Fra klimasorg til kunstglæde - talepapir til velkomsten

Bogreception d. 18. november 2021

 

Velkomst

Jeg har glædet mig til denne anledning til at se Jer. Nogle af Jer har jeg set i forbindelse med mit skriveri - andre er det længe siden, jeg sidst så. Skal jeg være ærlig, så har Corona-situationen dog givet mig mange overvejelser. Den bog, som er anledningen til vores sammenkomst, har mange ord om begrebet 'omsorg' - som teoretisk fænomen - 'fucking Corona gør det nødvendigt, at vi også praktiserer det ... Med det in mente vil jeg gerne byde VELKOMMEN.

Velkommen til efterkommere til Ingeborg Rode. I har delt min glæde ved at lære mere og mere om Ingeborg. I skal have stor tak for Jeres gæstfrihed og hjælpsomhed. Lad os hilse på

Sanne Gleie, Karen Holmen Stenkilde og Marianne?

En særlig velkomst skal også lyde til Carsten Ole Hansen, som fotograferede de af Ingeborgs billeder, der var tilgængelige i privateje. Tak til Carsten.

Carsten, Sanne, Karen og Jette Gleie, der ikke kunne være med i dag, samt Hans Holmen, der har overleveret et interessant kildemateriale til mig, I har stor del i æren for bogens realisering. Tak! Lad os 'sippe' igen!

 

For så ikke at forbigå nogen, så vil jeg sige tak til alle jer, der har lagt ører til mine overvejelser undervejs - det skal dog siges, at Rolf i særdeleshed har måttet høre meget! Han har endda også gennemlæst manuskriptet - og dermed betydet, at vi kunne spare forlagets korrekturlæser. Tak!

Tak allesammen - familie, venner, litteraturvenner, spisevenner, kollegaer og naboer ...

 

Til Jer, der ikke har fulgt pocessens op- og nedture i årene undervejs, vil jeg sige, at jeg er taknemmelig for, at I har villet bruge denne anledning til fejring af bogudgivelsen med mig. Det er jeg meget rørt og glad for. Tak!

 

Bogen

Jeg forventes vel at sige, hvorfor jeg har skrevet bogen. Hvorfor det netop blev maleren Ingeborg Rode jeg valgte at skrive om. Og hvordan ...

Kimen blev allerede lagt for fem år siden under arbejdet med bogen, "I respektfuld erindring", om de mange glemte malerinder. For èn ting er at finde ud af hvem de glemte var, hvor mange de var osv., en anden ting var, hvilken betydning det kunne have, at kvinderne var glemte.

De glemte er jo døde - de lider ikke mere, men spørgsmålet om, hvad det betyder for os der lever, at de ikke blev set og hørt, fyldte mere og mere hos mig. Gik vi - samfundet - glip af noget? Jeg skrev i sin tid, at det kunne tænkes, at piger, der besøgte museer uden at se værker fremstillet af deres eget køn, kunne tænkes at gå fra museumsbesøg med forestillingen: kunst skabes af mænd.

Jeg tænkte - og tænker stadig -, at vi gik glip af noget! Det er en formodning, en påstand eller i bedste fald en hypotese - så hvordan skulle jeg undersøge, om der er noget om den snak?

---

Flere tilfældigheder gjorde, at jeg blev nysgerrig på, hvordan maleren Ingeborg Rodes liv og karriere var forløbet. Det beskriver jeg nærmere i bogen, men to ting vil jeg gerne fremhæve som særligt betydningsfuldt for mit valg:

- I modsætning til mange af de glemte, så var Ingeborg Rode gift og mor til tre børn - hun levede med andre ord måske et liv, der var mere i overensstemmelse med mit ideal om 'et helt liv' - et liv med både familie og karriere.

- Og så var der nogle gåder - fx hvorfor malede hun min oldefars bror (billedet på bogens omslag), hvor og hvornår ... der var en forbindelse ... Det løfter jeg også lidt af sløret for i bogen.

 

Jeg kunne have valgt at skrive om andre - der var jo som citeret i bogen "I respektfuld erindring" ca 225 glemte kvinder at vælge imellem. Men jeg er overbevist om, at Ingeborg Rodes eksempel er ganske godt til at diskutere med. Det forsøger jeg at begrunde i min nye bog. Men jeg kan røbe, at jeg fortsat vil påstå, at vi gik glip af noget! Det kan ikke BEVISES, men jeg håber alligevel at jeg, med bogen, kvalificerer debatten.

Set ud fra et feministisk perspektiv, er hendes eksempel ganske fint til at granske emner som:

-  omsogsopgavers varetagelse i velfærdssamfundet,

- forståelse af originalitet i en mandsdomineret kultur

- og forståelse for ressourcepåpasselighed

Det vil jeg ikke sige så meget om her, men blot sige: kvinder havde (har nok stadig) andre erfaringer end mænd, som det er vigtigt at finde frem - ikke fordi de er høstet af kvinder - og ikke fordi mænd ikke kunne høste de samme erfaringer under sammenlignelige omstændigheder - ikke for kvinders skyld - MEN FORDI ERFARINGERNE I SIG SELV ER VIGTIGE. Det var kvinder der passede og plejede børn, syge og ældre og det var kvinder, der passede på hjemmets ressourcer. Betydningen, af at billeder af pleje, omsorg og ressurcebevidsthed måske ikke har fundet vej til offentlige samlinger, er svær at opgøre.

Jeg tror, at det betyder noget for vores fælles forståelse af velfærdssamfundets opgaveløsning - helt aktuelt kan man sige: kvinderne løser ikke mere opgaverne for gode ord og betaling med honninghjerter!

Kvinder i såkaldt kvindejob er blevet mere overbeviste om deres jobs samfundsmæssige btydning. Jeg tror, at opfattelsen af at pleje, omsorg, opdragelse, undervisning og vedligehold - som er det kvinderne høstede erfaringer med igennem historien - og som de kvindelige kunstnere måske har fremstillet billeder af - vil fylde mere i fremtidige afvejninger af vækst og forbrug ... Temaerne miljø og klima har fyldt meget i mit voksne liv - nu er de blevet koblet sammen med analysen af den kunst, som historiske kvinder skabte.

 

Genren

Som det forhåbentlig er fremgået af det sagte/ovenstående, så skal I ikke forvente en kunsthistorisk fremstilling i traditionel forstand. Jeg ville have elsket, at vise Ingeborg Rodes værker på fint glittet kunsttryk, det fortjener hun, men sådan spiller økonomien i dansk forlagsbranche ikke. Det blev jeg belært om allerede ved min tidligere bogs udgivelse. Jeg ledte efter et forlag, der var med på idéen om at trække de glemte malerinder ud af mørket. Jeg fik den tilbagemelding fra Gyldendal, at

                         "der desværre ikke er økonomi i en sådan udgivelse, dertil taler glemte kvinder til for lille et kundeunderlag, selv om emnet principielt burde interessere mindst halvdelen af den danske befolkning. Idéen er god. Vi ønsker dig bedre held hos et andet forlag!"

Jeg ville, som sagt, ønske at Ingeborg - og mange andre af de glemte malerinder - kunne præsenteres i en smuk kunst-bogs-udgave. Men her skal I altså snarere forvente Jer en debatterende bog bygget på en pensioneret velfærdsansats feministiske overvejelser over spørgsmålet: Hvad er vi gået glip af?

Jeg kan selvfølgelig ikke BEVISE, at min hypotese holder - dertil er ét eksempel blot et lillebitte input. Men jeg håber, at I, når I har læst bogen, vil synes 'at der er noget om snakken' - for så kan det jo være, at der fremover findes midler til rigtig udgravning og forskning i mange flere af 'de glemte malerinder'.

Min mand, min kritiker, Rolf Andreasen, siger ofte: du vil meget på én gang, når du skriver! Og det har han ret i!

- Så jeg har på den ene side forsøgt at nå ud i flere kroge af den kvindehistorie, som Ingeborg levede i.

- Men samtidig har jeg ikke kunnet dy mig for at inddrage aktuelle overvejelser om, hvordan kunst, efter min bedste overbevisning kan berige mennesker uden at øge den materielle gennemstrømning.

Jeg tror, at kunstoplevelser og fælles kreative engagementer kan give os mennesker håb og ideer til mindre klima-nedslidende livsudfoldelser. Jeg lærte for nylig et nyt ord i en af DR2s Deadline-udsendelser: 'klimasorg'. Uden at jeg kendte begrebet, så har jeg tænkt, at det ikke hjælper at sørge - selv om der ikke er sket meget siden jeg en søndag morgen i 1986 blev til grin ved morgenbordet med min fortælling om køernes prutter og drivhuseffekten. Pigerne - og senere børnebørnene - har ikke brug for en sørgelig mormor, så jeg insisterer, med de to seneste bøger, på at gå fra klimasorg til kunstglæde.

---

Jeg håber at trådene, de historiske kvindererfaringers udtryk i kunsten og mit miljø- og samfundsengagement, er samlet på en måde, hvor det giver appetit på mere viden om 'det vi er gået glip af'.

Jeg håber naturligvis, at en større kreds vil tage godt imod min bog. I dag er jeg meget taknemmelig for, at I, med Jeres tilstedeværelse her, giver mig anledning til at tro på bogens videre liv. Tak for at I er kommet for at hjælpe den på vej. Lad os hygge os - med respekt og afstand ...

Tak og endnu engang velkommen.

Fotoet viser de tre efterkommere og undertegnede

 

 

 

 

Bogreception d. 18. november

I anledning af at bogen "Når kunstneren er en kvinde" udkommer, afholder jeg en reception. Det har jeg ikke slået overvældende meget på tromme for, for Corona-pandemiem gør det utrygt at samle mange mennesker. Det er således med meget blandede følelser, at jeg ser festen i møde.

Jeg glæder mig til 'at slippe bogen løs', og jeg er inderligt taknemmelig for, at omkring 30 mennesker vil fejre begivenheden sammen med mig. Det er samtidig en festlig anledning til at takke Ingeborg Rodes efterkommere for samarbejdet - de vil være repræsenterede ved receptionen.

Jeg er på den anden side virkelig nervøs for, at slippe smitte løs blandt mine kære familiemedlemmer, venner, efterkommere, kollegaer, naboer ...

Jeg ville elske at byde mange velkomne, under smittefri betingelser. Som smittetallene udvikler sig nu, ville det klogeste måske være en virtuel reception?

Det ville blive et tyndt traktement, og ingen bøger kunne overgives til receptionsgæster. I ville ikke møde efterkommerne. Den 'fysiske' del af begivenheden ville aldrig kunne opleves på samme måde. 

Alligevel tænker jeg, at jeg her på Blogger vil nærme mig en mere virtuel erstatning for begivenheden ved at offentliggøre min velkomsttale her, så snart den er holdt. Og ved at love fysisk overlevering af bøger i de tilfælde, hvor det er muligt. Det kan fx ske i forbindelse med mine motions-motiverede spadsereture. Det ville faktisk være fint at have 'møder' at gå til.

Så vidt overvejelserne vedrørende receptionen. Her kommer så et billede af bogen og af forlagets pressemeddelelse og endelig et link til en læseprøve.

https://drive.google.com/file/d/10BzorfCv8K4-5phyeeLTnf_Nbp-UDGwV/view

Vi, der trods alt satser på at opleve situationen live, vi satser på alles overholdelse af de gode regler, som Sundhedsstyrelsen anviser. Jeg har sørget for sprit og håndsæbe. Tvangfri maskering vil være tilladt. Endelig vil jeg, som er vaccineret, også sørge for selv at være nytestet.

Når alt det er sagt: SÅ VIL JEG TILLADE MIG AT GLÆDE MIG TIL AT SES!

Usynliggjort - Nu holder det ikke længere!

Man kan blive skør af, den umulige situation man er anbragt i, når man føler sig ansvarlig for klodens overlevelse.

Der er ikke overladt mig mange andre handlemuligheder end at føle 'forbrugsskam'. Jeg skal undlade bilkørsel, flyverejser, kødspiseri, tøjfråds osv. Mine sparerunder batter dog alligevel meget lidt.

Ind imellem forsøger jeg at holde humøret oppe ved at male. Det efterlader i det mindste ikke store fodaftryk!

Men kunne jeg inspirere til ændrede livsformer - mindre grådige - mere menneske- og miljøvenlige livsudfoldelser end 'bare' at male mig selv gladere? Det spørgsmål har ført mig til at skrive om et glemt malerpar. Deres billedeksempler vakte spørgsmål om velfærdssamfundets aktuelle indretning, hvor det angiveligt er en fortsat økonomisk nødvendighed gentagende gange at spare på omsorg, pleje, uddannelse og sundhed. Jeg har foreløbig et udkast til 1. del af en bog liggende. (2. del afventer et interview med nogle efterkommere.)

Bagsidetekst til min kommende bog om maleren Ingeborg Rode:
"Kan man hygge sig med at male akvareller, mens klimaet truer med sammenbrud?

Kvinder er gjort usynlige - som aktive kunstnere. Usynligheden betyder, at vi mangler deres værker at spejle os i? Værkerne går tabt - men er problemet større end det?
Et glemt malerægtepar fra begyndelsen af 1900-tallet trækkes ud af glemslen som eksempel på, hvilke tanker deres kunst vækker om nutidens livsudfoldelser. Ingeborg Rodes, hustruens, værker peger på basale erfaringer fra kvindeliv. Påstanden er, at begge køn mister væsentlige erfaringer om livsudfoldelser når kvindernes andel i kunsthistorien negligeres. Tabte vi - med de glemte kvindelige maleres værker - forestillinger om mindre grådige måder at leve på?
Begreber om køn, kunst, økonomi og natur samt deres betydning for, hvordan mennesker forstår at leve 'hele liv', diskuteres bl.a. i lyset af forfatteren Ursula K. LeGuins 'Bæreposeteori'. Malerparrets motivkreds kan inspirere os i den nuværende katastrofale klimasituation.

Hensynet til vores børnebørn kræver mobilisering af alternative ideer og billeder på udvist livsmod. Så tegn, mal og skab billeder af klimaneutrale livsudfoldelser! Eller bliv inspireret af ægteparret Rode, hvis værker ikke fik en plads i de offentlige kunstsamlinger og kanoniserede kunsthistorier."

