fredag den 5. august 2011

Pluralisme dækker over et modsætningsfuldt værdigrundlag

’Frihed’ er et centralt begreb i de vestlige samfund. Begrebet må nødvendigvis diskuteres i relation til noget. Frihed fra hvad? Til hvad? For hvem? Filosoffen Agnes Heller (Heller 1982:284) skriver, at vi vesterlændinge skiftevis forstår begreberne ’frihed’ og ’ansvar’ i overensstemmelse med buddet om næstekærlighed og ud fra markedets påbudte konkurrence. Groft kan dette omskrives til, at ’frihed’ sommetider er ’frihed under ansvar for næsten’ og andre gange er ’frihed til at udkonkurrere næsten’.

Den samfundsmæssige udvikling, som den viser sig i form af eksempelvis flygtninge- og immigrantproblemer, gør det nødvendigt at afklare, hvornår den enkeltes mulige frihed skal ses i forhold til det fælles ansvar for en fredelig sameksistens på kloden, og hvornår den enkeltes frihed skal ses i forhold til mulig udkonkurrering af andre på markedet.

Udfordringerne gør det tvingende nødvendigt at alle øger evnerne til at arbejde teoretisk og praktisk med afklaring af, hvordan vi konstruerer forståelser af værdibegreber som ’frihed’  og ’ansvar’. Vi må alle arbejde med at afdække de modsætningsfyldte forståelser og gøre dem til genstand for kommunikation.
Vi vesterlændinge kunne fx overveje vores forestillinger om retten til ’frihed’ gennem naturbeherskelse og privatisering. Det var en voldsom øjenåbner for undertegnede, at stifte bekendtskab med indanernes overraskelse over, at nybyggerne troede man kunne eje jord, luft og vand. Jeg læste en historie om, at de slet ikke forstod, at nybyggerne ville give dem penge for en underskrift på et papir. De forstod ikke, at de opgav retten til den jord, den luft og det vand, som de levede af og på. De forstod ikke, at markedets lovmæssighed er, at den kloge har friheden til at narre den mindre kloge! Som bekendt drog nybyggerne vestpå og underlagde sig det vilde vesten. Gennem den udkonkurrering og naturunderlæggelse opbyggede amerikanerne store rigdomme, som kunne akkumuleres så længe der var nyt land at underlægge.

I dag er der ikke mange pletter på kloden, som kan gøres til genstand for den form for underlæggelse. Menneskeheden er nødt til at komme overens om kloden og dens ressourcer. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan ressourcerne skal fordeles? Hvilke værdiforståelser skal styre fordelingen? Er det frihed under ansvar for næsten? Eller er det frihed til at udkonkurrere næsten? Skal det være buddet om næstekærlighed, der leder os igennem ressourcefordelingen eller skal det være markedsloggiken?

Det er ikke spørgsmål, som kan afgøres ad naturvidenskabelig vej. Den slags spørgsmål har Vesten i de seneste århundreder parkeret under påberåbelse af pluralisme. Agnes Heller påpeger, at naturvidenskabens udvikling drev opgøret med avidenskabelige religiøse forståelser af tilværelsen. Den pluralistiske rummelighed gav plads til konvergerende syn på trosspørgsmål, og plads til friere forskning, ved at privatisere fænomenerne livssyn og moral. Heller påpeger, at adskillelsen mellem de private tolkninger og vurderinger på den ene side og den objektive viden på den anden i sig selv er blevet en art alment værdibegreb i den vestlige verdensopfattelse.

Set udefra møder vesterlændinge op med skiftende værdiforestillinger. Andre kan have gode grunde til at formode, at de benyttede værdier ofte afhænger af mulige gevinster på markedet. Det forekommer vist også, at vesterlændinge ikke formår at forholde sig åbent og refleksivt i forhold til de skiftende værdier.
Samtidig forventes det af religiøse medborgere på kloden, at de skal kunne forholde sig åbent over for konkurrerende troslærer og overbevisninger, over for videnskabelige fremskridt og overfor sekulære forestillinger om de enkelte individers frihed og lighed. Det kræver ofte et meget stort mentalt arbejde. Ikke-religiøse medborgere forventes, som ovenfor nævnt, ikke at levere tilsvarende mentalt arbejde i forbindelse med deres pluralistiske livssyn. De tvinges ikke til at betvivle deres forvisning om den sekulære fornufts gyldighed – endsige om markedsloggikens konsistens. Vi pålægger de religiøse medborgere en asymmetrisk samtale.

Samtale er en forudsætning for udvikling af selvrefleksive oplyste forholdemåder mellem os borgere indbyrdes i den politiske offentlighed. Uden sådanne forenende samtaler bliver der næppe respekt om de værdier, som demokrati er baseret på – tvært imod vil vi opleve en voksende polarisering mellem klodens befolkning.
Jürgen Habermas hævder, at der i særlig grad påhviler os demokratiske vesterlændinge et ansvar for at udvikle mere symmetrisk samtale. Vi bør på trods af forskellige opfattelser vedrørende verdensanskuelse og religiøs overbevisning, respektere andre som ligeberettigede medlemmer af det politiske fællesskab; og på det grundlag af medborgerlig solidaritet bør vi i stridsspørgsmål søge at nå en rationelt begrundet overenskomst – vi skylder hinanden gode argumenter. (Habermas 2006:48)

Det er i mine øjne oplagt, at vi argumenterer for vores respektive forståelser og anvendelser af begrebet ’frihed’ – og jeg forestiller mig, at det vil afsløre sig, også for os selv, hvor selvmodsigende vores argumenter må forekomme.

Litteratur:
Habermas, Jürgen: (2006) Mellan naturalism och religion. Filosofiska uppsatser. Göteborg: Daidalos
Heller, Agnes: (1982) A Theory of History. London: Routledge & Kegan Paul

1 kommentar:

  1. Pluralisme må ikke blive en undskyldning for åndelig dovenskab

    Jürgen Habermas skriver et sted, at der er forskel på at tage parti for fornuften, og at tage patent på fornuften. Noget lignende kunne siges om begrebet 'frihed'.

    At tage parti for frihed må omfatte begrebet i sin universalitet. Den frihed man tager parti for må gælde for alle.

    Tager man patent på frihed, så vil det uvægerligt blive udlagt subjektivt og lokalt. Det er fx klart, at når et parti påberåber sig retten til at håne andre, så er det indlysende hyklerisk at samme parti klandrer folk for at hævde noget andet end partiets interesse. Det anvendte frihedsbegreb er så både subjektivt og interessebefængt.(At håne er vel i øvrigt en underlig 'frihed' at tage sig?)

    Jeg ønsker ikke, at nogen skal definere mit samfunds frihedsbegreb - det må gerne forblive pluralistisk åbent for fortolkning. Men jeg kunne ønske mig et debatklima,hvor debattørerne udviste opmærksomhed på egne interesser. De skulle nøjes med at udtale sig for sig selv - altså i første person ental, og uden at inkludere os andre i deres synspunkter. De skulle udtale sig konkret og specifikt, så vi andre får mulighed til at forholde os til substansen - altså ikke abstrakt og generaliserende.

    Egentlig mener jeg ikke, at debatformen - formen - er det vigtigste, men hvis formen giver lejlighed til ad skjulte kanaler at indføre totalitært indhold, så er der god grund til at være opmærksom.Pluralismen skal ikke blive en undskyldning for, at samfundets indbyggere lader hinanden udtale hvad som helst ...

    SvarSlet