Velfærdsjob

Den gamle fortæller

Den gamle lærer Tofte fortæller

Viser maleriet et værdigt liv, for en ældre mand? Eller er der mere på spil?

Hvilke billeder har vi, der viser omsorg, pleje og samvær på tværs af generationer?

Hvilke billeder og hvilket sprogbrug betjener vi os af, når vi taler om velfærd og omsorgsarbejde? Det spørgsmål diskuterer jeg I min bog Når kunstneren er en kvinde. Spørgsmålet aktualiseres af Corona-pandemien, hvor afhængheden af de offentligt ansattes indsats er blevet så åbenlys.

Det er uden proportionsforståelse, når indsatsen mødes med honninghjerter, og appeller om endnu en tjeneste. Det opleves respektløst, når online undervisning i samme sætning kaldes ”tidlig juleferie”. Online undervisning kræver helt ny forberedelse – en tid der blev begrænset, da lærerne blev underlagt lov 409.

Lærerlockouten viser med al tydelighed, at det offentlige arbejdes forhandlingssystem har problemer. Det er yderligere blevet tydelig med de lønproblemer, som følger af Tjenestemandsrefornen af 1969.

Jeg diskuterer ikke disse konkrete problemer i bogen, men spørger om de billeder, kvinder har skabt, ville give os et mere nuanceret blik på samfundets samlede opgave ved løsning af omsorgsopgaver.

Jeg oplever, at de desperate situationer, som sundhedspersonale verden over har gennemlevet under Coronapandemien, har vist personalets høje moralske standard.

Jeg tror, at de fleste mennesker ønsker et liv med betydning i medmenneskers liv. Det har i hvert fald gjort sig gældende for de sygeplejersker, lærere og pædagoger, som jeg har kendt igennem mit arbejdsliv iI uddannelsessystemet. De har ytret sig om, at det mere var i menneskelig tjeneste end i mammon, de så deres livsmål.

Det var ikke deres livsmål, der belastede klodens klima. Vi har mere brug for ændrede livs- og kulturformer i retning af de livsmål, der forekommer blandt offentligt ansatte end for yderligere nedprioritering af medmenneskelig omsorg, pleje, miljø- og ressourcepåpasselighed. 

Personligt har jeg oplevet megen meningsfylde og værdighed i at forfølge idealer udtrykt i Menneskerettighederne og begreber som lighed og frihed, der i min verdensforståelse ville sikre alle mennesker mod sult, vold, misbrug, undertrykkelse, arbejdsløshed m.m. Det opfatter jeg Richard Wilkinson (f. 1943) og Kate Picketts (f. 1965) bog Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre I mere lige samfund, som et meget stærkt forskningsbaseret bevis for.

Men vi har i høj grad brug for andre billeder og et andet sprog om de job, der yder omsorg og sikrer øget lighed – og reel værdsættelse i forhandlinger og løn.

Ingeborg Rode malede et billede af lærer Tofte. Læs mere om, hvem han var, og hvorfor han monstro er blevet foreviget som olding, i min bog Når kunstneren er en kvinde.

En høne at plukke med kunsthistorien

Da jeg begyndte at lede efter Ingeborg Rodes (1865-1932) malerier, startede jeg med at se i Kunstbibliotekets samlinger. I nogle af de gamle kataloger kunne man se et lille sort-hvid  billede af det omtalte maleri.

Det gjaldt fx for det sidste maleri, som blev udstillet på Charlottenborgs censurerede forårsudstilling i 1932. Titlen var 'Hønen plukkes'.

Det gjaldt også et 'portræt'. Stor var min begejstring, da billedet pludselig dukkede op i en farveversion på Vejen Museum. Det fortæller jeg mere om i min bog "Når kunstneren er en kvinde".

Her vil jeg sige: tænk om fx 'Hønen plukkes' også pludselig dukkede op i al sin pragt!

Eller hvis nogen af de andre malerier, som vi kun har titlerne på, pludselig kom frem. Suste Bonnén har ret, når hun skriver, at der ikke er mange gode gengivelser af Ingeborg Rodes malerier at finde. Desværre!

Jeg kan ikke vurdere, hvilke kvindelige malere, der fortjener glemsel, men.  ...

Måske går vi glip af noget, hvis vi ikke undersøger spørgsmålet meget bredt. Det diskuterer jeg i min bog om Ingeborg Rode.

Mail fra en læser

Kære Jette

Bare en hilsen i anledning af at jeg nu har fået læst “Når kunstneren er en kvinde”.

Jeg har givet mig god tid, for det er et lærd værk med mange værdifulde pointer, og udover at have Ingeborg Rodes liv og værk som emne et imponerende bidrag til kvindehistorien, så efter min mening er bogen et både kunsthistorisk og feministisk projekt. Rødstrømpebevægelsen og den mentalitetsændring den medførte, får du gjort rede for, og hvor vil jeg ønske, at bogen når bredt ud, for der er alt for mange derude, der uden tvivl tager tingene for givet og tror, at kampen er slut.

Bogen burde tjene som et opråb, så det er mit håb for den og for dit store arbejde.

Lis Kjer

”Når det gælder om at gøre kvinder tavse, har den vestlige kultur 1000 år af øvelse”Dette citat af Mary Beard står at læse i bogen ”Når kunstneren er en kvinde” udgivet af den eminente con amore forsker Jette Tofte Bøndergård. Bogen handler, lige som hendes forrige bog ”I respektfuld erindring ” om hvordan kvinders kunst gennem tiderne er blevet overset og nedvurderet, og om hvordan megen ”kvindekunst” ikke er blevet indkøbt til museerne og derfor ikke er at finde i kunsthistorien..Bogen stiller spørgsmål som ”Ville kvinders billeder give anledning til nytolkning af guldalderens nationalromantiske forståelse af danskhed?” og ”Vil vi kunne imødegå de demokratiske, klimamæssige og befolkningsmæssige problemer anderledes, hvis kunstverdenen også viser os kvindernes billeder?”I Jette Toftes seneste meget vigtige bog om kvinder, kunst og sameksistens, analyserer hun tilstanden gennem maleren Ingeborg Rodes værker og væren i verden, og kommer via hende ind på mange andre kvindelige kunstneres erfaringer.Der er nedslag til Ursula Reuters værker , til malerinderne på den kongelige procelænsfabrik, til den generøse kunstergave til genforeningen, som mange kvindelige kunstnere, heriblandt Ingeborg Rode ( 1865-1932) bidrog til. Det er meget få værker jeg har kunnet finde på nettet, så jeg har affotograferet et par som Jette Tofte bringer i sin bog, der udmærker sig i langt højere grad ved de indsigtsfulde tekster, end ved illustrationerne. Måske kan man kalde det for en ekstra pointe ved hendes bøger, at de kvindelige kunstneres værker er så svære at komme til at se.

Jeg blev så glad!

Det var skønt at få så anerkendende en anmeldelse af kunstneren Suste Bonnén. 

(Den varmede i særdeleshed, fordi jeg uheldigvis havde brækket højre arm "grundigt" I weekenden, og derfor havde udsigt til en smertefuld operation.)

Hvad gik vi glip af?

Maleren Ingeborg Rode (1865-1932) har her malet sin mand, der også var maler. Begge var uddannede på Akademiet og anerkendte i deres egen tid. Hun er siden næsten glemt.

Billedet af Gotfred Rode (1862-1937) viser respekt for malerens fordybelse og glæde ved maleprocessen. Det er et fint koloristisk og impressionistisk værk - i mine øjne.

Med min bog om Ingeborg diskuterer jeg, hvad vi - samfundet - er gået glip af, da de offentlige samlinger ikke erhvervede kvinders kunst.

Den har fået denne anmeldelse i Kunstavisen:

"Kvindekunst og ligestilling

Ny bogudgivelse ”Når kunstneren er en kvinde” af Jette Tofte Bøndergaard

Læst af Lise Barsøe

Kvindelige kunstnere har i tidligere tider haft trange kår. Nu er eksempelvis de kvindelige musikere og skuespillere rigt repræsenteret på landets kunstscener. Det gælder for så vidt også de malende kvindelige kunstnere – og dog. Blandt de mest kendte, nulevende danske kunstnere, er det faktisk lidt svært at få regnestykket til at balancere.

Med bogen ”Når kunstneren er en kvinde” bidrager Jette Tofte Bøndergaard til ligestillingsdebatten med fokus på 1800 tallets malerinder. Forfatteren har undersøgt billedkunstneren Ingeborg Rodes rolle som ægtefælle til en kunstner, som mor og som maler med en motivverden, der primært afbilleder dagligdagens nære personkreds.