Når jeg skriver, at det ikke holder længere med det usynliggjorte kvindearbejde, så viser det sig helt aktuelt i debatten om au pair ordningen. I et globalt perspektiv er det helt uholdbart, at vi berøver ulandene deres mødre med underbetalt husligt arbejde. I dansk perspektiv bliver en enlig kvindelig forsørgers vilkår umulige, hvis hun skal betale overenskomstløn til den hjælp hun har brug for i hjemmet, for selv at få overskud til omsorg og pleje af egne børn. Sagt med andre ord: vores samfund hviler på usynliggjort og underbetalt kvindearbejde. Og det holder ikke!

Det holder ikke!

Men det holder heller ikke at miste livsglæden, så jeg fortsætter med at male mine akvareller ... de efterlader ikke meget CO2. Det gør mine skriverier heller ikke og de synliggør en del store sammenhænge for mig.

Stadig ingen oplysning om, at mange malerinder savnes

I 2015 opdagede jeg, hvor massivt de kvindelige malere er forsvundet ud af den danske kunsthistorie. Sal 222 på Statens Museum for Kunst, SMK, var indrettet med én væg til fem kvindelige maleres værker og tre vægge til mandlige kunstnere, der enten var eller blev tillagt homoseksuelle præferencer.

Det værk, der især tændte min nysgerrighed viste en, for mig ganske ukendt maler, og ledsageteksten opfordrede til, at vi skulle erindre de mange kvinder, der malede i 1800-tallet, respektfuldt. Jeg fandt det ikke særligt respektfuldt, at der var afsat én væg i rummet til at rette op på en erkendt udeladelse af kvinderne. Det førte til at jeg skrev bogen I respektfuld erindring - hvorfor dog huske 1800-tals malerinder?

I 2018 undergik rummets ophængning en total forandring. Der er tre af de oprindeligt fem kvindelige malere repræsenteret i rummet nu, men med en ganske forandret præsentation af rummet. Nedenfor gengiver jeg først den præsentation, rummet havde i 2015 og derefter den nye, som er kommet til i starten af 2018.

1. "Kønnet i kunsten (2015)
Kunsthistorien er baseret på myten om det frie, skabende geni - en rolle, som kvinder traditionelt set ikke har haft mulighed for at indtage. Inden kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1888, havde de begrænsede rammer for billedkunstnerisk udfoldelse, og selv derefter fortsatte kunsthistorien med primært at blive skrevet af og om mænd, ligesom eftertidens museumsinstitutioner har haft tendens til at overse kvinderne.

Kvinders position i kunsthistorien har således typisk været som muse, æstetisk motiv eller erotisk objekt. Men der er heldigvis også andre historier at fortælle: om kvindelige kunstnere, erotiserede mænd og maskuline kvinder. Denne sal tematiserer normerne for kønnet i kunsten ved at vise eksempler på værker og kunstnere, der på forskellig vis bryder med disse normer."

2. "Det Moderne gennembrud (2018)
Arbejdsliv og intimsfære, kvindefrigørelse og underholdningsindustri, urbanisering og arbejderbevægelse. Begreber, som er nært knyttet til skabelsen af det moderne Danmark. Fra bonde- og landbrugsland bevægede Danmark sig mod industri og bykultur. Intellektuelt og mentalt erstattede troen på videnskaben den gamle verdens religiøse livstolkning.

De kvindelige kunstnere markerede sig i højere grad. Som deres mandlige kolleger skildrede de motiver fra arbejds- og familielivet, men tonen var anderledes. Mere lavmælt og nøgtern i forhold til den heroisering man kan møde hos P.S. Krøyer og Michael Ancher. Nye motiver fra det moderne liv i storbyen og kunstnerens intimsfære dominerede udstillingerne. Med inspiration fra Paris blev lyset og farven intensiveret og kunstnere som Philipsen og Anna Ancher nærmede sig den franske impressionisme."

Billedet med ledsageteksten, der provokerede mig, er væk. Da jeg i marts 2018 deltog i "SMK Akademiet: Det Moderne Gennembrud", spurgte jeg en af foredragsholderne, Emilie Boe Bierlich, om grunden til nedtagningen. Den blev begrundet med, at Holga Reinhards maleri af veninden Ane Marie Hansen ikke levede op til museets kvalitetsstandarder. Som lægmand kan jeg ikke indvende meget mod dette udsagn, men jeg kunne dog ønske mig en nærmere udlægning af kriterierne. Det ser i hvert fald ud til, at det ikke handler om at tydeliggøre kvindernes historiske vilkår slet så provokerende som i den første ophængning. Som rummet fremtræder nu, med den nye præsentation, så glider de tre kvinders værker smukt ind mellem mændenes - og der er ingen oplysning om, hvor mange kvinder, der kunne savnes.

