Jeg savner en debat om, hvilket samfund vi vil skabe efter væksten. For væksten kan ikke blive ved. Klodens ressourcer slår simpelthen ikke til, til at flere skal leve med materielle goder i lighed med, hvad vi ser på diverse vestlige spillefilm. Det ses allerede, at fx rent drikkevand er en begrænset ressource, som vi burde tage anderledes vare på – end at skylle toiletter med den.
Hvis vi oven i købet forventer, at vi vil udvikle post-vækst samfundet i fred og fordragelighed, så er det nødvendigt snart at tænke på, hvordan større lighed mellem klodens beboere kan udfoldes. Vi ser store menneskevandringer mod de materielt velstillede samfund, som allerede nu giver anledning til gnidninger og konflikter. Drømmeindustriens billeder viser sig sjældent realiserbare for de flygtninge og migranter – som ikke led druknedøden på flugten fra fattigdom.
Jeg forestiller mig, at vi nok er nødt til at tænke helt nyt på mange områder. Måske allervigtigst på økonomien. Det er ikke økonomisk at forbruge og brænde ressourcer, der med mere omtanke kunne blive til større gavn end det, som visse grådige personager hober op i garager og hangarer – man kan vel ikke flyve med mere end et fly ad gangen?
Et historisk blik på den økonomiske indretning viser, at væsentlige bidrag til samfundet faktisk ikke tæller med i BNP. Da nationalregnskabs-modellerne blev udviklet efter 2. verdenskrig talte husmødrenes bidrag ikke med. Det var ganske simpelt for indviklet at opgøre værdien af det ubetalte husmor-job. Man (USA) mente, at nationernes regnskaber kunne sammenlignes uden hensyn til husholdningerne, for det var ens for alle lande, at kvinderne ’gik’ hjemme. De opgjorte nationalregnskaber skulle USA bruge til udrulning af Marshall-planen, som var tænkt til at øge købekraften hos modtagerne, så de kunne bidrage til at holde gang i den amerikanske industri – ikke mindst våbenindustrien.
Under verdenskrigen fandt fremsynede danske hoveder ud af, at landets sundheds- og uddannelsessektorer skulle dækkes økonomisk over skatten, og være fælles gode for alle landets borgere. Her blev kimen lagt til det velfærdssamfund, som mange glædes over i dag – og som begrædes af andre, der kun ser ’skattetryk’. Det gælder ikke mindst det ultraliberale styre, som USA har nu.
Der er en sandhed i, at skattetrykket i velfærdssamfund bliver højere, jo mere af det omsorgsarbejde, som husmødrene bedrev uden løn, der nu varetages som lønarbejde af sygeplejersker pædagoger og lærere. Men der er næppe megen diskussion om, hvorvidt velfærdsmodellen giver bedre sammenhængskraft i samfundet end den model, der hersker i USA. Hvis der er diskussion, så bør man læse forskerne Wilkinson og Picketts behandling af det store statistiske datamateriale, som nutidens computere giver os adgang til at sammenholde. Deres konklusion er, at samfund med mere lighed klarer sig bedre end samfund med stor ulighed. Deres data påviser sammenhæng mellem ulighed og faktorer som: kriminalitet, fængselsudgifter, selvmordsrater, teenagemødre, hjemløse, arbejdsløshed, narkomani, lavt uddannelsesniveau, drab, fedme osv. – USA kom i øvrigt ud som det mest ulige samfund i verden!
Men vi ved jo, at selv vores velfærd ikke har fået træerne til at vokse ind i himlen.
Hvor kan vi hente inspiration til at udvikle post-vækst velfærdssamfundets økonomi? Det er der heldigvis flere økonomer, der giver bud på, men vi mangler stadig at få deres bud inddraget i nationale budget-lægninger og regnskabspraksisser. (Det er sjældent de økonomer, der taler imod vækstparadigmet, der kommer til orde i medierne.)