Fra min egen erfaringsverden i et hjem med klaver og mange malerier, husker jeg kun, at der mellem Brendekilde, Anders Hune og de andre mandelige kunstnere – hang et maleri af Bertha Wegmann- Det må alligevel have gjort indtryk, selvom jeg ikke umiddelbart kan genkalde mig billedet, men navnet hænger ved.

Bogen peger umiddelbart videre på spørgsmålet: Hvordan er det med ligestilling mellem kønnene/kunstnere her i 2021?

Rent lønmæssigt halter det stadig bagud, og i mange sammenhænge er kvinderne ikke ligeligt repræsenteret med det andet køn, men spørgsmålet ligger ikke mere latent. Det debatteres åbenlyst, og selvom det ikke batter nok endnu – så er der dog udnævnt en minister, der burde   tage vare på ligestillingen mellem kønnene.

Jeg kunne have ønsket, at der i bogen havde været en lidt mere skønlitterær tilgang til emnet – måske også fordi jeg fornylig læste Jesper Wung Sungs bog ”Kvinde set fra ryggen” om Ida - Wilhems Hammershøjs hustru og muse.

Når det er sagt, vil jeg anse bogen for et vigtigt indlæg i forståelsen af og debatten om køn, kunst   og ligestilling. 

Bogen udkommer 18. november 2021 og er på 270 sider

Vejledende pris 249,95"

Fra klimasorg til kunstglæde - talepapir til velkomsten

Bogreception d. 18. november 2021

 

Velkomst

Jeg har glædet mig til denne anledning til at se Jer. Nogle af Jer har jeg set i forbindelse med mit skriveri - andre er det længe siden, jeg sidst så. Skal jeg være ærlig, så har Corona-situationen dog givet mig mange overvejelser. Den bog, som er anledningen til vores sammenkomst, har mange ord om begrebet 'omsorg' - som teoretisk fænomen - 'fucking Corona gør det nødvendigt, at vi også praktiserer det ... Med det in mente vil jeg gerne byde VELKOMMEN.

Velkommen til efterkommere til Ingeborg Rode. I har delt min glæde ved at lære mere og mere om Ingeborg. I skal have stor tak for Jeres gæstfrihed og hjælpsomhed. Lad os hilse på

Sanne Gleie, Karen Holmen Stenkilde og Marianne?

En særlig velkomst skal også lyde til Carsten Ole Hansen, som fotograferede de af Ingeborgs billeder, der var tilgængelige i privateje. Tak til Carsten.

Carsten, Sanne, Karen og Jette Gleie, der ikke kunne være med i dag, samt Hans Holmen, der har overleveret et interessant kildemateriale til mig, I har stor del i æren for bogens realisering. Tak! Lad os 'sippe' igen!

 

For så ikke at forbigå nogen, så vil jeg sige tak til alle jer, der har lagt ører til mine overvejelser undervejs - det skal dog siges, at Rolf i særdeleshed har måttet høre meget! Han har endda også gennemlæst manuskriptet - og dermed betydet, at vi kunne spare forlagets korrekturlæser. Tak!

Tak allesammen - familie, venner, litteraturvenner, spisevenner, kollegaer og naboer ...

 

Til Jer, der ikke har fulgt pocessens op- og nedture i årene undervejs, vil jeg sige, at jeg er taknemmelig for, at I har villet bruge denne anledning til fejring af bogudgivelsen med mig. Det er jeg meget rørt og glad for. Tak!

 

Bogen

Jeg forventes vel at sige, hvorfor jeg har skrevet bogen. Hvorfor det netop blev maleren Ingeborg Rode jeg valgte at skrive om. Og hvordan ...

Kimen blev allerede lagt for fem år siden under arbejdet med bogen, "I respektfuld erindring", om de mange glemte malerinder. For èn ting er at finde ud af hvem de glemte var, hvor mange de var osv., en anden ting var, hvilken betydning det kunne have, at kvinderne var glemte.

De glemte er jo døde - de lider ikke mere, men spørgsmålet om, hvad det betyder for os der lever, at de ikke blev set og hørt, fyldte mere og mere hos mig. Gik vi - samfundet - glip af noget? Jeg skrev i sin tid, at det kunne tænkes, at piger, der besøgte museer uden at se værker fremstillet af deres eget køn, kunne tænkes at gå fra museumsbesøg med forestillingen: kunst skabes af mænd.

Jeg tænkte - og tænker stadig -, at vi gik glip af noget! Det er en formodning, en påstand eller i bedste fald en hypotese - så hvordan skulle jeg undersøge, om der er noget om den snak?