Opdatering vedr. kvinders respræsentation i kunstudstillinger

I november 2017 udgav jeg bogen "I respektfuld erindring ... Hvorfor dog huske danske 1800-tals malerinder?" Det var i sal 222 på Statens Museum for Kunst, at jeg opdagede hvor massivt de kvindelige malere er forsvundet ud af den danske kunsthistorie. Salen var indrettet med én væg til fem kvindelige maleres værker og tre vægge til mandlige kunstnere, der enten var eller blev tillagt homoseksuelle præferencer.

Det værk, der især tændte min nysgerrighed viste en, for mig ganske ukendt maler, og ledsageteksten opfordrede til, at vi skulle erindre de mange kvinder, der malede i 1800-tallet respektfuldt. Jeg fandt det ikke særligt respektfuldt, at der var afsat én væg i rummet til at rette op på en erkendt udeladelse af kvinderne. Det førte til at jeg skrev bogen: "I respektfuld erindring..." Udgivet på Skriveforlaget.

Min bog vakte nogen opmærksomhed i dagspressen. Jeg blev interviewet i Radio 24/7 og Berlingske Tidende bragte en dobbeltsidet omtale d. 5. dec. Bogen fik også pæne omtaler bl. a. med en positiv lektørudtalelse. Det gav mig anledning til at tro, at de glemte kvinder, hvoraf flere havde været udstillet på Charlottenborgs censurerede forårsudstillinger gentagende gange - ja en enkelt endog helt op til 30 år i træk, ville blive tildelt fornyet opmærksomhed.
Men nej, siden er sal 222 undergået en total forandring. Ikke for at forstærke opmærksomheden på de mere end 200 malende kvinder. Den tekst, der provokerede mig er fjernet, så de fleste besøgende vil ikke mere finde anledning til at savne kvindernes repræsentation.

Der er tre af de oprindeligt fem kvindelige malere repræsenteret i rummet nu, men med en ganske forandret præsentation af rummet. Nedenfor gengiver jeg først den præsentation, rummet havde i 2015 og derefter den nye, som er kommet til i starten af 2018.

Tidligere præsentation af sal 222:

1. "Kønnet i kunsten (2015)
Kunsthistorien er baseret på myten om det frie, skabende geni - en rolle, som kvinder traditionelt set ikke har haft mulighed for at indtage. Inden kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1888, havde de begrænsede rammer for billedkunstnerisk udfoldelse, og selv derefter fortsatte kunsthistorien med primært at blive skrevet af og om mænd, ligesom eftertidens museumsinstitutioner har haft tendens til at overse kvinderne.
Kvinders position i kunsthistorien har således typisk været som muse, æstetisk motiv eller erotisk objekt. Men der er heldigvis også andre historier at fortælle: om kvindelige kunstnere, erotiserede mænd og maskuline kvinder. Denne sal tematiserer normerne for kønnet i kunsten ved at vise eksempler på værker og kunstnere, der på forskellig vis bryder med disse normer."

Den nye præsentation af sal 222

2. "Det Moderne gennembrud (2018)
Arbejdsliv og intimsfære, kvindefrigørelse og underholdningsindustri, urbanisering og arbejderbevægelse. Begreber, som er nært knyttet til skabelsen af det moderne Danmark. Fra bonde- og landbrugsland bevægede Danmark sig mod industri og bykultur. Intellektuelt og mentalt erstattede troen på videnskaben den gamle verdens religiøse livstolkning.
De kvindelige kunstnere markerede sig i højere grad. Som deres mandlige kolleger skildrede de motiver fra arbejds- og familielivet, men tonen var anderledes. Mere lavmælt og nøgtern i forhold til den heroisering man kan møde hos P.S. Krøyer og Michael Ancher. Nye motiver fra det moderne liv i storbyen og kunstnerens intimsfære dominerede udstillingerne. Med inspiration fra Paris blev lyset og farven intensiveret og kunstnere som Philipsen og Anna Ancher nærmede sig den franske impressionisme."

Holga Reinhards billede af malerinden Ane Marie Hansen med ledsageteksten, der provokerede mig, er væk. I dag hænger Bertha Wegmanns to portrætter på en endevæg i rummet, hvor de flankerer et maleri af Michael Ancher, og et mindre billede af Anna Ancher er ophængt på væggen ved siden af blandt de samtidige mandlige kollegers malerier.

Da jeg i marts 2018 deltog i "SMK Akademiet: Det Moderne Gennembrud", spurgte jeg en af foredragsholderne, Emilie Boe Bierlich, om grunden til nedtagningen. Den blev begrundet med, at Holga Reinhards maleri af veninden Ane Marie Hansen ikke levede op til museets kvalitetsstandarder. Som lægmand kan jeg ikke indvende meget mod dette udsagn, men jeg kunne dog ønske mig en nærmere udlægning af kriterierne for ophængningen i sal 222, for det ser ud til, at det ikke længere handler om at tydeliggøre kvindernes historiske vilkår slet så provokerende som i den første ophængning. Som rummet fremtræder nu, med den nye præsentation, så glider de tre kvinders værker smukt ind mellem mændenes - og der er ingen oplysning om, hvor mange kvinder, der kunne savnes.