Og – og det er måske endnu vigtigere end økonomiske praksisser – så savner vi ideer til, hvordan vi kan indrette os, så materielle begrænsninger ikke samtidig bliver til begrænsninger i kreative udfoldelser, givende læringsprocesser, gode mellemmenneskelige samværsformer – kort og godt: Økonomisk tænkning, der vægter mere omsorg og øget trivsel. Vel at mærke omsorg og trivsel for alle. I USA står lidt under 50 millioner uden sundhedsforsikring – det vilkår ønsker vi ikke for vores naboer i Danmark. Den nugældende økonomiske praksis går ud på at tælle, hvad arbejdsstyrken producerer og sælger. Kunne det tænkes, at det kan vendes til: hvad arbejdsstyrken producerer og trives med?
Jeg prøver at udfolde nogle ideer, som jeg er så heldig at huske fra min tidlige barndom i det præ-vækst samfund, som jeg voksede op i. Vi vidste endnu ikke, at vi savnede TV, computere og mobiltelefoner. Vi fik megen tid til at gå med, at producere ting og sager selv. Eller rettere sagt, det gjorde vores voksne, og vi lærte ved at iagttage og efterligne dem: mødre der kokkererede, syede og rengjorde, fædre der snedkererede og reparerede motorer, nabolagets cykelsmede, hjemmesyersker, bagere, skomagere osv. Husmødrenes bidrag til samfundet var – og er – ret upåagtede. Vi børn levede i læringsprocesser, der var ganske anderledes end dem, som pædagogerne i dag kan tilvejebringe. Og, selv om hver tid nok stiller forskellige krav til læring, så kan vi måske alligevel have gavn af et gensyn med ’husmødrene’.
I min bog Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien uddyber jeg sådanne tanker, og knytter dem til undersøgelser af, hvordan selvskabte produkter kan have værdi i andre skalaer end pengenes. Måske udgør det at skabe til andre mennesker en værdi? Måske udgør det at koordinere tænkte ideer med håndens gøren en værdi? Måske udgør tilfredsstillelsen ved at genskabe og vedligeholde ting en værdi? Måske udgør det at bevæge sig sammen med andre en værdi? Måske har kreativ livsudfoldelse faktisk umålelige værdier, som vi kunne trives bedre ved at blive opmærksomme på?
Mit store spørgsmål er, om det faktisk ville være så sørgeligt at give afkald på nogle af de materielle goder, hvis vi erstattede dem med noget, der er sjovere end ”forbrug, materialisme og frihed”, som var det slogan vi blev lokket med af USA, da de introducerede os til Marshall-planens løfter om et liv i The American Way.
Jeremy Rifkin skrev i 2005 bogen The European Dream. Han forudså, at vi europæere ville overskygge amerikanerne i fremtiden – men vi må nok indrømme, at lige nu er vi lidt blændede af de mægtige tech-giganter og alt deres væsen. Måske skulle vi, nu tyve år efter Rifkins forudsigelser, spørge os selv, hvad er det egentlig vi europæere drømmer om? Den debat vil jeg gerne bidrage til med mine fortællinger, for nok kunne vi synes fattige dengang i 50’erne, men måske var vi også lidt rige på noget, det ikke ville koste enorme summer at genopfriske?
Vi har prøvet den amerikansk inspirerede materielle oprustning i firs år, måske vil det tjene Europa – og Danmark – at erstatte ’forbrug og materialisme’ med ’fællesskab og bæredygtighed’. Det vil i hvert fald betyde at flere bliver fri for de ubehageligheder, der statistisk blev forbundet med det amerikanske samfund!
Litteratur:
Bøndergaard: Klode, klima og kvindeliv - Omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien. Skriveforlaget, 2025
Rifkin, Jeremy: The European Dream How Europe’s Vision of The Future is Quetly Eclipsing The American Dream. Jeremy P. Tarcher/ Penguin, 2005
Wilkinson, Richard og Kathe Pickett: Ulighed - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund. Informations forlag, 2011
----------
OM mig:
Jette Tofte Bøndergaard, cand.pæd. Ph.d.
Født 7. maj 1945
Pensioneret fra lektorstilling ved N. Zahles Seminarium 2006
Udgav 2010 At gøre Kultur i skolen i samarbejde med Nanna Bøndergaard Butters
Udgav 2017 I respektfuld erindring
Udgav 2021 Når kunstneren er en kvinde
Udgav 2025 Klode, klima og kvindeliv – omsorgens usynlige bidrag til nationaløkonomien
Ingen kommentarer:
Send en kommentar