lørdag den 20. november 2021

Hvad gik vi glip af?


Maleren Ingeborg Rode (1865-1932) har her malet sin mand, der også var maler. Begge var uddannede på Akademiet og anerkendte i deres egen tid. Hun er siden næsten glemt.

Billedet af Gotfred Rode (1862-1937) viser respekt for malerens fordybelse og glæde ved maleprocessen. Det er et fint koloristisk og impressionistisk værk - i mine øjne.

Med min bog om Ingeborg diskuterer jeg, hvad vi - samfundet - er gået glip af, da de offentlige samlinger ikke erhvervede kvinders kunst.

Den har fået denne anmeldelse i Kunstavisen:


"Kvindekunst og ligestilling

Ny bogudgivelse ”Når kunstneren er en kvinde” af Jette Tofte Bøndergaard

Læst af Lise Barsøe
Kvindelige kunstnere har i tidligere tider haft trange kår. Nu er eksempelvis de kvindelige musikere og skuespillere rigt repræsenteret på landets kunstscener. Det gælder for så vidt også de malende kvindelige kunstnere – og dog. Blandt de mest kendte, nulevende danske kunstnere, er det faktisk lidt svært at få regnestykket til at balancere.
Med bogen ”Når kunstneren er en kvinde” bidrager Jette Tofte Bøndergaard til ligestillingsdebatten med fokus på 1800 tallets malerinder. Forfatteren har undersøgt billedkunstneren Ingeborg Rodes rolle som ægtefælle til en kunstner, som mor og som maler med en motivverden, der primært afbilleder dagligdagens nære personkreds.
Fra min egen erfaringsverden i et hjem med klaver og mange malerier, husker jeg kun, at der mellem Brendekilde, Anders Hune og de andre mandelige kunstnere – hang et maleri af Bertha Wegmann- Det må alligevel have gjort indtryk, selvom jeg ikke umiddelbart kan genkalde mig billedet, men navnet hænger ved.
Bogen peger umiddelbart videre på spørgsmålet: Hvordan er det med ligestilling mellem kønnene/kunstnere her i 2021?
Rent lønmæssigt halter det stadig bagud, og i mange sammenhænge er kvinderne ikke ligeligt repræsenteret med det andet køn, men spørgsmålet ligger ikke mere latent. Det debatteres åbenlyst, og selvom det ikke batter nok endnu – så er der dog udnævnt en minister, der burde   tage vare på ligestillingen mellem kønnene.
Jeg kunne have ønsket, at der i bogen havde været en lidt mere skønlitterær tilgang til emnet – måske også fordi jeg fornylig læste Jesper Wung Sungs bog ”Kvinde set fra ryggen” om Ida - Wilhems Hammershøjs hustru og muse.
Når det er sagt, vil jeg anse bogen for et vigtigt indlæg i forståelsen af og debatten om køn, kunst   og ligestilling. 

Bogen udkommer 18. november 2021 og er på 270 sider
Vejledende pris 249,95"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar