Stadig ingen oplysning om, at mange malerinder savnes

I 2015 opdagede jeg, hvor massivt de kvindelige malere er forsvundet ud af den danske kunsthistorie. Sal 222 på Statens Museum for Kunst, SMK, var indrettet med én væg til fem kvindelige maleres værker og tre vægge til mandlige kunstnere, der enten var eller blev tillagt homoseksuelle præferencer.

Det værk, der især tændte min nysgerrighed viste en, for mig ganske ukendt maler, og ledsageteksten opfordrede til, at vi skulle erindre de mange kvinder, der malede i 1800-tallet, respektfuldt. Jeg fandt det ikke særligt respektfuldt, at der var afsat én væg i rummet til at rette op på en erkendt udeladelse af kvinderne. Det førte til at jeg skrev bogen I respektfuld erindring - hvorfor dog huske 1800-tals malerinder?

I 2018 undergik rummets ophængning en total forandring. Der er tre af de oprindeligt fem kvindelige malere repræsenteret i rummet nu, men med en ganske forandret præsentation af rummet. Nedenfor gengiver jeg først den præsentation, rummet havde i 2015 og derefter den nye, som er kommet til i starten af 2018.

1. "Kønnet i kunsten (2015)
Kunsthistorien er baseret på myten om det frie, skabende geni - en rolle, som kvinder traditionelt set ikke har haft mulighed for at indtage. Inden kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1888, havde de begrænsede rammer for billedkunstnerisk udfoldelse, og selv derefter fortsatte kunsthistorien med primært at blive skrevet af og om mænd, ligesom eftertidens museumsinstitutioner har haft tendens til at overse kvinderne.

Kvinders position i kunsthistorien har således typisk været som muse, æstetisk motiv eller erotisk objekt. Men der er heldigvis også andre historier at fortælle: om kvindelige kunstnere, erotiserede mænd og maskuline kvinder. Denne sal tematiserer normerne for kønnet i kunsten ved at vise eksempler på værker og kunstnere, der på forskellig vis bryder med disse normer."

2. "Det Moderne gennembrud (2018)
Arbejdsliv og intimsfære, kvindefrigørelse og underholdningsindustri, urbanisering og arbejderbevægelse. Begreber, som er nært knyttet til skabelsen af det moderne Danmark. Fra bonde- og landbrugsland bevægede Danmark sig mod industri og bykultur. Intellektuelt og mentalt erstattede troen på videnskaben den gamle verdens religiøse livstolkning.

De kvindelige kunstnere markerede sig i højere grad. Som deres mandlige kolleger skildrede de motiver fra arbejds- og familielivet, men tonen var anderledes. Mere lavmælt og nøgtern i forhold til den heroisering man kan møde hos P.S. Krøyer og Michael Ancher. Nye motiver fra det moderne liv i storbyen og kunstnerens intimsfære dominerede udstillingerne. Med inspiration fra Paris blev lyset og farven intensiveret og kunstnere som Philipsen og Anna Ancher nærmede sig den franske impressionisme."

Billedet med ledsageteksten, der provokerede mig, er væk. Da jeg i marts 2018 deltog i "SMK Akademiet: Det Moderne Gennembrud", spurgte jeg en af foredragsholderne, Emilie Boe Bierlich, om grunden til nedtagningen. Den blev begrundet med, at Holga Reinhards maleri af veninden Ane Marie Hansen ikke levede op til museets kvalitetsstandarder. Som lægmand kan jeg ikke indvende meget mod dette udsagn, men jeg kunne dog ønske mig en nærmere udlægning af kriterierne. Det ser i hvert fald ud til, at det ikke handler om at tydeliggøre kvindernes historiske vilkår slet så provokerende som i den første ophængning. Som rummet fremtræder nu, med den nye præsentation, så glider de tre kvinders værker smukt ind mellem mændenes - og der er ingen oplysning om, hvor mange kvinder, der kunne savnes.