Ophængningen tager ikke længere afsæt i at vise kvinders og andre miniorieteters kunst. Det skal jeg ikke begræde, for kunstnereisk kvalitet skal næppe findes i kunstnerens køn eller eventuelle homoseksualitet.

Men er ophængningen blevet mere vellykket? Det er interessant, at ophængningen er sket med henblik på at vise kvalitative forskelle mellem de kvindelige og mandlige maleres foretrukne motiver. Det er også interessant at udstillingen vil demonstrere kønnenes respektive motivvalgs konkrete skildringer af arbejds- og familieliv. Og ydermere, uafhængigt af køn, vil udstillingen desuden demonstrere formmæssige tendenser i retning af at nærme sig den franske impressionisme. Det er jo smukke intentioner - men hvis kvindernes værker ikke repræsenteres med mere end tre værker, så giver det kun ringe mening.

Kan piger male? Findes kvinders kunst?

Kan piger male? Findes kvinders kunst?

Kvinder er underrepræsenterede i besluttende forsamlinger. Det er faktuelt, men hvordan begynder det? Hvor lærer pigerne at holde sig tilbage? Et - af sikkert utallige - steder viste sig at være Statens Museum for Kunst. Det erfarede jeg ved en rundvisning i samlingen "Dansk og nordisk kunst 1750-1900"
Det overraskede mig at se, at kvinder ingen indflydelse havde på billedverdenen i 1800-tals udstillingen. Ud af udstillingens 24 sale var én væg afsat til kvindeværker med en tekst om, at der, på trods af mange uddannede kvinder, ikke var nogen repræsenteret i de offentlige samlinger. Teksten ved portrættet af en sådan malerinde manede til "respektfuld erindring om de mange malende kvinder".
Respektfuld! Er det respektfuldt at gemme, glemme, fortie ...?

Jeg ledte efter kvinderne i Weilbachs kunstleksikon. Mange af dem blev begrænset af dårlig økonomi og ringe uddannelse. Men netop derfor kunne de tænkes at male andre billeder end mændene. Jeg blev grebet af det feministiske spørgsmål: Hvad betyder fraværet af kvindekunst for nutidige kvinders oplevelse af handlemuligheder?

Det har jeg skrevet en bog om. Det er vigtigt, at vi får viden om, at kvinder har søgt at medvirke ved udformningen af vores billedverden. Jeg har læst mig til en begrundet mistanke om, at kvinders bidrag ikke er synlige FORDI de var kvinder. Mistanken blev vakt med den provokerende billedtekst om de mange malerinder, der trods gentagne udstillinger på Charlottenborgs censurerede forårsudstillinger, ikke blev indkøbt til offentlige samlinger.

De lange spor

Jeg havde ikke øje for diskriminationen i min egen undervisning - museerne forledte mig til at formidle, at kunst skabes af mænd. Har jeg bidraget til, at piger ikke ser sig selv som skabende kunstnere - eller endnu værre som aktive borgere?

Diskriminationen viser sig også, når museerne fejrer jubilæer. Så gentages fejringen af de repræsenterede mænd i jubilæumsskrifter. Og diskriminationen fortsætter i mediernes kunstformidling. Tag fx den populære kunstquiz på DR K. Her dystes om at genkende kunst, der hentes på museers vægge og i arkiver. Resultatet er, at også her får vi serveret et billede af  "... mandlige kunstnere, som de jo alle sammen var." (direktør Gitte Ørskou for KUNSTEN, Ålborg, i en af de seneste quiz). Nej, det var de ikke! Men kvinders værker kan ikke hentes frem af arkiverne. De blev aldrig indkøbt.

Femi-kunsthistorier?

Kvinder skaber ikke anderledes kunst. Det skrev allerede maleren Johanne Krebs i 1889 , da hun svarede på en anmelders klage over, at kvinderne ikke skabte noget nyt. Hun fastslog, at mænd og kvinder tilhører samme menneskehed. Kvinder skaber ikke kunst ud af en særlig kvindelig essens. Men deres anderledes sociologiske og kulturelle erfaringer giver måske anledning til billeder, som mænd ikke har øje for? Det er min påstand, at det er vigtigt, at vores kunstmuseer fremmer kunsthistorisk forskning om kvinders bidrag. Nylige undersøgelser af museernes indkøbspolitik afslører, at det også aktuelt er svært for kvinder at blive repræsenteret. En førende museumsdirektør siger, "at museer ikke er socialkontorer", så de behøver underforstået ikke at støtte de underrepræsenterede kvinder. Som lægmand afholder jeg mig fra at mene, at jeg ved, hvilke værker der fortjener indkøb, men jeg undrer mig.

