Jeg savner et opgør med den tekniske rationalitet og diverse kulturelle konstruktioner

Enhedslistens Pelle Dragsted taler om farveblind antifascisme. ( http://modkraft.dk/blog/pelle-dragsted/farveblind-antifascisme )

Jeg synes desværre ikke, at det gør skillelinjerne tydeligere. En politisk orientering kan ikke være farveblind, hvis den vil tage menneskers oplevelser alvorligt. Mennesker oplever sig skubbet ud af fællesskabet på baggrund af deres religiøse overbevisning, deres nationale tilhør, deres afstamning, deres sociale herkomst, deres kønsorientering, deres vaner osv. Jeg ønsker at leve i et samfund, hvor vi – alle sammen – ordner os juridisk med hinanden. Et samfund, hvor vores rettigheder er formuleret retsligt og dækker alle borgere. 

De vestlige demokratier er formulerede som borgerlige demokratier med sikring af borgernes frihedsrettigheder som central ret. Disse frihedsrettigheder har i udstrakt grad dannet grundlag for internationale samordninger først og fremmest igennem FNs formulerede Menneskerettigheder.

Jeg er stærk tilhænger af, at det er videre ad den vej vi mennesker skal bevæge os. Der er tre problemstillinger, der stiller sig i vejen for opbygningen af fremtidens fælleskab:
1. Mange mennesker oplever sig ikke som en del af det borgerlige fællesskab – de har fx ikke de økonomiske sikringer, der gør tale om beskyttelse af ejendomsret vedkommende. Menneskers individuelle oplevelser af udelukkelse må tages alvorligt.
2. Det borgerlige demokrati hviler på historiske konstruktioner, der kan vanskeliggøre udviklingen videre imod fælles formuleret international ret vanskelig. En af de stærkeste konstruktioner er ’nationer’ og nationale følelser. De historiske betingelser er, at mennesker orienterer sig imod de konstruerede nationer – ja, nogle så meget at de er villige til at dø for ’nationens’ skyld. De historiske konstruktioner må revideres for de stiller sig i vejen for fremtidens fælleskab.
3. Det borgerlige demokratis begrænsninger giver mange mennesker anledning til at orientere sig imod konkurrerende ’ideer’ om fællesskaber. Det er fx alvorligt, at det borgerlige demokrati har givet husly til dekadent grådige finansoperationer med efterfølgende økonomiske kriser hvor store befolkningsgrupper forarmes. Det er reelt ikke fællesskab – men krigerisk konkurrence.

Alligevel er jeg stærk tilhænger af, at vi går videre ad den demokratisk formulerede retslige vej, hvor alle menneskers delagtighed i beslutningerne er væsentlig. Jeg ser ikke andre muligheder for fredelige veje. Retten skal angå fordelingen af naturens ressourcer og dermed regulering imod global økonomisk frihed, lighed og broderskab. Retten skal være juridisk baseret og sikre at mennesker kan indrette deres individuelle liv efter de kønsorienteringer, religiøse overbevisninger, historiske forestillinger osv. som de hver især måtte finde attraktive – men de må være indstillede på, at sådanne orienteringer kun kan udfoldes så længe de ikke antaster andre menneskers demokratisk-juridisk vedtagne rettigheder.

Med dette har jeg sagt, at de borgerligt demokratiske samfund ikke er et fuldendt projekt i mine øjne. Og, at den vej jeg mener vi skal gå videre ad ikke giver plads til nogen form for fanatisme. Det gælder såvel liberalistiske kapitalismetendenser, nationalistiske tendenser, religiøse som økofascistiske tendenser af enhver art. Jeg har før formuleret det således: Ingen har patent på fornuften, men vi må alle tage parti for at fornuften må sejre i fremtiden.

Det ligger mig så meget på sinde, at det har været en tråd i mine taler og skriverier igennem hele mit voksne liv. Jeg tror og håber, at det er tydeligst i min licentiatafhandling: ”Miljøundervisning – politisk dannet opgør med den tekniske rationalitet” fra 1991 og min sidste bog, som jeg skrev sammen med min datter: ” At gøre kultur i skolen”, fra 2010.

Der er fortsat behov for politisk dannelse – og for opgør med den tekniske rationalitet og diverse kulturelle konstruktioner. Men det kan ikke være et farveblindt opgør, for uretfærdigheder, oplevede som reelle har farver.