Hirscsprung spørger: Hvordan skriver vi kvinderne ud af kunsthistoriens store glemmebog?
I al ubeskedenhed, så vil jeg hævde, at jeg har brugt syv år af min pensionisttid på netop dette.
Jeg blev i november 2014 så provokeret af at opdage, hvor dårligt kvinderne var repræsenterede på Statens Museum for Kunst, at jeg satte mig for at undersøge hvem alle disse forbigåede kvinder var. Det blev til bogen ”I respektfuld erindring ”, som udkom i 2017 under en del bevågenhed, for jeg kritiserede jo vores vigtigste nationale kunstmuseum, for den dis-respektfulde behandling af den halve befolknings, kvindernes, kunstneriske virke.
Det var overvældende at opdage, hvor mange kvinder det drejede sig om. I bogen gør jeg rede for, hvordan jeg har søgt efter malerinderne, og jeg slutter med en oversigt over de mange navne, der kunne findes med hjælp af Weilbachs registreringer og Kunstbibliotekets digitaliserede kataloger over censurerede udstillingskataloger samt diverse kataloger fra udstillinger, hvor kunstnerne kunne ses i samtiden (det sidste var sjældent forekommende …)
Med registreringsarbejdet fulgte et spørgsmål: er vi gået glip af noget? Ville vi, med kvindernes udsagn, have fået anderledes tankesæt at gribe livet an med?
Man kan af gode grunde ikke svare generelt på de spørgsmål, for kvindernes værker er i bedste fald ejet privat, men i værste fald simpelthen forsvundne.
Jeg satte mig for, at finde oplysninger om én af disse meget glemte kvinder. Mit valg faldt på en kvinde, der 32 år i træk fik værker gennem Charlottenborgs forårscensur. Hun var altså anerkendt i sin samtid!
Dette projekt endte også ud i en bog: ”Når kunstneren er en kvinde”, som udkom i november 2021. Uheldigvis druknede min bogreception totalt i voldsomt stigende Corona-smitte.
Med min fortælling om den glemte maler håber jeg, at vise ét eksempel på, hvad vi er gået glip af. Jeg var så umådelig heldig undervejs i mit opsporende arbejde, at få kontakt til efterkommere, så der dukkede flere malerier op end de få billeder, som jeg oprindeligt havde fundet imellem Kunstbibliotekets digitale fotografier og på diverse auktionssider. Ét maleri dukkede ydermere pludseligt op på Vejen Kunstmuseum under skriveprocessen, maleriet var blevet doneret af én af arkitekten Klint-Jensens børn.
Det er i sig selv en historie – at kunsten kan findes udenfor samlinger – men det handler nok om en begrænset tid endnu.
Med efterkommernes velvilje fik jeg uddybet mit kendskab til malerinden. Min diskussion med baggrund i hendes billeder er centreret om de spørgsmål, der gennem mit liv har været i centrum: findes der ’billeder’ af omsorg for børn, syge og ældre samt påpasselighed med de begrænsede ressourcer vi mennesker bør dele i respekt og fred. (Jeg har I mit arbejdsliv forsket i, hvordan miljøproblemer bedst formidles til skolebørn).
Jeg lægger altså ikke skjul på, at min beskrivelse tager afsæt i mit engagement. Heller ikke i, hvordan mine syv år med glemte malerinder, har ført til en feministisk kritik, af kunstinstitutionen.
Det er mig en gåde, at vi til stadighed kun hører om den samme lille håndfuld af kvinder: Anna Ancher, Marie Krøyer, Gerda Wegner, Bertha Wegmann … til nød et par fynboer (Anna Syberg og Alhed Larsen) og en nationaromantiker (Agnes Slott-Møller).
Der er så mange udsagn at undersøge!
Jeg valgte at grave materiale frem om en meget glemt kvinde. Hvem? Læs min bog! I den fortæller jeg også, hvordan den valgte kunstner berømmes for sit portræt af en slægtning af mig. Det roses for sin stilfærdige fortælling om danskhed, som på samme tid højlydt kritisk overfor en tysk overmagt og så klogt fremstillet, at fortællingen kunne leve videre blandt dansksindede sønderjyder syd for den daværende grænse i en offentlig tilgængelig samling.
Hun er nemlig, trods glemslen, repræsenteret i Sønderborg Museum, Kunsten i Ålborg og nu også på Vejen Kunstmuseum.
Så … Jo, jeg har givet ét bud på, hvordan vi skriver kvinder ud af kunsthistoriens store Glemmebog.
Og … ja, jeg ønsker naturligvis også at trække mine bøger ud af Glemmebogen!
Illustrationen er at finde i min bog. Det er billedet af en elsket svigerdatter - nu en elsket mor og mormor ... måske portrætterede kvinder ikke af nød, men i kærlighed til slægtninge og medmennesker??? Men samtidens mandlige anmeldere forklarede portrætkunsten med uformåenhed både kunstnerisk og økonomisk - "de var nok nødt til at male slægtninge, for de havde vel ikke råd til modeller" ?!!!)
