De fattige – er os.

De fattige er ikke ’de andre’.

I Informations tillæg Moderne Tider d. 3.-4. september s. 5 skriver Rune Lykkeberg: ”Længe har iagttagere efterlyst en venstreorienteret værdikamp, og de har skuffet konstateret, at de ikke fik den. De har ledt efter den borgerlige kulturkamp i en venstreorienteret version …” Den venstreorienterede version må i sagens natur være en social kamp. En kamp for dem, der ikke har vundet på det borgerlige frihedsbegreb. Lykkeberg eksemplificerer med ideen om en betalingsring omkring København. Her er analysen, at ”oppositionen har sat et fælles gode over hensynet til den enkelte borgers frihed til at gøre, som hun har lyst til.” Han fortsætter: ”Det handler om noget så fundamentalt som den politiske vilje til at sætte et mål for fællesskabet, der for en overordnet betragtning er fornuftigt og rimeligt, men som i privatlivet kan opleves som et tab.” Med ideen om en betalingsring tager de venstreorienterede politiker altså parti for de mennesker, der taber på privatbilismens tilsvining af det offentlige rum.

Det er en vældig fornuftig start på, at formulere en politik for fællesskabet, men der er områder, der er endnu mere vitale for medmennesker i vort fællesskab. Der er behov for en regulær omtænkning af samfundets sociale kontrakt. Regimet Fogh etablerede en kontraktpolitik med et skattestop, som anerkendte den enkelte som privatøkonomisk bruger snarere end som borger i et politisk fællesskab. Foghs kontaktpolitik henvendte sig til egoisterne. Lykkeberg skriver: ”De store partier finder det givetvis hverken fornuftigt eller retfærdigt, at indtægten på arbejde beskattes, hvorimod indtægten ved boligsalg er skattefri. De tror bare ikke på, at de kan overbevise egoisten i den enkelte om, at det personlige afkald er bedst for det politiske fællesskab.”

Man valgte at føre en politik, som forarmede de besiddelsesløse yderligere frem for at overbevise den besiddende klasse om deres interesse i at bidrage til fællesskabet.  Politikerne valgte at sige, at de svageste skuldre måtte bære samfundets udgifter. Lykkeberg siger, at politikerne sagtens kan sige til kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, modtagere af starthjælp og andre overførselsindkomster, at de må indstille sig på forringelser. ”For dem gjaldt kontraktpolitikken aldrig.” Den sociale kontakt gjaldt med andre ord ikke for de svage i samfundet.

Den såkaldte kulturkamp har været en afledning fra den sociale virkelighed. Indretter vi samfundet således, at flere bliver fattige, så bliver vi alle fattigere for vi er borgere i et fælles samfund. Her tænker jeg ikke alene på den økonomiske sandhed, at samfundets hjul ville løbe hurtigere, dersom de fattigste fik øget købekraft. Jeg tænker også på det kulturelle klima, som vi skal skabe samen. En kultur, hvor nogen skal være bange for at miste deres forsørgelsesgrundlag er en ustabil kultur. Det er en kultur, hvor den sociale kontrakt er skrøbelig.

Jeg foretrækker at leve i en kultur, hvor politikerne går foran og skaber et samfund, hvor ingen forarmes hverken økonomisk eller åndeligt. Jeg anser betalingsringen for et modigt eksempel, men jeg ville ønske, at der var politikere, der havde mod til at fortælle os borgere, at forbrugsfesten er ovre. Vækst vil blot skærpe efterspørgslen på råvarer yderligere, og dermed skubbe de fattige, både her og på globens udkanter, endnu længere ud i forarmelse. Med en politik baseret på yderligere materielt forbrug for de få skaber man grobund for alskens ufred mellem mennesker.

Det ville være befriende at høre politikere tale om, at vi må fordele det nødvendige arbejde mellem os, og at vi må skabe et kulturelt liv, hvor alles menneskelige trivsel er i fokus. En politik, der medtænker naturressourcernes begrænsning, således at en mere retfærdig fordeling sættes på dagsordenen såvel nationalt som internationalt. Det handler om en social kamp – men den behøver ikke være uden kulturelt overskud.