Udenlandsk forskning råder ikke bod på forsømmelserne

I udlandet er feministisk forskning lykkedes med at fremdrage navne på utallige kvinder. Kunsthistorien er blevet til kunsthistorier. Der fortælles om italienere, om hollændere, om franskmænd, om englændere og mange flere. Der dukker historier op om et væld af kvinder med store talenter og endda videnskabende udfoldelser. Vi får bare ikke kendskab til danske kvinder. Men når danske kunsthistorier ikke fortæller om dem, hvorfra skulle udenlandske forskere så vide, at de har været her? I vores lille sprogområde øges ukendskabet til  kvinders bedrifter ved, at danske forlag kun udgiver bøger om kunst og kunsthåndværk med afsæt i engelsksprogede markeder. Både museer og forlag tænker økonomisk, så resultatet bliver en cementering af danske kvinders fravær.

Jo bredere kunstbegreb forfattere opererer med i de udenlandske bøger, jo mere kunst fremstillet af kvinder fremdrages der. Kvinder har broderet, syet, malet porcelæn, formet keramik, skabt bogbind, illustreret videnskabelige værker, formet voksfigurer, malet miniaturer, udført illustrerede studier og meget, meget mere. Det er bare ikke den form for kunst, vi ser i de nationale museer.

Der er tale om systemfejl

Linda Nochlin rejste i 1971 spørgsmålet - hvorfor er der ingen store kvindelige kunstnere? Hendes svar er, at samfundssystemet skal ændres, så kvindeundertrykkende mekanismer fjernes. Det er IKKE mændene, der er problemet - det er systemet!  Sproget bærer systemet, så det er ikke mindst helt subtile forandringer, der skal til, før vi får ændret indstilling til kvinders kunst. Mennesker har fælles interesse i at finde ud af, hvad det er vi sammen mister, når dele af befolkningen holdes ude. Linda Nochlin hævdede i sin berømte artikel, at Pablo Picasso aldrig var blevet en nyskabende kunstner, hvis han ikke var født i en kunstprofessors familie, hvis han ikke var født som dreng, og hvis han ikke var født netop på det geografiske sted og med den historiske placering.

Vis billeder af den omsorg kvinder yder!

På en nylig udstilling af moderne kunst vistes et portræt af en Sheryl Sandberg. Jeg kendte denne kvinde lige så lidt, som jeg kendte kvinden på 1800-tals portrættet i SMKs samling, men jeg kunne forstå, at hun er et moderne feministisk forbillede. En TED-talk ledte mig på sporet af hendes budskab. Det var: "Kvinder I skal få et interessant og udfordrende arbejdsliv FØR I bliver gravide!" Jeg tænker, at kvinder skal omforme arbejdslivet: tage de diende børn med ind i direktionslokalerne, medbringe de senile mormødre til produkivitetsfremme-møder og forlange kravlegårde opsat på aktionærmøder ...

Kampen handler ikke om retten til at blive som mænd i mænds univers. Verden har brug for billeder af omsorg for de svage, for kulturen, for ressourcerne, for de truede, for klimaet - ja for helheden - for Livet selv. Det er vanskeligt at finde retning imod ligestilling, hvis vi ikke samtidig gør os klart, hvor begrænsende historiens billedverden er. Kvindernes andel i historien er usynlig: vi hører om mænd i kamp, vi ser mænd regere, vi ser mandlige foregangsmænd, vore veje er opkaldt efter mænd og vores sprog opfordrer til 'at mande sig op'. Verden var måske bedre tjent med lidt 'kvinden sig ned' til en afveksling?

Jeg spurgte: hvad betyder fraværet af kvindekunst for kvinders forståelse af handlemuligheder? Jeg kender ikke forskning, der afklarer det spørgsmål. Men jeg tror, at piger savner forbilleder at spejle sig i. Kunstinstitutioner har en del af ansvaret for det. De skal finde kvindekunsten frem fra kældre og lofter. De skal udstille kvindekunst. Købe kvindekunst. De skal prioritere forskning i kvindekunst ... De skal vise, hvor entreprenant kvinder har arbejdet med kunst og kunsthåndværk. Kvinders indsats skal ses både i kunstteori og i kunsthistorie.


Pensioneret lektor, cand. pæd., Ph.d.  Jette Tofte Bøndergaard udgiver 30. nov. bogen "I respektfuld erindring ... hvorfor dog huske danske 1800-tals malerinder?"  249,95 kr. 259 sider illustreret, Skriveforlaget.

Dannelsen - skal den erstattes af vækst- og erhvervsvenlige kompetencer?