---

Flere tilfældigheder gjorde, at jeg blev nysgerrig på, hvordan maleren Ingeborg Rodes liv og karriere var forløbet. Det beskriver jeg nærmere i bogen, men to ting vil jeg gerne fremhæve som særligt betydningsfuldt for mit valg:

- I modsætning til mange af de glemte, så var Ingeborg Rode gift og mor til tre børn - hun levede med andre ord måske et liv, der var mere i overensstemmelse med mit ideal om 'et helt liv' - et liv med både familie og karriere.

- Og så var der nogle gåder - fx hvorfor malede hun min oldefars bror (billedet på bogens omslag), hvor og hvornår ... der var en forbindelse ... Det løfter jeg også lidt af sløret for i bogen.

 

Jeg kunne have valgt at skrive om andre - der var jo som citeret i bogen "I respektfuld erindring" ca 225 glemte kvinder at vælge imellem. Men jeg er overbevist om, at Ingeborg Rodes eksempel er ganske godt til at diskutere med. Det forsøger jeg at begrunde i min nye bog. Men jeg kan røbe, at jeg fortsat vil påstå, at vi gik glip af noget! Det kan ikke BEVISES, men jeg håber alligevel at jeg, med bogen, kvalificerer debatten.

Set ud fra et feministisk perspektiv, er hendes eksempel ganske fint til at granske emner som:

-  omsogsopgavers varetagelse i velfærdssamfundet,

- forståelse af originalitet i en mandsdomineret kultur

- og forståelse for ressourcepåpasselighed

Det vil jeg ikke sige så meget om her, men blot sige: kvinder havde (har nok stadig) andre erfaringer end mænd, som det er vigtigt at finde frem - ikke fordi de er høstet af kvinder - og ikke fordi mænd ikke kunne høste de samme erfaringer under sammenlignelige omstændigheder - ikke for kvinders skyld - MEN FORDI ERFARINGERNE I SIG SELV ER VIGTIGE. Det var kvinder der passede og plejede børn, syge og ældre og det var kvinder, der passede på hjemmets ressourcer. Betydningen, af at billeder af pleje, omsorg og ressurcebevidsthed måske ikke har fundet vej til offentlige samlinger, er svær at opgøre.

Jeg tror, at det betyder noget for vores fælles forståelse af velfærdssamfundets opgaveløsning - helt aktuelt kan man sige: kvinderne løser ikke mere opgaverne for gode ord og betaling med honninghjerter!

Kvinder i såkaldt kvindejob er blevet mere overbeviste om deres jobs samfundsmæssige btydning. Jeg tror, at opfattelsen af at pleje, omsorg, opdragelse, undervisning og vedligehold - som er det kvinderne høstede erfaringer med igennem historien - og som de kvindelige kunstnere måske har fremstillet billeder af - vil fylde mere i fremtidige afvejninger af vækst og forbrug ... Temaerne miljø og klima har fyldt meget i mit voksne liv - nu er de blevet koblet sammen med analysen af den kunst, som historiske kvinder skabte.

 

Genren

Som det forhåbentlig er fremgået af det sagte/ovenstående, så skal I ikke forvente en kunsthistorisk fremstilling i traditionel forstand. Jeg ville have elsket, at vise Ingeborg Rodes værker på fint glittet kunsttryk, det fortjener hun, men sådan spiller økonomien i dansk forlagsbranche ikke. Det blev jeg belært om allerede ved min tidligere bogs udgivelse. Jeg ledte efter et forlag, der var med på idéen om at trække de glemte malerinder ud af mørket. Jeg fik den tilbagemelding fra Gyldendal, at

                         "der desværre ikke er økonomi i en sådan udgivelse, dertil taler glemte kvinder til for lille et kundeunderlag, selv om emnet principielt burde interessere mindst halvdelen af den danske befolkning. Idéen er god. Vi ønsker dig bedre held hos et andet forlag!"

Jeg ville, som sagt, ønske at Ingeborg - og mange andre af de glemte malerinder - kunne præsenteres i en smuk kunst-bogs-udgave. Men her skal I altså snarere forvente Jer en debatterende bog bygget på en pensioneret velfærdsansats feministiske overvejelser over spørgsmålet: Hvad er vi gået glip af?

