Bogudgivelse 20. november 2025
Pressemeddelelse
Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien
Formødre, som mine, optrådte ikke på lærrederne i kunstmuseernes seneste udstillinger. Kvinderne er skrevet ud af kunsthistorien – er vi blevet klar over i de seneste år. Som kvinde - og som hustru og mor – er det faldet mig for brystet, at husmødre heller ikke blev indregnet i BNP-tallene, som USA udbad sig før tildeling af den økonomiske hjælp efter krigen, kaldet Marshall-planen. Dermed er det omsorgsarbejde, som mine formødre stod for – også skrevet ud af økonomien, det er tankevækkende!
De seneste 80 år – efter Marshall-planen – er husmødrene indtrådt i arbejdsstyrken. De omsorgs- og reproduktionsopgaver, som de historisk har varetaget, er blevet lønarbejde. I nationalregnskabet optræder opgaverne som udgifter.
Læser vi kritiske økonomers udsagn om, at fortsat vækst kolliderer med kampen for at holde klodens klimabalance sund, så må man bekymre sig for, om ’udgifterne’ til omsorg og reproduktion kan holdes fri af fortsatte besparelser.
Min bog fortæller om husmødrenes omsorgsfulde pleje af børn, familie, omgangskreds og nabolag i tiden før den store økonomiske vækst. Jeg diskuterer om former for økonomisk skrump er at foretrække frem for klimakaos og krig. Hvordan udvikler vi de teknologiske løsninger, der kan bringe os ind i en tryg fremtid, hvor omsorg ikke trues af besparelser?
Vi må opfinde samfundsformer, der er mere fredelige og mindre slidsomme for den omgivende natur. Er der inspiration at hente i beskrivelser af livet før den store vækst? Mine erindringer om livet i 1950’erne giver ikke grund til angst for at leve med materielle begrænsninger, så længe fantasi, ånd og skabertrang ikke stækkes. Som økonomen Tim Jackson formulerer det: ”Det handler om at anerkende menneskelivets dybde og bredde. Og det handler om at konstruere en økonomi, der afspejler den vision.” (Velstand uden vækst, s. 172) – Det giver bogen klode, klima og kvindeliv Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien anledning til at overveje.
Jette Tofte Bøndergaard (f. 1945) er uddannet cand.pæd., Ph.d. nu pensionist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar