejdes forhandlingssystem har problemer. Det er yderligere blevet tydelig med de lønproblemer, som følger af Tjenestemandsrefornen af 1969.

Jeg diskuterer ikke disse konkrete problemer i bogen, men spørger om de billeder, kvinder har skabt, ville give os et mere nuanceret blik på samfundets samlede opgave ved løsning af omsorgsopgaver.

Jeg oplever, at de desperate situationer, som sundhedspersonale verden over har gennemlevet under Coronapandemien, har vist personalets høje moralske standard.

Jeg tror, at de fleste mennesker ønsker et liv med betydning i medmenneskers liv. Det har i hvert fald gjort sig gældende for de sygeplejersker, lærere og pædagoger, som jeg har kendt igennem mit arbejdsliv iI uddannelsessystemet. De har ytret sig om, at det mere var i menneskelig tjeneste end i mammon, de så deres livsmål.

Det var ikke deres livsmål, der belastede klodens klima. Vi har mere brug for ændrede livs- og kulturformer i retning af de livsmål, der forekommer blandt offentligt ansatte end for yderligere nedprioritering af medmenneskelig omsorg, pleje, miljø- og ressourcepåpasselighed. 

Personligt har jeg oplevet megen meningsfylde og værdighed i at forfølge idealer udtrykt i Menneskerettighederne og begreber som lighed og frihed, der i min verdensforståelse ville sikre alle mennesker mod sult, vold, misbrug, undertrykkelse, arbejdsløshed m.m. Det opfatter jeg Richard Wilkinson (f. 1943) og Kate Picketts (f. 1965) bog Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre I mere lige samfund, som et meget stærkt forskningsbaseret bevis for.

Men vi har i høj grad brug for andre billeder og et andet sprog om de job, der yder omsorg og sikrer øget lighed – og reel værdsættelse i forhandlinger og løn.

Ingeborg Rode malede et billede af lærer Tofte. Læs mere om, hvem han var, og hvorfor han monstro er blevet foreviget som olding, i min bog Når kunstneren er en kvinde.


lørdag den 4. december 2021

En høne at plukke med kunsthistorien

Da jeg begyndte at lede efter Ingeborg Rodes (1865-1932) malerier, startede jeg med at se i Kunstbibliotekets samlinger. I nogle af de gamle kataloger kunne man se et lille sort-hvid  billede af det omtalte maleri.

Det gjaldt fx for det sidste maleri, som blev udstillet på Charlottenborgs censurerede forårsudstilling i 1932. Titlen var 'Hønen plukkes'.

Det gjaldt også et 'portræt'. Stor var min begejstring, da billedet pludselig dukkede op i en farveversion på Vejen Museum. Det fortæller jeg mere om i min bog "Når kunstneren er en kvinde".

Her vil jeg sige: tænk om fx 'Hønen plukkes' også pludselig dukkede op i al sin pragt!

Eller hvis nogen af de andre malerier, som vi kun har titlerne på, pludselig kom frem. Suste Bonnén har ret, når hun skriver, at der ikke er mange gode gengivelser af Ingeborg Rodes malerier at finde. Desværre!

Jeg kan ikke vurdere, hvilke kvindelige malere, der fortjener glemsel, men.  ...

Måske går vi glip af noget, hvis vi ikke undersøger spørgsmålet meget bredt. Det diskuterer jeg i min bog om Ingeborg Rode.

torsdag den 2. december 2021

Mail fra en læser

Kære Jette
Bare en hilsen i anledning af at jeg nu har fået læst “Når kunstneren er en kvinde”.

Jeg har givet mig god tid, for det er et lærd værk med mange værdifulde pointer, og udover at have Ingeborg Rodes liv og værk som emne et imponerende bidrag til kvindehistorien, så efter min mening er bogen et både kunsthistorisk og feministisk projekt. Rødstrømpebevægelsen og den mentalitetsændring den medførte, får du gjort rede for, og hvor vil jeg ønske, at bogen når bredt ud, for der er alt for mange derude, der uden tvivl tager tingene for givet og tror, at kampen er slut.

Bogen burde tjene som et opråb, så det er mit håb for den og for dit store arbejde.

Lis Kjer