Jeg kan selvfølgelig ikke BEVISE, at min hypotese holder - dertil er ét eksempel blot et lillebitte input. Men jeg håber, at I, når I har læst bogen, vil synes 'at der er noget om snakken' - for så kan det jo være, at der fremover findes midler til rigtig udgravning og forskning i mange flere af 'de glemte malerinder'.

Min mand, min kritiker, Rolf Andreasen, siger ofte: du vil meget på én gang, når du skriver! Og det har han ret i!

- Så jeg har på den ene side forsøgt at nå ud i flere kroge af den kvindehistorie, som Ingeborg levede i.

- Men samtidig har jeg ikke kunnet dy mig for at inddrage aktuelle overvejelser om, hvordan kunst, efter min bedste overbevisning kan berige mennesker uden at øge den materielle gennemstrømning.

Jeg tror, at kunstoplevelser og fælles kreative engagementer kan give os mennesker håb og ideer til mindre klima-nedslidende livsudfoldelser. Jeg lærte for nylig et nyt ord i en af DR2s Deadline-udsendelser: 'klimasorg'. Uden at jeg kendte begrebet, så har jeg tænkt, at det ikke hjælper at sørge - selv om der ikke er sket meget siden jeg en søndag morgen i 1986 blev til grin ved morgenbordet med min fortælling om køernes prutter og drivhuseffekten. Pigerne - og senere børnebørnene - har ikke brug for en sørgelig mormor, så jeg insisterer, med de to seneste bøger, på at gå fra klimasorg til kunstglæde.

---

Jeg håber at trådene, de historiske kvindererfaringers udtryk i kunsten og mit miljø- og samfundsengagement, er samlet på en måde, hvor det giver appetit på mere viden om 'det vi er gået glip af'.

Jeg håber naturligvis, at en større kreds vil tage godt imod min bog. I dag er jeg meget taknemmelig for, at I, med Jeres tilstedeværelse her, giver mig anledning til at tro på bogens videre liv. Tak for at I er kommet for at hjælpe den på vej. Lad os hygge os - med respekt og afstand ...

Tak og endnu engang velkommen.

Fotoet viser de tre efterkommere og undertegnede

 

 

 

 

Bogreception d. 18. november

I anledning af at bogen "Når kunstneren er en kvinde" udkommer, afholder jeg en reception. Det har jeg ikke slået overvældende meget på tromme for, for Corona-pandemiem gør det utrygt at samle mange mennesker. Det er således med meget blandede følelser, at jeg ser festen i møde.

Jeg glæder mig til 'at slippe bogen løs', og jeg er inderligt taknemmelig for, at omkring 30 mennesker vil fejre begivenheden sammen med mig. Det er samtidig en festlig anledning til at takke Ingeborg Rodes efterkommere for samarbejdet - de vil være repræsenterede ved receptionen.

Jeg er på den anden side virkelig nervøs for, at slippe smitte løs blandt mine kære familiemedlemmer, venner, efterkommere, kollegaer, naboer ...

Jeg ville elske at byde mange velkomne, under smittefri betingelser. Som smittetallene udvikler sig nu, ville det klogeste måske være en virtuel reception?

Det ville blive et tyndt traktement, og ingen bøger kunne overgives til receptionsgæster. I ville ikke møde efterkommerne. Den 'fysiske' del af begivenheden ville aldrig kunne opleves på samme måde. 

Alligevel tænker jeg, at jeg her på Blogger vil nærme mig en mere virtuel erstatning for begivenheden ved at offentliggøre min velkomsttale her, så snart den er holdt. Og ved at love fysisk overlevering af bøger i de tilfælde, hvor det er muligt. Det kan fx ske i forbindelse med mine motions-motiverede spadsereture. Det ville faktisk være fint at have 'møder' at gå til.

Så vidt overvejelserne vedrørende receptionen. Her kommer så et billede af bogen og af forlagets pressemeddelelse og endelig et link til en læseprøve.

https://drive.google.com/file/d/10BzorfCv8K4-5phyeeLTnf_Nbp-UDGwV/view

Vi, der trods alt satser på at opleve situationen live, vi satser på alles overholdelse af de gode regler, som Sundhedsstyrelsen anviser. Jeg har sørget for sprit og håndsæbe. Tvangfri maskering vil være tilladt. Endelig vil jeg, som er vaccineret, også sørge for selv at være nytestet.

Når alt det er sagt: SÅ VIL JEG TILLADE MIG AT GLÆDE MIG TIL AT SES!