I mine fyrre år i uddannelsesområdet har jeg flere gange anvendt begrebet dannelse. Ofte med et tillægsord til præcision: almen dannelse, humanistisk dannelse, klassisk dannelse, encyklopædisk dannelse, polyteknisk dannelse, akademisk dannelse, politisk dannelse, material dannelse, formal dannelse osv. Tillægsordene betegnede forestillinger om med hvilket indhold og i hvilken form dannelsen skulle vise sig hos de mennesker, der havde erhvervet den. Grue-Sørensen har nok ret, når han skriver, at " De afgørende kriterier på, at dannelse er til stede, er temmelig usikre og genstand for adskillig uenighed." (fodnote: K. Grue- Sørensen: Almen pædagogik En håndbog i de pædagogiske grundbegreber, Gjellerup. 1974 s. 40)

Forestiller man sig, at man kunne definere kriterierne og dernæst tilrettelægge en uddannelse, der resulterede i at eleverne besad denne dannelse, så ville der være tale om et totalitært samfund. Det er forøvrigt forsøgt fx under betegnelsen polyteknisk dannelse i DDR. Forsøgene kunne heldigvis ikke stoppe kritiske ånders søgen dannelse - også udenfor de definerede områder. Når jeg skriver 'heldigvis', så skyldes det, at jeg forestiller mig, at en dannet person netop formår at forholde sig kritisk til den herskende ideologi, kan sætte sig ud over de konventionelle tankesæt og evner at formulere egne kritiske refleksioner og ideer til alternativer.

Jeg ønsker at leve i et samfundsfællesskab med plads til mangfoldighed. I det samfund lader dannelsens mål sig ikke formulere entydigt (totalitært). Men fællesskab skal bygge på noget. Hidtil har vi i Danmark troet på, at en vis fællesmængde af viden om historie og kunst har knyttet os sammen. Den tro er åbenbart under forandring? I hvert fald nedprioriterer Venstre-regeringen (Moderniseringsstyrelsen) de fag i skole og gymnasium, som skulle bibringe eleverne en sådan viden.

Andre politiske retninger definerer disse fagområder som 'værdier' vi må kriges om. Hos Dansk Folkeparti er det 'danske' noget unikt for danskere, som kan føre deres slægter tilbage i flere led indenfor dansk territorium, og som i øvrigt er kristne på en særligt kulturkristen måde. Partiet er næppe alene om denne forestilling om danskhed - den rækker langt ind i andre partier og skaber dermed flertal for en selvtilstrækkelig og selvfed forestilling om landets rolle i globaliseringen, hvor næstekærlighed kun udstrækkes til 'danskere'.

Jeg har bidraget til skrifter om, at kultur er noget vi gør - noget der forhandles imellem os. Jeg opfatter også historie som noget vi både skabes af og selv skaber. Tilsvarende med kunsten. Skulle jeg formulere, hvad dannelse er, så er det væsentligt at mennesker skal have evne og vilje til at deltage i denne 'gøren' kultur, historie og kunst. Det er meget essentielt for mig, at 'gøren' skal ske miljø- og menneskevenligt.

Jeg kan ikke sige, hvilken eksakt historisk viden, hvilken bestemt kunstnerisk oplevelse eller præcist hvilket litterært værk, der vil gøre mennesker i stand til at leve i fordragelig sameksisten. Jeg tror, tvært imod at vi bliver bedre i stand til at 'gøre' fremtid sammen, hvis vi mødes i forståelse for at mangfoldighed er en rigdom.

Derfor har jeg været meget glad for den åndsfrihed, der prægede den danske uddannelsesverden mens jeg var embedsmand i den. Lærere forventedes at forvalte deres didaktiske refleksion således at de aktuelle elever blev mødt med det stof, der kunne fremme netop deres udvikling og med metodefriheden kunne lærerne vælge at gå præcist de veje deres elever ville få mest udbytte af. Lærere havde frihed under ansvar overfor målsætningens ord om "åndsfrihed og "demokrati".

Den tillid til lærerne erstattes pt i skole og gymnasium med 'målstyret læring' af det ministerielt definerede indhold - næsten som i DDR! Sjovt nok sker det i højrenationale og liberale ordflomme. Dannelse bliver nedgjort med tillægsordet 'traditionelt'. Så kan skole og gymnasium rettes mod vækst- og erhvervsvenlige kompetencer.

Som socialt orienteret individ står jeg lidt afmægtig tilbage. Jeg havde ikke en adresse i Moskva i 70'erne - jeg har heller ikke aktuelt nogen adresser, der kunne tænkes at udlevere dannelseskriterier. Når Thomas Aastrup Rømer i Informations kronik d. 27. april postulerer, at "venstrefløjen åbenbart er imod humanisme og oplysning", så mener jeg ikke det gælder mig. Jeg trivedes fint med de kulturradikale spor efter Den Blå Betænkning. I den var der højt nok til loftet til at holde dannelsestænkningen åben. Oplysning var et ufuldendt - men fortløbende projekt. Jeg tænker, at netop åbenhed er det fornemmeste kriterium for begrebet dannelse. Åbenhed i levet "åndsfrihed og demokrati".